Kommentarer til Woody Allens ‘Midnight in Paris’

Den amerikanske filminstruktør Woody Allens film Midnight in Paris (2011) starter med en vidunderlig montage af Paris med bl.a. Moulin Rouge, Triumfbuen og Eiffeltårnet. Montagen udspiller sig i al slags vejr og i alle tidspunkter på døgnet. Desuden er der Woody Allen jazz i baggrunden. Vi møder hovedpersonen Gil Pender (Owen Wilson), der er i Paris med sin kæreste Inez og hendes forældre.

Gil vs. Inez

Det er fra starten tydeligt, at Gil og Inez oplever Paris vidt forskelligt. Gil elsker Paris. Han drømmer om at bo i en lille kvistlejlighed i byen og skrive bøger. Hvorimod Inez ikke kunne forestille sig at leve udenfor USA. Parret bor i Malibu, Los Angeles, Californien. Hvor Inez virker til at lægge meget vægt på materiel luksus som deres swimmingpool hjemme i USA, er Gil mere optaget af stemningerne i Paris og byens kunstneriske og litterære side. Især er Gil optaget af Paris i 1920’erne, som han ser som guldalderen. Inez gør på et tidspunkt grin med hovedpersonen i den roman, som Gil er ved at skrive, overfor hendes bekendte Poul og Carol, som de ser Versailles sammen med. Hovedpersonen i Gils roman arbejder i en kuriosabutik, der sælger gamle ting. Poul, der virker pedantisk og som en blærerøv, “forelæser” i denne sammenhæng om, at det kaldes nostalgi, når man drømmer sig tilbage til fortiden, og at det er når, man ikke kan klare nutiden. Inez er meget betaget af Poul, hvorimod Gil finder ham uinteressant og kalder ham en “pseudointellektuel”.

Gil tager med en gammel bil

Filmen går først rigtig i gang, da Gil efter at have været til vinsmagning med Inez, hendes forældre, Poul og Carol, vælger at gå hjem til hotellet om aftenen. Han farer vild. I hans vildfarelse oplever vi nogle stemninger i Paris. Han går bl.a. forbi en lille hyggelig bistro på et lille gadehjørne, imens der er spansk guitarspil i baggrunden. På et tidspunkt sætter han sig på en trappe. Klokken slår midnat, og en gammel Peugeot fra 1920’erne(!) holder ind til siden. Folkene i bilen åbner døren og råber til Gil, at han skal tage med dem. Gil tager med. Folkene i bilen er klædt i tøj, der ligner festtøj fra 1920’erne. De tager ham med til en bar, der også ligner noget fra 1920’erne. Der er klaverspil med en Cole Porter sang, der spilles af en der ligner – ja Cole Porter. Et par præsenterer sig for Gil som Zelda og Scott Fitzgerald. Scott slutter sin sætning med det berømte ordspil fra The Great Gatsby (1925) “old sport”. Gil tror de laver sjov, men det virker ikke sådan. Han tager med Fitzgerald parret til en anden bar. Efterhånden går det op for Gil, at han er rejst tilbage i tiden til 1920’ernes Paris!

Gils møde med 1920’ernes Paris

Gennem filmen møder Gil mange litterater og kunstnere tilbage i tiden bl.a. den amerikanske forfatter Hemingway, den spanske kunstmaler Picasso og den amerikanske forfatter Gertrude Stein. Gertrude Steins lejlighed er en slags salon, hvor 1920’ernes store kunstnere kommer. Gil får Stein til at læse sin roman igennem og give feedback. I Steins lejlighed møder Gil også den fiktive karakter Adriana, som han tiltrækkes af. Hun har levet med den italienske billedhugger og maler Modigliani, hvilket gør Gil starstruck. Det viser sig, at Adriana også er draget af fortiden. Sammen går de turer i Paris. På et tidspunkt taler de om Gil og Inez’ forhold. Samtalen viser, at Gil og Inez’ forhold er præget af uenigheder i grundlæggende ting. På en af Adriana og Gils gåture i Paris kommer en hestevogn forbi. De tager med den, og nu befinder de sig pludselig i La Belle Epoque (ca. 1871-1914). Det er den periode, som Adriana betegner som hendes guldalder.

Gils klarsyn i La Belle Epoque med Adriana

I La Belle Epoque er Adriana og Gil til kabaret og møder de den franske maler Lautrec og den franske maler Paul Gauguin. Gauguin i øvrigt ser renæssancen som sin guldalder. Adriana ønsker at blive i La Belle Epoque, da Gil siger til Lautrec og Gauguin, at de bare på er på gennemfart. Gil får en erkendelse, da han diskuterer med Adriana: “Folk her har slet ikke antibiotika. Hvis du bliver her, og det bliver din nutid, vil du snart begynde at forestille dig en anden tid, der var guldalderen. Sådan er det med nutiden. Den er utilfredsstillende, fordi livet er lidt utilfredsstillende.” Adriana har ikke opnået samme erkendelse. Hun siger: “Forfattere er så fulde af ord. For mig handler det om følelser. Jeg vil blive i Paris’ mest storslåede tid. Du valgte at forlade Paris, og du fortrød det.” Gil svarer meget i eksistentialismens ånd, som Woody Allen er inspireret af: “Ja, jeg fortrød det. Det var en skidt beslutning. Men jeg traf dog et bevidst valg. Det her virker bare vanvittigt. Det fungerer ikke. Hvis jeg skal gøre mig håb om at skrive noget fornuftigt, må jeg gøre op med mine illusioner. Og tanken om at være lykkeligere i fortiden er formentlig en af dem.”

Filmen slutter på romantisk Woody Allensk maner

Gil ender med at gøre det forbi med kæresten Inez og blive i Paris. Han indser, at de ikke passer sammen. På et tidspunkt i filmen går Gil forbi en kuriosabutik(!), hvorfra en Cole Porter sang lyder fra en gammel grammofon. I kuriosabutikken arbejder en ung kvinde ved navn Gabrielle. De to virker til at have et gensidigt møde. Filmen ender med at Gil møder Gabrielle på en af Paris’ gamle broer. Gil spørger om, han må følges med hende. Meget Woody Allensk begynder det at regne, og de to er enige om, at Paris er smukkest i regnvejr. Cirka samtidig starter Woody Allen jazz i baggrunden og hyggeligt romantisk går det væk i regnen.

Kommentarer til Sartres ‘Ensom blandt mennesker’ (Kort udgave)

I Jean-Paul Sartres (1905-1980) roman Ensom blandt mennesker (1945), der foregår i Paris og samtidig med Den spanske borgerkrig (1936-39), følger vi bl.a. hovedpersonen Mathieu Delarue, der hele tiden bliver i friheden eller intetheden. Noget gør, at han ikke kan tage et bindende valg, som f.eks. at blive en del af kommunistpartiet, som hans tidligere ven Brunet foreslår. Sartre mener jo netop også, at friheden kommer før essensen eller mere berømt formuleret: “eksistensen går forud for essensen”. (Alle citater i artiklen er fra Ensom blandt mennesker (1945), ellers fremgår det af teksten).

Hovedpersonen Mathieus reelle verden

I løbet af bogen mærker vi Mathieus ensomhed, forsumpethed og afstand til sig selv. På et tidspunkt får vi en klarsynethed, der kan forklarer hans manglende evne til at committe sig til noget: “‘Jeg lyver!’ Hans forfald og hans klageskrig, det var løgn alt sammen, tomhed, han havde puffet sig selv ud i det tomme rum, ud på sin egen overflade, for at undslippe sin reelle verdens uudholdelige tryk. En mørk og tørkepint verden, som stank af æter. I den verden var Mathieu ikke forsumpet – aldeles ikke; det var endnu være fat: han var fræk – fræk og forbryderisk.” Der er altså noget, der tyder på, at Mathieu i virkeligheden flygter fra sin reelle verden, hvor han langt fra er forsumpet. I hans reelle virkelighed er han fræk og forbryderisk, hvilket han måske ikke kan forlige sig med. Men Sartre mener jo, at friheden går forud for essensen, så friheden er ligesom mere grundlæggende end Mathieus reelle verden. Men kan vi frigøre os fra vores reelle virkelighed og bygge en ny virkelighed op vha. valg fra friheden?

En vej ud af ensomhed

En af Mathieus veje ud af ensomhed er hans forhold til hans kæreste eller elskerinde Marcelle. Hun er hans “klare tanke”, står der et sted. Marcelle og Mathieu har aftalt, at de fortæller hinanden alt uden omsvøb. På den måde er forholdet til Marcelle et bolværk mod ensomheden for Mathieu. Da han gik ind i forholdet med hende “gav han én gang for alle afkald på ensomme tanker, på de friske, de tågede og tøvende tanker, som før pilede ind i hans bevidsthed med fiskens stjålne hast. Han kunne kun elske Marcelle fuldkommen klarhjernet: hun var hans klare tanke, hans kammerat, hans vidne, rådgiver, dommer.”

Aborten og vennen Daniels hævn

Men Mathieu har gjort Marcelle gravid. Han tager det som en selvfølge, at hun skal have en abort, der jo måtte gøres illegalt på dette tidspunkt. Mathieu spørger ikke ind til Marcelle. Han regner med, at hun selv vil fortælle det, hvis der er noget. I løbet af romanen finder vi dog ud af, at Marcelle gerne vil have barnet. Mathieus ven Daniel, der til sidst fortæller Mathieu, at han er homoseksuel, opdager, at Marcelle gerne vil have barnet. Som en hævn over Mathieu, som han hader, vælger han at gifte sig med Marcelle og beholde barnet. En del af hadet til Mathieu skyldes nok også, at Daniel er bitter over, at homoseksualitet betragtes som en sygdom på dette tidspunkt. Mathieu repræsenterer de heteroseksuelle og ved at tage Marcelle fra Mathieu og lade barnet komme til verden, tager han også hævn på den måde.

En anden vej ud af ensomhed

En anden vej ud af ensomhed for Mathieu er hans relation til Ivich, der er søster til Mathieus ven og studerende Boris. Mathieu elsker Ivich, og han føler flere gange stor ømhed omkring hende. Et lidt vildt eksempel er på en bar, hvor Ivich skærer sig med vilje i hånden med Boris’ kniv måske for at føle sig levende: “Damen ved siden af Ivich udstødte et svagt skrig og baskede med øjenlågene. Mathieu så hurtigt til Ivich hænder. Hun holdt kniven i højre hånd og flunsede flittigt den venstre håndflade. Kødet var skåret op lige fra tommelfingerens svære rod til lillefingeren, blodet piblede blidt.” Lidt efter stikker Mathieu sig også i hånden. Det virker som om, at de får en fælles oplevelse af dette, et møde. Den offentlige mening, som ofte i Sartres univers, dømmer, mister sin virkning på Mathieu pga. dette: “Der var en lille truende opstandelse til venstre for dem; det var den offentlige mening. Mathieu var ligeglad med den, han så på Ivich.” Sartre har har et udtryk fra hans berømte skuepil Lukkede døre (1944), der lyder “Helvede – det er de andre”. Det er når, vi møder andres blik og dom. Det er denne dom, som Mathieu kan holde ude i sit møde med Ivich og kniven.

At miste sin eksistens

Mathieus ven Daniel mister sin eksistens på et tidspunkt. Han er i en skæv sindsstemning, hvor han beslutter sig for at drukne sine katte i Seinen, om hvilke der står, at han elsker højest. Efterfølgende mister Daniel sin eksistens: “Han nærmede sig vandkanten og sagde ‘farvel til det, som jeg elsker højest i verden…’ (…) han tænkte på Mathieu med en vis stolthed: ‘Det er mig, som er frigjort,’ tænkte han. Men det var en ganske upersonlig stolthed, for Daniel eksisterede ikke mere…” Daniel mister her sin personlighed. Mathieu binder sig ikke til noget, men han har alligevel en relation til den hans elsker (Ivich). Det at slå dem ihjel, som man elsker, er det modsatte af eksistens.

Bogens pointe

Bogens pointe er måske, at Mathieu trækker friheden eller intetheden for langt og derfor bliver ensom blandt andre. Han vælger ægteskab, barn og familie fra, hvilket gør at han mister sin vej ud af ensomheden. Eksistensen går forud for essensen – ja, men det er gennem dem, som vi elsker, at vi i kærligheden oplever mødet i stedet for dommen. Romanen slutter med, at Mathieu ender i intetheden eller friheden: “Han tænkte: ‘Stor ståhej for ingenting.’ For intet: dette liv var ham givet til intet. Han var intet, og dog kunne han ikke blive anderledes nu: han var formet.”

Kommentarer til Sartres ‘Ensom blandt mennesker’ (Lang udgave)

Jeg vil i denne artikel kommentere og eksemplificere den franske forfatter og filosof Jean-Paul Sartres (1905-1980) roman Ensom blandt mennesker. Citaterne i artiklen er fra Sartres Ensom blandt mennesker, ellers fremgår det.

Karaktertræk

Mathieu:

Lola, der er karakteren Boris kæreste, beskriver Mathieu som “man er altid utilpas i hans nærværelse, fordi han hverken er fugl eller fisk, han duperer (imponerer) folk. (…) Jeg kan ikke rigtig forklare det, men han virker asketisk, og når man ser ham i øjnene, er det alt for tydeligt, at han er kundskabsrig, blasert (sejrsstolt), han er sådan en, som ikke ganske troskyldigt kan bryde sig om noget, hverken at spise eller drikke eller gå i seng med en pige; man forstår, at han reflekterer over alt, og så den stemme, denne skærende tone, som siger, at han ved besked.”

Boris beskriver i sine tanker Mathieu, som “der var mandfolk, som er skabte til at være femogtredive år – Mathieu for eksempel – fordi de aldrig har ejet en ungdom.”

Boris’ søster Ivich går sammen med Mathieu. Hun fortæller, hvordan han er “sat”, og at han ikke forandrer sit liv. Ivich er overbærende – ment lidt negativt – overfor Mathieu: “Over for dem føler man sig tryg, man behøver aldrig at frygte overraskelser.”

Ivich siger til Mathieu, at “der er metode i alt, hvad de foretager Dem…”

Mathieu tror, at Lola er død. Han vil derfor stjæle nogle penge af hende til den abort, som hans kæreste Marcelle skal have. Da han kommer ind i Lolas lejlighed, hvor Lola ligger bleg i sengen, tager han pengene i sin hånd, men lægger dem tilbage. Han har ikke modet til det. Han bebrejder sig selv, at han ikke stjæler dem: “Jeg er et skvat!”, tænker han. Det viser sig så lidt senere, at Lola er i live.

Daniel:

Daniel nyder en uærlig situation. Han lyver overfor Mathieu, da han vil låne penge af Daniel til Marcelles abort. Daniel siger, at han ikke har pengene, selvom han har dem: “Daniel nød altid en uvederhæftig situation.”

Daniel elsker, når andre hader ham: “Han ved, at jeg har pengene, og han hader mig ikke: hvordan skal man dog få dem til det?”

Eksistentiel fortvivlelse, meningsløshed, ligegyldighed og ensomhed

Mathieu og Marcelle:

Vi oplever lidt af Marcelles eksistentielle fortvivlelse i starten. Mathieu spørger, om hun savner gamle dage, hvortil hun svarer: nej, men hun savner den tilværelse, hun kunne have fået. Marcelle har været nødt til at stoppe sine kemiske studier pga. sygdom.

I Mathieus og Marcelles samtale mærker vi også denne ulyst, eksistentielle meningsløshed og ligegyldighed. F.eks. spørger Marcelle indtil, hvad Mathieu lavede i går. “Mathieu havde ingen lyst til at fortælle.” Vi får at vide, hvad han tænker og føler, som i høj grad er den måde, romanen er skrevet på. Mathieu fortæller videre til Marcelle, at han var hos Jacques og spise middag i går. Det var “dødkedeligt som sædvanligt”.

Mathieu og Marcelles samtale kommer ind på en ung kvinde ved navn Ivich, som Mathieu elsker. Mathieu kan ikke lide at fortælle Marcelle om Ivich. Tonen bliver “denne ligegyldige beskyttende tone, var den ikke løgnagtig?”

I samtalen mellem Mathieu og Marcelle beskriver Marcelle Mathieus flugt fra sig selv, hans tendens til ikke at vælge. Mathieu siger: “Jeg er nu ikke så vild med at blive klog på mig selv”. Hvortil Marcelle svarer: “Det ved jeg godt, det er ikke din hensigt, det er dit middel. Du gør det for at blive fri af dig selv, for at kunne se dig selv ude fra, bedømme dig selv objektivt; den indstilling foretækker du altid. Når du betragter dig selv, forestiller du dig, at du slet ikke er det, du ser, at du er intet. Og det er i realiteten dit ideal: at være intet.” Ligegyldigheden trumfer hans lidenskab, som kunne være det, der rent faktisk gjorde, at kan kunne begynde at træde ud af intetheden. Så den frihed, som Mathieu nævner mange gange i bogen, er mere en intethed. Marcelle kalder den en last.

Marcelle fortæller Mathieu, at han har gjort hende gravid. Mathieu reagerer med, at hun selvfølgelig skal have en abort. Han spørger slet ikke ind til, om hun vil have barnet. Mathieu får senere en drøm, som jeg tror har forbindelse til dette: “Om natten havde han drømt, at han var morder, og dybt i hans øjne stak endnu et levn af drømmen, mast under solens knugende pres.”

Mathieu holder til det sidste fast i, at Marcelle skal have en abort, selvom hun ønsker barnet. Marcelles reaktion: “Marcelles øjne blev glansløse: – Så meget des bedre, sagde hun. Så meget des bedre… Hun greb en sikkerhedsnål, der lå i forbindingkassen, hun åbnede og lukkede den nervøst. (…) – Nåja, det var det samme som så ofte før, du er revnende ligeglad med, hvad jeg tænker.”

Daniel fortalte Mathieu, at Marcelle var ked af det. Mathieu har tolket det som om, at det er fordi, hende og ham ikke er gift. Men det er nok pga. af barnet.

Marcelle vil ikke se Mathieu længere. Hvorfor? spørger Mathieu: – Fordi jeg ikke mere har den fornødne agtelse for dig. Og desuden fordi du ikke elsker mig mere.” Det går op for Mathieu, at han ikke elsker Marcelle mere: “Han havde rejst sig, han ville sige: Jeg elsker sig. Han vaklede lidt og sagde så med klar stemme: – Nåja, det er sandt… jeg elsker dig ikke mere.”

Marcelle smider Mathieu ud af hendes lejlighed: “- Tag dine penge med dig.” Måske er Marcelles latter skadefryd og forløsning: “Hun greb pengene, som lå på natbordet, og smed dem i synet på ham. De flagrede omkring i stuen og faldt på sengeforliggeren, ved siden af forbindskassen. Mathieu samlede dem ikke op, han så på Marcelle. Hun var begyndt at le, en hakkende latter, med lukkede øjne.”

Mathieu og Ivich:

Imens Ivich og Mathieu går rundt på museet med bl.a. malerier af den franske maler Paul Gauguin, bliver Mathieu opfyldt af ånden fra Den Tredje Republik, der er det politiske styre i Frankrig fra 1870-1940: “Da han ugen før så dette portræt for første gang fandt han det smukt. Nu sagde det ham intet. Desuden så han ikke billedet: Mathieu var gennemvædet af realitetssans, af sandhed, af den tredje republiks ånd, han så alt det, som kunne forklare det klassiske lys, væggene, lærrederne i deres rammer, de skorpeagtige farver på lærrederne. Men ikke selve billederne; billederne var udslukte, og i dette lille bad af skønsom dømmekraft virkede det uhyrligt, at der virkelig havde eksisteret mennesker, som malede, som på lærred udpønsede figurer, der ikke eksisterer.”

Mathieu viser Ivich et portræt af Gauguin. Gauguin har mistet holdningen på billedet ligesom Mathieu. Paradoksalt nok har Mathieu ikke mistet sin stolthed: “Ensomhed og stolthed havde opædt hans ansigt; hans krop var blevet en fed og slap tropefrugt med store vandsamlinger. Han havde mistet holdningen, denne menneskelige holdning, som Mathieu endnu bevarede uden at vide, hvad den gjorde godt for – men stoltheden havde han bevaret.”

Da de forlader museet, og Mathieu tænker, at Ivich stadig er vred på ham, sætter det noget i gang i ham. Hans distance, intethed eller frihed i verden gør måske, at han ofte får problemer i relationer, der betyder noget for ham: “Og pludselig blev han grebet af en uudholdelig vished: Hun tænker bare på at slippe bort. Hun tænker ikke på andet. Nu går hun nok og prøver på at forme en høflig bemærkning til afsked, og når hun har den, så render hun fra mig. Jeg vil ikke ha’, at hun går sin vej, tænkte han i sjælekval.”

Måske er det den eksistentielle fortvivlelse og meningsløshed, der følger med Mathieu, som vækker afsky i Ivich. Måske er hun selv fanget i modsatrettede følelser og eksistentiel fortvivlelse: “Hun vil ikke gå sin vej. Det betød ikke, at hun havde tilgivet ham. Ivich gøs tilbage fra at forlade steder og mennesker, selvom om hun afskyede dem, simpelt hen fordi hun var ræd for fremtiden. Med tvær ugidelighed blev hun hængende i de mest ubehagelige situationer, og hun syntes efterhånden, at det gav hende dog en smule frist. Mathieu var alligevel glad for det: så længe de var sammen, kunne han forhindre hende i at tænke, kunne han bremse de forbitrede og foragtfyldte tanker, som udviklede sig i hende. Han måtte snakke, snakke løs med det samme, ligemeget om hvad.”

Måske har Ivich brug for at føle, hun lever. Hun gør noget voldsomt, men det virker også uskyldigt: “Damen ved siden af Ivich udstødte et svagt skrig og baskede med øjenlågene. Mathieu så hurtigt til Ivich hænder. Hun holdt kniven i højre hånd og flunsede flittigt den venstre håndflade. Kødet var skåret op lige fra tommelfingerens svære rod til lillefingeren, blodet piblede blidt.”

Lang tid senere: efter at Mathieu har forladt sin lejlighed i raseri over, at Ivich ikke vil gå i hans favn, starter næste afsnit med et digt på to linjer, som måske antyder, at Mathieu kun kender kærlighed af navn: “Ak kærlighed kender du kun af navn, forgæves jeg åbner min favn.”Mathieu går forbi nogle mennesker, der stimler sammen foran en cafe og lytter til musikken, og som ser glade ud. Mathieu er ensom blandt mennesker: “Mathieu gik udenom denne lyrisk stemte mængde: nattens sødme var ikke for ham.”

Vi får igen digtet på to linjer: “Ak kærlighed kender du kun af navn, forgæves jeg åbner min favn.” Er Ivich også ensom blandt mennesker? Eller hentyder det til Mathieu? Der står om Ivich: “Bag ham, i et grønt værelse, stødte en lille hadefuld bevidsthed ham fra sig af al sin magt.”

Boris:

Boris mærker den eksistentielle fortvivlelse, som forgængelighed kan give her i form af at blive ældre: “Boris følte sig forladt, og en tanke, en sølle lille tanke, opfyldte ham pludselig: jeg vil ikke, jeg vil ikke blive gammel. I fjor var han så ubekymret og tænkte aldrig på alt det der, men nu var det over ham, hele tiden følte han, hvordan ungdommen sivede bort mellem fingrene på ham. Til jeg er femogtyve. Jeg har endnu fem gode år, tænkte Boris, og så jager jeg mig en kugle gennem kuplen.”

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) skriver i sit værk Enten-Eller (1843) “Gift Dig, Du vil fortryde det, gift Dig ikke, Du vil også fortryde det.” Jeg tænker, at Boris i følgende citat har det lidt på samme måde: “lige i øjeblikket havde han ikke mere lyst til at forlade Lola end til at beholde hende.”

Mathieu:

Mathieu reflekterer over sin egen meningsløshed: “Her sidder jeg slap i en stol, stikkende til halsen i min egen tilværelse, og uden tro på noget. (…) Eksistere, være til, det er at drikke sig selv uden tørst. (…) Det er i det lys, de ser mig, de andre, Daniel, Marcelle, Brunet, Jacques: manden som vil være fri.”

Vi følger Mathieus tankestrøm, her et flashback til da han var syv år gammel. Han har tidligt mærket ligegyldighed: “Han havde lige fanget en flue og revet vingerne af den. Han havde konstateret, at hovedet mindede om svovlet på en køkkentændstik, og han havde været ude i køkkenet for at hente strygefladen og gnide fluehovedet imod den for at se, om det blussede op. Men alt dette gjorde han ganske ligegyldigt, det var en tarvelig lille flov komedie, han interesserede sig slet ikke for det, han vidste meget godt, at fluehovedet ikke ville fænge.”

Mathieu er ligesom distanceret til verden. Måske ligger der en ansvarsløshed i det. “Han havde aldrig kunnet udlevere sig helt til et kærlighedsforhold, til nogen glæde, han havde aldrig været virkelig ulykkelig, han havde altid en følelse af at være andetsteds, af endnu ikke at være rigtig født til verden.” Vi får også et eksempel på forskellen på motiv og impuls. “Han havde drømt om at rejse til Rusland, opgive studierne, lære et eller andet kropsarbejde. Men hver gang han var lige ved at bryde hensynsløst ud, havde han dog ikke kunnet, for han savnede motiver til at gøre det. Og når ingen klar bevæggrund var, blev det jo intet andet end en impuls. Og så havde han fortsat med at vente… ” Desuden taler han om, at han rendyrker sig selv som en forventning: “Hun har ret: jeg har udtømt mig, jeg er blevet gold for at kunne rendyrke mig som én forventning.”

Endnu et eksempel på at Mathieu er distanceret overfor verden: “Han kunne tænke, hvad Ivich følte, selv var han ganske ude af stand til at føle det.”

Interessant hvordan Mathieus ven Daniel karakteriserer hans selv. Mathieus har det ad helvede til, men hans selv er uberørt af det. Daniel tænker, da han har løjet om, at han ikke har nogen penge, som Mathieu kan låne til aborten: “Ikke et sekund ophørte han med at være harmonisk, oplagt og helt i overensstemmelse med sig selv. Han har det helvedes, men det slår ikke ind, han selv er uberørt.

Brunet, Mathieus tidligere ven, er kommet på hurtigt visit hos Mathieu. Brunet aflæser Mathieus kropsudtryk som: “du virkede nu mere som en mand, der lige har opdaget, at han har levet sit liv på en idé, som der ikke er mere gods i.” Derfor forsøger Brunet at overtale Mathieu til at binde sig til kommunismens idé og kommunistpartiet. Den frihed, som Mathieu har opnået, er blevet til tomhed. Derfor mener Brunet, at Mathieu har brug for at binde sig til noget igen: “Du har fuldt din slagne vej, sagde Brunet. Du er søn af en bourgeois, du kunne ikke sådan komme til os, du måtte først gøre dig fri. Nu er det sket, du er fri. Men hvad glæde har man af sin frihed, hvis man ikke går ind for noget med den? Du har brugt femogtredive år til at vaske dig ren indvendig, og resultatet er tomhed. (…) Du har givet afkald på alt for at være fri, sagde han. Gør et skridt videre, giv afkald også på friheden, og du får alt tilbage. (…) Lad mig trække trække vejret lidt, sagde Mathieu. Træk det, træk det bare, men skynd dig. I morgen er du blevet for gammel, så har du anlagt små vaner, så er du blevet en slave af din frihed. Og så er verden måske også blevet for gammel.” Brunet mener af erfaring, at Mathieu ikke kan vente på, at et “indre lys” skal guide ham: “Hvis du venter, at et indre lys skal vise dig vejen, kan du komme til at vente længe. Du tror måske, at jeg var overbevist, da jeg trådte ind i kommunistpartiet? En overbevisning bli’r til efterhånden.”

Mathieu kan aldrig slippe sig selv, selv ikke når han drikker alkohol. Han føler sig hæmmet: “Jeg hader at være fuld, sagde han beskedent, jeg drikker, men hele min organisme vender sig mod drukkenskaben. – Ja, på det punkt er de stædig som et mulæsel, sagde Boris beundrende. – Jeg er ikke stædig, jeg er hæmmet, jeg kan ikke slippe mig selv løs. Jeg er i forsvarsstilling, jeg kan aldrig lade være med at tænke på det, som sker mig. Og han tilføjede, ironisk, som henvendt til sig selv: – Jeg er en tænkende fløjte. Som henvendt til sig selv. Men det var ikke sandt? han var uoprigtig, det var egentlig Ivich, han talte til.” Så det er ift. Ivich, han føler sig hæmmet? Måske fordi han elsker hende?

Mathieu er på et dansested og bar med Boris og Ivich for at se Boris’ kæreste Lola danse. Mens Lola danser lægger han mærke til folk omkring sig. Her kommer Mathieu ind på eksistens både på nogle som ikke eksisterer, men også nogle som eksisterer for meget så at sige. Sartre har i sine værker fokus på, at vi spiller roller som f.eks. bartender, men i og med at eksistensten eller intetheden kommer før essensen, er vores intethed eller “frihed” mere grundlæggende end rollen: “dér sad mennesker, som overhovedet ikke eksisterede, de var bare tågeformationer, og så var der andre, som eksisterede lidt for meget, bartenderen for eksempel. Før stod han og røg en cigaret, konturløs og poetisk som en slyngplante, nu var han vågnet op, han var lidt for meget bartender, han håndterede shakeren, åbnede den, lod en gul saft glide i glassene med unødigt sikre bevægelser: han spillede bartender. Mathieu tænkte på Brunet: ‘Måske er der ikke andet at gøre, måske har man kun valget imellem at være ingenting og så spille det, som man er. En grufuld tanke,’ tænkte han, ‘så var man jo snydt og bedraget af naturen.'”

Mathieu har en sjælden erkendelse af sit egentlige selv, imens hans ser Lola optræde. Han tør ikke, eller kan ikke holde ud af være sig selv. Han er virkeligheden fræk og forbryderisk: “‘Jeg lyver!’ Hans forfald og hans klageskrig, det var løgn alt sammen, tomhed, han havde puffet sig selv ud i tomme rum, ud på sin egen overflade, for at undslippe sin reelle verdens uudholdelige tryk. En mørk og tørkepint verden, som stank af æter. I den verden var Mathieu ikke forsumpet – aldeles ikke; det var endnu være fat: han var fræk – fræk og forbryderisk.”

Mathieu fortvivler. Han tænker, at hans frihed er en “myte”, fordi han ikke turde stjæle pengene fra Lola, som han troede var død. Han tænker, at han i virkeligheden frygter de borgerlige grundsætninger som f.eks. ægteskabet.

Mathieu er i en ustandselig diskussion med sig selv for og imod ægteskab med Marcelle: “Han var så træt af ustandseligt at argumentere for og imod med sig selv, at han næsten følte sig trøstet.”

Mathieu får en dommedagsfølelse, da det går op for ham i samtale med Daniel, at han aldrig spørger ind til Marcelle, og at hun modsat ham gerne vil have barnet: “‘Det får en snavs ende,’ tænkte Mathieu. Han var ikke helt klar over, hvad det var, som fik en snavs ende, denne urolige dag, denne svangerskabsafbrydelse, hans hele forhold til Marcelle? Nej, det var noget mere ubestemt og mere betydningsfuldt: hans liv, Europa, denne ferske og skumle fred i verden.”

Mathieu føler tomhed efter at være gået fra sin lejlighed i raseri over, at Ivich frastødte ham i raseri, da han åbnede sin favn for hende. Desuden skyldes tomheden nok også ensomheden, at “aftenens sødme” ikke er for ham, da han går forbi nogle glade mennesker. Måske er det den intethed, Sartre taler om: “Tomhed. Kroppen begiver sig igen på vandring, slæber på fødderne, tung og varm, smågysende, svidende vredefornemmelser, i brystet, i maven. Men der bor ingen i den krop. Gaderne er tømte som gennem et spunshul, den kilde, hvorfra de lige før blev fyldte, er stoppet til at et eller andet. (…) Der var for lidt siden en mands fremtid, som kastede sig imod dem og som de afspejlede i en svirren af forskellige fristelser. Fremtiden er død.”

Daniel fortæller Mathieu, at han og Marcelle skal giftes, og at de beholder barnet. Mathieu har denne uvirkelige fornemmelser, som når man ikke er i kontakt med sig selv: “‘Det er Marcelle, det gælder,’ tænkte Mathieu. ‘Det er Marcelle!‘ Det var ham umuligt at overbevise sig selv om, at de virkelig talte om hende.”

Daniel fortæller Mathieu, at han er homoseksuel, hvilket må være en stor ting i trediverne, hvor det blev betragtet som en sygdom. Men Mathieu bliver grebet af ligegyldighed: “Naturligvis burde han sige noget, tænkte han, men en dyb og lammende ligegyldighed havde grebet ham.”

Mathieu erkender, at han har forladt Marcelle for et “intet”. Den frihed fra et ægteskab, fra en kvinde er et intet. Konsekvenserne af hans handlinger bliver ligegyldige: “Men jeg, alt hvad jeg gør, det gør jeg for intet, det er som om konsekvenserne af mine handlinger bli’r stjålet fra mig, alt sker som om jeg stadig kunne gøre alting om igen. Jeg ved snart ikke, hvad jeg ville give for at kunne begå en ubodelig handling.”

Mathieu ender som et intet: “Han tænkte: ‘Stor ståhej for ingenting.’ For intet: dette liv var ham givet til intet. Han var intet, og dog kunne han ikke blive anderledes nu: han var formet.”

Daniel:

Daniel virker eksistentielt fortvivlet. Desuden tænker han på “Jekyll & Hyde”, da han ser sin skygge, der ser vanskabt ud. Som den den danske filosof, eksistentialismens fader, Søren Kierkegaard siger “Du skal elske dig selv”. Men Daniel frastødes fra sig selv: “Daniel så på sig selv med væmmelse, han var så blid og mild indeni, at det aldeles ikke kunne være ægte. ‘Ecce homo’ (billede af den tornekronede Kristus), tænkte han, ikke uden en vis nydelse. Han var ganske hård og tillukket, men inden i ham var et værgeløst offer, som bad om nåde. Han tænkte: ‘Det er sært, at man kan hade sig selv, som om det var et andet menneske.’ Men det var og blev løgn, for lige meget hvordan han stillede det op, der var kun én Daniel. Når han foragtede sig selv, var det, som om han gjorde sig fri af sig selv som en dommer, der svæver afklaret over noget myldrende skarn, men pludselig fik det ram på ham, det i ham nedefra, han stak fast i sig selv.”

Han kan ikke lide at blive sat i bås, da en tjener, aflæser ham som en, der skal have en godt skænket lille whisky: “De kunne rende ham et vist sted med deres trang til at katalogisere gæsterne, som om de var paraplyer eller symaskiner.”

Daniel er tæt på at kastrere sig selv, men gør det ikke. Daniel tænker meget på selvforagt, så måske er det en form for masochisme, der gør, at han planlægger at kastrere sig selv. Selvforagten kan også skyldes hans homoseksualitet. Det blev jo betragtet som en sygdom i trediverne. Han tænker dog, at han var sikker på, at han ikke ville gøre det alligevel.

Måske er det selvmord, Daniel tænker på: “Han ønskede, at han var død, han tænker: jeg ønsker, at jeg var død, at jeg var død, han ved, at han bare tænker det… men der er en udvej.” Alligevel tyder noget på, at Daniel tænker på at begå selvmord for at spille sig selv et puds. Han vil i virkeligheden ikke gøre det: “‘En herlig udvej.’ Han lo dæmpet, det morede ham altid, når han kunne spille sig selv et fint puds.”

Mathieu, Marcelle og Daniel:

Mathieu føler skam, da Daniel gifter sig med Marcelle, og har fortalt Mathieu, at han er homoseksuel: “Mathieu lod hovedet falde, og skammens tårer fyldte hans øjne. Han sagde: – Jeg væmmes endnu dybere ved mig selv nu, da jeg ved, at hun skal giftes med dig. (…) ‘Han er homoseksuel, og hun gifter sig med ham.'” Daniel har taget hævn over Mathieu. Han får udløst sit had: “Daniel så godt nok på ham og med et sådant had, at det gjorde ondt.”

Daniel skammer sig over at være homoseksuel. Det er nok derfor, han tager hævn over Mathieu ved at gifte sig med Marcelle. Han vil ramme en hetero måske.

Lola og Boris:

Boris elsker ikke Lola rigtigt. Det fremgår også af nogle breve, som Mathieu har taget fra Lolas lejlighed. Dette har Lola svært ved at se i øjnene. Hun bedrager sig selv: “Mathieu havde ikke svært ved at sætte sig ind i Lolas følelser, når hun læste disse breve, med altid forudset skuffelse, som dog ramte hende lige stærkt hver gang, og hvordan hun hver gang havde måttet tage sig sammen for at tænke, overbevist: ‘På bunden elsker han mig, han forstår bare ikke at udtrykke det.'”

Efter at Mathieu fortæller Boris, at Lola ikke er død, nægter Boris at tage en vogn hen til hende. Mathieu forsøger at overtale ham. Hun er “bundfortvivlet”, siger han. Desuden siger han, at det vil slå hende virkeligt ihjel, hvis Boris ikke tager en vogn. Mathieu vil altså have, at Boris skal forsøge at holde Lolas illusion i live. Men Ivich bryder ind og siger, at så vil det være af medlidenhed, og det vil være nederdrægtigt overfor hende. Boris udtrykker klart, hvordan han har det: “Jeg vil ikke se hende mere, sagde han stædigt. For mig er hun død.”

Ivich og forældre:

Ivich siger, at hendes forældre ikke straffer hende for at have dumpet eksamen. Det er værre. De mister interessen for hende!: “- De drømmer ikke om at straffe mig, sagde Ivich. Det er værre – de mister interessen for mig, jeg glider ganske simpelt ud af deres bevidsthed.”

Eksistensen er død

Daniel:

Daniel vil ikke tage sig selv alvorligt. Måske er det for smerteligt. Da han er på vej til Seinen for at drukne sine katte, tænker han: “Blive led ved sig selv via det onde, som man gør andre. Man kan aldrig direkte få ram på sig selv. (…) Han ville ikke ud i tragedien, der havde han været tit nok, og nok, før i tiden. Når man er tragisk, så tar man sig selv alvorligt, og Daniel ville aldrig, aldrig nogen sinde mere tage sig selv alvorligt.”

Daniel mister sin eksistens, da han drukner sine katte: “Han nærmede sig vandkanten og sagde ‘farvel til det, som jeg elsker højest i verden…’ (…) han tænkte på Mathieu med en vis stolthed: ‘Det er mig, som er frigjort,’ tænkte han. Men det var en ganske upersonlig stolthed, for Daniel eksisterede ikke mere…”

Det er som om, Daniel sigter efter at gøre mest mulig skade. Han vil for det første skabe splid mellem Marcelle og Mathieu ved at nå indtil Marcelle, der i virkeligheden ønsker barnet. Måske gør Daniel det fordi, han ønsker en form for sadistisk sejr over Mathieu. Det er måske godt nok for Marcelle at beholde barnet og godt nok for barnet at blive født, men det virker ikke som om, at det er hans motiv. Daniel stimulerer Marcelle, så hendes sande holdning komme frem i lyset: “Men… er det nu ikke blevet afgjort lidt pludseligt? Inden de selv rigtig vidste, hvad de helst ville?” Måske er det fordi, at Daniel af had vil sejre over Mathieu, og ikke fordi han af næstekærlighed vil hjælpe, at han betragter Marcelles taknemlige reaktion som masochisme: “‘Åh, hun ser gud hjælpe mig taknemlig ud!’ tænkte Daniel med ubehag. Ligesom Malvina, når han havde givet den smæk.”

Dom, skam og “Helvede – det er de andre”

Sartre har et udtryk fra hans mest berømte skuespil “Lukkede døre” fra 1944, der lyder “Helvede – det er de andre”. Det er, når vi frygter andres dom. Der kan være skam forbundet med dom

Ivich:

Ivich har svært ved at se folk i øjnene: “Hun tilføjede, med en let foragt i stemmen: det er sandt, på det punkt er de ligeglad. Men det med at se folk lige i øjnene, jeg kan simpelthen ikke, mine øjne svider lige med det samme.” Det virker til, at hun også har svært ved at være gennemsigtig for andre: “Jaja, men jeg bli’r helt bange, når man forstår mine skiftende miner.”

Mathieu og Ivich:

Mathieu finder ud af, at Ivich har hadet at gå på udstillinger og se koncerter med ham. Mathieu taler om, at han vil blive “anderledes”, men Ivich siger, at man ikke bliver anderledes, end man er. Dette vækker afsky i Mathieu, og jeg føler virkelig det had, de føler til hinanden. Nu trænger Ivich blik virkelig ind i Mathieu, og vi oplever Sartres “Helvede – det er de andre”: “Men samtidig så Mathieu sig selv med Ivich øjne og væmmedes ved sig selv.”

På et tidspunkt da Mathieu mødes med Ivich og Boris på et dansested. Her oplever vi, hvad mødet mellem Mathieu og Ivich kan gøre ift., da det bare var søskendeparret Boris og Ivich: “Han så blege og øde øjne. Den sande Ivich var forsvundet.”

Efter Ivich har skåret dybt i sin hånd, vælger Mathieu at stikke sig selv hårdt i hånden med kniven. Efter dette mærker Mathieu den offentlige mening, men måske er han kommet så meget i kontakt med sig selv pga. stikket, og at han er sammen med hende, han elsker, at han er ligeglad med andres dom: “Der var en lille truende opstandelse til venstre for dem; det var den offentlige mening. Mathieu var ligeglad med den, han så på Ivich.”

Daniel:

Daniel vil drukne sine katte i Seinen. Kattene putter Daniel i en kurv. Han er splittet mellem godt og ondt, mørkt og lyst. Han er i tvivl om, kattenes rædsel inde i kurven fylder ham med gru eller glæde. Men han virker alligevel lettet over, at kattene kan lugte ham, og at de trøstes derved. Vi ser ligesom med Mathieu et behov for at frigøre sig fra sig selv. Desuden ser vi Sartres sans for blikke. Daniel bliver helt opslugt i et blik for en stund. Men han bliver bragt tilbage til sig selv, da han bliver spejlet, denne gang ikke i et andet subjekts blik men i et spejl: “‘Og for dem (kattene) er jeg en lugt.’ Men vær tålmodig, snart ville Daniel ikke mere udsende denne kendte lugt, så skulle han vandre videre, lugtfri, ensom blandt mennesker, som ikke ejer så fine sanser, at de kan kende hinanden på lugten. Være lugtfri og skyggefri, fortidsfri, ikke være andet end en usynlig frigørelse fra sig selv, med retning mod fremtiden. Daniel bemærkede, at han bevægede sig nogle skridt foran sit legeme, derhenne ud for gadelygten, og derfra så han sig selv komme svagt humpende for han slæbte, ja, han så sig, for han var intet andet end et rendyrket blik. Men ved at se sit spejlbillede i et butiksvindue fik han sig selv leveret, og illusionen brast.”

Mathieu:

Vi oplever, hvordan Mathieu dømmer sig selv, da han i avisen læser om, at Valencia er blevet bombet af fascistlederen Franco i Den spanske borgerkrig (1936-39), og kommunisternes forsvar er svagt. Måske har Mathieu ikke proportionerne på plads ift., hvad han selv kunne have gjort, hvis han havde taget derned og kæmpet på kommunisternes side: “‘De slubberter!’ og han følte sig bare mere brødbetynget. Hvis han dog i det mindste havde kunnet pågribe en lille følelse inden i sig, levende, uselvisk, vel vidende om sin begrænsning.” Han er tom. Han kan se en harme foran sig, men det er andres harme. “Slubberter!” tænker han.

Mathieu er gået ind på et dansested for at mødes med Boris og Ivich, hvor de sammen skal se Lola optræde. Da han er på vej ned til bordet, hvor Ivich og Boris sidder, oplever han dem inden, de har har set ham. Ivich agerer meget tillidsfuldt ift. Boris. Mathieu tænker, at han aldrig har oplevet hende så tillidsfuld ift. ham. Her oplever vi spændingen mellem ensomhed og “helvede – det er de andre”: “Han havde lyst til at gøre omkring og gå igen. Men han gik alligevel nærmere, fordi han ikke længere kunne udholde ensomheden, han følte det, som om han kiggede gennem et nøglehul. De opdagede ham snart, de vendte ansigtet imod ham med dette fattede udtryk, som de havde til deres forældre, til de voksne, og selv i deres inderste væsen var noget blevet anderledes.” Lidt senere iagttager Mathieu, at Ivich går ind i storesøsterrollen overfor Boris. Hun glemmer altså ikke helt sig selv. Så tillidsfuld er hun alligevel ikke. Dette trøster Mathieu, så føler han sig mere på bølgelængde: “Mathieu følte sig en lille smule trøstet, ikke engang over for sin broder åbnede Ivich sig helt, hun spillede den store søster, hun glemte sig aldrig.”

Lidt efter en situation hvor Mathieu har oplevet et glimt af den salige følelse at føle sig som et menneske blandt andre, føler han sig undværlig, måske fordi han efter at have set på en bartender siger: “Jeg kunne lide at være bartender, det må være spændende, sagde Mathieu. Det var blevet Dem en dyr spas, for De havde slået alt i stykker, sagde Boris. De blev tavse. Boris så på Mathieu, og Ivich så på Boris. Jeg kan undværes, tænkte Mathieu trist.” Illusionen om at Mathieu kunne være bartender brast. Og Mathieu er tilbage i virkeligheden og sig selv.

På dansestedet og baren optræder en nøgen kvinde. Mathieu oplever andres dom: “Mathieu så sig omkring i lokalet og mødte kun retfærdige og dømmende miner, man nød sin egen forargethed, pigen virkede to gange nøgen, fordi hun var udygtig.”

Lige efter at Mathieu har haft en sjælden erkendelse af sit virkelige selv, som er fræk og forbryderisk, har han nogle tanker om Lola, som måske repræsenterer noget mere alment: “Lola er rationalist, ingen mystisk i hende. Og så alt for god. Hun hader mig, men det er et stort og sundt og godt had, som ordentlige mennesker hader.” Er dette had sundt?

Veje ud af ensomhed

Det virker som om, at Mathieus vej ud af ensomheden, i hvert fald intetheden, er gennem forholdet til Marcelle. Mathieu og Marcelle har aftalt, at de altid vil tale rent ud til hinanden. Marcelle taler om den “klare tankegang”, som de har øvet sig på, og gensidigt har ansvar for. Den beskrives som “ideen i deres kærlighedsforhold”. Da Mathieu gik ind i forholdet med Marcelle, “gav han én gang for alle afkald på ensomme tanker, på de friske, de tågede og tøvende tanker, som før pilede ind i hans bevidsthed med fiskens stjålne hast. Han kunne kun elske Marcelle fuldkommen klarhjernet: hun var hans klare tanke, hans kammerat, hans vidne, rådgiver, dommer.”

Mathieu er mødtes med Ivich og Boris på et dansested, hvor de skal se Lola optræde. Her oplever Mathieu et glimt af at komme ud af ensomheden: “Publikum summede omkring ham, Ivich havde ikke taget uvenligt imod ham: han var helt gennemtrukket af fugtig varme og oplevede denne saligt tætte fornemmelse, som det giver at føle sig som et menneske blandt andre.”

Lidt senere føler Mathieu en samhørighed med menneskene på dette dansested og bar: “Overalt så man smilende og velopdragne ansigter, med øjnene lidt ude af hovedet. Mathieu følte sig pludselig solidarisk med alle disse mennesker som meget hellere burde gå pænt hjem, men som ikke engang havde så mange kræfter levnet, men blev siddende for at ryge tynde cigaretter og nyde mixed drinks, som smagte af blik, smilte, mens deres øren led under musikken, betragte deres skæbnes ruiner med tomme øjne- det var som en stille kalden fra en ydmyg og fej lykke: ‘Være som de.'”

Mathieu henter Ivich, der er meget fuld og ude med nogle unge mennesker. Ivich føler måske en tryghed med Mathieu. Hun siger: ” – Jeg håbede hele tiden på, at De skulle komme. – Gå indenfor, sagde Mathieu og lod hende gå først. Hun strejfede ham i forbifarten, og han havde lyst til at tage hende i sine arme.”

Ivich er faldet i søvn hjemme hos Mathieu. Her formulerer Mathieu (eller Sartre) nogle tanker om kærlighed: “kærligt betragtede han dette lille svage og tilsølede legeme, som bevarede al sin fornemhed i søvnen; jeg elsker Ivich, tænkte han forbavset: kærligheden var ikke noget, man følte, den var ikke en speciel følelse, heller ikke en nuance af de andre følelser, den var snarere en klart formuleret forbandelse, som lurede i horisonten, et løfte om en kommende ulykke.”

Mathieu vil for alt i verden gerne have, at Ivich bliver eller kommer tilbage til Paris. Han åbenbarer sig for hende: “- Jeg kan ikke udholde den tanke ikke mere at få Dem at se. De tav lidt: så sagde Ivich usikkert: – Mener De, at det… at det er af egoistiske bevæggrunde, De vil hjælpe mig? – Det er den rene egoisme, sagde Mathieu tørt. Jeg vil være sammen med Dem, det er alt.” Den danske filosof Søren Kierkegaard ville også sige, at forelskelse eller romantisk kærlighed er egoistisk. Det skal den være. Ifølge Kierkegaard er kun Guds kærlighed uselvisk.

Måske ser vi en vej ud af ensomheden, og hvor en anden ikke er helvede, da Mathieu fortæller Ivich, at han har stjålet fra Lola for at kunne betale aborten til Marcelle: “Hun rettede sig pludselig, og hendes ansigt blev hårdt og ensomt, som når hun vendte sig om på gaden for at følge en smuk forbipasserende kvinde eller en ung mand med øjnene. Mathieu mærkede, at han rødmede. Han sagde for sin samvittigheds skyld: ‘ – Jeg ville ikke svigte hende. Bare skaffe pengene, så jeg ikke blev nødt til at gifte mig med hende.'”

Frihed

Mathieu:

Hvor Lola er frigjort uden at vide det, hun har opnået frihed mere umiddelbart, da har Mathieu noget det via tankens vej.

Mathieus bror Jacques siger til Mathieu, at hans “frihed” er et skalkeskjul: “Det, som du skjuler for dig selv, det er, at du i virkeligheden er skamfuldt borgerlig.” Jacques siger, at Mathieu i virkeligheden føler sig forpligtet på Marcelle. Så han i virkeligheden dyrker ægteskabet, men ikke vil legalisere det. Han savner ikke husholdningen. Mathieu spørger Jacques, hvorfor han ikke savner husholdningen: “Fordi du får hyggen ud af det, et skin af frihed.” Jacques mener, at Mathieus principper holder ham fra at committe sig: “du, som altid bli’r indigneret, når du hører om uretfærdige handlinger, at du i årevis lader denne kvinde leve i ydmygelse, bare for at kunne sige, at du lever efter dine principper.”

Jacques kritiserer Mathieus forståelse af frihed: “Jeg troede nu, at friheden bestod i, at man ærligt mødte enhver situation, som man selv havde bragt sig i, og tog det fulde ansvar for dens konsekvenser.”

Mathieu reflekterer over Lola, som han tror, er død. Han fokuserer på fremtiden. For ham er muligheden, fremtiden og friheden liv: “Et liv skabes af fremtid, ligesom legemernes forudsætning er det tomme rum.”

Mathieu erindre hans tidligste barndoms dage. Dengang havde han sagt, at han vil være fri og voksen. Disse to fremtidskrav er ham. Disse fremtidskrav har ligesom rettigheder over ham. Disse krav har stået deres krav gennem den tid, der er gået. Mathieu kan ikke leve op til disse krav. Derfor har han ofte voldsomme selvbebrejdelser, fordi hans nutid er disse forbigangne dages lemfældige og sløvet overfor indtryks fremtid: “Det var ham, som de havde ventet på i tyve år, det var ham, denne trætte mand, som mødte et hårdsindet barns fordringer om, at han opfyldte dets forventninger; det afhang af ham, om disse barnagtige løfter skulle vedblive at være barnagtige eller stå som de første bebudelser om en sand skæbne. Hans fortid var stadig underkastet nuets patinering, hver dag var et yderligere bedrag imod disse gamle storhedsdrømme, og hver dag havde sin nye fremtid, en forventning på forventningen, en fremtid på fremtiden, således gled Mathieus liv stille hen – og hvorhen?”

Relationer

Mathieu og Brunet:

Mathieu skal hente adressen på en, der yder illegal abort hos en, der hedder Sarah. Hos hende møder han en tidligere ven Brunet. Da Mathieu ser Brunet, inden Brunet har set ham, tænker han: “de havde alt for meget at sige hinanden, deres døende venskab var imellem dem.”

Mathieu bliver alligevel glad, da han hilser på Brunet: “Mathieu var trods alt alligevel glad for at høre denne stemme igen.”

Senere mærker vi noget af den tillid, der har været i Brunets og Mathieus venskab. Mathieu tænker: “Han dømmer mig ikke, og han var gennemvædet af ydmyg taknemlighed.”

Mathieu og Brunet vælger alligevel, at ses hos Mathieu igen.

Mathieu og Ivich:

Mathieu er forelsket i Ivich, men hendes følelser for ham er tit negative: “Da hun så Mathieu, sluktes hendes øjne, hun nikkede kort til sin ledsager og gik søvngængeragtigt over rue des Écoles.”

Ivich siger til Mathieu, hvad talens brug ikke er til. Mathieu siger: “Hvis jeg kunne få et ønske opfyldt, så ville jeg ønske, at de var nødt til altid at tænke højt. Ivich smilte modstræbende: – Så var jeg defekt, det er ikke det, man har talens brug til.”

Ivich går til udstillinger med Mathieu, selvom hun hader det: “Jeg holder virkelig meget af det… jeg hader! tilføjede hun med pludselig voldsomhed, at man gør de ting, som jeg holder af, til en pligt for mig.” Mathieu bliver “sønderknust”, da det går op for ham, at Ivich har hadet ham. Ivich had udtrykkes yderligere: “Uden at ænse ham sagde hun: ‘Hvad skal jeg med malerier, når jeg ikke kan eje dem. Hver gang er jeg ved at gå til af raseri og lyst til at tage dem med mig, men jeg må ikke engang røre ved dem. Og så den fornemmelse af Dem ved siden af mig, rolig og fuld af ærefrygt, som om de bivånede (overværede) messen.'”

Ivich reagerer nogle gange rasende på Mathieu. Ivich overnatning hos Mathieu ender ulykkeligt for Mathieu: “- Vi ses igen i oktober? Det slap ud af ham. Ivich fo’r sammen: – I oktober! sagde hun med funklende øjne. Åh! … Nej, absolut ikke. Og hun brast i latter: – Ja, undskyld, men de ser så pudsig ud. Jeg har aldrig drømt om at tage imod deres penge, De får nok at bruge dem til, når de skal stifte hjem. – Ivich! Mathieu greb hende ved armen. Hun skreg og rev sig rasende løs: – Slip mig! rør mig ikke! Mathieu stod dér og hang med armene. Han følte kun et ganske afmægtigt raseri. – Jeg anede det nok, sagde Ivich forpustet. I går formiddags… da De vovede at røre ved mig… jeg tænkte: sådan opfører en gift mand sig. – Det er godt, sagde Mathieu råt. Færdig. Jeg har fået nok. Der stod hun foran ham, rød af harme, med et uforskammet smil om læberne. Og han blev bange for at miste selvbeherskelsen. Han fór ud, han puffede hende til side, han knaldede døren i efter sig.”

Senere viser det sig, at Ivich måske alligevel er tiltrukket af Mathieu: “- De er smuk, sagde Ivich.”

Måske er det Mathieus afstand til sig selv, der gør ham i tvivl: “- Ivich… jeg… tog fejl. (…) – Jeg ved ikke, hvad jeg vil med dem. Ivich for sammen og gjorde sig hastigt fri. Hendes øjne funklede, men hun slørede dem til og indtog en trist og blid holdning. Men hendes hænder var skøre, de flagrede omkring hende, slog ned oven i hovedet på hende, trak i hendes hår. Mathieu var tør i halsen, men fulgte dette raseris udvikling med ligegyldighed. Han tænkte: ‘Også det har jeg spoleret,’ og han var næsten tilfreds: det var som en sonebod.” Så der er måske også en hævn over, at han følte sig afvist af Ivich tidligere.

Er det et spil, der kører imellem dem, hvor de afviser hinanden? Måske er de tro mod deres følelser. De er bare meget omskiftelige? Eller også er det fordi, de flygter fra dem selv? Mathieu siger lidt senere: “- Men jeg elsker dem, Ivich.” Lidt efter siger Ivich: “- Jeg… jeg er ikke forelsket i Dem.”

Boris og Mathieu:

Boris har det godt med Mathieu, men betragter Mathieu og hans venskab som et stadium, noget midlertidigt: “Boris følte ikke fjerneste længsel efter at komme bort fra Mathieu, han befandt sig strålende, som han havde det, men han var fornuftig nok til at vide, at det nødvendigvis måtte gå således: han undgik ikke at udvikle, forandre sig, han måtte lade en mængde ting og mennesker bag sig, han var endnu ikke endeligt formet. Mathieu var et stadium ligesom Lola, og når Boris beundrede ham mest, var der i selve beundringen noget midlertidigt, som tillod ham at give sig hen i det uden at blive servil (underdanig).”

Daniel og Mathieu:

Daniel har meget had til sin ven Mathieu. Desuden tænker Daniel om Mathieu, at han ikke fortvivler eksistentielt. Det er ellers mit indtryk, at Mathieu med hans frihed og frigørelse fra sin borgerlige familie er et eksempel på, hvad Sartre kalder “eksistensen går forud for essensen”. Sartre ser mennesket eksistentialistisk. Det er til at begynde med intet. Ifølge ham er vi de valg, vi tager. Daniel tænker det omvendte om Mathieu, at han er essens og ikke eksistens, ligesom de gamle grækere, der mente, at nogle dyder som f.eks. retfærdighed og tapperhed var essensen i mennesket: “Han hadede Mathieu. Ja, han fandt det nok ganske naturligt at eksistere, han stillede ikke sig selv spørgsmål, det græske, retfærdige lys, denne dydsirede himmel var som skabt for ham, han er hjemme i sig selv, han har aldrig været ene.”

Marcelle og Mathieu:

Mathieu og Marcelle vil ikke committe sig i et ægteskab. De ser det som en borgerlig slaveritilstand. De vil være “frie”. I en samtale mellem Marcelle og Daniel, siger Marcelle om hendes og Mathieus forhold: “Det var vi stiltiende enige om – at ægteskabet er en slaveritilstand, som hverken han eller jeg vil underkaste os.”

Marcelle virker til at blive indesluttet af, at Mathieu ikke spørg ind til, hvad hun tænker på: “Åh, hvis han bare ville prøve på at få mig til at tale lidt ud i morgen, hvis han bare en gang, en eneste gang, vil spørge: ‘Hvad er det, du spekulerer på?'”

Daniel, Marcelle og Mathieu:

Hvorfor er Daniel så hævngerrig overfor Mathieu? Da Daniel har fået Marcelle til at sige, at hun vil have barnet, tænker han: “Spillet var vundet.” Lidt senere tænker han: “det var, som om han allerede havde fået en smule hævn.”

Er det godhed, der åbner sig op i Daniel, da han taler med Marcelle om, at han vil fortælle Mathieu, at han og Marcelle er venner uden Mathieus vidende, og at Marcelle gerne vil have barnet?: “Daniel slugte hendes skuldre og hals med øjnene. Han ville knuse denne dumme stædighed, den irriterede ham. Han var besat af en vild og æreløs trang til at krænke denne samvittighed, søle sig i ydmygelsen sammen med hende. Men det var ikke sadisme, det var mere famlende, mere klamt, mere kødeligt. Det var godhed.” Kommer Daniel hinsides godt og ondt? Hans motiv er ondt, men konsekvenserne af handlingen bringer et barn til verden: “‘Gør som De vil, jeg er jo helt afhængig af Dem.’ Hun fængslede ham, han vidste ikke mere, om det var ondskab eller godhed, denne milde ild, som fortærede ham. Godt eller ondt, deres godhed, hans ondskab, det kom ud på et. Nu var der kun denne kvinde, og denne frastødende og svimlende samleven.”

Daniel og Marcelle har mødtes i hemmelighed uden, at Mathieu har vidst det. Da Daniel fortæller Mathieu det, er det overraskende for ham. Han troede, at han og Marcelle fortalte hinanden alt. Mathieu undervurderer måske, hvad Daniel og Marcelle har at sige hinanden: “Tag det roligt, sagde Mathieu forsonligt. Alt er så overraskende, jeg må vænne mig til tanken… det morer mig næsten. Men jeg har ingen onde hensigter. Det er altså virkelig sandt? I nyder at snakke sammen? Men… hids dig nu ikke op, hører du – det er bare for at forstå det… hvad taler i egentlig om?”

Daniel siger, at Marcelle har haft brug for en hemmelighed. Derfor har hun set Daniel i hemmelighed. Måske er Marcelle og Mathieus forhold ligesom den danske filosof Søren Kierkegaards stadier for etisk og for lidt æstetisk: “Glem ikke, at hun beundrer dig, hun beundrer, at du så at sige kan leve i et glashus og råbe det ud for alle vinde, som andre mennesker holder for sig selv: men det udmatter hende også.”

Det æstetiske stadie er præget af hemmeligheder og forførelse. Det er måske det, som Marcelle finder hos Daniel. Hun siger, at med Mathieu ved hun altid, hvor hun selv er. Desuden har Ivich sagt, at med Mathieu frygter man aldrig det uforudsete. Mathieu spørg overrasket Daniel, hvorfor Marcelle aldrig har forklaret ham det. Daniel svarer, at Marcelle har sagt, at det er fordi, han aldrig spørger hende om noget: “Det var sandt. Mathieu bøjede hovedet: han blev grebet af en uimodståelig dovenskab, hver gang det drejede sig om at trænge dybere ind i Marcelles følelser.”

Modsatrettethed

Mathieu er i byen med Boris og Ivich, hvor de skal se Lola optræde. Han oplever en modsatrettethed i den måde de to ser ham på og kræver, at han er på den måde: “I er et par skabekrukker, I to, sagde Mathieu, I drikker altid noget, som I ikke kan lide. Boris strålede, han elskede, at Mathieu talte til ham i den tone. Ivich bed sig i læben. ‘Man kan da heller aldrig sige noget til dem,’ tænkte Mathieu, en smule knotten, ‘der er altid en af dem, som ta’r det ilde op.’ Der sad de over for ham, opmærksomme og strenge, de havde hver især skabt sig sit private billede af ham, og de krævede hver især, at han lignede det. De to billeder kunne imidlertid ikke forenes.”

Affektionsværdi

Ting som vi f.eks. ejer, kan have en historie, der gør, at vi tillægger dem en anden værdi, end de har i sig selv. Boris har denne oplevelse med sin kniv, som Ivich og Mathieu skar og stak sig med: “Og da en lykke aldrig kommer alene, tænkte han også på kniven og trak den frem og åbnede den: ‘Den er indviet!’ Han købte den i går, og den havde allerede flunset i de to mennesker, som var ham kærest i denne verden. ‘Den skærer morderlig godt,’ tænkte han.”

Lidenskab

Ivich og Boris går forbi et fængsel, der vækker noget lidenskab i hende: “- Hvad er det? spurgte Ivich lidt efter og pegede mod en lang mur, som virkede helt sort bag kastanjetræerne. – Det er la Santé. Et fængsel, forklarede Boris. – Det virker pragtfuldt, sagde Ivich, jeg har aldrig set noget så skummelt. Er det muligt at undvige fra det?”

Konklusion

Alt i alt er Mathieu bogens hovedperson. Derfor vil jeg mene, at bogen især handler om den ensomhed, der opstår, når vi kun er et intet. Der er dog nogle glimt af, hvor han føler sig som et menneske blandt andre.

Ligheder mellem John Rawls og Immanuel Kant

Den amerikanske filosof John Rawls (1921-2002) anvender den tyske filosofs Immanuel Kants (1724-1804) anden formulering om moralloven:

Du skal altid behandle en andet menneske som mål i sig selv og aldrig kun som middel

Rawls anvender moralloven i, hvad der er kendt som procedural retfærdighed. Rawls hovedværk En teori om retfærdighed (1971) kan på mange måde ses som et forsøg på at forbedre Kants teori. For Kant er moralloven et udtryk for vores natur som rationelle og frie væsner. Den første formulering af samme morallov lyder1:

Handl efter den maksime (grundsætning), som kan blive en universel lov

Jeg formulerer en grundsætning. F. eks. “hvis alle stoppede med at handle efter deres afhængighed, ville det så kunne blive en universel lov”? Det lyder fornuftigt. Der er ingen modsigelse. Så jeg afstemmer mit mål kollektivt: “stoppe med at handle efter min afhængighed”. Så hvis alle gjorde det, ville det være fornuftigt uden modsigelse. Så alle vores mål og værdier skal på denne måde afstemmes kollektivt. Dette er kendt som universaliseringstesten.. Det er meget vigtigt for Kant, at vi gør det frit og autonomt, at vi giver lovene til os selv1.

Kants historie om hvordan resultatet af vores frie, autonome og rationelle love falder ud, som vi gerne vil have det, har mødt en del kritik. Mange har kritiseret den få at være uklar. Derfor kan kritikere spørge: Jamen, hvad er betydningen af, at vi er frie, autonome og rationelle? Kan det ikke være ligegyldigt, hvis det ikke falder ud, som vi gerne vil have det til?1

Træder ind i John Rawls

Her træder vi ind i John Rawls. Han indfører begrebet om en original position, der har samme rolle som naturtilstanden hos filosoffer som Thomas Hobbes (1588-1679), John Locke (1632-1704) og Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). Vi skal ligesom forestille os, at Kants frie, autonome og rationelle agenter befinder sig i den originale position. Rawls indfører nu et såkaldt uvidenhedens slør, der skal fjerne al forudindtagethed fra agenterne i den originale position. Med uvidenhedens slør kender agenterne ingen fakta som f.eks. køn, etnicitet, religion, seksuelt tilhørsforhold m.v. Agenterne bagved uvidenhedens slør har nogle lighedspunkter med Kants agenter. De skal f. eks. selv ræsonnere sig frem til lovene altså de grundlæggende love i samfundet. Da Rawls agenter antages at være frie, rationelle og autonome ligesom Kants, kan de love, som de når frem til ikke være egoistiske. Det vil være selvmodsigende. For hvis der ræsonneres frem til en lov i den originale position, som favoriserer nogle frem for andre, vil det være irrationelt, da Rawls agenter ikke har nogen forudindtagethed. De vil på baggrund af deres frie rationalitet skabe nogle love, der giver lige rettigheder og lige muligheder for alle. Rawls agenter tvinges ligesom Kants agenter til at lave universelle love ud fra deres frie, rationelle autonomi.2

Rationel liberalisme

Rawls teori er en form for rationel liberalisme. Hans agenter har ingen forudindtagethed om det gode liv. Alle mulige opfattelser af det gode liv accepteres. Her er der også en lighed i forhold til Kants teori om rettigheder og retfærdighed.2 Et eksempel på Kants teori kunne være, om du skulle vise en film for en klasse i gymnasiet f.eks. Englishman in New York. Der kunne f.eks. være 3 grunde til at gøre det eller ikke gøre det. Den første kunne være, at du ikke ville vise filmen, fordi du mener den fører til frihed for homoseksuelle, og det er en negativ livsstil. Den anden grund kunne være, at du ville vise filmen for at fremme tolerance og diversitet. Den tredje grund kunne være, at du ville vise den for, at eleverne selv kan tage stilling. For Kant har kun den sidste grund, hvor eleverne selv skal tage stilling moralsk værdi. I første tilfælde anerkender du ikke, at individerne selv må træffe deres egne valg. Desuden respekterer du ikke, at du har med frie, autonome og rationelle agenter at gøre, som har deres egne mål. Du krænker formuleringen af Kants morallov, at du aldrig må bruge andre individer, som middel, men altid skal behandle dem som mål i sig selv. Lidt på samme måde med andet tilfælde. Du bruger eleverne som middel til at fremme tolerance og diversitet. Dit mål er måske beundringsværdigt, men du må ifølge Kants morallov ikke bruge andre mennesker som middel og kun middel. Punktum.1

Vi kan måske blive lidt skarpere på, hvad Kant mener med at handle i den rette ånd ud fra de to første eksempler. Gode intentioner er ikke nok. Du skal handle, så personen bliver et mål i sig selv. Hvad vil det så sige? Det er på en måde, hvordan du ser den anden person. Ser du ham som et middel til at nå dit mål beundringsværdigt eller ej? Eller ser du ham som en rationel agent, der har sine egne mål og interesser. Og husk at rationel er lig med “menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed” her. Vi har altså med frie individer at gøre i rationel forstand.1 Rawls agenter lever op til dette. De behandle andre agenter i den originale position som nogle, der selv kan tage stilling og har deres egne mål og interesser. Rawls agenter har ingen forudindtagede værdidomme. De respekterer alle opfattelser af det gode liv, så længe du ikke krænker Kants anden formulering af moralloven.2

Rawls’ kritik af utilitarismen

Der er lighedspunkter mellem Rawls og Kants kritik af nytteprincipper. I Kants skrifter må nytteprincipper ikke krænke retfærdigheden. Rawls mener, at rationelt frie og autonome agenter bagved uvidenhedens slør aldrig ville vælge et utilitaristisk samfund, da der er store uligheder i et sådant. Det vil simpelthen være irrationelt, når man ingen forudindtagethed har. Rawls agenter ville i stedet lave love, der fordelte lykken lige. Rawls kritik lyder også, at utilitarismen fjerner rettigheder, forskelle og grænser mellem mennesker. Den ser mere samfundet eller gruppen som én person, hvor lykken skal maksimeres mest muligt. Rawls prioriterer altså retten frem for nytten.2

Rawls’ 2 principper

Rawls udvikler 2 principper i den originale postion, der skal gælde for at et samfund er retfærdigt. Det 1. princip er: frihedsprincippet. Ifølge dette skal ethvert individ have så uindskrænket frihed som muligt samtidigt med at andre individer nyder samme grad af frihed. Det 2. princip er: differensprincippet. Ifølge dette er ulighed kun retfærdigt, hvis det kommer de svagest stillede til gode.3

Man kan se Rawls’ originale position med uvidenhedens slør som en procedural fortolkning af Kants morallov. Rawls insinuerer, at når vi handler efter hans 2 principper uden for den originale position, da er de de samme som i den originale position. På denne måde handler vi efter morallove som Kants, når vi handler efter Rawls 2 principper. Disse 2 principper er fremkommet på baggrund af frie, autonome og rationelle individer ligesom hos Kant i den originale position.4

Repræsentativt demokrati

Rawls agenter handler “monologisk” ligesom Kants agenter. Her er der måske også en effektivitet at spore. Det ville ikke være ønskværdigt, hvis alle medlemmer af vores samfund deltog i regeringsførelsen. Den originale position er en måde at abstrahere den rette situation frem for en retfærdig beslutningsprocedure. Rawls procedurale retfærdighed kan anvendes på store samfund og store institutioner.1

Kritik

Den tyske samfundstænker Jürgen Habermas (f. 1929) har kritiseret Rawls teori for at mangle demokratisk legitimitet forfatningsmæssigt. Grunden er, at Rawls teori bygger på monologisk ræsonnementer, hvilket ifølge Habermas reducerer hans teori om en diskursetik, hvor alle deltagere berørte af en lov skal tilslutte sig loven. Det er den konsensus, som gør loven demokratisk legitim ifølge Habermas. Rawls teori gør Habermas’ demokratiske viljesdannelsesproces undværlig og degraderer den til et politisk ritual. Der nu er uden relevans for forfatningens demokratiske og moralske autoritet og legitimitet. Alt i alt er Rawls teori social liberal, hvor Habermas’ teori er mere venstreorienteret og normativ.5

1 YouTube kanal: Laura R Lenhart. Videoer: Kant and Rawls video og Kant and Rawls Questions.

2 Artikel: John Rawls and Immanuel Kant – A Comparison af Thomas Domjahn på GRIN. Link: John Rawls and Immanuel Kant – A Comparison – GRIN

3 Artikel: John Rawls påLeksikon for det 21. århundrede. Link:Rawls, John (leksikon.org)

4 Artikel: Rawls and the Kantian Interpretation på Afterall.net. Link: Rawls and the Kantian Interpretation | Papers at Afterall.net

5 Artikel: The Habermas-Rawls Debate på Notre Dame Philosophical Reviews. Link: The Habermas-Rawls Debate | Reviews | Notre Dame Philosophical Reviews | University of Notre Dame (nd.edu)

Immanuel Kants etik

Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) fra Königsberg skrev udover sin erkendelsesteori også en etik. Her snakkede han om kategoriske imperativer eller moralloven. Kant deler i sin erkendelsesteori verden op i 2: 1) fænomenernes verden, der er den erfaringsbaserede verden og 2) noumenernes verden, der er blotte tanker eller “tingen i sig selv”. “Tingen i sig selv” kan nemt misforstås, da vi, når vi forestiller os noget, griber til erfaringsverdenen. Vi kan ikke forestille os noget, der ligger uden for erfaringen. Erfaringen er betinget af tid & rum. Den kan ikke gå hinsides disse. Men i fænomenernes verden findes naturlovene. Hvis der gives en årsag i naturen, er der også en virkning. Men i noumenernes verden findes frihedens kausalitet, der har nok i sig selv. Friheden er altså ifølge Kant ikke en del af erfaringsverdenen. Den er en ren a priori (før erfaringen) ting. Vi kan ikke lave en teori om noget, der ikke er en del af erfaringsverdenen, men vi kan bruge den i praksis. Ifølge Kant kan friheden fungere som lovgiver for fornuften.1 Vi kan spørge vores fornuft om en mulig handling kan blive en almen gyldig lov? F. eks. er det fornuftigt at bryde et løfte? Hvis alle brød deres løfter ville vi få en meget utilregnelig verden. F. eks. hvis alle brød deres “løfte” i trafikken. Hvis alle kørte over for rødt f. eks. Det kunne hurtigt blive farligt. Vi kan altså via vores fornuft ræsonnere os frem til, hvad der ville være fornuftigt. Her efter kan vi så bruge vores a priori frihed eller frie vilje til at gennemtvinge den fornuftige handling.

Det kategoriske imperativ

Det vores fornuft “rammer”, når vi spørger, om en mulig handling kan blive en almen gyldig lov, dvs., kunne blive gyldig for alle, er, hvad Kant kalder det kategoriske imperativ eller moralloven. Når noget er kategorisk betyder det, at det skal udføres. Det er det samme som en kommando eller et bud. For at forstå kategoriske imperativer bedre kan vi først kigge på hypotetiske imperativer. Hvis jeg f.eks. skal bestå en klasse, da skal jeg kunne et pensum. Det hypotetiske imperativ lyder: Du skal kunne dette pensum for at bestå denne klasse. Vil jeg bestå klassen, da må jeg læse pensum. Vil jeg ikke bestå klassen, da behøver jeg ikke at bestå pensum. Der er her også tale om et mål og et middel. Målet er at bestå klassen, midlet er at kunne pensum. Så imperativer har med mål at gøre.2

Kants 2. formulering af Det kategoriske imperativ

Men med moralske spørgsmål ved vi godt, hvis vi spørger vores samvittighed, at de ikke er hypotetiske. De er nærmere kategoriske! Jeg skal ikke køre over rødt. Jeg skal holde mit løfte. Jeg skal ikke begå overgreb. Kant mener, at andre mennesker er rationelle agenter ligesom mig selv. De har deres egne rationelle mål. Jeg må derfor ikke bruge andre mennesker som instrument til at nå et af mine mål. Eller som den anden af hans 4 formuleringer af Det kategoriske imperativ lyder2:

Du skal altid behandle andre mennesker som mål i sig selv og aldrig kun som middel.2

“Menneskets udgang af dets selvforskylde umyndighed” er det, der gør os autonome. Det, at vi er autonome, gennemsyrer os ifølge Kant med en absolut moralsk værdi. Vi er nemlig de eneste ting, der er selv-lovgivere. Derfor er det aldrig okay at bedrage eller lyve, fordi så berøver du mig min mulighed for autonomt at træffe en moralsk beslutning, da den vil være baseret på falsk information. F. eks. vil jeg gerne låne dig min jakke, fordi du skal ud i kulden, og af en eller anden årsag har mistet din jakke. Men, hvis du i virkeligheden låner min jakke for at sælge den videre, da har du krænket Kants 2. formulering af Det kategoriske imperativ. Du har brugt mig som middel og kun middel til at nå dit mål om flere penge, og forhindret mig i at nå mine egne mål og interesser med jakken. Ifølge Kant leder korrekt og rationel brug af Det kategoriske imperativ os til moralske sandheder, der er faste og anvendelige ved alle rationelle agenter.3

Kants 1. formulering af Det kategoriske imperativ

For Kant er de morallove, vi når frem til via vores fornuft, og som er afledt af moralloven, og som vi kan gennemtvinge med vores frie vilje, gældende overalt og til alle tider. Moralloven eller Det kategoriske imperativ er universel. Det gælder overalt og med nødvendighed og for alle ligesom tyngdeloven eller ligesom matematik, f. eks. 2+2=4. Så hvis en person siger, at du er for dum, hvis du følger moralloven, da er det det samme som at sige, at det er for dumt, at du følger tyngdeloven eller følger 2+2=4 som nødvendighed. Det er med andre ord irrationelt ikke at følge moralloven ifølge Kant.2

Vi er nødt til at have en morallov, der er resistent mod indvendinger. Det er netop det kategoriske imperativ. Det minder lidt om den såkaldt gyldne regel: “Gør mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig.” Problemet med den gyldne regel er, at den indebærer, at du har visse følelser. Du kan f. eks. godt have en ufølsom person, der tyer til den gyldne regel, men f. eks. siger: “fortæl mig ingenting om din utroskab. Lad mig være i fred.” Det kan virkelig blive en handlingsmæssig deroute. Eller en person som er sadomasochist, der påfører en anden person smerte, som ikke ønsker det. Det kategoriske imperativ siger i stedet for den gyldne regel2:

1. Gør dette.2

Den første af Kants 4 formuleringer af Det kategoriske imperativ lyder2:

Handl altid så maksimen (levereglen) af din handling samtidig kan blive en universel morallov.2

Vi har altså her en ordre, som der ikke er nogen indvending imod. Du kan ikke indvende, at du ikke gider at følge den af bekvemmelighed. Det er jo som sagt det samme som at sige, at du ikke gider at følge tyngdelovens nødvendighed eller matematikkens nødvendighed. Der må heller ikke være nogen selvmodsigelse. Hvis moralloven beordre dig til at holde et løfte, da gælder det med nødvendighed og overalt. Fremgangsmåden, når du reflekterer over moralloven, er følgende2:

1. Formuler maksimen (F.eks: “Jeg skal skrue ned for varmen under en klimakrise.”)

2. Universaliser maksimen (F.eks: “Kan det blive en universel morallov, hvis alle skruer ned for varmen under en klimakrise?”)

3. Er der en modsigelse? (Nej, logisk giver det mening, at alle skruer ned for varmen under en klimakrise.)2

En sekulær moralfilosofi

Kants etik er en sekulær moralfilosofi. Den adskiller fornuft og religion. Vi går altså ikke til Gud for at få svar. Vi bruger vores fornuft. Grunden til, at vi ikke skal se til religionen for at få svar, er ifølge Kant, at vi ville få forskellige svar alt efter tilbøjelighed, personlighed m.v. Han ville finde en morallov, der giver os samme svar uanset, hvem vi er.3

Kant mente ikke ligesom f. eks. Descartes, at man kan bevise Guds eksistens ud fra årsag & virkning. Descartes ræsonnerede, at når han puttede et stykke voks ind i ild, da selvom stoffet nu var flydende, havde han en ide om, at det var samme stykke stof. Det faste stykke voks var årsagen til det flydende stykke voks. På samme måde havde han en idé om et fuldstændigt moralsk væsen, som så måtte være en virkning af en årsag nemlig Gud. Kant mente, at bare fordi jeg forestillede mig en “hot babe” hjemme i min stue, da var den idé ikke nødvendigvis en virkning af en årsag. På samme måde med forestillingen om Gud.4

Kritik

Det kan være lidt svært at forstå, at det kun er rationelle væsener, der er mål i sig selv. Hvad med babyer, dyr, psykisk syge m.v. Det virker kontraintuitivt, at jeg gerne må bruge en baby som instrument til at nå mit mål men ikke en rationel voksen.2 Et andet kritikpunkt kan være løgn. Jeg må ikke lyve ifølge moralloven. Det gælder overalt og med nødvendighed. Men hvad hvis Gestapo banker på min dør, og jeg har gemt en jøde på loftet. Ifølge moralloven må jeg ikke lyve. Den gælder med nødvendighed og overalt. Men det virker meget forkert. Enhver person med bare lidt medmenneskelighed ville lyve i denne situation.

Konklusion og eksempel på videre anvendelse i filosofihistorien

Alt i alt er Kants morallov en måde at handle moralsk i verden uden for megen tøven. Den har også vundet stor udbredelse, f. eks. bruger den amerikanske politiske filosof John Rawls (1921-2002) vores “udgang af vores selvforskyldte umyndighed” altså vores autonomi og frie vilje som en forudsætning for at kunne deltage i hvad, der er kendt som procedural retfærdighed.

1 Forelæsning ved ph.d. i filosofi Kasper Lysemose på Aarhus folkeuniversitet

2 YouTube kanal: Richard Brown. Videoerne: Kant 1: Synthetic A Priori Knowledge, Kant 2: Transcendal Idealism, Kantian Deontology 1, Kantian Deontology 2

3 YouTube kanal: CrashCourse. Videoen: Kant & Categorical Imperatives: Crash Course Philosophy #35

4 Artikel Immanuel Kant (1724-1804) af Asbjørn Petersen fra Kristendom.dk. Link: Overblik: Immanuel Kant (1724-1804) – Kristendom.dk

Immanuel Kants erkendelsesteori

Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) fra Königsberg kan siges at være en blanding af rationalismen og empirismen. Rationalismen mener, at viden kommer fra fornuften. Empirismen siger, at al viden kommer fra erfaringen. Ifølge Kant er mennesket et dobbeltvæsen, der både finder viden via fornuften og sanserne.1 Man plejer at sige, at Kant “blev vækket af sin dogmatiske slumren”, da han hører, at den skotske empirist David Hume (1711-1776) skaber usikkerhed om naturvidenskaben. Hume mente, at vores forventning om, hvad der sker, er en vane. Vi projekterer så at sige vores bevidsthed ud på naturen. Ifølge Hume kan du ikke vide om en sten, du lader falde, falder til jorden, eller om den begynder at flyve. Det er bare en erfaring, at stenen falder til jorden. Hvis du havde været på en rumstation f.eks., ville stenen flyve.2

Kants svar til Hume

Kant udvikler noget han kalder syntetisk a priori domme. A priori domme betyder domme før erfaringen. Hvis jeg f.eks. får at vide, at der skal foregå en stor koncert på et stadion i Berlin med 50.000 tilskuere. Da kan jeg udelukke, at stadionet ihvertfald er mindre end et skur. Desuden kan jeg forestille mig en vis størrelse i m2. Selv, hvis tilskuerne sad på skødet af hinanden, kan jeg regne ud, at stadionet minimum skal være mere end 5 m2 f.eks. Syntetiske domme har med erfaringen at gøre, og svarer til det Hume kalder faktiske forhold3. Ved faktiske forhold kan vi benægte en dom og få en anden dom, der også er overensstemmende f.eks. “ungkarle er nogle rodehoveder”, hvis jeg benægter den, får jeg “ungkarle er ikke nogle rodehoveder”. Begge domme kan jeg gå ud i verden og finde. Så Kant lægger a priori domme+syntetiske domme sammen, og vi får “syntetiske a priori domme”.2 Et eksempel på syntetiske a priori domme er matematik. Her ved jeg, før jeg laver et regnestykke, at jeg vil få et resultat (a priori dom (fornuft)), men jeg er også nødt til at regne på regnestykket for at få resultatet (syntetisk dom(erfaring)). Nogle regnestykker kan jeg på ryggraden som f.eks. 7+5=12, så det er ikke så godt et eksempel. Men hvis jeg tager nogle større tal, er jeg nødt til at gøre regnearbejdet som f.eks. 7563+3574=11137. Et andet eksempel er, hvis jeg stikker foden ned i vand. Jeg ved, at der vil være en virkning af vandet (a priori dom), men jeg er nødt til at stikke foden ned i vandet for at få en erfaring af virkningen (syntetisk dom). Når først, jeg har gjort mig erfaringen, ved jeg, at det vil ske hver gang fremover og over alt. Kant argumenterer altså for en struktureret og forudsigelig verden, hvis love vi lære at kende vha. syntetisk a priori domme. Der er altså ting, der sker med nødvendighed.2

Kants kritik af den rene fornuft

Kant har skrevet et værk kaldet Kritik af den rene fornuft (1781), som han skriver på baggrund af oplysningsprojektet, der hovedsageligt var et engelsk og fransk foretagende. Frankrig førte krig med fornuften. Men Kant mente ikke, at franskmændene brugte fornuften særlig fornuftigt. Kant mente, at fornuften var i en naturtilstand, hvor den var i overhængende fare. Derfor måtte den kritisere sig selv. For at afhjælpe dette problem laver Kant en grænsedragning mellem den erfaringsbaserede verden, som han kalder fænomenernes verden, og en verden, der er blotte tanker eller ting i sig selv. Den kalder han noumenernes verden. Ting i sig selv kan nemt misforstås, da det i dette tilfælde skal forstås hinsides erfaringen. Men når vi skal forestille os noget, gør vi det i erfaringsverdenen, men erfaringen er betinget af tid og rum. Den kan ikke gå hinsides disse. I fænomenernes verden er det naturens kausalitet i form af årsag & virkning, der gælder. Har vi en årsag i naturen, da har vi også en virkning. Der findes ikke mirakler i Newtons verden, som man siger. I noumenernes verden har vi frihedens kausalitet, der er nok i sig selv. Vi kan kun have teorier i erfaringsverdenen, men i den praktiske verden kan vi bruge friheden som lovgiver for fornuften. Kants etik forudsætter altså, at du har denne frihed.1

Hvor Aristoteles’ (384-322 f. kr.) teori om den praktiske fornuft, handlede om det vellykkede liv, vælger Kant at fokusere på det teoretiske eller analytiske. Han deler det analytiske op i anskuelse, der har med erfaringen at gøre, og begreber, der har med forstanden at gøre. Han siger, at vores bevidsthed foregriber erfaringsverdenen i anskuelsesformerne tid & rum. Hvad angår vores forstandsverden, bruger han kategoribegrebet fra Aristoteles, men bruger kategorierne rent a priori. Han taler om forstandskategorierne eller -begreberne, hvor årsag & virkning er den vigtigste. Det er ikke her det revolutionerende ligger.1

Den kopernikanske vending

Nej, det revolutionerende er, hvad han kalder den kopernikanske vending. Det revolutionerende er, at Kant markant ændrer opfattelsen af bevidstheden fra at være en passiv optager af verden derude til at være noget, der selv konstruerer virkeligheden.2 Bevidstheden har f.eks. konstrueret, at Jorden var centrum i Universet, og at Solen bevægede sig rundt om. Endvidere at Jorden er flad. Dette kalder Kant for transcendental idealisme. Fornuften foregriber verden. Men Kant låner skæbnesvangert fra empiristisk filosofi nemlig, at erfaringen er bygget op af sanseligt materiale. Hvis vi ser bort fra alle former i verden, får vi en kaotisk mangfoldighed af fornemmelser. Når jeg ordner dette kaos, sker det vilkårligt. F.eks. subsumerer min dømmekraft en hund under pattedyr. Her kommer Kant med en anden kritik af den rene fornuft. Hvad hvis jeg foregriber erfaringsverdenen og deducerer transcendentalt: Dette er en hund. Jeg bruger altså rene forstandsbegreber. Heraf fremkommer det, som er kendt under skematismen. Jeg har altså et skema, der foregriber eller præfigurerer verden. Jeg kan altså bilde mig ting ind ligesom Jorden er flad via transcendental deduktion. Skematismen har altså med indbildningskraften at gøre. Ender jeg så ikke bare med at erkende mine egne billeder, kan man spørge? Det er derfor vigtigt at slå fast for Kant, at erkendelse er en syntese mellem forstand og erfaring.1

En anden side af Kant

Kant er kendt som altødelæggeren fra Königsberg, fordi han lagde den traditionelle metafysik (psykologi, kosmologi, teologi m.v.) i ruiner. Men måske har Kant også en anden side. Tag f.eks. ideen verden. Dette er en totalitet og ren fornuftsidé. En såkaldt positivist mener ikke, at der findes erkendelse, der går udover erfaringen5. Men Kant mener, at ideer som “verden er en film”, “verden er en matrix” eller “verden er et urværk”, har en mening. Kant kan godt se mening i en digters ord. Vi kan orientere os i verden ved disse rene fornuftsidéer. Han ser mennesket som et metafysisk dyr, der gudskelov kan tænke mere, end det erkender.1

1 Forelæsning af ph.d. i filosofi Kasper Lysemose på Aarhus folkeuniversitet

2 Youtube kanal: Richard Brown. Videoerne: Kant 1: Synthetic A Priori Knowledge, Kant 2: Transcendal Idealism, Kantian Deontology 1, Kantian Deontology 2

3 Hume af ph.d. i filosofi Anders Fogh Jensen på www.filosoffen.dk Link: Hume – Filosoffen Anders Fogh Jensen

4 Koch, Carl Henrik: Immanuel Kant i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/Immanuel_Kant

5 Bengt-Pedersen, Carsten: positivisme i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/positivisme

Empirismen

Empirismen er en retning inden for filosofien, der opstod i Storbritannien i slutningen af 1600-tallet. Den beskæftiger sig med erkendelse og mener, at al erkendelse kommer af erfaring. Den er dermed en pendant til rationalismen, der mener, at al erkendelse kommer fra fornuften. Den engelske filosof John Locke (1632-1704) henvises ofte til som den første empirist. Lockes projekt kan ses som en naturliggørelse af den moderne filosofis fader René Descartes (1596-1650). Descartes var rationalist. Descartes hævder, at vi har medfødte ideer, og at når en idé i vores bevidsthed er distinkt og klar, så er det bevis på, at den er sand. Artiklen vil desuden omhandle de to andre empirister irske George Berkeley (1685-1753) og skotske David Hume (1711-1776).

John Locke

(1632-1704)

Empirismens angreb på rationalismen

1. argument:

Locke stiller spørgsmålstegn ved medfødte ideer. Locke går empirisk til værks. Hvis ideer var medfødte, ville der ikke være uenigheder i vores bevidsthed. Tag f.eks. ideen “der er mere mellem himmel og jord”. Den kan vi erfare, at der er uenighed omkring blandt folk. Desuden kan vi selv være splittede, hvad angår denne idé i vores bevidsthed. Locke bruger argumentet, hvem der ultimativt skal vurdere om den ene eller den anden idé er sand. Det, at en idé forekommer distinkt og klart i vores bevidsthed, er altså ikke nok bevis for, at den er sand ifølge Locke.1

2. argument:

Lockes andet argument mod medfødte ideer er også empirisk og derfor erfaringsbaseret. Han bruger eksemplet med spædbørn. Hvis, der var medfødte ideer ville spædbørn blive født med ideer om logik, matematik, fysik m.v. Dette er ifølge Locke ikke tilfældet. 1

Rationalismen har så et modargument mod Locke med den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz’ (1646-1716). Han argumenterer for, at ideerne er den del af spædbarnets udvikling. De medfødte ideer bliver derfor aktiveret i løbet af barnets opvækst.1

Det egentlige problem

Lockes pointe er, at det er et vildspor at tale om medfødte ideer. Al viden kommer i sidste ende fra erfaringen! Locke påstår, at vi bliver født som en “ren tavle”. Der står altså intet på den, når vi bliver født. I dag ved vi, at arter kan tilegne sig overlevelsesinstinkter over lang tid. Det er en del af evolutionen. F. eks. kan en markmus fornemme faren for at blive taget af en rovfugl allerede inden den sanser den. Men ultimativt hvis vi går langt nok tilbage i evolutionen, vil vi finde en “ren tavle”. Ultimativt er vores fornuft altså noget, vi har tilegnet os fra erfaringen langt tilbage i tiden. Og den er så blevet en del af vores art.1

Locke slår altså fast, at vores ideer ultimativt kommer fra erfaringen. Han skelner mellem to typer af ideer nemlig simple og komplekse. Simple ideer kan vi finde direkte i den sansbare verden, mens komplekse ideer er sat sammen af simple ideer. Eksempler på simple ideer er form, farve, lyd. Et eksempel på en kompleks ide er en enhjørning, der består af de simple ideer hest+horn.1

Der er 2 kilder til simple ideer: sansning og refleksion. Eksempler på simple ideer, der kommer fra sansningen er: bord, grøn, varm, hyl. Refleksion er indre sansning. Vi kan altså sanse vores indre liv via refleksion. Eksempler på simple ideer fra refleksion er: forståelse, vilje, tro. Når jeg hører noget, da forstår jeg det uden at skelne lyd og mening fra hinanden, som man måske ville gøre naturvidenskabeligt. Men hvordan opstår ideen forstå? Svaret er ifølge Locke, at jeg kan reflektere over min egen erfaring, når jeg hører noget. Derfra opstår ideen “forstå”. Denne selv-refleksion bliver en vigtig del af Lockes teori.1

Lockes teori om perception

Locke er meget på linje med Descartes, når det kommer til perception.1 Perception betyder opfattelse med sanserne. F. eks. kan en skov perciperes ret forskelligt i forhold til om, man ser den fra siden eller fra oven.2 Man kan sige, at Locke naturliggør Descartes’ teori. Locke skelner mellem 2 former for kvaliteter, når det kommer til perception (lidt på samme måde som Descartes skelnede mellem uudstrakt substans og udstrakte substanser):

Sekundære kvaliteter: De findes kun i vores bevidsthed. Eksempler på disser er: lyd, farve, smag, følelser af varmt m.v. Ifølge Locke er lyd altså noget, der sidder i bevidstheden. Vi kan jo også kun registrere lydbølger med avanceret videnskabeligt udstyr. Vi kan jo ikke se lydbølgerne.

Primære kvaliteter: Disse kvaliteter befinder sig i eller på objektet. Eksempler er masse, massefylde, hastighed m.v. Disse kvaliteter kan kvantificeres og matematiseres. Vha. matematik og fysik kan vi lære om, hvordan de opfører sig.1

Locke anerkender altså Descartes teori om uudstrakte kvaliteter (sekundære kvaliteter) og udstrakte kvaliteter (primære kvaliteter).1

Locke om selvet

For Locke er selvet et spørgsmål om psykologisk kontinuitet. Dvs., at når jeg kigger på et billede af mig selv som 5 årig, vil jeg hævde, at det er mig, selvom jeg er 37 år i dag. Hvad vil det sige at være den samme person over tid? Jeg har jo mange andre overbevisninger i dag. Desuden er jeg fysisk meget anderledes. Locke giver et berømt svar: Du er den samme person over tid, fordi du erindrer dig selv som den samme person, der har eksisteret over tid.1

Selvet er for Locke kontinuitet. Dvs., at erindringen om mig selv over tid er selvet. Jeg kan kigge på et billede af mig som 5 årig og sige, at det er mig, selvom jeg er 40 år i dag. Jeg har andre overbevisninger i dag end, da jeg var 5 år, og jeg ser fysisk anderledes ud. Men alligevel er der en slags psykologisk kontinuitet, der er mig. Nogle siger, at man ved en nærdødsoplevelse oplever, at hele ens liv passerer revy.1

For at tydeliggøre Lockes teori, kan vi lave et tankeeksperiment med en teleport. Vi forestiller os, at vi har en teleport, der tager en eksakt genetisk kopi af et menneske. Den ene del af teleporten står på Jorden, den anden på Mars. Når mennesket går ind i teleporten på Jorden, går der altså en eksakt kopi ud på Mars. Vi antager, at den originale krop bliver destrueret efterfølgende. Vil mennesket, der står på Mars, være det samme som gik ind i teleporten på Jorden? Ja, ifølge Locke. Det er nemlig den psykologiske kontinuitet, der er det vigtige for Locke. Altså at du har det samme begær, de samme minder, samme bevidsthedsstrøm m.v. som for et sekund siden.1

Berkeley

(1685-1753)

Idealisme

Den irske empirist George Berkeley (1685-1753) er idealist. Han mener, at det eneste, der eksisterer, er sanseperceptioner. Han mener altså ikke, at stof/materiale findes i virkeligheden. Alt er en erfaring for Berkeley. Der findes kun mentale ting for Berkeley. Empirisme er det synspunkt, at hvad vi kan se, lugte, høre, smage og føle er det vigtige. For Berkeley er Lockes primære kvaliteter altså en bevidsthedsting såvel som de sekundære. Det eneste, som kan se, lugte, høre, smage og føle, er erfaringen.1

Berkeleys hovedargument er til en hvis grad, at Lockes og Descartes idé om stof er uforståelig. Argumentet lyder, at når du forsøger at forestille dig noget uafhængigt af bevidstheden f.eks. et træ i skoven, da kan du ikke forestille dig træet, uden nogen står og ser/perciperer træet. Du kan altså ikke forestille dig træet i sig selv.1

Berkeleys empirisme er meget “anti-sund fornuft”. Den sunde fornuft siger os, at selvfølgelig eksisterer sofaen, jeg ligger på. Jeg kan jo mærke den. Men så let er det ikke at modbevise Berkeley. Alle er enige om, også Berkeley, at vi har erfaringen af f.eks. en sofa. Vi ser og føler den. Men prøv at tænk på filmen The Matrix. I den erfarer mennesker en falsk verden, matrixen. De ser, smager, hører, lugter og føler den. Alligevel er virkeligheden, at de ligger i et kar, der er forbundet til en maskine, og som simulerer denne verden. Her er der en tydelig forskel på virkelighed og så, hvad vi perciperer. Det vi ser, lugter, hører, smager og føler er altså en erfaring. Mere ved vi ifølge Berkeley ikke.1

David Hume

(1711-1776)

Den skotske filosof David Hume (1711-1776) er den sidste af de såkaldt britiske empirister. Hume er måske den mest kendte britiske filosof overhovedet. Dette er noget af en påstand, så det er vigtigt at kende lidt til hans filosofi. Hume deler bevidstheden op i to kategorier:

1: Indtryk:

Der er de oplevelser, du får, når du f.eks. bider i et æble, ser en solnedgang eller mærker jalousi. Det er altså almindelige erfaringer, som virker vejledende for dig ift. verden uden for dig.

2: Ideer:

Disse er kopier af dine indtryk. Når du f.eks. erindrer, at du spiser et æble, ser en solnedgang eller føler jalousi. Min idé om smagen af æblet er en kopi af den rigtige smag af æblet. På samme måde med jalousi, vrede m.v.1

Hume er uenig i Platons teori om ideernes verden. Han mener, at enhver ide i vores bevidsthed kommer af et indtryk. Desuden er en hver ide grebet af fornuften. Ifølge Hume kan du ikke få et indtryk af en idé. Det er altid den anden vej rundt altså indtryk -> ide. Hvis du ikke kan spore en idé tilbage til et indtryk, da er den meningsløs. Hume er enig i Lockes skelnen mellem simple og komplekse ideer.1

Humes læresætning lyder: Ideer kommer altid af sanselige indtryk. Al viden kommer på den ene eller den anden måde fra disse indtryk og ideer. Hume skelner mellem to forskellige mentale fænomener. Dvs., at menneskelig viden opdeles i to former for typer af viden:

1: A priori (kommer før erfaringen) viden, hvilket han kalder relationer mellem ideer (RmI)

2: Erfaringsbaseret viden, hvilket han kalder faktiske forhold (FF)

Hume kategoriserer hvilken type ide efter følgende kriterier:

  • Hvis det omvendte af den ide, du tænker på, er en modsigelse, da er der tale om RmI. F.eks. hvis jeg har ideen “Alle ungkarle er ugifte”, og jeg tænker på det omvendte “Alle ungkarle er gifte”, da har jeg fundet en modsigelse. Der er altså tale om RmI. Her behøver vi ikke, at gå ud i verden for at tjekke, om det er rigtigt.
  • Hvis jeg benægter idéen, og benægtelsen ikke er logisk overensstemmende, da er der tale om FF. F.eks. “Den kjole er rød”. Hvis jeg benægter, “Den kjole er ikke rød”. Den idé er ikke logisk uoverensstemmende, og der er altså tale om FF. Vi kan gå ud i verden og tjekke, om vi kan finde en kjole, der er rød og en, der ikke er.1

Årsag og virkning

Ideen om årsag og virkning er meningsløs for Hume. Vi kan ikke sanse årsag og virkning. F.eks. kan vi i billiard ikke se nogen årsag og virkning, når den hvide kugle rammer en af de røde kugler. Hume mener, at det er en vane, at vi forventer, at når jeg jeg rammer den hvide kugle med den kraft og på den vinkel, så ruller den hvide og røde kugle på den måde og den måde. Vi kan teste med kritieriet for FF: Den hvide kugle rammer den røde kugle, når jeg rammer med denne kraft og på den vinkel. Hvis jeg benægter den: Den hvide kugle rammer ikke den røde kugle, når jeg rammer den med denne kraft og på den vinkel. Hvis jeg tjekker dette ude i verden med mine sanser? Hvis jeg tjekker det på planeten Jorden, vil der måske ske det samme gang på gang, og benægtelsen ville være uoverensstemmende. Men hvis jeg f.eks. er på en rumstation, ville kugle kunne begynde at flyve. Hume vækker her stor usikkerhed om naturvidenskaben. Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) går i rette med dette.1

Vane af forventning

Hume mener, at vi projekterer en “vane af forventning” ud på verden. For hvordan kan vi vide, at det sker næste gang, vi sanser det. Hvordan kan vi vide, at solen står op i morgen? For Hume, at dette blot et spørgsmål om tid. Det med solen kan synes som langt tid, men i sidste ende har han ret. Eller tag eksemplet “alle svaner er hvide”. Lige så snart vi har fundet en sort svane, da er det enden på forventningen, at “alle svaner er hvide”. Så det med, at ting sker med nødvendighed. Hvordan kan du vide det, spørger Hume. Du kan have erfaret en fejltagelse, der varer et vist stykke tid.1

Lidt om Hume og selvet

Hume mener, at ideen om et selv er meningsløst. Locke mente jo, at selvet var et spørgsmål om psykologisk kontinuitet over tid, og Descartes mente, at selvet er noget, der fremstår distinkt og klart i bevidstheden “jeg tænker, altså er jeg”. Da du ikke kan spore ideen om selvet tilbage til et indtryk, da er det en meningsløs idé for Hume. 1

Alt i alt er empirismen ideen om, at al viden kommer af erfaringen i modsætning til rationalismen, der mener, at fornuften er kilden til viden.1

1 Youtube kanal: Richard Brown. Videoerne: ‘Locke & Berkeley, Hume 1 og Hume 2

2 Perception fra Wikipedia DK. Link: Perception – Wikipedia, den frie encyklopædi

Descartes’ filosofi

Man deler ofte filosofihistorien ind 3 perioder: 1: Metafysikken, 2: Den erkendelsesteoretiske/moderne vending og 3: Den lingvistiske vending. Den franske tænker René Descartes (1596-1650) betegnes som den moderne filosofis fader. Descartes levede i en tid, hvor det gamle verdensbillede, Det geocentriske verdensbillede, som havde Jorden som centrum i universet, var blevet tilbagebevist af den polske astronom Nicolaus Kopernikus (1473-1543). Kopernikus opdagede og beviste, at Jorden drejede rundt om Solen og ikke omvendt. Det nye verdensbillede, Det heliocentriske verdensbillede, havde Solen som Universets centrum. Når det fysiske verdensbillede falder sammen, påvirker det som regel også det sjælelige verdensbillede. Descartes så det derfor som sin opgave at finde et nyt arkimedisk punkt, der var usvigeligt sikkert, og kunne modstå al tvivl. Det arkimediske punkt har sit navn efter den græske matematiker og filosof Arkimedes (287-212 f.Kr). Arkimedes sagde: “Giv mig et sted at stå, og jeg vil flytte verden.”1

Den metodiske tvivl

Descartes stolthed er hans udvikling den metodiske tvivl. Paradoksalt nok, når “den store rationalist” frem til sin metode via drømmetydning. Han rejser som 23 årig rundt i Europa, hvor han en dag (d. 10. november 1619) rejser gennem byen Ulm i Tyskland. Filosoffer kan godt lide at beskrive deres “omvending” på en måde så at lige præcis dér skete det. F. eks. som i Reformationen skete på præcis det tidspunkt, hvor sømmet går gennem Luthers teser på kirkedøren. Nå tilbage til Ulm. Descartes ligger tilbagetrukket i sit varme kammer i Ulm, og her drømmer han 3 drømme. Drømmene er meget mærkværdige. F. eks. møder han i 1. drøm en hvirvelvind, som han tolker som en ond dæmon. Endvidere drømmer han om torden i 2. drøm, hvilket han tolker som helligeånden, der tager bolig i ham. I drøm 3 finder han Gud i sin bevidsthed. Disse drømme minder om en film, som den amerikanske filminstruktør David Lynch har lavet. Via drømmetydning af disse drømme når Descartes frem til sin rationalistiske metode. Det er ihvertfald sikkert, at han ikke er nået frem til sin metode via han metode. Han vil nu med usvigelig sikkerhed kunne skelne mellem sandt og falsk. Metoden består af 4 regler: 1) Evidensreglen: Ikke at antage noget for sandt, med mindre det fremtræder så klart og tydeligt, at det er umuligt at tvivle på det; 2) Analysereglen: Man bør opdele et givent problem i så enkle delproblemer som muligt; 3) Syntesereglen: Man bør begynde med det mest simple og forståelige; 4) Fuldstændighedsreglen: Man bør holde regnskab med, hvor i processen man befinder sig 2 3 4 .

Descartes finder vha. sin metode frem til det, som man indenfor matematikken kalder analytisk geometri. Et spørgsmål, der presser sig på, er: Hvorfor var metoden egentlig så vigtig? Her er det vigtigt at se på den tid, som Descartes levede i. Han levede i en tidsperiode, der ligger mellem senmiddelalderen og moderniteten. Senmiddelalderen var præget af skolastikken (klosterskolerne og universiteterne). Descartes gik i sin opvækst på en jesuitter skole, hvorfra han modtog en meget solid læring. Den italienske teolog og filosof Thomas Aquinas (1225-1274 e.kr.) lære fyldte meget på skolerne. Aquinas havde udrettet det vanvittigt svære at forene tro og viden, dvs. han forenende kristendom og Aristoteles. I Descartes’ tidsperiode var Thomas Aquinas lære truet både udefra og indefra. Udefra var den nye mekaniske naturvidenskab, der erstattede den teleologiske (formålsorienterede) teori om naturen. Vi har en kilde nemlig et brev, hvor Descartes giver udtryk for sine anti-aristoteliske holdninger. Dette var altså truslen udefra mod Aquinas. Indefra var det de senmiddelalderlige skolastiske teologer, der var truslen. De sagde: Hvad hvis vi prøver at tænke tanken om Guds almagt helt til ende? Svaret var, at Guds vilkårlige magt, styrede alt. Begrebet “kontingent”, der betyder vilkårlighed, opstår her. Kontingent betyder, at skabelsen var et resultat af guds vilkårlige almagt. Verden og menneskers “nu” eller øjeblik er i denne tanke afhængig af, at Gud griber ind, ellers falder verden sammen. Men ikke bare det. Også menneskers og verdens foregående øjeblik er afhængig af guds indgriben. Gud kan i denne tradition få en sten til at flyve. Han kan altså sætte naturlovene og de matematiske love ud af kraft. Der findes altså ingen selvstændig væren i denne tradition. Vi har altså her at gøre med en teologisk absolutisme i form af guds kontingente almagt.4

Descartes er faret vild. Men Gud giver os ikke længere nogen løsning. Men Descartes er motiveret for at finde “certitudo” (sikkerhed). Men kan vi overhovedet finde sikkerhed om noget? Hvordan skal vi orientere os i verden? Descartes mener så, at det er via metoden, vi skal finde sikkerhed. Han sætter al sin lid til metoden. Man kan sammenligne det med, hvis du er faret vild i en skov. Da skal du bare vælge en retning og så følge den, så skal du nok komme ud til sidst. Ligesom gud skabte verden på 6 dage, vil Descartes genskabe verden via 6 meditationer. Descartes bryder alt ned med sin tvivl, og i dette mørke finder han sit fundament.4

Meditationerne

Jeg vil i denne artikel beskæftige mig med de første 2 meditationer. Descartes åbner sine meditationer med, at han finder ud af, at noget, han tidligere troede var sandt, er falsk. Han må altså frigøre sig fra sine tidligere meninger. Han vil bygge alt op heriblandt sine meninger på ny via et sikkert fundament. Han er det, vi kalder en grundlagsfilosof. Dette fundament må kunne modstå al tvivl. Det skal være urokkeligt. Der fandtes i antikken en retning kaldet “skeptikerne”, der søgte at frigøre sig fra vished og finde ro i det. Men Descartes ønsker at finde vished. Vi skal tvivle om alt, der kan tvivles om. Pga. vanens magt glider vi ofte tilbage i gamle meninger. Descartes vil ikke bare tvivle om alt. Han vil behandle alt, som var det falsk! Hans inderste motivation er “certitudo” (sikkerhed). Han vil finde et arkimedisk punkt. Det er et beskedent punkt, men det kan løfte alt. Det vigtige er ikke, at vi erkender, men hvordan vi erkender. Meditationer kræver de rette omgivelser og omstændigheder. Vi skal lægge alle dagligdags bekymringer til side. Desuden skal vi lægge urolige følelser til side.4

Sanseargumentet

Descartes sanser snyder ham ofte. F. eks. kan tårn se rundt ud fra afstand men være firkantet, når man kommer tættere på. Eller en lige pind kan se skæv ud i vand, når den stikkes ned i. Der er altså tale om, at sanserne bedrager os. Han vil derfor konsekvent behandle sanserne som bedragere i disse meditationer. Han behandler alt sanseligt med tvivl.4

Drømmeargumentet

Jeg kan drømme, at jeg sidder foran kaminen, og det kan virke fuldstændig virkeligt. Drømme kan indeholde virkelige elementer. En maler kan male et billede, som forestiller noget, der ikke findes i virkeligheden. Men elementerne er virkelige f. eks. en pegasus. Den består af hest+vinger. Descartes opdager en struktur her, som er på en bestemt måde. Det er en såkaldt værensstruktur. Han har opdaget geometrien og aritmetikken. 2+2=4 er jo sandt uanset, om jeg drømmer eller er vågen. Nu har jeg da fundet sikkerhed. MEN!4

Dæmonargumentet

Descartes vælger at udvide sin tvivl til også at omfatte naturlovene og matematikken. Derfor opfinder han hjælpehypotesen “Den onde dæmon”. Den onde dæmon er en del af Descartes metodiske tvivl. En dæmon er ligeså svigagtig, som den er magtfuld. Han bryder nu den rationelle struktur ned med tvivl. Det er faktisk den senmiddelalderlige absolutistiske gud, som han omdanner til en ond dæmon! Dette var farligt på dette tidspunkt i historien! Han er nu et sted ligesom de antikke skeptikere. Han har givet afkald på vished. Og får den form for sindsro, som de antikke skeptikere havde. Men Descartes er drevet af motivationen til vished. Meditationen er smertefuld på dette tidspunkt. Han kan hverken nå bunden eller overfladen. Han “drukner”. Her er der en fare for, at den metodiske tvivl går over i eksistentiel fortvivlelse. Dette er Descartes nihilisme. Vi hænger altså ud over “afgrunden” med Descartes her. Nu opnår hans “certitudo” eller vished! “Jeg tvivler, altså er jeg” eller på latin “cogito ergo sum”!4

Cogitoet

Cogitoet kan også formuleres “Jeg tænker, altså er jeg”. Tvivl er en form for tænkning. Jeg er til. Jeg eksisterer. Den er sand, når jeg formulerer den i tænkningen. Cogitoet foregår i 2 akter: I 1. akt tænker jeg. I andet akt opdager jeg, at jeg tænker. Jeg må altså tage erindringen til hjælp. Det er derfor ikke en logisk slutning. Det er snarere en opdagelse af mit tænkende jeg. Dette er meget smalt! Men det er nok! Det arkimediske punkt er nok. Det er vigtigt at huske på, at cogitoet kun gælder på det tidspunkt, når jeg tænker. Det er kun her, jeg eksisterer som en tænkende jeg. Der er vittigheden, hvor Descartes kommer en på en bar, og siger: “Jeg tænker, jeg skal have en øl.” Bartenderen spørger lidt senere: “Skal du have en ny øl?” Descartes siger: “Jeg tænker ikke…” Puf. Descartes forsvandt. Nå spøg til side. Skolastikken kaldte jeg’et for en substans. Det bliver derfor til, at jeg er en tænkende substans, der erkender mig selv.4

Gudsbeviset

Descartes vil med sit Gudsbevis, sikrer sig, at den onde dæmon ikke bedrager ham. Han bruger årsag & virkning princippet som argument. Han sidder foran kaminen, og brænder noget voks af. Voksen er fast, før den bliver udsat for varmen, og flydende efterfølgende. Alligevel har Descartes en ide om, at det er samme stof. Det er altså et eksempel på ideen om årsag og virkning (,der senere bliver den vigtigste forstandskategori hos Immanuel Kant (1724-1804). På samme måde slutter han, at hans hans ide om et fuldstændigt og uendeligt moralsk væsen er en virkning af en årsag, som han kalder Gud. Han er nu overbevist om, at Gud findes. Så længe Gud findes bliver han ikke bedraget af nogen dæmon. Han vil nu bygge alt det op, han har betvivlet. Hvilket i denne sammenhæng er den matematisk beskrivbare verden. Med disse meditationer havde han nu givet videnskaben et sikkert punkt.

Sjæl-legeme problematikken

En vigtig skelnen hos Descartes er mellem den tænkende substans og de udstrakte substanser. Den tænkende substans har ikke udstrækning. Den er kun tilgængelig i 1. person. Kroppen er en udstrakt substans, der er ikke givet ved sig selv ligesom den tænkende substans. Derfor synes en vekselvirkning umulig. Men viljen kan påvirke den udstrakte substans. Omvendt kan en skarp smerte, som f.eks. hvis jeg går hårdt ind i et bordben med min tå, påvirke den tænkende substans. Descartes foreslår, at vekselvirkningen foregår gennem koglekirtlen i hjernen. Den er af udstrakt natur. Det er vigtigt at forstå her, at løsningen ikke kan løses videnskabeligt! Det er det praktisk liv, der har løsningen! I dagliglivet i samtalen har jeg erfaringen af enhed mellem sjæl og legeme. Også når jeg læser oplever jeg enhed mellem bogstaverne på den ene side og meningen på den anden. I analogi her til sjæl og legeme. I det daglige liv erfarer jeg deres klare og distinkte enhed. Hvordan skal vi så forholde os, når vi oplever enheden eller forskellen. Det er fordi, vi laver forskellige aktiviteter. Der er spørgsmålet: Hvordan skal vi fordele vores aktiviteter? Desuden har den “praktiske Descartes” 3 gode råd, når vi ikke mediterer og dermed “bygger nyt”. Fordi måske bliver vi aldrig færdige med at “bygge nyt”. De 3 praktiske råd lyder:

  • Gør, som romerne i Rom.
  • Gør, som du plejer.
  • Det er ikke, som jeg har det. Det er som, jeg tager det.4

1 Arkimedisk punkt fra Wikipedia DK. Link: Arkimedisk punkt – Wikipedia, den frie encyklopædi

2 Metodisk tvivl fra Wikipedia DK. Link: Metodisk tvivl – Wikipedia, den frie encyklopædi

3 Koch, Carl Henrik; Pedersen, Gitte: René Descartes i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/Ren%C3%A9_Descartes

4 Forelæsning ved ph.d. i filosofi Kasper Lysemose ved Folkeuniversitetet Aarhus

Dyder

Filosoffer som Sokrates (469-399 f. Kr.), Platon (427-347 f. Kr.) og Aristoteles (384-322 f. Kr.) fra Antikken eller Det gamle Grækenland talte om dyder eller på græsk areté. Etisk benævner dyd evnen (Antikken) og viljen ( Augustins (354-430 e.kr.) kristendom til at gøre, hvad der er moralsk rigtigt eller godt. Sokrates arbejdede med 5 hoveddyder: moralsk indsigt, retfærdighed, tapperhed, besindighed og gudfrygtighed. Platon regner de 4 første for såkaldte ‘kardinaldyder’. Disse forekommer også hos Aristoteles. Platon anvender kardinaldyder på sjælen. Aristoteles benævner dyd som den gyldne middelvej mellem to laster. F.eks. er mod en dyd, fordi den ligger mellem lasterne fejhed og dumdristighed. Mennesker kan erhverve sig nye dyder (modsat andet liv som dyr og planter, hvis dyd er mere forudbestemt). Disse indlæres ifølge Aristoteles ved at øve sig, så der er en naturlig overgang fra potentiale til aktualisering.

Sokrates’ forståelse af dyd

Sokrates mener, at viden som udgangspunkt er subjektiv, dvs., at viden ikke er neutral. I sokratisk dialog anvender man den såkaldte “elenchos”-procedure, hvor man forsøger at modbevise dialogpartnerens subjektive viden kaldet “doksa”. “Doksa” betegner mere en viden præget af tro/meninger/holdninger. “Elenchos”-dialogen er ment til, at ende ud i en dybere viden kaldet episteme, der er en mere sikker form for viden. For Sokrates er dyd mere sikker viden altså episteme og sokratisk dialog er en måde at samtale på, der indbefatter hele personligheden. Sokrates tror på, at den person, der ved det gode, vil ikke handle ondt.1

I Sokrates’ elev Platons dialoger fremstilles Sokrates ofte som i opposition til de såkaldte sofister, der er ofte betalte undervisere i fx retorik og filosofi. Sokrates mener ikke, at den sande dyd kan læres via undervisning. Derfor fastholder han den orale tradition, der er samtale. Sokrates skrev aldrig noget selv ned. I stedet for samtalede han med forbipasserende på byens torv. Sokrates mente, at den sande dyd kommer indefra. Den er altså noget, vi på en måde godt ved i forvejen, men ifølge Sokrates har vi brug for hjælp til at “føde” dyden/viden. Han taler derfor om sig selv som “fødselshjælper”.

Platon og dyd

At have dyd vil sige, at tingen, planten, dyret, mennesket aktualiserer sit potentiale med dygtighed. Det er en kops dyd, at den er god at drikke af, og at den er god at holde i hånden. Om den er formet flot, eller om den er af guld, er måske anerkendelsesværdigt, men det er ikke dens dyd. Som beskrevet tidligere har Plation 4 kardinaldyder. Ifølge Platon kan vi dele sjælen op i 3 dele: fornuften, den initiativtagende del og begærdelen.

Visdom er fornuftens dyd. Den initiativtagende del har mod som dyd. Ifm. med dyden mod er det vigtigt at bruge fornuften samtidig, da fornuften kan hjælpe med at skelne mellem, hvad der bør frygtes og ikke frygtes. Ligesom Sokrates mener Platon, at dyd er dybere viden. Mod er altså dybere viden om, hvornår jeg skal frygte og ikke frygte. Den tredje del af sjælen begæret har besindighed eller selvbeherskelse som dyd. Ligesom for den initiativtagende del skal bruge fornuften, skal begærdelen ligeledes bruge den. Det er nemlig vigtigt, at fornuften hjælper begærets tilfredsstillelse med at være selvbehersket. Den fjerde kardinaldyd er retfærdighed, som omfatter hele sjælen. Retfærdighed viser sig ifølge Platon, når hele sjælen, dvs. alle 3 dele er ordnet i system og alle 3 deles kardinaldyd aktualiseres med dyd.2

Aristoteles og dyd

Aristoteles sætter eudaimonia, som det vigtigste mål for mennesket. Eudaimonia betyder lykke, og lykke er i dette henseende det vellykkede liv. Men det vellykkede liv kan være forskellig for planter, dyr og mennesker. Aristoteles mener, at for at finde ud af, hvad lykke er for mennesket skal man først bestemme, hvad der er menneskets særlige dyd. Menneskets særlige dyd er altså den, som det kan aktualisere bedre end nogen anden ting. En kops dyd er, at man skal kunne drikke af den. Et øjes dyd er at kunne se. Hvad er da menneskets? Fornuften er unik for mennesket, og det er den, som mennesket skal bruge til at rette alle sine handlinger mod et bestemt mål, et højeste gode, hvilket er individuelt. Hvis man aktualiserer sit potentiale (højeste gode) med dyd, har du opnået eudaimonia, lykke.2

Aristoteles taler om mange dyder. Men generelt kan siges, at dyd er “højderyggen” mellem to laster fx er “højderyggen” mod omgivet af dumdristighed og fejhed. For Aristoteles er mennesket et væsen, der øver sig, så dyden kan ikke gøres formelt, men må udkomme i praksis, hvilket indebære lidenskaber og følelser. Aktualiseringen af ens potentialer sker med natur (og ikke med vilje som hos kirkefaderen Augustin. Aktualiseringen er stadig vejledt af fornuften, men det er en speciel form for fornuft.2

Aristoteles deler også sjælen op i 3 dele: Den tænkende-fornuftige del som er menneskets særlige del, den sanseligt-begærende del der indeholder bevidsthed og sanser, og som mennesket har fælles med dyrene og den tredje del den organisk-vegetative del som mennesket har til fælles med planter og dyr. Menneskets særlige del er altså den tænkende-fornuftige. Det er her de intellektuelle dyder hører hjemme. Den fornuft, som hører til den tænkende-fornuftige del, er den teoretiske fornuft kaldet sophia. Sophia bruges f.eks. ved beregninger i matematik.

De etiske dyder hører hjemme i den sanseligt-begærende del. Den fornuft, der bruges til at erhverve sig de etiske dyder, kalder Aristoteles for phronesis, der er den praktiske fornuft. Grundsynspunktet hos Aristoteles er, at mennesker kan erhverve sig dyder. Det gør mennesket ved at øve sig. Øvelsens paradoks er så, at vi erhverver dyder ved at aktualisere et potentiale. Du bliver en god murer ved faktisk at mure. På lignende måde med etiske dyder. Du bliver en god etiker ved faktisk at være retfærdig.2

De 3 kristne kardinaldyder tro, håb og kærlighed ifølge Kierkegaard

For den danske filosof, teolog og forfatter Søren Kierkegaard (1813-1855) er “tro” en af de 3 kristne kardinaldyder. Troen kan hjælpe os til at vove os ud af en fastlåst situation. Kierkegaard skriver et sted, at “den der vover, mister fodfæstet et øjeblik, den der intet vover mister livet.” Vi skal følge vores lidenskab, vil Kierkegaard sige. Lidenskab eller tro er at række ud efter Gud. Gud er ikke det samme som mening. Der er derfor heller ikke en mening i at tro. Kierkegaard kalder troen paradoksal. Den sprænger det, som vi selv kan give mening til. Den er noget større end os selv.3

Den anden kristne kardinaldyd for Kierkegaard er “håb”. Kierkegaard taler om, at mennesket er spændt ud over to poler: “det evige”, der betegner Gud som evig kærlighed og “det timelige”, der betegner det forgængelige og den mere stræbsomme naturlige kærlighed. Håbet er for Kierkegaard en syntese mellem de to poler. I og med at alt er muligt for Gud, kan mennesket håbe. Dvs., at det kan fastholde det godes mulighed på trods af brudte forventninger og uopfyldte ønsker. Håber du intet, da fortvivler du. Fortvivlelse og frygt forholder sig til det ondes mulighed. Ifølge Kierkegaard finder troen og håbets afgørelse dog først sted, når vi fortvivler igennem, og vi står på fortvivlelsens yderste tinde, “så der menneskeligt talt ingen mulighed er”.4

Den tredje kristne kardinaldyd “kærlighed” beskriver Kierkegaard som en næstekærlighed, der kommer af pligt. Mennesket behøver ikke at føre regnskab med sin kærlighed. Det kan give i streng forstand altså uden at få noget igen. Den kristne kærligheds modsætning er den mere stræbsomme naturlige kærlighed, som Kierkegaard kalder selvkærlighed og kommer til udtryk i nogle af Kierkegaards æstetikerer bl.a. Mozarts Don Juan, der var den borgerlige periode skræmmende og dragende skrækscenarie. Don Juan går fra den ene kvinde til den næste ( 1003 bare i Spanien). Han må hele tiden finde en ny kvinde for at ophidse sig til at elske. I Kierkegaards værk Kjerlighedens Gjerninger (1847) beskrives kærligheden ikke som en følelse, men som en handling, der kommer af en befaling. Man kan nemlig ikke befale følelser, men handlinger kan man. Bogen er egentlig bygget op over 4 ord fra Det nye testamente: “Du skal elske næsten.” Næstekærligheden bygger på lighed i og med, at den er universel (undtagelsesløs) og egalitær (forskelsløs). Buddet “Du skal elske næsten” er egentlig en provokation, da det er et angreb på vores umiddelbarhed over, hvad kærlighed er for noget. Det er altså en kærlighed, der ikke beror på tilbøjelighed men på pligt. Det er pligten, der gør, at kærligheden bliver evig, da pligten gør den resistent overfor menneskelige tilbøjeligheder. Længere henne i værket beskrives det, at handlingen ikke er nok i sig selv. Man skal også have den rigtige indstilling: “Du skal elske næsten som dig selv.” Når du elsker næsten, skal du på den ene side befale din egen mangel på kærlighed samtidig med, at du forudsætter, at Gud har nedlagt kærligheden i grunden af den anden. Det er altså ikke dig, der putter kærligheden ned i den anden. I stedet for forudsætter du kærligheden hos den anden i grunden. Dette er opbyggelighed ifølge Kierkegaard. Kierkegaard beskriver en anden æstetiker i Forførerens Dagbog. Bogen illustrerer en forfører ved navn Johannes, der forfører en pige, der er 17 somre gammel. Her oplever vi, hvad der sker i sindets afkroge, når mennesket ikke følger befalingen om at elske næsten gennem handlinger. I Forførerens Dagbog elsker Johannes bedragerisk iagttagende. Han er den forførertype, der får pigens blomst til at folde sig ud, hvorefter han forlader hende.5

De nok tre vigtigste etiske typer herunder dydsetik

Nytteetikken er en konsekvensetik. Den ser på handlingens nytte, dvs. det handler om maksimering af lykke. Den beskæftiger sig ikke med sindelaget. Som eksempel på en nytteetikker kan nævnes Jeremy Bentham (1748-1832). Pligtetikken forudsætter, at man kan bruge sin fornuft frit, at man har en fri vilje, og at man er autonom. Man bruger sin fornuft til at lave love for sig selv. Hvis jeg handler på denne måde, ville det så kunne blive en almen gyldig regel, spørger pligtetikeren. Et eksempel på en pligtetikker er Immanuel Kant (1724-1804). Dydsetikken handler ud fra, hvad en dydig person ville gøre, samtidig med, at handlingen er mest mulig vellykket (eudaimonia). For at være en dydig person, skal du handle dydigt, hvilket medfører, at du har erhvervet dig dyderne ved at virkeliggøre dine potentialer. Et eksempel på en dydsetiker er Rosalind Hursthouse (1943-?).6

1 Johansen, Karsten Friis: Sokrates – græsk filosof i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra http://denstoredanske.lex.dk/Sokrates_-_gr%C3%A6sk_filosof

2 Forelæsning om Aristoteles: Etikken ved underviser Kasper Lysemose på Folkeuniversitet Aarhus

3 Artikel fra Information Tro, håb og kærlighed af Morten Albæk vs. Søren Kierkegaard. Link: Tro, håb og kærlighed | Information

4 Gregersen, Niels Henrik: håb i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/h%C3%A5b

5 Bredsdorff, Thomas: kærlighed i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/k%C3%A6rlighed

6 Slides: Etik 8/11-06: Dydsetik I af culmedialab fra slideshare. Link: Dydsetik i (slideshare.net)

reflekter.dk