Assertion

Selvsikkerhed (eng: assertiveness) handler i forbindelse med assertiv kommunikation om at rette opmærksomheden mod at opretholde egne synspunkter i uændret form samtidigt med, at man anerkender egne og andres synspunkter. Den engelske psykolog Anne Dickson (f. 1946) udviklede den assertive kommunikation, og underviste i den på verdensplan i 1980’erne. Selvsikkerhed handler i denne sammenhæng om at se sig selv og andre som ligeværdige samtidig med, at man tager personligt ansvar for kommunikationen. Dette ansvar indebærer, at vi blotlægger vores egne følelser, holdninger og hensigter med samtalen.

Med hensyn til selvsikkerhed og assertiv kommunikation taler man om tre typer af adfærd: den aggressive, den submissive eller den assertive. Det skal forståes således, at vi rummer en blanding af alle tre adfærdstyper. Som regel vil en af typerne præge vores personlighed mest. Øget selvindsigt i forhold til hvilken adfærdstype vi foretrækker, er i denne forbindelse nøglen til at blive bedre til at beherske os i mere kritiske situationer og i stedet handle mere assertivt. 1

Selvsikkerhed og assertiv kommunikation

Den sydafrikanske psykiater Joseph Wolpe (1915-1997) undersøgte oprindeligt selvsikkerhed (eng: assertiveness) som “gensidig hindring” (eng: “reciprocal inhibition”) af angst i hans bog fra 1958 om behandling af neuroser. Selvsikkerhed i denne betydning har siden været almindeligt anvendt som intervention i adfærdsterapi. Selvsikkerhedstræning (eng: Assertiveness Training (“AT”)) blev introduceret af psykologen Andrew Salter (1961) og populariseret af Joseph Wolpe. Wolpe mente ikke, at man kan være både angst og assertiv på samme tid. Dermed vil det at være assertiv hindre angst.

Som kommunikationsform og strategi er selvsikkerhed forskellig fra både aggression og passivitet. Den måde hvorpå vi behandler personlige grænser, det være sig både egne og andres, hjælper os med at adskille de tre begreber (aggression, passivitet og selvsikkerhed). Kommunikerer vi passivt, beskytter vi ikke egne personlige grænser, og tillader dermed aggressive mennesker at manipulere og misbruge os gennem frygt. Som passiv kommunikatør tager vi som regel ikke risikoen til at påvirke andre. Som aggressiv anerkender vi ikke andres personlige grænser, og er på denne måde ansvarlig for at skade andre i vores forsøg på at påvirke dem. Vi agerer selvsikkert, når vi overvinder frygt ved at tale vores sag, eller når vi prøver at påvirke andre samtidig med, at vi anerkender deres personlige grænser. Som selvsikker er vi også villig til at forsvare os selv mod aggressive kommunikatører. 2

Kritik af nogle anvendelsesformer af assertiv tilgang

Der har selvfølgelig også været kritik af selvsikkerhed, nemlig når det udføres på en ubalanceret måde. Især har de, der afprøver processen som nybegyndere, haft problemer med, at begrebet selvsikkerhed både er komplekst og situationsspecifikt på samme tid. Adfærd der er assertiv i en situation er det måske ikke i en anden. Skal vi være mere specifikke, så kan mangel på selvsikkerhed skabe et sæt problemer, imens overdreven selvsikkerhed kan skabe andre. Selvsikkerheds brugsanvisninger erkender, at mange, der prøver assertiv adfærd for første gang, oplever, at de går for langt og bliver aggressive.

I slut 1970’erne og start 1980’erne, da selvsikkerhedstræningen havde sine velmagtsdage, blev nogle selvsikkerhedstræningsteknikker forvrænget, og nogle mennesker blev sat til at gøre nogle temmelig klamme ting i selvsikkerhedens navn. Som f.eks. tomt at gentage en anmodning igen og igen, indtil man fik sin vilje. Adskilt fra anerkendelsen af andres rettigheder kan selvsikkerhedsteknikker blive psykologiske redskaber, der måske let kan misbruges: Der kan gå en hårfin grænse mellem gentagne gange at kræve sanktioner (teknikken: “broken record”) overfor nagende tvang, følelsesmæssig afpresning eller mobning. 3

1Anette Hegelund Dalsgaard – Den professionelle pædagog, s. 83-84

2https://en.wikipedia.org/wiki/Assertiveness

3Se fodnote 2

reflekter.dk