Utilitarisme og kritik

I denne artikel vil jeg beskæftige mig med utilitarismen og kritikken af samme. Utilitarisme er en moralfilosofisk retning, der opstod i slutningen af 1700-tallet. Jeg vil komme ind på Jeremy Bentham (1748-1832), John Stuart Mill (1806-1873), Peter Singer (f. 1946) og John Rawls (1921-2002). Alle fire filosoffer tilhører den retning, vi kalder angelsaksisk filosofi. Jeg vil bl.a. komme ind på den grundlæggende utilitarisme og nogle af de forgreninger, der opstår i løbet af dens udvikling. Det er vigtigt at pointere, at utilitarismen er konsekventialistisk til forskel fra f.eks. kantianismens etik, der er en sindelagsetik. Utilitarisme regner derfor kun ud fra konsekvenserne af ens handling, hvor kantianismen regner ud fra sindelaget, som handlingen udgår fra. Så for at afgøre om en handling er god eller ej, er vi med utilitaristiske briller nødt til at bestemme, hvilke konsekvenser handlingen har.

Utilitaristernes morallov

Kernen i utilitarismen kan måske bedst beskrives ved deres kategoriske imperativ, for nu at bruge et udtryk af den store tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), nemlig The Greatest Happiness Principle (Det største lykke princip). The Greatest Happiness Principle indebærer, at lykke er den eneste iboende godhed. Til sammenligning har kantianerne den gode vilje som eneste iboende gode. The Greatest Happiness Principle siger:

– En handling er rigtig, for så vidt den fremmer den største mængde lykke for den største mængde levende væsener.

Bentham, som tilslutter sig ovenstående princip, laver en enhed for lykke, som han kalder “hedon”, der kommer af ordet “hedonism” på engelsk. På denne måde matematiserer Bentham lykke. Det er nu nemmere at regne på hvilke handlinger, der frembringer mest lykke og mindst smerte. I det hele taget er den moderne filosofi med franskmanden René Descartes (1596-1650), som grundlægger, kendetegnet ved en matematisering. Måden man beregner hvilken handling, der giver mest lykke, er:

1. For at bestemme om en handling er moralsk, tilføjer vil alle “hedoner”.

2. Handlingen, der producerer flest “hedoner”, er moralsk.

Det er Benthams arbejde, der i høj grad er med til at grundlægge The Greatest Happiness Principle. Især hans idé om at hver persons lykke tæller 1 hedon. Ved denne matematisering af moralfilosofien kan vi nu kalkulere objektivt hvilken handling, der er moralsk og bringer mest lykke og mindst smerte, og alle levende væsener, der føler lykke og smerte, betragtes på lige fod, dvs. også dyr.

Benthams fremgangsmåde

Ifølge Bentham skal vi overveje syv forhold, når vi skal overveje, om en handling er moralsk:

1) Overvej intensiteten af lykken, af smerten. Hvor intens den er?

2) Overvej, hvor længe den vil vare?

3) Overvej, hvor sikker du er på, at den vil forekomme? Hvis der kun er 50% sandsynlighed for, at du får denne lykke i modsætning til at få lidt smerte, er det ikke så godt, som hvis der er 95% chance for, at du får denne lykke i modsætning til den smerte.

4) Hvor hurtigt det vil ske? Alt andet lige vil det at få lykken før bedre end at have nydelse senere.

5) Overvej, om handlingen fører til yderligere lykke. Så at få en lykke kan give dig flere, så du er nødt til at overveje, hvad denne handling vil føre til? Nogle handlinger med lykke fører til yderligere smerter.

6) Og selvfølgelig om handlingen med lykke er blandet med smerter? Så selvfølgelig ønsker man ren lykke, men nogle gange kommer de blandet med smerter. Så vi må overveje det.

Jeg nævner lige her, at de første seks forhold er nogle den “etiske egoist” kunne være enig i, men det, som adskiller utilitarisme fra egoisme, er:

7) Overvej hvor mange mennesker, handlingen påvirker? Og selvfølgelig bruges mennesker her løst, ikke i kantisk forstand som et rationelt væsen, men som en organisme, der er i stand til at opleve lykke og smerte.

Et eksempel

For at give et eksempel: Antag, at du sidder i en redningsbåd med en glad og sund hund, der får alle i redningsbåden til at føle sig glade og afslappede. Desuden er der en ældre person i båden, der forstyrrer og gør folk nervøse. Antag nu, at der ikke er plads nok i båden, og nogen skal gå. Spørgsmålet er: Hvem ofrer vi? Nogen skal ofres. Hvem? De to naturlige kandidater er hunden, fordi den er en hund, og den ældre person, fordi hun er gammel. Så det er sandsynligvis mindst kritisk, hvis de dør. Hvem vælger vi? Ifølge en ligefrem Bentham-stil utilitarisme skal den ældre person ofres, da den ikke skelner mellem mennesker og dyr. Og når vi regner på det, hvilken handling medfører størst mulig lykke og mindst mulig smerte? Det gør handlingen at smide den ældre person overbord.

Bentham mente, at al lykke er den samme. Deraf hans berømte ord “Pushpin er så god som poesi”. Pushpin var en af dens tid børnespil. Så det Bentham forsøger at nå frem til her er, at lykke er lykke, hvad end den er produceret af et barnespil eller et smukt digt.

Mange mennesker finder det at smide hunden overbord i stedet for personen for kontraintuitivt. Det er hunden, der skal smides overbord. Den ældre person er trods alt et menneske. Der ser umiddelbart ud til at være noget ved mennesker, der gør dem mere værdifulde end andre slags dyr. Kantiansk moralteori siger dette tydeligt. Det er vores rationalitet som mennesker, der er unik og speciel ved os. Rationaliteten giver os a priori viden, og giver os adgang til at genkende Det kategoriske imperativ. Vi adskiller os dermed fra andre ikke-rationelle ting, som kan bruges som instrumenter.

Men utilitaristen spørger: Hvilke grunde kan du give for at foretrække din lykke frem for lykken hos en anden person bort set fra, at den er din? Så fornuft spiller en rolle i utilitarismen, men i bund og grund er det lidelse og ikke fornuft, som utilitaristen er optaget af.

John Stuart Mill

John Stuart Mill var Benthams gudsøn, og han lærte om utilitarisme fra Bentham. Mill mente, at der var noget ved mennesker, der gør deres lykke mere værdifuld end dyrs, og som har at gøre med vores rationelle kapaciteter. Så Mill skelner mellem sensuel og intellektuel lykke. Intellektuel aktivitet kan f.eks. være at spille skak, tænke over filosofi eller videospil. Det er lykke af en anden art end den, der produceres af sanserne. Så Mill benægter, at Pushpin er så god som poesi. Mill siger, at det er bedre at være et utilfreds menneske end en tilfreds gris. Vi joker ofte om, at en kat har livet. Jeg ville elske at være en kat. Den ligger og sover det meste af dagen, bliver madet, nogen klør den osv. Det er jo livet. Men, hvis du havde mulighed for det og virkelig skulle opgive dit intellekt og fungere på niveau med et ikke-rationelt dyr, ville du så bytte? Jeg ville ikke gøre det, fordi fornuft er i en forstand, hvad der giver merværdi til mit liv.

Så ifølge Mill er mennesker i stand til højere værdifulde lykke og er derfor mere værdifulde. Mill mener, at folk, der siger andet, i virkeligheden bare ikke har haft den rigtige intellektuelle lykke. Mill siger: “det er bedre at være en utilfreds Sokrates end et tilfreds fjols”. Det er bedre at være Sokrates, der er engageret i intellektuel undersøgelse og ikke have sine sensuelle behov tilfredsstillet, end det er at være en person, der aldrig deltager i rationel intellektuel aktivitet og har fået alle deres sensuelle behov opfyldt. Så ifølge Mill er en verden, hvor kun sensuel nydelse blive maksimeret, ikke så god som en verden, hvor kun intellektuel nydelse maksimeres.

Dette giver Mill mulighed for at svare på Aristoteles (385 f.Kr. – 323 f. Kr.) kritik af hedonisme. Aristoteles mente, at lykke ikke skulle identificeres med nydelse, fordi den var nedværdigende for mennesker. Den reducerer os faktisk til niveauet for et dyr, troede Aristoteles. Aristoteles tænkte, at nydelse kunne være et passende mål for en ko. Han tænkte, at mennesker ved hedonisme ignorerer det, som er karakteristisk for mennesket nemlig rationalitet. Mill siger, at Aristoteles overså det faktum, at rationalitet producerer en særlig form for nydelse, som dyr ikke er i stand til. Denne særlige nydelse er ikke den samme, som når man smager virkelig lækker mad. Det er anderledes, når man forstår noget, som en af de store tænkere har sagt: “aha, jeg har det”! Så hvor Bentham var meget kvantitativ i sit syn på lykke: hvor mange, hvor meget, hvor længe m.v., er Mill mere kvalitativ. Intellektuelle nydelser er af højere kvalitet end sensuelle nydelser.

Så Mill er på en måde også enig med Aristoteles: Hvis mennesker sætter sensuelle nydelser som målet for deres liv og i centrum i deres etiske system. Det nedbryder faktisk mennesker og reducerer vores status til dyreniveauet. Men der er disse intellektuelle nydelser, siger Mill.

Hvem beslutter?

Hvordan ved vi, at intellektuelle nydelser er bedre end sensuelle? Antag, at vi ville vide, hvilken af to vine, der var bedst? Hvordan ville vi gøre det? Det første, vi skulle gøre, var at smage begge vine. Vi er nødt til at have prøvet begge for at kunne tage en beslutning. Det samme er tilfældet ved afgørelsen af sensuelle og intellektuelle nydelser. Desuden burde vi generelt have brugt meget tid på at tænke på smagen af vinen. Så den person, der i dette tilfælde er bedst egnet til at afgøre hvilken vin, der er bedst, er noget lignende en vinkritiker. En der har smagt en masse vin, og som virkelig har brugt en masse tid på at tænke på vin, og som er i stand til at foretage subtile sondringer mellem forskellige slags vine.

Hvis vi skal overføre analogien til sensuelle og intellektuelle nydelser, er de, som er bedst til at vurdere, hvilke er bedst: filosoffer! Filosoffer har ikke kun haft begge nydelser. De nyder de sensuelle fornøjelser: god mad, god øl, godt selskab, god samtale osv., rejser, kunst, skønhed. Og de nyder selvfølgelig også de intellektuelle nydelser: tænkning, strategi, planlægning. Filosoffer synes unikt kvalificerede til at træffe denne slags domme, da de har oplevet begge slags nydelser og har brugt tid på at reflektere over forskellene mellem dem.

Handlings- og regel-utilitarisme

Den amerikanske filosof John Rawls skelner mellem “handlings” og “regel” utilitarisme. Handlings utilitarisme tager udgangspunkt i den enkelte situation. Man vurderer simpelthen hvilken handling, der i den givne situation producerer mest lykke og mindst smerte:

1. Maksimerer denne specifikke handling lykke?

– I nogle tilfælde kan handlingen maksimere lykke, men i andre kan den muligvis ikke.

Så f.eks. synes det slå en ældre senil person ihjel, der lider enormt, og som har en masse penge, som kunne gå til velgørenhed og holde en gigantisk fest for vennerne, at være en moralsk handling ifølge handlings utilitarisme. Men personen er uskyldig, så derfor synes det for de fleste mennesker forkert at slå hende ihjel. Bemærk, at i kantiansk opfattelse udelukkes denne form for adfærd automatisk. Du har ikke tilladelse til at behandle en anden person blot som et middel til et mål, og du vil tydeligvis behandle den ældre senile person som et middel. I dette tilfælde er målet al den lykke og nydelse, du producerer og midlet, at du dræber hende. Kants kategoriske imperativ siger: Det er altid forkert at tage livet af en uskyldig person eller en person, som ikke fortjener at dø. Så alle disse ting er umoralske. Så det er umoralsk i vores tilfælde.

Dette fører os til regel utilitarisme. Regel utilitaristen betragter generelle regler IKKE specifikke handlinger. Så regel utilitaristen spørger i vores tilfælde: Maksimerer “tag ikke et uskyldigt liv” lykke?

Så regel utilitaristen er interesseret i: hvis reglen, når den generelt følges, maksimerer lykke, skal den altid følges, selv når du følger den i en specifik situation, ikke maksimerer lykke. Så regel utilitaristen vil argumentere som følgende:

1. Tag reglen: Det er forkert at tage et uskyldigt liv.

2. Stil spørgsmålet: Hvordan ville verden være, hvis alle gjorde det: tog livet af en uskyldig person for at fremme deres mål?

Der ville være mange mord, kaos, forfærdelige konsekvenser. Generelt ville lykken mindskes, masser af lidelse, frygt, samfundet styrter osv.

Derfor er denne regel en, som generelt skal følges, selvom der er tilfælde, hvor brud på reglen maksimerer lykke på kort sigt. Således kan en regel utilitarist sige, at det ville være forkert at myrde en uskyldig person, selvom det i specifikke tilfælde ville give mere lykke.

Kants indflydelse på regel utilitarisme og spændingen mellem regel og handlings utilitarisme

Måske kan du nu se ligheden mellem regel utilitarisme og kantiansk etik. Regel utilitarisme forsøger at tage det bedste ud af Kants teori uden fokus på samme motivation. Utilitarister mener, at du kun kan motiveres på én måde nemlig ved at søge lykke og undgå smerte. Så ifølge dem er det umuligt at gøre, som Kant ville. Kant ville have dig til at være motiveret af din pligt. Og faktisk mente Kant, at mennesker, der er motiverede, som utilitaristerne tror, de er, regnede egoistisk og umoralsk. Så utilitarister fokuserer ikke på: hvorfor du udfører handlingen? Men utilitaristerne ønsker at bevare så meget af det intuitive, som de kan. Så hvad regel utilitaristerne tænker på, er at maksimere en maksime eller grundsætning. For at afgøre om en handling er rigtig, er vi nødt til at tænke over, hvad konsekvenserne af handlingen ville være, hvis den regel universaliseredes. I stedet for, som kantianerne, at lede efter en modsigelse, altså deducere en fejl i sig selv, hvad vi gør, er at vi ser på konsekvenserne af maksimen eller grundsætningen, som universaliseres. Så i vores tilfælde: Hvis alle myrder, ville folk dø ud, og derfor bør vi følge reglen: ‘myrd ikke’. Hvis konsekvenserne af reglen er dårlige, skal reglen generelt ikke følges. Så igen det sindelag, der ligger bag handlingen, er i utilitarisme uden betydning. Det er konsekvenserne, der betyder alt. Så regel utilitarisme er som Det kategoriske imperativ for psykologiske hedonister. Regel utilitarisme synes i mord eksemplet at gøre tingene rigtigt, hvor handlings utilitarisme gør dem forkert.

Overvej “den tikkende bombe” scenariet. Antag, at du ved, at der er en bombe skjult i den bygning, du befinder dig i. Du ved, at en af de andre personer i bygningen ved, hvor bomben er. Du ved også, at den eneste måde at få dem til at tale er at true deres familie. Det kan endda være nødvendigt at dræbe et af hans familiemedlemmer foran ham for at få ham til at tale. Familiemedlemmet er uskyldigt og ved ikke, at personen har gemt en bombe eller er en morderisk galning. Antag, at du er klar over, at du kun kan få denne person til at tale ved at dræbe den uskyldige person. Og derefter true med at dræbe en mere fra hans familie. Intet andet vil knække personen. Vil du dræbe denne person eller ej? Hvis du ikke gør det, dør alle i bygningen. Antag, at det er en stor bygning med ca. 1000 mennesker. Så 1000 mennesker vil dø, hvis du ikke dræber den uskyldige person. Mange mennesker ville i dette tilfælde mene, at du ville være moralsk berettiget til at dræbe personen. I dette tilfælde synes handlings utilitarisme at gøre det rigtigt. Så der er interessant spænding mellem de to former for utilitarisme. De kan ikke begge have ret. Regel utilitarisme synes at fange noget af det, vi mener er rigtigt. Handlings utilitarisme synes at fange andre dele, som vi synes er rigtigt.

Regel utilitaristen ville ikke mene, at det var retfærdiggjort, da reglen “aldrig dræb en uskyldig person” generelt er den ting, der producerer mest lykke, selvom det i særlige tilfælde ikke gælder. De er enige med kantianeren. Af forskellige årsager, og det er det, der er interessant. Ifølge Kants synspunkt: Du må aldrig dræbe en uskyldig person, da du så ikke ville behandle personen som et mål i sig selv. Vi ville snarere behandle personen som et middel, som en måde at redde en flok menneskers liv på. Dette bekymrer utilitaristen sig ikke om. Du kan behandle et menneske som middel, hvis det kræves. Men den virkelige utilitarist mener, at der er rig empirisk begrundelse i løbet af menneskehedens historie, hvor det at dræbe et uskyldigt menneske samlet set aldrig maksimerer lykken. Og derfor skulle du heller ikke gøre det i dette tilfælde.

Peter Singer

Peter Singer (f. 1946) er en nulevende utilitarist, der underviser ved Princeton universitet. Han taler om, at dyr fortjener “lige hensyn” (equal consideration) med mennesker. Med lige hensyn menes ikke “lige behandling”. Det Singer siger, når det kommer til dyrs lykke over for menneskers, er, at de fortjener lige hensyn. Ligesom Mill er Singer enig i, at mennesker er i stand til højere former for lykke og smerte end dyr, men der kan være tilfælde, hvor et dyrs lykke kan vinde over et menneskes. Betragter vi et ungt sundt menneskes lykke og en ung sund abes lykke, vinder mennesket. Men tager vi et senilt ældre mennesker ift. en ung sund abe, vinder aben måske. Abens liv betragtes her som mere værdifuldt pga. dets samlede lykke.

Benægter man dette, er man ifølge Singer, en speciesist (artschauvinist). At være speciesist betyder, at man vægter lykken for sin egen art højere end lykken for andre arter udelukkende pga., at den pågældende ikke er medlem af ens egen art. Dette er ligesom racisme og sexisme. Singer siger dette eksplicit. En racist tager særligt hensyn til lykken for sin egen race højere end andre racer udelukkende af den grund, at den pågældende ikke er medlem af egen race. Racisten reducerer andre racers lidelse frem for den ved sin egen race. Sexisten tager særligt hensyn til eget køn. Så en mandlig sexist tager særligt hensyn til smerten hos mænd over kvinders. Og en kvindelig sexist vice versa.

Det er vigtigt at pointere, at i nogle situation bør du behandle racer og køn forskelligt. F.eks. skal læger behandle afroamerikanere forskelligt fra andre racer i nogle tilfælde, da de har tilbøjelighed til visse former for sygdomme f.eks. seglcelleanæmi. Der er her igen tale om lige hensyn men ikke lige behandling. Hvad angår køn, skal læger behandler kvinder og mænd forskelligt, da mænd og kvinder har forskellig anatomi, f.eks. hvad angår kønsorganer.

Lige hensyn vil ifølge Singer ikke føre til, at vi giver grise valgret. At vi tager lige hensyn til dyr, er ikke ensbetydende med, at vi udsteder dem kørekort eller, at vi handler umoralsk, fordi vi ikke udsteder dem kørekort. Så at tage lige hensyn betyder, at vi skal behandle dyr i overensstemmelse med deres art f. eks. at lade grise leve i et befordrende og naturligt miljø for dem. Et miljø, der er befordrende for, at grise kan blomstre.

Kritik

Utilitarisme er blevet kritiseret for ikke at tillade, at man prioritere sin familie højere end fjerne fremmede. F.eks. hvis der var brand, og du skulle vælge mellem at redde din søn eller 10 fremmede, ser utilitarismen ud til at ville vælge de 10 fremmede. Men dette virker forkert for mange mennesker. De fleste mennesker ville ud fra det faktum, at det er din søn, give dig særlig grund til at redde din søn, men utilitaristen siger nej. Den handling, som producerer mest lykke og mindst smerte, er moralsk, punktum.

En anden kritik af utilitarismen er den, som siger, at utilitarisme ikke er i stand til at indfange vores følelse af fairness og retfærdighed. Prøv at overveje følgende 2 scenarier:

– Situation 1:

Der er 10 mennesker, og 8 af dem slavebinder de resterende 2. Dette resulterer i, at de 8 mennesker er meget lykkelige, og de andre er meget ulykkelige.

Hvis vi på en måde formaliserer dette: Antag, at der er 100 hedoner i situation 1, og at de lykkelige har 90 hedoner (11,25 hver), og de sidste 2 deler de resterende 10 (5 hver). Det virker til, at utilitaristen er forpligtet til at sige, at dette virker som en moralsk handling, da lykken samlet set er maksimeret. Lad os nu overveje den situation, hvor alle har en lige stor antal hedoner.

– Situation 2:

Alle har en lige stor andel af de 100 hedoner (10 hver).

Så i den første situation har vi nogle mennesker, der har over 10 hedoner hver, og nogle mennesker, der har markant færre. Og så den anden situation hvor alle har 10 hver.

Så hvilken af disse to situationer er at foretrække? Utilitaristen ville sige situation 1, da der er flere mennesker med flere hedoner, så den samlede lykke maksimeres. Men dette virker forkert. Situation 2 ser ud til at være bedst. Men utilitaristen kan ikke redegøre for, at situation 2 er bedst.

Argumentet om fairness

Den amerikanske politiske filosof og professor ved Harvard universitet John Rawls hævder, at sådanne slags scenarier viser, at utilitarisme af en hver art ikke indfanger vores almindelig moralske domme om fairness. Af den grund mener Rawls, at der er noget galt med utilitarisme. Som en måde at afsløre mere dramatiske detaljer om, hvor den er gal med utilitarisme, foreslår han uvidenhedens slør. Han foreslår, at vi ser hvilke regler, vi ville godkende bagved uvidenhedens slør. Det skal lige bemærkes, at uvidenhedens slør er et tankeeksperiment. Det er noget, vi forestiller os. Det kan ikke ske i virkeligheden. Uvidenhedens slør går helt konkret ned over dine øjne og slører visse fakta for dig. Der er især tale om race, køn, evne, position i samfundet, klasse i samfundet osv.

Hvilke slags regler ville du acceptere bagved sådan et uvidenhedens slør? Rawls argumenterer for, at du kun ville godkende regler, der var fair. Så du ville ikke acceptere utilitarisme.

John Rawls

Bag et sådan slør af uvidenhed ville du ikke acceptere The Greatest Happiness Principle. Fordi, der er ikke nogen garanti for, at du ikke ville være en af slaverne i situation 1. The Greatest Happiness Principle licenserer denne situation. Rawls siger, at du vil resonere, som følger: Vil jeg give folk mulighed for at blive slavebundet for at producere den største mængde lykke? Hvordan ved jeg, at jeg ikke vil blive slavebundet? For en sikkerheds skyld må jeg afvise slaveri regler. Antag, at nogen sagde: Men vi slavebinder kun de sorte. Ja, men jeg ved ikke om, jeg er sort. Så jeg vil ikke godkende denne regel. Antag, at nogen sagde: vi skal have lov at dræbe en uskyldig person for at undgå oprør. Hvad hvis jeg er den uskyldige person? Jeg vil ikke godkende den regel.

Så hvilke regler ville man godkende? Vi kan jo selv prøve at lave tankeeksperimentet for at se, hvilke regler vi ville godkende. Rawls argumenterer for, at vi ville acceptere, hvad han kalder for de to retfærdighedsprincipper. Den første regler er rimelig ligetil.

1:Hver person skal have den maksimale mængde varer/rettigheder, der stemmer overens med, at alle får den samme mængde.

Så dybest set er alle lige. Det er, hvad den første regel siger. Ingen får særlige rettigheder. Du vil støtte den regel, fordi du ikke ved, hvilken gruppe du er i, så du ønsker, at alle grupper skal behandles ens.

Så er der den anden regel. Den virker lidt mere kontraintuitiv, men ræsonnementet bag den, når du først ser det, er ret ligetil.

2:I tilfælde, hvor der er uligheder, skal de være til gavn for det mindst favoriserede medlem af samfundet.

Så Rawls taler om lige muligheder. Det man også kalder positiv frihed (frihed til) frem for negativ (frihed fra). Retfærdighedsprincip 1 dikterer, at alle medlemmer af samfundet får tilstrækkelig med penge til at være komfortable uanset arbejde, og uanset om man har arbejde eller ej. Det ser bag uvidenhedens slør ikke ud til, at det er retfærdigt, at nogle mennesker er dømt til et liv i lidelse blot fordi, de er født i fattigdom og andre i stor nydelse bare fordi, de er født i rigdom. Det er ikke fair, at nogle mennesker er født med visse færdigheder. Det er tilfældigt, om du er god til noget eller ej. Bag uvidenhedens slør virker det ikke til, at færdigheder skal afgøre om, man bliver behandlet på en bestemt måde.

Antag f.eks., at du står bag uvidenhedens slør, og en anden siger: uintelligente mennesker gør den samlede samfundsbelastning værre. Hvis de ikke kan finde en måde at tjene penge på så meget desto værre for dem. De skal ikke have del i samfundets rigdom! Men hvad hvis du er en af de mennesker? Rawls mener, at et virkeligt retfærdigt samfund er et, hvor der er omfordeling af rigdom. Se f.eks. de universelle velfærdsstater i Skandinavien. Omfordeling af rigdom betyder dog ikke, at man får samme beløb uanset, hvor hårdt man arbejder. Mange mennesker fandt den tidlige kommunisme og socialisme forkastelig pga. tanken om, at det ikke betyder noget, om du er læge eller vagtmester. De tjente samme løn pr. år, fordi alle er lige, og vagtmestre ikke er dårligere personer end læger.

Retfærdighedsprincip 2 dikterer, at der kan være uligheder i vores samfund så længe, de er til gavn for de mindst favoriserede medlemmer af samfundet. Rawls mener, at det er fordelagtigt at have efterspurgte job med en højere løn. Antag, at du skulle argumentere for, at læger skal have højere løn end vagtmestre. For lægen er skolegangen i det meste af verden langt dyrere, og det kræver en masse hårdt arbejde at være en god læge. Hvordan tiltrækker vi de allerbedste og lyseste medlemmer af et samfund til at vælge en uddannelse/job som medicin? Der er to ting, vi kan gøre: Høj løn og social prestige. Så når du siger, at du er neurokirurg, bliver folk imponeret. Det er uligheder i samfundet. Folk behandler dig forskelligt, og du får højere løn. Det rawlske argument om, at ulighed skal komme det mindst favoriserede medlem af samfundet til gode, er mødt her. Når en person med lav indkomst går på hospitalet, får de pleje af en kvalificeret person, hvilket er til deres fordel.

Så Rawls blander elementer fra forskellige teorier i sin teori. Der er tale om elementer fra teori om egoisme, fordi det, som er tilbage, når du er bag uvidenhedens slør, er rationalitet og selvinteresse for evigt. Du spørger: Hvad ville være det bedste for mig? Hvordan fungerer det for mig, hvis dette er tilfældet, og jeg kender ikke disse kendsgerninger om mig selv? Så du forsøger at sikre dig, at du forhandler den bedste deal for dig selv, som du kan. Endvidere er der tale om elementer fra kantiansk teori, da du spørger: Hvordan ville verden være, hvis forskellige ting er tilfældet, og de universaliseredes. Desuden er der elementer fra utilitaristisk teori, da du spørger om mest mulig lykke til de mindst favoriserede medlemmer af samfundet. Endelig er der også elementer fra social kontraktteori, da resultatet af uvidenhedens slør skaber en form for samfundspagt i stedet for naturtilstand.1

1Youtube kanal: Richard Brown. Video: Utilitarianism and its Discontents

reflekter.dk