Utilitarisme og kritik

I denne artikel vil jeg beskæftige mig med utilitarismen og kritikken af samme. Utilitarisme er en moralfilosofisk retning, der opstod i slutningen af 1700-tallet. Jeg vil komme ind på Jeremy Bentham (1748-1832), John Stuart Mill (1806-1873), Peter Singer (f. 1946) og John Rawls (1921-2002). Alle fire filosoffer tilhører den retning, vi kalder angelsaksisk filosofi. Jeg vil bl.a. komme ind på den grundlæggende utilitarisme og nogle af de forgreninger, der opstår i løbet af dens udvikling. Det er vigtigt at pointere, at utilitarismen er konsekventialistisk til forskel fra f.eks. kantianismens etik, der er en sindelagsetik. Utilitarisme regner derfor kun ud fra konsekvenserne af ens handling, hvor kantianismen regner ud fra sindelaget, som handlingen udgår fra. Så for at afgøre om en handling er god eller ej, er vi med utilitaristiske briller nødt til at bestemme, hvilke konsekvenser handlingen har.

Utilitaristernes morallov

Kernen i utilitarismen kan måske bedst beskrives ved deres kategoriske imperativ, for nu at bruge et udtryk af den store tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), nemlig The Greatest Happiness Principle (Det største lykke princip). The Greatest Happiness Principle indebærer, at lykke er den eneste iboende godhed. Til sammenligning har kantianerne den gode vilje som eneste iboende gode. The Greatest Happiness Principle siger:

– En handling er rigtig, for så vidt den fremmer den største mængde lykke for den største mængde levende væsener.

Bentham, som tilslutter sig ovenstående princip, laver en enhed for lykke, som han kalder “hedon”, der kommer af ordet “hedonism” på engelsk. På denne måde matematiserer Bentham lykke. Det er nu nemmere at regne på hvilke handlinger, der frembringer mest lykke og mindst smerte. I det hele taget er den moderne filosofi med franskmanden René Descartes (1596-1650), som grundlægger, kendetegnet ved en matematisering. Måden man beregner hvilken handling, der giver mest lykke, er:

1. For at bestemme om en handling er moralsk, tilføjer vil alle “hedoner”.

2. Handlingen, der producerer flest “hedoner”, er moralsk.

Det er Benthams arbejde, der i høj grad er med til at grundlægge The Greatest Happiness Principle. Især hans idé om at hver persons lykke tæller 1 hedon. Ved denne matematisering af moralfilosofien kan vi nu kalkulere objektivt hvilken handling, der er moralsk og bringer mest lykke og mindst smerte, og alle levende væsener, der føler lykke og smerte, betragtes på lige fod, dvs. også dyr.

Benthams fremgangsmåde

Ifølge Bentham skal vi overveje syv forhold, når vi skal overveje, om en handling er moralsk:

1) Overvej intensiteten af lykken, af smerten. Hvor intens den er?

2) Overvej, hvor længe den vil vare?

3) Overvej, hvor sikker du er på, at den vil forekomme? Hvis der kun er 50% sandsynlighed for, at du får denne lykke i modsætning til at få lidt smerte, er det ikke så godt, som hvis der er 95% chance for, at du får denne lykke i modsætning til den smerte.

4) Hvor hurtigt det vil ske? Alt andet lige vil det at få lykken før bedre end at have nydelse senere.

5) Overvej, om handlingen fører til yderligere lykke. Så at få en lykke kan give dig flere, så du er nødt til at overveje, hvad denne handling vil føre til? Nogle handlinger med lykke fører til yderligere smerter.

6) Og selvfølgelig om handlingen med lykke er blandet med smerter? Så selvfølgelig ønsker man ren lykke, men nogle gange kommer de blandet med smerter. Så vi må overveje det.

Jeg nævner lige her, at de første seks forhold er nogle den “etiske egoist” kunne være enig i, men det, som adskiller utilitarisme fra egoisme, er:

7) Overvej hvor mange mennesker, handlingen påvirker? Og selvfølgelig bruges mennesker her løst, ikke i kantisk forstand som et rationelt væsen, men som en organisme, der er i stand til at opleve lykke og smerte.

Et eksempel

For at give et eksempel: Antag, at du sidder i en redningsbåd med en glad og sund hund, der får alle i redningsbåden til at føle sig glade og afslappede. Desuden er der en ældre person i båden, der forstyrrer og gør folk nervøse. Antag nu, at der ikke er plads nok i båden, og nogen skal gå. Spørgsmålet er: Hvem ofrer vi? Nogen skal ofres. Hvem? De to naturlige kandidater er hunden, fordi den er en hund, og den ældre person, fordi hun er gammel. Så det er sandsynligvis mindst kritisk, hvis de dør. Hvem vælger vi? Ifølge en ligefrem Bentham-stil utilitarisme skal den ældre person ofres, da den ikke skelner mellem mennesker og dyr. Og når vi regner på det, hvilken handling medfører størst mulig lykke og mindst mulig smerte? Det gør handlingen at smide den ældre person overbord.

Bentham mente, at al lykke er den samme. Deraf hans berømte ord “Pushpin er så god som poesi”. Pushpin var en af dens tid børnespil. Så det Bentham forsøger at nå frem til her er, at lykke er lykke, hvad end den er produceret af et barnespil eller et smukt digt.

Mange mennesker finder det at smide hunden overbord i stedet for personen for kontraintuitivt. Det er hunden, der skal smides overbord. Den ældre person er trods alt et menneske. Der ser umiddelbart ud til at være noget ved mennesker, der gør dem mere værdifulde end andre slags dyr. Kantiansk moralteori siger dette tydeligt. Det er vores rationalitet som mennesker, der er unik og speciel ved os. Rationaliteten giver os a priori viden, og giver os adgang til at genkende Det kategoriske imperativ. Vi adskiller os dermed fra andre ikke-rationelle ting, som kan bruges som instrumenter.

Men utilitaristen spørger: Hvilke grunde kan du give for at foretrække din lykke frem for lykken hos en anden person bort set fra, at den er din? Så fornuft spiller en rolle i utilitarismen, men i bund og grund er det lidelse og ikke fornuft, som utilitaristen er optaget af.

John Stuart Mill

John Stuart Mill var Benthams gudsøn, og han lærte om utilitarisme fra Bentham. Mill mente, at der var noget ved mennesker, der gør deres lykke mere værdifuld end dyrs, og som har at gøre med vores rationelle kapaciteter. Så Mill skelner mellem sensuel og intellektuel lykke. Intellektuel aktivitet kan f.eks. være at spille skak, tænke over filosofi eller videospil. Det er lykke af en anden art end den, der produceres af sanserne. Så Mill benægter, at Pushpin er så god som poesi. Mill siger, at det er bedre at være et utilfreds menneske end en tilfreds gris. Vi joker ofte om, at en kat har livet. Jeg ville elske at være en kat. Den ligger og sover det meste af dagen, bliver madet, nogen klør den osv. Det er jo livet. Men, hvis du havde mulighed for det og virkelig skulle opgive dit intellekt og fungere på niveau med et ikke-rationelt dyr, ville du så bytte? Jeg ville ikke gøre det, fordi fornuft er i en forstand, hvad der giver merværdi til mit liv.

Så ifølge Mill er mennesker i stand til højere værdifulde lykke og er derfor mere værdifulde. Mill mener, at folk, der siger andet, i virkeligheden bare ikke har haft den rigtige intellektuelle lykke. Mill siger: “det er bedre at være en utilfreds Sokrates end et tilfreds fjols”. Det er bedre at være Sokrates, der er engageret i intellektuel undersøgelse og ikke have sine sensuelle behov tilfredsstillet, end det er at være en person, der aldrig deltager i rationel intellektuel aktivitet og har fået alle deres sensuelle behov opfyldt. Så ifølge Mill er en verden, hvor kun sensuel nydelse blive maksimeret, ikke så god som en verden, hvor kun intellektuel nydelse maksimeres.

Dette giver Mill mulighed for at svare på Aristoteles (385 f.Kr. – 323 f. Kr.) kritik af hedonisme. Aristoteles mente, at lykke ikke skulle identificeres med nydelse, fordi den var nedværdigende for mennesker. Den reducerer os faktisk til niveauet for et dyr, troede Aristoteles. Aristoteles tænkte, at nydelse kunne være et passende mål for en ko. Han tænkte, at mennesker ved hedonisme ignorerer det, som er karakteristisk for mennesket nemlig rationalitet. Mill siger, at Aristoteles overså det faktum, at rationalitet producerer en særlig form for nydelse, som dyr ikke er i stand til. Denne særlige nydelse er ikke den samme, som når man smager virkelig lækker mad. Det er anderledes, når man forstår noget, som en af de store tænkere har sagt: “aha, jeg har det”! Så hvor Bentham var meget kvantitativ i sit syn på lykke: hvor mange, hvor meget, hvor længe m.v., er Mill mere kvalitativ. Intellektuelle nydelser er af højere kvalitet end sensuelle nydelser.

Så Mill er på en måde også enig med Aristoteles: Hvis mennesker sætter sensuelle nydelser som målet for deres liv og i centrum i deres etiske system. Det nedbryder faktisk mennesker og reducerer vores status til dyreniveauet. Men der er disse intellektuelle nydelser, siger Mill.

Hvem beslutter?

Hvordan ved vi, at intellektuelle nydelser er bedre end sensuelle? Antag, at vi ville vide, hvilken af to vine, der var bedst? Hvordan ville vi gøre det? Det første, vi skulle gøre, var at smage begge vine. Vi er nødt til at have prøvet begge for at kunne tage en beslutning. Det samme er tilfældet ved afgørelsen af sensuelle og intellektuelle nydelser. Desuden burde vi generelt have brugt meget tid på at tænke på smagen af vinen. Så den person, der i dette tilfælde er bedst egnet til at afgøre hvilken vin, der er bedst, er noget lignende en vinkritiker. En der har smagt en masse vin, og som virkelig har brugt en masse tid på at tænke på vin, og som er i stand til at foretage subtile sondringer mellem forskellige slags vine.

Hvis vi skal overføre analogien til sensuelle og intellektuelle nydelser, er de, som er bedst til at vurdere, hvilke er bedst: filosoffer! Filosoffer har ikke kun haft begge nydelser. De nyder de sensuelle fornøjelser: god mad, god øl, godt selskab, god samtale osv., rejser, kunst, skønhed. Og de nyder selvfølgelig også de intellektuelle nydelser: tænkning, strategi, planlægning. Filosoffer synes unikt kvalificerede til at træffe denne slags domme, da de har oplevet begge slags nydelser og har brugt tid på at reflektere over forskellene mellem dem.

Handlings- og regel-utilitarisme

Den amerikanske filosof John Rawls skelner mellem “handlings” og “regel” utilitarisme. Handlings utilitarisme tager udgangspunkt i den enkelte situation. Man vurderer simpelthen hvilken handling, der i den givne situation producerer mest lykke og mindst smerte:

1. Maksimerer denne specifikke handling lykke?

– I nogle tilfælde kan handlingen maksimere lykke, men i andre kan den muligvis ikke.

Så f.eks. synes det slå en ældre senil person ihjel, der lider enormt, og som har en masse penge, som kunne gå til velgørenhed og holde en gigantisk fest for vennerne, at være en moralsk handling ifølge handlings utilitarisme. Men personen er uskyldig, så derfor synes det for de fleste mennesker forkert at slå hende ihjel. Bemærk, at i kantiansk opfattelse udelukkes denne form for adfærd automatisk. Du har ikke tilladelse til at behandle en anden person blot som et middel til et mål, og du vil tydeligvis behandle den ældre senile person som et middel. I dette tilfælde er målet al den lykke og nydelse, du producerer og midlet, at du dræber hende. Kants kategoriske imperativ siger: Det er altid forkert at tage livet af en uskyldig person eller en person, som ikke fortjener at dø. Så alle disse ting er umoralske. Så det er umoralsk i vores tilfælde.

Dette fører os til regel utilitarisme. Regel utilitaristen betragter generelle regler IKKE specifikke handlinger. Så regel utilitaristen spørger i vores tilfælde: Maksimerer “tag ikke et uskyldigt liv” lykke?

Så regel utilitaristen er interesseret i: hvis reglen, når den generelt følges, maksimerer lykke, skal den altid følges, selv når du følger den i en specifik situation, ikke maksimerer lykke. Så regel utilitaristen vil argumentere som følgende:

1. Tag reglen: Det er forkert at tage et uskyldigt liv.

2. Stil spørgsmålet: Hvordan ville verden være, hvis alle gjorde det: tog livet af en uskyldig person for at fremme deres mål?

Der ville være mange mord, kaos, forfærdelige konsekvenser. Generelt ville lykken mindskes, masser af lidelse, frygt, samfundet styrter osv.

Derfor er denne regel en, som generelt skal følges, selvom der er tilfælde, hvor brud på reglen maksimerer lykke på kort sigt. Således kan en regel utilitarist sige, at det ville være forkert at myrde en uskyldig person, selvom det i specifikke tilfælde ville give mere lykke.

Kants indflydelse på regel utilitarisme og spændingen mellem regel og handlings utilitarisme

Måske kan du nu se ligheden mellem regel utilitarisme og kantiansk etik. Regel utilitarisme forsøger at tage det bedste ud af Kants teori uden fokus på samme motivation. Utilitarister mener, at du kun kan motiveres på én måde nemlig ved at søge lykke og undgå smerte. Så ifølge dem er det umuligt at gøre, som Kant ville. Kant ville have dig til at være motiveret af din pligt. Og faktisk mente Kant, at mennesker, der er motiverede, som utilitaristerne tror, de er, regnede egoistisk og umoralsk. Så utilitarister fokuserer ikke på: hvorfor du udfører handlingen? Men utilitaristerne ønsker at bevare så meget af det intuitive, som de kan. Så hvad regel utilitaristerne tænker på, er at maksimere en maksime eller grundsætning. For at afgøre om en handling er rigtig, er vi nødt til at tænke over, hvad konsekvenserne af handlingen ville være, hvis den regel universaliseredes. I stedet for, som kantianerne, at lede efter en modsigelse, altså deducere en fejl i sig selv, hvad vi gør, er at vi ser på konsekvenserne af maksimen eller grundsætningen, som universaliseres. Så i vores tilfælde: Hvis alle myrder, ville folk dø ud, og derfor bør vi følge reglen: ‘myrd ikke’. Hvis konsekvenserne af reglen er dårlige, skal reglen generelt ikke følges. Så igen det sindelag, der ligger bag handlingen, er i utilitarisme uden betydning. Det er konsekvenserne, der betyder alt. Så regel utilitarisme er som Det kategoriske imperativ for psykologiske hedonister. Regel utilitarisme synes i mord eksemplet at gøre tingene rigtigt, hvor handlings utilitarisme gør dem forkert.

Overvej “den tikkende bombe” scenariet. Antag, at du ved, at der er en bombe skjult i den bygning, du befinder dig i. Du ved, at en af de andre personer i bygningen ved, hvor bomben er. Du ved også, at den eneste måde at få dem til at tale er at true deres familie. Det kan endda være nødvendigt at dræbe et af hans familiemedlemmer foran ham for at få ham til at tale. Familiemedlemmet er uskyldigt og ved ikke, at personen har gemt en bombe eller er en morderisk galning. Antag, at du er klar over, at du kun kan få denne person til at tale ved at dræbe den uskyldige person. Og derefter true med at dræbe en mere fra hans familie. Intet andet vil knække personen. Vil du dræbe denne person eller ej? Hvis du ikke gør det, dør alle i bygningen. Antag, at det er en stor bygning med ca. 1000 mennesker. Så 1000 mennesker vil dø, hvis du ikke dræber den uskyldige person. Mange mennesker ville i dette tilfælde mene, at du ville være moralsk berettiget til at dræbe personen. I dette tilfælde synes handlings utilitarisme at gøre det rigtigt. Så der er interessant spænding mellem de to former for utilitarisme. De kan ikke begge have ret. Regel utilitarisme synes at fange noget af det, vi mener er rigtigt. Handlings utilitarisme synes at fange andre dele, som vi synes er rigtigt.

Regel utilitaristen ville ikke mene, at det var retfærdiggjort, da reglen “aldrig dræb en uskyldig person” generelt er den ting, der producerer mest lykke, selvom det i særlige tilfælde ikke gælder. De er enige med kantianeren. Af forskellige årsager, og det er det, der er interessant. Ifølge Kants synspunkt: Du må aldrig dræbe en uskyldig person, da du så ikke ville behandle personen som et mål i sig selv. Vi ville snarere behandle personen som et middel, som en måde at redde en flok menneskers liv på. Dette bekymrer utilitaristen sig ikke om. Du kan behandle et menneske som middel, hvis det kræves. Men den virkelige utilitarist mener, at der er rig empirisk begrundelse i løbet af menneskehedens historie, hvor det at dræbe et uskyldigt menneske samlet set aldrig maksimerer lykken. Og derfor skulle du heller ikke gøre det i dette tilfælde.

Peter Singer

Peter Singer (f. 1946) er en nulevende utilitarist, der underviser ved Princeton universitet. Han taler om, at dyr fortjener “lige hensyn” (equal consideration) med mennesker. Med lige hensyn menes ikke “lige behandling”. Det Singer siger, når det kommer til dyrs lykke over for menneskers, er, at de fortjener lige hensyn. Ligesom Mill er Singer enig i, at mennesker er i stand til højere former for lykke og smerte end dyr, men der kan være tilfælde, hvor et dyrs lykke kan vinde over et menneskes. Betragter vi et ungt sundt menneskes lykke og en ung sund abes lykke, vinder mennesket. Men tager vi et senilt ældre mennesker ift. en ung sund abe, vinder aben måske. Abens liv betragtes her som mere værdifuldt pga. dets samlede lykke.

Benægter man dette, er man ifølge Singer, en speciesist (artschauvinist). At være speciesist betyder, at man vægter lykken for sin egen art højere end lykken for andre arter udelukkende pga., at den pågældende ikke er medlem af ens egen art. Dette er ligesom racisme og sexisme. Singer siger dette eksplicit. En racist tager særligt hensyn til lykken for sin egen race højere end andre racer udelukkende af den grund, at den pågældende ikke er medlem af egen race. Racisten reducerer andre racers lidelse frem for den ved sin egen race. Sexisten tager særligt hensyn til eget køn. Så en mandlig sexist tager særligt hensyn til smerten hos mænd over kvinders. Og en kvindelig sexist vice versa.

Det er vigtigt at pointere, at i nogle situation bør du behandle racer og køn forskelligt. F.eks. skal læger behandle afroamerikanere forskelligt fra andre racer i nogle tilfælde, da de har tilbøjelighed til visse former for sygdomme f.eks. seglcelleanæmi. Der er her igen tale om lige hensyn men ikke lige behandling. Hvad angår køn, skal læger behandler kvinder og mænd forskelligt, da mænd og kvinder har forskellig anatomi, f.eks. hvad angår kønsorganer.

Lige hensyn vil ifølge Singer ikke føre til, at vi giver grise valgret. At vi tager lige hensyn til dyr, er ikke ensbetydende med, at vi udsteder dem kørekort eller, at vi handler umoralsk, fordi vi ikke udsteder dem kørekort. Så at tage lige hensyn betyder, at vi skal behandle dyr i overensstemmelse med deres art f. eks. at lade grise leve i et befordrende og naturligt miljø for dem. Et miljø, der er befordrende for, at grise kan blomstre.

Kritik

Utilitarisme er blevet kritiseret for ikke at tillade, at man prioritere sin familie højere end fjerne fremmede. F.eks. hvis der var brand, og du skulle vælge mellem at redde din søn eller 10 fremmede, ser utilitarismen ud til at ville vælge de 10 fremmede. Men dette virker forkert for mange mennesker. De fleste mennesker ville ud fra det faktum, at det er din søn, give dig særlig grund til at redde din søn, men utilitaristen siger nej. Den handling, som producerer mest lykke og mindst smerte, er moralsk, punktum.

En anden kritik af utilitarismen er den, som siger, at utilitarisme ikke er i stand til at indfange vores følelse af fairness og retfærdighed. Prøv at overveje følgende 2 scenarier:

– Situation 1:

Der er 10 mennesker, og 8 af dem slavebinder de resterende 2. Dette resulterer i, at de 8 mennesker er meget lykkelige, og de andre er meget ulykkelige.

Hvis vi på en måde formaliserer dette: Antag, at der er 100 hedoner i situation 1, og at de lykkelige har 90 hedoner (11,25 hver), og de sidste 2 deler de resterende 10 (5 hver). Det virker til, at utilitaristen er forpligtet til at sige, at dette virker som en moralsk handling, da lykken samlet set er maksimeret. Lad os nu overveje den situation, hvor alle har en lige stor antal hedoner.

– Situation 2:

Alle har en lige stor andel af de 100 hedoner (10 hver).

Så i den første situation har vi nogle mennesker, der har over 10 hedoner hver, og nogle mennesker, der har markant færre. Og så den anden situation hvor alle har 10 hver.

Så hvilken af disse to situationer er at foretrække? Utilitaristen ville sige situation 1, da der er flere mennesker med flere hedoner, så den samlede lykke maksimeres. Men dette virker forkert. Situation 2 ser ud til at være bedst. Men utilitaristen kan ikke redegøre for, at situation 2 er bedst.

Argumentet om fairness

Den amerikanske politiske filosof og professor ved Harvard universitet John Rawls hævder, at sådanne slags scenarier viser, at utilitarisme af en hver art ikke indfanger vores almindelig moralske domme om fairness. Af den grund mener Rawls, at der er noget galt med utilitarisme. Som en måde at afsløre mere dramatiske detaljer om, hvor den er gal med utilitarisme, foreslår han uvidenhedens slør. Han foreslår, at vi ser hvilke regler, vi ville godkende bagved uvidenhedens slør. Det skal lige bemærkes, at uvidenhedens slør er et tankeeksperiment. Det er noget, vi forestiller os. Det kan ikke ske i virkeligheden. Uvidenhedens slør går helt konkret ned over dine øjne og slører visse fakta for dig. Der er især tale om race, køn, evne, position i samfundet, klasse i samfundet osv.

Hvilke slags regler ville du acceptere bagved sådan et uvidenhedens slør? Rawls argumenterer for, at du kun ville godkende regler, der var fair. Så du ville ikke acceptere utilitarisme.

John Rawls

Bag et sådan slør af uvidenhed ville du ikke acceptere The Greatest Happiness Principle. Fordi, der er ikke nogen garanti for, at du ikke ville være en af slaverne i situation 1. The Greatest Happiness Principle licenserer denne situation. Rawls siger, at du vil resonere, som følger: Vil jeg give folk mulighed for at blive slavebundet for at producere den største mængde lykke? Hvordan ved jeg, at jeg ikke vil blive slavebundet? For en sikkerheds skyld må jeg afvise slaveri regler. Antag, at nogen sagde: Men vi slavebinder kun de sorte. Ja, men jeg ved ikke om, jeg er sort. Så jeg vil ikke godkende denne regel. Antag, at nogen sagde: vi skal have lov at dræbe en uskyldig person for at undgå oprør. Hvad hvis jeg er den uskyldige person? Jeg vil ikke godkende den regel.

Så hvilke regler ville man godkende? Vi kan jo selv prøve at lave tankeeksperimentet for at se, hvilke regler vi ville godkende. Rawls argumenterer for, at vi ville acceptere, hvad han kalder for de to retfærdighedsprincipper. Den første regler er rimelig ligetil.

1:Hver person skal have den maksimale mængde varer/rettigheder, der stemmer overens med, at alle får den samme mængde.

Så dybest set er alle lige. Det er, hvad den første regel siger. Ingen får særlige rettigheder. Du vil støtte den regel, fordi du ikke ved, hvilken gruppe du er i, så du ønsker, at alle grupper skal behandles ens.

Så er der den anden regel. Den virker lidt mere kontraintuitiv, men ræsonnementet bag den, når du først ser det, er ret ligetil.

2:I tilfælde, hvor der er uligheder, skal de være til gavn for det mindst favoriserede medlem af samfundet.

Så Rawls taler om lige muligheder. Det man også kalder positiv frihed (frihed til) frem for negativ (frihed fra). Retfærdighedsprincip 1 dikterer, at alle medlemmer af samfundet får tilstrækkelig med penge til at være komfortable uanset arbejde, og uanset om man har arbejde eller ej. Det ser bag uvidenhedens slør ikke ud til, at det er retfærdigt, at nogle mennesker er dømt til et liv i lidelse blot fordi, de er født i fattigdom og andre i stor nydelse bare fordi, de er født i rigdom. Det er ikke fair, at nogle mennesker er født med visse færdigheder. Det er tilfældigt, om du er god til noget eller ej. Bag uvidenhedens slør virker det ikke til, at færdigheder skal afgøre om, man bliver behandlet på en bestemt måde.

Antag f.eks., at du står bag uvidenhedens slør, og en anden siger: uintelligente mennesker gør den samlede samfundsbelastning værre. Hvis de ikke kan finde en måde at tjene penge på så meget desto værre for dem. De skal ikke have del i samfundets rigdom! Men hvad hvis du er en af de mennesker? Rawls mener, at et virkeligt retfærdigt samfund er et, hvor der er omfordeling af rigdom. Se f.eks. de universelle velfærdsstater i Skandinavien. Omfordeling af rigdom betyder dog ikke, at man får samme beløb uanset, hvor hårdt man arbejder. Mange mennesker fandt den tidlige kommunisme og socialisme forkastelig pga. tanken om, at det ikke betyder noget, om du er læge eller vagtmester. De tjente samme løn pr. år, fordi alle er lige, og vagtmestre ikke er dårligere personer end læger.

Retfærdighedsprincip 2 dikterer, at der kan være uligheder i vores samfund så længe, de er til gavn for de mindst favoriserede medlemmer af samfundet. Rawls mener, at det er fordelagtigt at have efterspurgte job med en højere løn. Antag, at du skulle argumentere for, at læger skal have højere løn end vagtmestre. For lægen er skolegangen i det meste af verden langt dyrere, og det kræver en masse hårdt arbejde at være en god læge. Hvordan tiltrækker vi de allerbedste og lyseste medlemmer af et samfund til at vælge en uddannelse/job som medicin? Der er to ting, vi kan gøre: Høj løn og social prestige. Så når du siger, at du er neurokirurg, bliver folk imponeret. Det er uligheder i samfundet. Folk behandler dig forskelligt, og du får højere løn. Det rawlske argument om, at ulighed skal komme det mindst favoriserede medlem af samfundet til gode, er mødt her. Når en person med lav indkomst går på hospitalet, får de pleje af en kvalificeret person, hvilket er til deres fordel.

Så Rawls blander elementer fra forskellige teorier i sin teori. Der er tale om elementer fra teori om egoisme, fordi det, som er tilbage, når du er bag uvidenhedens slør, er rationalitet og selvinteresse for evigt. Du spørger: Hvad ville være det bedste for mig? Hvordan fungerer det for mig, hvis dette er tilfældet, og jeg kender ikke disse kendsgerninger om mig selv? Så du forsøger at sikre dig, at du forhandler den bedste deal for dig selv, som du kan. Endvidere er der tale om elementer fra kantiansk teori, da du spørger: Hvordan ville verden være, hvis forskellige ting er tilfældet, og de universaliseredes. Desuden er der elementer fra utilitaristisk teori, da du spørger om mest mulig lykke til de mindst favoriserede medlemmer af samfundet. Endelig er der også elementer fra social kontraktteori, da resultatet af uvidenhedens slør skaber en form for samfundspagt i stedet for naturtilstand.1

1Youtube kanal: Richard Brown. Video: Utilitarianism and its Discontents

Immanuel Kant

Erkendelsesteori

Syntetisk a priori – Kants svar til Hume

Man siger, at den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) blev vækket af sin dogmatiske slumren, da han hørte den britiske empiristiske filosof David Humes (1711-1776) argument, som stillede spørgsmålstegn ved naturvidenskabens sikkerhed. Hume mener, at det snarere er psykologiske sandheder, som naturvidenskaben kan finde – ikke sikker viden om verden derude. Kant beslutter sig for, at hans filosofiske projekt skal være at tilbagevise Humes argument. Kant vil bevise med filosofiske argumenter, at naturvidenskaben er sikker.

Kants svar til Hume kaldes ‘Syntetisk a priori viden’. Hvad betyder dette noget kringlede svar så? A priori betyder før erfaringen og syntetisk betyder noget, der har med erfaring at gøre. Så Kants svar er altså en blanding af noget, som vi kan vide før erfaringen og noget, som kræver erfaring. Et eksempel på a priori kan være, at du får at vide, at der et sted på kloden er bygning, hvor der på 2. sal er et rum med 25 mennesker. Hvad kan vi vide om dette uden at have en sanseerfaring om det? Jo, vi ved i hvert fald, at bygningen ikke er lavet af barberskum. Desuden ved vi, at der skal være plads til 25 mennesker i rummet. Om de 25 så sad på skødet af hinanden, kan du alligevel danne dig en forestilling om, at rummet minimum må være så og så stort. Syntetisk er noget, der ikke bare er sandt pr. definition. Noget der bare er sandt pr. definition er: ‘alle ungkarle er ugifte’. Vi behøver ikke at gå ud i verden og tjekke om alle ungkarle er ugifte, da det ligger i definitionen. Tager vi i stedet sætningen ‘alle ungkarle er rodede’, går vi fra deduktion til induktion. Vi er nødt til at gå ud i verden og tjekke, om det er sandt. Og så finder vi nok en ungkarl, der ikke roder.

Kants svar ‘syntetisk a priori’ er ligesom matematik. Et matematisk regnestykke som 5+7=12 har jeg efterhånden gjort så mange gange, at jeg kan det på ryggraden. Men tager jeg 2 meget store tal som f.eks. 24596858+38347575, er jeg nødt til at regne på det for at få svar. Dette er et eksempel på ‘syntetisk a priori’ fordi, jeg a priori ved, at jeg vil få et resultat af regnestykket, og det resultat vil være det samme fremover og overalt. Men jeg er nødt til at gøre en erfaring for at finde resultatet. Jeg er nødt til at regne på det. Dette er det syntetiske element i det, heraf sammenkoblingen mellem a priori og syntetisk. Et andet eksempel kan være: hvad sker der, når jeg stikker hånden ind i ild? Jeg ved a priori, at der vil være en virkning af ilden, men jeg kender den ikke, før jeg har stukket hånden derind, og opnår den syntetiske del. Men ligeså snart jeg har stukket hånden ind i ilden og mærker smerte, ved jeg, at det vil ske fremover og overalt.

‘Syntetisk a priori’ beskriver altså denne pålidelige forudsigelige strukturerede verden, som vi oplever, når vi er i vågen tilstand. Og den eneste måde, at dette kan være tilfældet, argumenterer Kant, er, hvis der eksisterer en nødvendig forbindelse mellem de begivenheder, som vi erfarer, som f.eks. når du stikker din hånd ind i ild og mærker smerte eller du går ned under vand, og erfarer, at du ikke kan få luft osv. Denne nødvendige forbindelse mellem begivenheder kalder Kant: Årsag & virkning.

Så, hvad vi har gjort i ovenstående, er at tale om strukturen af vores erfaring. Dette fører os videre diskussionen om distinktionen mellem fænomener og noumenener og Kants generelle syn på såkaldt Transcendental idealisme.

Transcendental idealisme

Den fænomenale verden (Das Ding für mich):

Det er den verden, som vi ser, smager, hører, lugter, rører osv. Det er den almindelige hverdags verden, som vi kalder den virkelige verden, når vi er vågne og bevæger os rundt. Denne verden kalder Kant for repræsentativ. Når du ser på et træ, når du har en træ-lignende erfaring: Det er et fænomen. Det er bare verden, som den viser sig for mig.

Den noumenale verden (Das Ding an sich):

Her findes det transcendentale selv. Det består at to dele: forståelsen og følsomheden. Det transcendentale selv er ikke noget, som vi kan erfare. Det er kun noget, som vi kan deducere os frem til. Kant deducerer sig frem til må være der. Der må være noget som ordner vores erfaringer i kategorien tid & rum. Der må være noget som ordner vores erfaringer i tid som f.eks. imorges stod jeg op, så spiste jeg morgenmad, nu sidder jeg foran computeren og skriver en artikel osv. Desuden foregår vores erfaringer altid i rum. Jeg kan f.eks. ikke forestille mig et bord, der ikke er lokaliseret i rum. Hvis jeg prøver at forestille mig bordet uden, der fandtes rum: det kan jeg ikke. Det er følsomhedsdelen af det transcendentale selv, der anvender kategorien tid & rum. Forståelsesdelen anvender 12 kategorier. Her vil vi nøjes med at fokusere på kategorien årsag & virkning. Vi kan deducere os frem til, at for at vores erfaring er, som den er, må der være noget, hvor den samme årsag giver den nogenlunde samme virkning. Ellers ville vores erfaring ikke være, som den er. Den ville minde mere om en drøm, hvor intet sker af nødvendighed eller universelt. I en drøm kan ild f.eks. føles kildrende, og man kan skifte sted på et sekund. I vores vågne erfaringsverden er dette ikke tilfældet.

Kant taler i øvrigt om, at han med egne ord har lavet en kopernikansk vending inden for filosofien. Nicolaus Kopernikus (1473-1543) spejlvendte solen drejer rundt om solen. Så solen nu i stedet for var centrum, og jorden cirkulerede rundt om solen. Med Kants teori om tingen i sig selv (Das Ding an sich), ses bevidstheden i stedet for en trofast passiv optager af verden derude til at bevidstheden konstruerer virkeligheden. F.eks. troede vores bevidsthed, at jorden var flad, og at solen drejede rundt om jorden. Den konstruerede altså en virkelighed.

Kant mener selv, at han har lavet sammenkobling af empirisme og rationalisme. Kant er empirist forstået på den måde, at han tænker, at videnskab indebærer noget syntetisk altså noget erfaring. Han mener desuden, at videnskab generere ny viden. Kant er rationalist i den forstand, at han tilslutter sig a priori viden, fordi han mener, at der er visse generelle fakta, som vi kan vide uafhængigt af erfaringen. Disse fakta kan ikke spores tilbage til en bestemt sanseerfaring.

Noget der er interessant, er, at vi med Kants transcendentale idealisme kan have libertær frihed. Vi kan være totalt frie. Frie i den forstand at være uårsaget, dvs ikke determineret. Dette er, fordi det transcendentale selv ikke er en del af den fænomenale verden, hvor vi erfarer. Det er transcendentale selv er en del af en verden, der ikke er determineret af årsag & virkning og tid & rum. Hvordan frihed i den noumenale verden kan give anledning til noget i den fænomenale verden, er selvfølgelig et andet dybt spørgsmål.

Kants etik

Hvad angår Kants etik er det helt centrale moralloven, eller det han kalder Det kategoriske imperativ. Kant kommer egentlig med 4 udgaver af Det kategoriske imperativ, men her vil kun beskæftige os med 2 af dem.

Hypotetiske imperativer

For at hjælpe forståelsen vil vi se på, hvad et hypotetisk imperativ er. Et imperativ er egentlig bare en fancy måde at tale om en kommando på. Når disse kommandoer/imperativer er hypotetiske, er vi interesseret i målet for imperativet, og det vi bruger for at opnå målet er middel. Et eksempel kan være, at en lærer siger til dig: “Du skal aflevere mindst 8 opgaver for at bestå faget!” Dette er hypotetisk! Hvis du gerne vil bestå faget, har du en grund til at opfylde kommandoen, ellers har du ikke.

Et andet eksempel kunne være, hvis du siger, at ifølge min samvittighed skal du bekymre dig om at sige sandheden. Men hvad siger du til en person, der siger: “Jeg giver ikke noget for at være en god person”. Antag, at personen siger: “Jeg er ikke interesseret i at være en god person. At være en person er noget, som idioterne fortælle dig. De prøver at gøre dig til en idiot. Ser du, jeg ønsker ikke at være en god person.” Personer, der siger dette, har pludselig ingen grund til at adlyde moralens regler, hvis disse regler kun er baseret på hypotetiske imperativer. Personer, der siger sådan, kan fravælge moralens regler, når de vil. Et hypotetisk imperativ kunne lyde: Hvis du vil maksimere din egeninteresse, så vær ærlig! Det kan være godt nok, da det i de fleste tilfælde er tilfældet, at du vil maksimere din egeninteresse, og derfor giver det dig gode grunde til at handle ærligt. Men problemet er i dette tilfælde, at du ligeså godt kan genkende, at du vil maksimere din egeninteresse i de tilfælde, hvor du kan slippe afsted med det. Så den eneste grund til, at du følger kommandoen “Vær ærligt!”, er, hvis det maksimerer din egeninteresse. Da imperativet er hypotetisk, kan du fravælge det til hver en tid.

Spørger vi vores samvittighed, ved vi godt, at moralens regler ikke har hypotetisk natur. Moralske regler er ikke sådan nogle, som vi følger, alt efter om de behager eller ikke behager os. Med samvittigheden tænker vi, at moralske regler har en helt anden slags natur. De er nemlig kategoriske.

Kategoriske imperativer

Kategoriske imperativer er bindende. De bindet ubetinget. Moralske kommandoer/imperativer er ikke interesseret i at være hypotetiske. De er nødt til at være kategoriske. Et kategorisk imperativ har formen:

1. Gør dette.

Når vi taler om kategoriske imperativer, er det ligegyldigt, om det er praktisk for dig eller ej. Det er ligegyldigt om, det er belejligt for dig eller ej. Du skal følge kommandoen altid og overalt. Kant sammenligner moralloven med matematik. Matematiske regler indrømmer ikke undtagelse f.eks. 2+2=4. Det er sandt til alle tider og overalt. På samme måde med moralske regler, mener Kant. Hvis det er forkert at stjæle, så er det forkert at stjæle overalt og altid. Hvis du f.eks. står i en butik og har taget 2 ting, der hver koster 2 kr., og du kun har 3 kr. Hvis du siger til kassereren: “Kan vi ikke idag sige, at 2+2=3?”. Kassereren ville selvfølgelig sige: “Nej, det er vanvittig snak.” 2+2=4! Dette er sandt altid og overalt, lige meget om det er praktisk eller upraktisk for dig.

Ifm. eksemplet med en person, der siger, at det kun er idioter, der følger moralloven. Da vil Kant sige, at det er det samme som at sige, at det kun er idioter, der følger, at 2+2=4! Og det svarer til at sige, at det kun er idioter der følger tyngdeloven! Kant siger, at ligesom med 2+2=4 ikke give indrømmelser, på samme måde kan vi ikke gøre indsigelser mod moralloven. Du tror måske, at moralloven ikke gælder for dig, men det er irrationelt. På samme måde er det irrationelt, hvis en person mener, at tyngdekraften og matematikken ikke finder anvendelse på dem. Kant mener, at den moralske lov er der. Den er universel i naturen. Ethvert rationelt væsen kan selv verificere, at den er der. Og at den er sand, bare ved at ræsonnere på den rette måde. Ligesom enhver person på en måde kan tjekke for sig selv, at 2+2=4 ved at ræsonnere omkring 2 og 2 og 4.

Processen ville i korthed være følgende: Hvordan kunne 2+2=4 være noget derudover? Hvad ville det så betyde? Prøv at forestille dig et scenarie hvor 2+2 ikke er lig med 4. Du kan virkelig ikke forestille dig, hvordan dette scenarie ville se ud. Hvordan det ville spille sig ud. Så Kant mener, at hvis du er forsigtig, og du ræsonnerer på den rette måde, kan du se, at der kræves visse ting af moral, der er nødvendige og universelle.

Det kategoriske imperativ. 1. formulering

Hypotetiske imperativer afhænger af personens tilbøjeligheder. Indtil nu har vi kun talt om kategoriske imperativer generelt, men vi har stadig ikke sagt, hvad moralloven er. Vi har kun sagt, at det skal være af typen et kategorisk imperativ. Men hvad er indholdet? Hvad befaler den os at gøre? Kant tænker, at der skal være noget i den, som ethvert rationelt væsen kan reflektere sig frem til. Og som enhver rationel person kan se, er noget, der kræver respekt, som vi skal basere vores handlinger på. Mange mennesker taler om den gyldne regel: “Gør mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig.” Denne regel kan vi reflektere over: Du ønsker at andre skal behandle dig på bestemte måder, så du bør behandle dem på bestemte måder. Kant mener, at der er en vigtig sandhed der. Den gyldne regel er jo gylden af en grund. Men Kant mener ikke, at den indfanger alle regler for moral f.eks. moralske pligter over for en selv. Ifølge Kant indfanger den gyldne regel ikke alt, som virker intuitivt rigtigt, og hvad vi bør sige til og gøre mod en person, der ikke deler vores grundlæggende synspunkter.

Her kan vi igen forestille os den ufølsomme person. Sådanne personer er bare ligeglade med andre mennesker. Du siger til en sådan person: “Gør mod andre…” Denne person tænker: jeg vil have andre til at gøre mod mig på denne måde: Lad mig være i fred. Hold dig ude af mit foretagende. Hjælp ikke mig, og jeg vil ikke hjælpe dig. Bare skrid, mange tak. Denne person vil så have en tilsyneladende begrundelse for ikke at hjælpe andre mennesker eller drage omhu for andres velfærd. Personen tænker: Jeg er ligeglad med om andre fortæller mig sandheden. Jeg vil ikke have nogen til at såre mine følelser ved at fortælle mig, at de har været utro mod mig. Så jeg fortæller ikke dig, at jeg var utro mod dig osv. Disse eksempler syne klart latterlige. Så gør mod andre, som du gerne vil have, de gør mod dig, er ikke den slags lov, som vi kan reflektere over og derefter komme til respekt. Vi ser, at det er en god tommelfingerregel for mennesker, der allerede har den rigtige slags tilbøjeligheder men hvad med resten? Denne tommelfingerregel fortæller os ikke, hvad der er årsagen til, at disse moralsk værdifulde handlinger opnår denne status. Hvad skal vi så gøre?

Kant siger, at der er noget rigtigt, ved “Gør mod andre…”. Nemlig at du reflekterer over, at handlinger kan være konsekvente eller inkonsekvente. Kant tænker, at vi ønsker os en form for generel lov, som hvis en rationel reflekterede over den, og virkelig for forstod, hvad den betød, ville sige: “Aha, det er rigtigt.” Det skal være en form for ting, som under alle disse omstændigheder kunne producere en følelse af ærefrygt og respekt, som fuldt ud kom til at forstå dens natur og “Gør mod andre…”, gør ikke det. Den moralske lov skal også være en, der ikke henviser til nogle særlige karaktertræk. Den skal være noget fuldstændig generelt, som vi kan bruge til at generere vores specifikke moralske pligter. Det eneste, der kan kommandere respekten fra en irrationel person, er respekten for en universelt bindende morallov, mener Kant.

Hvordan skulle en sådan bindende morallov formuleres? Kant siger, at det er noget, som har at gøre med handlinger, men ingen særlige handlinger, kun handlingsbegrebet. Så vi inkluderer ikke en særlig handling i moralloven, men kommandoen om, at du skal handle på en sådan måde, at dine handlinger kan udføres af alle personer uden logisk modsigelse. En smule mere formelt:

Handl kun på den maksimale måde, hvor du samtidig kan gøre, at der skal blive en universel morallov.

Muligvis forstår du ikke, hvad det betyder. Men Kant tænker, at hvis du reflekterer over det, vil du se, at det er den slags regel, som enhver person burde adlyde. Nemlig at enhver persons handlinger skal være ikke-modsigende, ikke-selvmodsigende. Hvad du gør, er at tænke: Med den foreslåede fremgangsmåde er vi pludselig ved ligesom fysikkens love og logikkens love. Så alle må gøre dette uden valg. Du spørger: Hvad ville være tilfældet? Hvordan ville verden se ud? Ville der være en modsigelse i sådan et tilfælde? Hvis der er en modsigelse, er handlinger umoralsk.

Fremgangsmåden er følgende:

1 – formuler maksimet/grundsætningen

2 – Universaliser maksimet/grundsætningen

3 – Ville der være en modsigelse?

Perfekte og uperfekte pligter

Kant taler om perfekte og uperfekte pligter. Perfekte pligter er dem: Hvis vi anvender fremgangsmåden med at forestille os, hvordan verden ville se ud, hvis alle fulgte den regel, så ville vi få en teknisk modsigelse.

Men der er også dem, som Kant kalder uperfekte pligter. Disse giver ikke en teknisk modsigelse, når vi forestiller os, at alle gjorde dem i den forestillede verden. Et eksempel på en uperfekt pligt kunne være at forestille sig, at alle kørte rundt i benzinslugende SUV’er, der kører 5 miles per gallon. En sådan verden kan vi sagtens forestille os uden at få en teknisk modsigelse. Men kunne du ville, at verden var sådan, at alle kørte rundt i benzinslugende SUV’er. Nej, mener Kant, da det ville være en verden i smoggy kaos. Der er altså ikke en teknisk modsigelse her. Til gengæld er der en modsigelse i en eller anden form for grundlæggende menneskelig tilbøjelighed. Dette giver anledning til, hvad Kant kalder uperfekte pligter. Et andet eksempel kunne være, hvordan ville verden se ud, hvis ingen hjalp hinanden? Nuvel vi kan sagtens forestille os en verden, hvor ingen hjalp hinanden uden at få en teknisk modsigelse. Men kan du ville en sådan verden? Nej, mener Kant. Det ville være en verden fyldt af Scrooge McDucks typer.

1 – formuler maksimet/grundsætningen

– Det generelle maksime/grundsætning her er:

Når jeg er i en position til at hjælpe andre mennesker, vil jeg ikke uanset grund.

2 – Universaliser maksimet/grundsætningen

Nu, hvordan ville verden se ud, hvis dette var en universel morallov?

3 – Ville der være en modsigelse?

Ekstra:

4 – Men kunne jeg ønske, at denne verden blev faktisk?

Der er altså i tilfældet her tale om en anden form for modsigelse. Kant mener, at vi gennem vores rationalitet kan genkende, at i en verden hvor du ikke hjalp andre, ville andre heller ikke hjælpe dig. Og Kant mener, at gennem vores rationalitet genkender du, at du har brug for hjælp fra andre. Du genkender gennem din rationalitet, at du har brug for andre menneskers hjælp til at nå dine mål. Hvad gør du så, hvis en person siger: “Jeg har ikke brug for hjælp fra andre.” Nuvel Kant mener egentlig bare, at det er irrationelt. Det er demonstrativt falsk, at en person er i stand til at nå sine mål selv.

Så hvis det er tilfældet, at du genkender gennem din rationaliet, at du har brug for andres hjælp i mindst et tilfælde for at nå et af dine mål. Da kan du ikke ville, at verden konsekvent var en verden, hvor ingen hjalp hinanden. Fordi da bestemmer du dybest set, at du ikke vil nå dine synspunkter og mål. Sådan en verden vil du ikke have. Så der er en modsigelse i vilje her! Du kan ikke rigtig ville, at verden ville være sådan, mener Kant.

Heraf har du en uperfekt pligt til at hjælpe andre, fordi selvom du konsekvent kan forestille dig, at verden ville se sådan ud, kan du ikke ville, at verden er et sted, hvor ingen hjælper andre.

Det kategoriske imperativ. 2. formulering

Nu vil vi vende os mod den 2. formulering af Det kategoriske imperativ. Den første formulering kalder Kant for formuleringen af naturlovene. Fordi den får os til at tænke på regler med hensyn til, at de er universelle moralske love. Den 2. formulering er en anden måde at tænke på Det kategoriske imperativ, men det er faktisk den samme lov bare set fra et andet perspektiv. Det har mange folk altid undret sig over, men det er, hvad han siger.

Vi ser i denne artikel kun på 2 af formuleringerne:

1. Formlen for naturlovene

2. Formlen for målene i sig selv

Vi vender os i dette afsnit mod ‘formlen for målene i sig selv’. Den 2. formulering lyder på følgende måde:

Så handl som at behandle menneskeheden, hvad enten det er dig selv eller andre, som mål i sig selv og aldrig kun som et middel.

Hvad betyder denne formulering så? Den betyder, at du ikke kan behandle mennesker bare udelukkende efter, hvad de er gode til. Mennesker har en værdi i sig selv bare i og med, at de er et menneske. Du kan ikke reducere mennesker bare til, hvad de er gode til.

Det er forkert at tænke på og bruge et menneske bare som et middel til at opnå et af dine mål. Mennesker er ikke ligesom dyr eller biler. Biler og dyr kan ikke sætte mål for sig selv og følge dem. Mennesker er rationelle agenter, og det er deres rationalitet, der forskelliggør dem fra dyr og ting. Rationelle agenter kan sætte mål for sig selv, som de anser som gode. F.eks. ønsker du dig måske en universitetsgrad. Dette er noget, du ser som et godt mål. Ellers ville du ikke forfølge dette mål, ingen tvivl. Med dette mål opstår der hypotetiske imperativer som: Hvis du vil have en universitetsgrad, skal du have disse fag, består disse fag, læse disse bøger osv. Disse hypotetiske imperativer begynder at betyde noget for dig, fordi du forfølger målet en universitetsgrad.

Men du er omgiver af andre rationelle agenter, som du genkender som rationelle. Så ser vi dette fra universets synspunkt, hvis vi skulle ræsonnere om dette. Da skal du erkende, at andre rationelle agenters mål er ligeså vigtige for dem, som dine mål er for dig. Så du kan ikke bare anvende dem til dit eget brug i tjeneste for at forfølge dine egne mål, fordi de forfølger deres egne mål. Kant mener, at det altid er forkert at slave binde et rationelt væsen. Så det er umoralsk at behandle et menneske som middel til dit mål.

Så det grundlæggende argument for, at du ikke må behandle andre mennesker som middel, er, at du ikke selv vil behandles som middel. Du kræver, at andre mennesker respekterer dig som mål, som noget, der er værdifuldt i sig selv. Da du kræver den respekt, og genkender, at grunden til, at du skylder den respekt, er pga. din rationelle natur og din evne til at sætte mål for dig selv, så skal du respektere det og genkende det i andre væsener, du ser omkring dig, som udviser disse egenskaber. Så rationalitet er på én gang grundlaget for moral, og det, som giver os værdi. Det er rationalitet, der gør os til moralske agenter i første omgang.

Problemer og fordele

Ifm. kantiansk etik er normalt det spørgsmål, der dukker op først: Hvad med dyr, babyer, ældre, senile, psykiske inkompetente, skizofrene osv? At vi ifølge kantiansk etik ikke har moralske pligter til at behandle dyr, babyer m.v. ordentligt, virker bare forkert. Her synes det bare forkert, at rationalitet er alt, hvad der betyder noget. Man kan sagtens argumenterer for, at der er et hul i den generelle struktur af kantiansk etik her. På den anden side kan kantiansk etik måske mindske, at f.eks. mennesker med tilbøjelighed til sadisme, masochisme, seksuelle afvigelser mv. laver skadelige handlinger, da de skal handler moralsk mod andre rationelle agenter. Problemet er måske her forældreløse babyer, dyr m.v. Desuden kan kantiansk etik skabe ligestilling mellem køn, etnicitet, religiøse, seksuelt tilhørsforhold ja uanset tilbøjelighed. Altså ligestilling uanset tilbøjelighed for alle mennesker med rationalitet, da der foreskrives, at du skal behandle alle rationelle agenter som mål i sig selv. 1

1Kilde: Youtube kanal: Richard Brown. Videoerne: Kant 1: Synthetic A Priori Knowledge, Kant 2: Transcendal Idealism, Kantian Deontology 1, Kantian Deontology 2

Empirismen

Empirismen er en retning inden for filosofien, der opstod i Storbritannien i slutningen af 1600-tallet. Den beskæftiger sig med erkendelse og mener, at al erkendelse kommer af erfaring. Den er dermed en pendant til rationalismen, der mener, at al erkendelse kommer fra fornuften. Den engelske filosof John Locke (1632-1704) henvises ofte til som den første empirist. Lockes projekt kan ses som en naturliggørelse af den moderne filosofis fader René Descartes (1596-1650). Descartes var rationalist. Descartes hævder, at vi har medfødte ideer, og at når en idé i vores bevidsthed er distinkt og klar, så er det bevis på, at den er sand. Artiklen vil desuden omhandler de to andre empirister irske George Berkeley (1685-1753) og skotske David Hume (1711-1776).

John Locke

(1632-1704)

Empirismens angreb på rationalismen

1. argument:

Locke argumenterer imod medfødte ideer. Hans første argument er, at der ikke er universel enighed om ideer. F.eks. er der ikke universel enighed om ideen, at ‘der er mere mellem himmel og jord’. Lockes første argument imod rationalismen og Descartes, hviler på Descartes’ påstand om, at vi er øjeblikkeligt og ufejlbarligt klar over indholdet af vores bevidsthed. Hvis distinkte og klare ideer i bevidstheden var sande med nødvendighed, da ville der ikke være uenige ideer i vores bevidsthed. Men der findes uenigheder i vores bevidsthed. Nogle vil måske sige, at disse uenige ideer er skøre. Men hvem skal ultimativt vurdere, hvilke der er sande, og hvilke der er falske? Vi står altså tilbage med det faktum, at der ikke er universel enighed om ideen ‘der er mere mellem himmel og jord’ hverken i den enkeltes bevidsthed eller i blandt folk.

Lockes andet argument går på, at hvis der var medfødte ideer, ville spædbørn blive født med ideer om fysik, matematik, logik m.v. Locke ser spædbørn som idioter. Idiot betyder en mentalt mangelfuld person. Locke argumenterer, at hverken spædbørn eller idioter har disse medfødte ideer. Dette er et såkaldt empirisk argument. Locke tilbageviser altså Descartes påstand om, at distinkte og klare ideer er medfødte.

Men inden for rationalismen findes der et andet synspunkt om medfødte ideer. Dette synspunkt stammer fra den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz’ (1646-1716). Han påstår, at vi fødes med en form for disposition, der går “online” i løbet af vores udvikling og giver os adgang til erhvervelse af ideerne. Dvs., at når du bliver født, ved du ikke, at f.eks. 2+2=4 er en nødvendig sandhed. Det kommer med din udvikling. Leibniz tilbageviser så Lockes argument om idioter og spædbørn i og med, at Leibniz kan sige, at det er en del af en normal udvikling.

Det egentlige problem

Spørgsmålet om medfødte ideer er i virkeligheden irrelevant, mener Locke. Problemet med medfødte ideer er, at det i virkeligheden er et falsk spor. Det, som Locke vil frem til, er, at al vores viden kommer fra erfaring! Man kan spørge, om vores fornuft er medfødt. Men, hvis vi antager et evolutionært synspunkt, vil det i virkeligheden underbygge empiristernes påstand, vil Locke påstå. Fordi fornuften så er en stimulus af vores forfædre, der så er blevet en del af menneskearten, og dermed er kilden ultimativt erfaring. Det er på en måde ærgerligt, at filosofferne på dette tidspunkt brugte så megen tid på spørgsmålet om medfødte ideer i stedet for at fokusere på den egentlig kilde til disse (medfødte) ideer. Man kan selvfølgelig påstå, at når ideerne er medfødte, så er kilden direkte indeni på en måde. Det fjerner noget af ærgerligheden at tænke på det.

2. argument:

Locke hævder, at vi kan se al menneskelig viden som noget, der udelukkende kommer fra erfaring. Locke laver en distinktion mellem simple ideer og komplekse ideer. Simple ideer kommer direkte fra erfaring, imens komplekse ideer er komponeret af simple ideer. Eksempler på simple ideer er form, farve, lyd. Et eksempel på en kompleks idé er en enhjørning, der er sat sammen af den simple ide om en hest og den simple ide om et horn. Ud fra denne distinktion kan han forklare alle vores ideer.

Simple ideer kommer fra to kilder nemlig sansning og refleksion. Sansning er kilden til erfaring af eksterne objekter som borde, stole, blå, grøn, varm, kold, sød, planeter. Vi er dog også i stand til at reflektere over vores mentale liv. Refleksion er derfor kilden til vores ideer omkring vores eget mentale liv. Eksempler på simple ideer fra refleksion er vilje, tvivle, forstå, tro, overveje. For at eksplicitere dette: Når jeg hører noget, hvordan har jeg så begrebet om at forstå? Jeg kan reflektere over min egen erfaring. Refleksion over egen erfaring rejser altså ideen: forstå. Hjernens evne til at selv-reflektere over dens egen mentale aktivitet bliver en vigtig del af Lockes teori.

Lockes teori om perception

Locke er grundlæggende på linje med Descartes, når det kommer til perception. Lockes teori kan ses som en naturliggørelse af Descartes. Locke skelner mellem to former for kvaliteter, når det kommer til perception:

Sekundære kvaliteter: lyd, farve, smag, følelser af varmt osv. Disse ting eksisterer ikke udenfor vores bevidsthed. Der er altså f.eks. ikke farve på de objekter, vi perciperer. Farven sidder i bevidstheden.

Primære kvaliteter: egenskaber som et objekt har. Disse egenskaber kan matematiseres og kvantificeres. Så vi kan sige hvor meget masse, vægt, massefylde, hvor hurtigt noget bevæger sig m.v. Primære kvaliteter befinder sig altså i objektet, og vi har kendskab til disse kvaliteter, fordi vi har matematik og fysik, som fortæller os hvordan, de opfører sig og måden hvorpå, de virker.

Locke anerkender altså Descartes påstand nemlig, at der er egenskaberne i bevidstheden: sekundære kvaliteter. Og egenskaberne uden for bevidstheden: primære kvaliteter.

Locke om selvet

For Locke er selvet er spørgsmål om psykologisk kontinuitet. Dvs., at når jeg kigger på et billede af mig selv som 5 årig, vil jeg hævde, at det er mig, selvom jeg er 37 år i dag. Hvad vil det sige at være den samme person over tid? Jeg har jo mange andre overbevisninger i dag. Desuden er jeg fysisk meget anderledes. Locke giver et berømt svar: Du er den samme person over tid, fordi du erindrer dig selv som den samme person, der har eksisteret over tid.

Man kan lave et tankeeksperiment om, at hvis man antager, at der blev opfundet en teleport, der kunne tage en eksakt kopi af min genetiske information og teleporterer min krop til Mars f.eks., og antager vi desuden, at den originale krop bliver destrueret lige efter kopien er taget, vil den person, der går ud af teleporteren på Mars være den samme person som den på Jorden? Ja, ifølge Locke. Med dette eksempel kan vi understrege, at for Locke er det at have den samme krop ikke vigtigt. Det vigtige er at have den samme psykologiske kontinuitet, den samme bevidsthedsstrøm, de samme minder, overbevisninger, begær osv. som for et sekund siden.

Berkeley

(1685-1753)

Idealisme

Den irske filosof George Berkeley (1685-1753) er idealist. Så Berkeley tænker, at der kun findes mentale ting. Alt er en erfaring, og Berkeley er empirist. Berkeley benægter, at der findes stof/materiale. Ved stof tænker han bevidstheds uafhængige ting og sager. I denne sammenhæng skal vi huske distinktionen mellem primære og sekundære kvaliteter. De primære kvaliteter er i først instans mentale såvel som de sekundære. De ligner eller reflektere bare de virkelige egenskaber, som objekter har. Berkeley forsøger at angribe ideen om, at der er ting og sager uden for vores bevidsthed, som vores erfaring forsøger at fange. Og vi har aldrig set noget stof/materiale, så hvorfor skulle det være der? Empirisme er det synspunkt, at hvad der er virkeligt er, hvad du kan se, smage, røre ved, lugte og høre. I hvert fald den moderne udgave som vi her taler om. Og de eneste ting som du ser, smager, rører ved, lugter og hører, er erfaringen. Så empirister skal bare acceptere ideen, at alt hvad de iagttager i deres dagligdags liv, er en mental ting og ikke i virkeligheden en materiel ting i den forstand, som Locke tænker.

Berkeley siger i nogen grad, at selve ideen om dette materiale, som Locke og andre filosoffer taler om, er uforståelig. Dette er hvad, som oftest bliver refereret til som Berkeleys hovedargument. Ideen går ud på, at hver gang du prøver at udtænke eller forestille dig et eller andet objekt, der eksisterer bevidstheds uafhængigt f.eks. et træ i midten af en skov med ingen omkring til at se det, så har du ikke tænkt på objektet. Du forestiller dig det i din bevidsthed, men du kan ikke engang forestille dig, at træet eksisterer i sig selv.

Berkeleys synspunkt er meget “anti sund fornuft”. Den fysiske verden eksisterer ikke, og det er kun mentale erfaringer, der eksisterer. Men for at nægte Berkeley er det simpelthen ikke nok at sige: “Se bordet er derovre. Jeg kan røre ved det.” Alle er enige om, at de erfaringer du har i en drøm eller i et Matrix lignende scenarie ikke er nok til at verificere, at der er et bord i rummet. Så du kan ikke bare sige til Berkeley, “se, der er et bord derovre. Ser du det ikke?” Berkeley ville sige: “jo, selvfølgelig ser jeg det. Men hvad jeg ser, er en erfaring.” Du kan overtræde empirister som Berkeleys bekymringer med sund fornuft, hvis du bruger din sunde fornuft for hårdt.

David Hume

(1711-1776)

Den skotske filosof David Hume (1711-1776) er den sidste af de såkaldt britiske empirister. Hume er måske den mest kendte britiske filosof overhovedet. Dette er noget af en påstand, så det er vigtigt at kende lidt til hans filosofi. Hume deler bevidstheden op i to kategorier:

Indtryk – der er de faktiske ting, som vi har. F.eks. når du bider i et æble, og du smager æblet, når du ser en solnedgang, når du føler smerte, vrede, jalousi, sult, tristhed osv. Dvs. alle dine almindelige former for erfaringer, der synes at virke vejledende for verden udenfor.

Ideer – kopier af indtryk. F.eks. min hukommelse af min smag af æble. Min opfattelse af den smag er noget, som er kopieret af den faktiske smag. Min ide om vrede, jalousi, sult osv.

Hume påstår, at alt der er i vores bevidsthed kan spores tilbage til et indtryk. Han ser derfor Platons teori om ideernes verden som meningsløs, da disse ideer ikke stammer fra et indtryk. Du kan ikke have et indtryk af en ide. Ideer er nødt til at være pågrebet af fornuft. Der er ikke noget direkte sanseindtryk af en ide. Nøglepunktet er altså: Hvis en ide ikke kan spores tilbage til et indtryk, da er den meningsløs og skal ikke bruges. Hume tilslutter sig desuden Lockes distinktion mellem simple og komplekse ideer.

Humes doktrin lyder: enhver meningsfuld ide er kopieret fra et sanseligt indtryk. Og al menneskelig viden er på den ene eller anden måde baseret på disse indtryk og ideer. Hume fortsætter med at skelne mellem to kategorier for mentale fænomener. Menneskelig viden falder ned i to typer:

Relationer mellem ideer (RoI) – al a priori (før erfaringen) viden

Faktiske forhold (MoF) – al empirisk viden.

For at afgøre hvilken kategori det stykke viden, du tænker på, skal placeres i, giver Hume følgende kriterie:

– Hvis det omvendte, af den ide du tænker på, er en modsigelse. Da er der tale om RoI.

– Hvis du kan benægte ideen og benægtelsen ikke er uoverensstemmende. Da ved du, at der er tale om MoF

Eksempler på RoI: ‘Alle ungkarle er ugifte’, ‘alle trekanter har 3 sider’, A2+B2=C2

Eksempler på MoF: ‘Alle ungkarle er rodede’, ‘Leje i New York er dyrt’, ‘Solen vil stå op i morgen’

Kan vi forestille os en ungkarl, der er gift? Nej, det ville være en modsigelse. Vi behøver ikke, at gå uden i verden for at tjekke om, det er rigtigt. Vi har altså fundet en RoI.

Nu, kan vi forestille os en ungkarl, der er ordentlig og ikke er rodet. Ja, det er ikke uoverensstemmende. Vi kan gå ud i verden og finde en. Vi har altså en MoF.

Årsag og virkning

Et vigtigt emne ifm. med Hume er spørgsmålet om årsag og virkning. Hvordan kan vi egentlig vide, at noget nødvendigvis må følge af noget af andet? Årsagssammenhæng er ideen om en nødvendig forbindelse mellem begivenheder. Hvis jeg slipper en bold, og den falder til jorden. Hvordan kan jeg vide, at det sker med nødvendighed? Hvordan kan jeg vide, at begivenhed 1: jeg slipper bolden, begivenhed 2: tyngdekraften tager bolden og begivenheden 3: bolden ligger på jorden, nødvendigvis vil ske. Hume vil sige, at vi taler om et faktisk forhold (MoF) her. Der er ikke noget modsigende i at tænke, at bolden vil flyve rundt om hovedet på mig i stedet for at falde til jorden. Dette kunne være tilfældet på en rumstation. Hume hævder altså, at der er ikke noget i vores erfaring, der fanger årsag og virkning. Vi kender tyngdekraftens virken fra naturvidenskaben, men der er ikke noget i vores erfaring, der fanger den. Vi kender ikke årsag og virkning fra fornuft eller erfaring. Hume kalder altså ideen om årsag og virkning for meningsløs, da den ikke kan spores tilbage til et indtryk. Årsag og effekt er altså bare en vane, mener Hume.

Vane af forventning

Hume taler om en ‘vane af forventning’, som vi fejlagtigt projekterer ud på de begivenheder, som vi iagttager. Så Hume mener, at dette er et eksempel på, at vi udbreder bevidstheden på den verden, der omgiver os. Et eksempel er forventningen om, at svaner er hvide. Lige så snart vi faktisk ser en sort svane, da er det enden på historien. Ligesom med psykologen Ivan Pavlovs (1849-1936) ‘klassiske betingning’, hvor han vænner hunde til at forvente mad, hver gang en klokke ringer. Det er ikke nogen nødvendighed ift., at maden kommer, når klokken ringer. Det er bare en vane, som han har givet hundene. På samme måde kan vi mennesker have forventninger om, at noget sker, når vi hører, ser, smager, lugter eller rører ved noget, men der er nogen nødvendighed i den forventning, mener Hume. Det er bare en vane. Det kan godt være, at det, vi forventer, har været sådan i lang tid. Men Humes pointe er, at hvordan kan vi vide, at det bliver ved? Måske er det bare på den måde ved en fejltagelse i er periode af tid, hvilket synes som en lang periode af tid, men der er ikke nogen garanti ved, at det altid vil være på den måde.

Lidt om Hume og selvet

Locke talte om selvet som den permanente ting, der eksisterer over tid. For Descartes er selvet den ting, du kender mest direkte og øjeblikkeligt. At du eksisterer som en tænkende ting. Hume kan ikke føre ideen om et selv tilbage til et indtryk. Så Hume ser ingen rationel grund til at tro på at et selv findes. Centrale filosofiske begreber som ‘selvet’ og ‘årsag og virkning mener Hume altså er meningsløse.

Skal vi opsummere generelt om empirismen, går den altså ud på, at al viden kommer fra erfaringen og ikke fra fornuften, som rationalismen mener. 1

1Kilde: Youtube kanal: Richard Brown. Videoerne: ‘Locke & Berkeley, Hume 1 og Hume 2

Descartes’ filosofi

Man deler ofte filosofihistorien ind 3 perioder: 1: Metafysikken, 2: Den erkendelsesteoretiske/moderne vending og 3: Den lingvistiske vending. Den franske tænker René Descartes (1596-1650) betegnes som den moderne filosofis fader. Descartes levede i en tidsperiode, hvor det gamle verdensbillede, Det geocentriske verdensbillede, som havde Jorden som centrum i universet, var blevet tilbagebevist af den polske astronom Nicolaus Kopernikus (1473-1543). Kopernikus opdagede og beviste, at Jorden drejede rundt om Solen og ikke omvendt. Det nye verdensbillede, Det heliocentriske verdensbillede, havde Solen som Universets centrum. Når det fysiske verdensbillede falder sammen, falder det åndelige verdensbillede som regel også sammen. Descartes så det derfor som sin opgave at finde et nyt fikseringspunkt i den åndelige verden, der var sikkert.

Den metodiske tvivl

Han udviklede en metode: Den metodiske (cartesianske) tvivl. Metoden spørger om, hvordan man kan opnå sikker viden, og om hvordan man kan vide, at det man har lært er korrekt. Metoden består af 4 regler: 1) Ikke at antage noget for sandt, med mindre det fremtræder så klart og tydeligt, at det er umuligt at tvivle på det; 2) Man bør opdele et givent problem i så enkle delproblemer som muligt; 3) Man bør begynde med det mest simple og forståelige; 4) Man bør holde regnskab med, hvor i processen man befinder sig. 1 2 Ved at anvende den metodiske tvivl finder Descartes sit fikspunkt. Han når derfor frem til, at den eneste sikrer viden, han har, efter den metodiske tvivl, er hans egen tvivl. Han formulerer derfor sit fikspunkt eller ego som: “Jeg tvivler, altså er jeg”. Selv når han tvivler på alt andet, kan han ikke tvivle om sin egen eksistens. Fikspunktet/egoet er mest kendt som: “Jeg tænker, altså er jeg” eller den latinske udgave: “cogito ergo sum”.

Sjæl-legeme problematikken

Descartes er også kendt for sin metafysiske dualisme. Han siges at have lagt grunden til den moderne drøftelse af sjæl-legeme-problematikken. Han skelnede mellem “den tænkende ting” og “den udstrakte ting”. Descartes mente, at sjælen var helt forskellig fra legemet. Desuden, at man aldrig ville kunne forklare, hvorfor mennesket har bevidsthed ved at referere til fysiske processer i hjernen. For Descartes er sjælen en kerne. Den regnes for et konstant element, som skiftende bevidsthedstilstande er en spejling af. Selvom sjæl og legeme er grundlæggende forskellige, kan en sammenhæng ikke afvises. Tanker og følelser kan aktivere handlinger og indvirkning på legemet kan fremkalde oplevelser som smerte eller lyst. Vekselvirkningen mellem de to kerner, mente Descartes, skete gennem koglekirtlen i hjernen. 3 4

I vor tid er der meget få forskere, der godtager Descartes’ metafysiske dualisme. Til gengæld er der mange forskere, der som udgangspunkt godtager Descartes måde at stille problematikken op på. Men disse forskere benægter som regel den idealistiske del af Descartes dualisme. I stedet for taler de for en materialistisk opfattelse, nemlig at alt i bund og grund består af fysisk materiale. Når vi i dag taler om psyken, fremhæves denne materialisme af såvel behaviorister som fysikalister. Begge disse holdninger er præget af reduktionisme. Kort fortalt er behaviorisme en teori om, at psykiske egenskaber er egenskaber ved adfærd. Og fysikalisme er den teori, der hævder, at psyken enten er det samme som hjernen i streng forstand eller lig med hjernens funktioner. Det er nok vigtigt at understrege, at der uden tvivl er en relation mellem hjerne og psyke, men der er nok ikke tale om en lighedsrelation. 5

Descartes og mekanistisk filosofi

Det nye filosofiske verdensbillede, der var ved at udfolde sig på Descartes tid, var han en af grundlæggerne af. Dette nye verdensbillede kaldes det mekaniske verdensbillede. Descartes bibragte en ny forklaringsmodel om den fysiske verden. For Descartes var alt, der ikke er en del af den menneskelige bevidsthed, uden sjæl. Dette har den konsekvens, at den fysiske verden er målbar. Den kan måles og vejes vha. matematik. Den nye forklaringsmodel havde også som konsekvens, at man nu så et hvedefrø, der bliver til en kornblomst, som virkningen af en kæde af årsager. I dette tilfælde er årsagerne primært lys og vand. Den forhenværende forklaringsmodel så hvedefrøet som en besjælet ting, der stræber efter at blive en kornblomst. Sagt på en anden måde hævdede Descartes, at vi skulle se den fysiske verden som en verden af kausalitet i stedet for som kirken og teologien indtil nu havde påstået, en verden, hvor ting havde formål, de stræbte efter at udfylde. 6

Afslutning

Descartes filosofi var ikke bare blot, som f.eks. renæssanceplatonismen, et forsøg på at polemisere og kritisere den aristoteliske filosofi. Descartes’ filosofi var et nyt grundlæggende teoretisk alternativ til den aristoteliske filosofi, en ny vej for filosofien. Descartes’ ærinde er dog dobbeltsidet, forstået på den måde at det både er et opgør med aristotelismen og den klassiske skepticisme. Det er ud fra denne dobbeltsidethed, at hans metodiske tvivl skal forstås. Først nedbryder han aristotelismen vha. den metodiske tvivl, hvorefter han vender den metodiske tvivl mod sig selv. Dette er selve grundbegrebet i Descartes’ nye fundament for filosofien. 7

1 https://da.wikipedia.org/wiki/Metodisk_tvivl

2 http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/De_store_systematikeres_tidsalder,_1600-t./Filosoffer_1600-t._-_biografier/Ren%C3%A9_Descartes

3https://www.kristendom.dk/troens-hovedpersoner/ren%C3%A9-descartes-1596-1650

4http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/De_store_systematikeres_tidsalder,_1600-t./Filosoffer_1600-t._-_biografier/Ren%C3%A9_Descartes

5Svend Brinkmann – Psyken: Mellem synapser og samfund, s. 31

6https://www.religion.dk/filosofi/descartes-trak-sjaelen-ud-af-verden-omkring-os

7 Ole Høiris – Oplysningens verden: Ide, historie, videnskab og kunst, s. 87-89

Dyder

Filosoffer som Sokrates (469-399 f. Kr.), Platon (427-347 f. Kr.) og Aristoteles (384-322 f. Kr.) fra Antikken talte om dyder eller på græsk areté. Etisk benævner dyd viljen og evnen til at gøre, hvad der er moralsk rigtigt eller godt. Sokrates arbejdede med 5 hoveddyder: moralsk indsigt, retfærdighed, tapperhed, besindighed og gudfrygtighed. Platon regner de 4 første for såkaldte ‘kardinaldyder’. Disse forekommer også hos Aristoteles. Platon anvender kardinaldyder på sjælen. Aristoteles benævner dyd som den gyldne middelvej mellem to laster. F.eks. er mod en dyd, fordi den ligger mellem lasterne fejhed og dumdristighed. Dyd er også en karakteregenskab, der indlæres ved at øve sig i praksis. 1

Sokrates’ forståelse af dyd

Sokrates’ grundsynspunkt er, at viden ikke er neutral. Sokrates har en metode kaldes ‘elenchos’, hvor han gendriver samtalepartnerens viden (doksa). Dette er første trin til at opnå en viden, som behæfter hele personligheden. Sokrates udtalte flere gange: “Dyd er viden”. Den, der véd det gode, vil aldrig handle ondt. Uretfærdighed skader sjælen. Den retfærdige vil aldrig blive skadet. Sokrates forudsatter, at der findes en absolut moralsk standard nemlig dyd (areté), der er præskriptiv for den enkelte. 2 I Platons dialoger står Sokrates som regel i modsætning til de såkaldte sofister, der var en form for undervisere og retorikere, der mod betaling underviste i filosofi, retorik m.v. Sokrates mente, at den sande dyd ikke kan undervises i efter sofistisk forbillede. Ifølge Sokrates bliver den sande dyd til indefra og kræver den majeutiske paideia, hvilket vil sige, at mennesket har brug for en ‘fødselshjælper’ ifm. den kultur, man erhverver sig gennem sin opvækst, opdragelse og uddannelse.3 Paideia indeholdt en åndelig og fysisk dannelse i form af legemsøvelser, musik og litteratur.

Platon og dyd

At noget har dyd vil sige, at det kan eksekvere sin funktion med dygtighed. Det er en kops dyd, at den er god at drikke af, og at den er god at holde i hånden. Om den er formet flot, eller om den er af guld, er måske anerkendelsesværdigt, men det er ikke dens dyd. For at bruge et af Platons eksempler så er det et øjes dyd at kunne se skarpt og præcist. At det desuden er et smukt og varmt øje, er godt, men det er ikke øjets dyd. Vi kan nu fastslå de enkelte dyder. Platon vil nå frem til kardinaldyderne. Platon deler sjælen op i tre dele: fornuften, den initiativtagende del og begærdelen.

Fornuftens dyd er visdom. Den initiativtagende dels dyd er at besidde mod. Det er vigtigt at understrege, at mod afhænger af fornuften. Da fornuften har indsigten til at skelne mellem, hvad der bør frygtes og ikke frygtes. Det sande mod er ikke dumdristighed. Mod er viden om, hvornår det er vigtigt at frygte. Mod er altså ikke frygtløshed. Det er mod at frygte ondskab og løgnagtighed f.eks. Til sidst er det begærdelens dyd at indeholde besindighed. Begær er som udgangspunkt ikke ondt. Begær bliver først uacceptabelt, når dets tilfredsstillelse bliver utæmmet og voldsomt. Begærdelen skal også underlægge sig fornuften, så tilfredsstillelsen bliver mådeholdende og på den måde guides af fornuften. Tilbage har vi nu retfærdighed. Platon ser retfærdighed som hele sjælens dyd og ikke dens enkelte funktioner. Retfærdighed er på den måde den overordnede dyd, der kommer til udtryk, når de 3 funktioner i sjælen indfinder sig på sin plads i et ordnet system, og alle funktioner realiserer deres dyd. 4

Aristoteles og dyd

Aristoteles sætter lykken som det højeste mål for al menneskelig stræben. Han brugte begrebet eudaimonia. Hvad vil lykke så sige i dette henseende? Aristoteles mener, at for at bestemme lykken for mennesket skal man først bestemme menneskets gerning. En tings gerning betyder, hvad denne ting kan eksekvere eller eksekvere bedre end nogen anden ting. En kops gerning er, at man skal kunne drikke af den. Et øjes gerning er at kunne se. Hvad er da menneskets gerning? Hvad for et slags liv kan kun leves af mennesket? Svaret er, at det må være et liv, hvor man via sin fornuft handler efter en generel regel, og lader sine handlinger rette sig efter et bestemt mål, som er det højeste gode for en. Hver ting kan eksekvere sin gerning mere eller mindre godt. Her kommer begrebet dyd ind, da altså i denne sammenhæng betyder dygtighed. Hvis man eksekverer sin gerning med dyd, har man opnået eudaimonia, lykke. Dvs., at ifølge Aristoteles består et menneskes lykke i at leve sin særlige form for liv, med fornuften som vejleder for ens handlinger, med dygtighed, dyd. 5

Aristoteles opremser et katalog af dyder, men det vigtige er her at nævne som sagt i indledningen, at han betragter “højderyggen” mellem to laster som dyd. For Aristoteles er etik altså at kunne afgøre, hvornår noget er for meget og for lidt. Det er særdeles væsentligt at forstå her, at Aristoteles tænker etikken som allerede indeholdt i den konkrete situation. Den etiske afgørelse kan ikke gøres formelt, men må først udkomme i praksis. Det handler altså ikke bare om at vide, hvad man skal gøre, men primært om bare at gøre det. Når etikken er bundet til praksis, indebærer det, at den også er bundet til menneskers lidenskaber og følelser. Etisk vorden er nemlig kultivering af ens følelser og lidenskaber således, at man i situationen ‘naturligt’ drejes mod det rette. Etikken er stadig vejledt af fornuften, men det er en særlig form for fornuft.6

Aristoteles differentierer mellem flere forskellige former for fornuft bl.a. sophia og phronesis. Sophia er den teoretiske fornuft, der bruges ved en matematisk beregning f.eks. Phronesis er til gengæld den praktiske fornuft, der anvendes ved den etiske afgørelse. Hvor Sophia er rettet mod det metafysiske og universelle, er Phronesis rettet mod det konkrete og foranderlige. Den praktiske fornuft forholder sig til dyderne, da den i situationen sørger for, at dyderne gøres gældende på den rette måde og i det rette omfang. F.eks. ser man et menneske i nød, og ens dyd ansporer en til at hjælpe. Den praktiske fornuft sørger for, at hjælpen gives på den rette måde og i det rette omfang, således at “højderyggen” rammes i stedet for lidt eller for meget. Phronesis kan under ét resumeres til en slags etisk “intuition”, som manifesterer sig som i et område mellem det intellektuelle og det følelsesmæssige.7

Når vi taler om eudaimonia, lykke er dyden ‘mod’ f.eks. en måde at få sine projekter til at lykkes. Hvis man ikke har denne areté, giver man op, når man bliver bange eller kommer i tvivl. Dette gør det svært at gennemføre en uddannelse eller springe i faldskærm.

Hvis vi tager et andet eksempel som dyden ‘ærlighed’, er den nødvendig for at få venskaber og kærlighedsforhold til at lykkes. Er man uærlig, tør andre ikke knytte tætte bånd til en – og så bliver man ensom og ulykkelig.

Et tredje eksempel er dyden ‘retfærdighed’. For at kunne fungere sammen med andre mennesker skal man besidde denne dyd. Hvis man har lasten uretfærdig, bliver andre uenige med en, og man får fjender. 8

De 3 kristne kardinaldyder tro, håb og kærlighed ifølge Kierkegaard

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) beskriver dyden ‘tro’ som den, der overskrider alt, hvad vi kender. Kierkegaard mener også, at dyden tro overskrider den enkeltes forståelse af meningen med livet. At tro er at række ud efter Gud, men Gud er ikke det samme som mening. På den måde er der sådan set heller ikke mening i at tro. For Kierkegaard er troen paradoksal, og den overskrider det, som vi selv kan give mening til. Det er absurd at tro på Gud, men det er alligevel, det vi skal. Den eneste mening, vi selv kan skabe, er gennem ‘springet’ ud på de ‘70.000 Favnes Dyb’.9

Dyden ‘håb’ ligger ifølge Kierkegaard i, at for Gud er alt muligt. For Kierkegaard er håbet en syntese mellem ‘det Evige’ og ‘det Timelige’. Da alt er muligt for Gud, håber mennesket alt. Den håbende lever i tiden, og derfor er han hele tiden i bevægelse. Af denne grund må han hele tiden håbe. Ergo må mennesket hele tiden håbe alt. Håbet er dog ikke nogen banalitet. Forventningen om, hvad der er muligt, udspaltes enten i håbet, der forholder sig til det godes mulighed, eller i frygt og fortvivlelse, der forholder sig til det ondes mulighed. Så længe håbet har fat, ser man altså det godes mulighed. Hvorimod man ser det ondes mulighed, når frygten og fortvivlelsen har fat. Troen og håbets afgørelse finder dog først sted, når mennesket er bragt til fortvivlelsens yderste tinde, “så der menneskeligt talt ingen mulighed er”. Kierkegaard kontrasterer ligesom Paulus på denne måde troens håb og menneskets kalkulationer.10

Dyden kærlighed er for Kierkegaard noget andet end egenkærlighed. Han mener, at noget af enestående ved mennesket er, at det kan give i streng forstand. Dvs. uden at få noget igen. Kierkegaard skildrer flere forfører-typer f.eks. Mozarts Don Juan, der var den borgerlige æras skræmmende og dragende skrækscenarie. Don Juan elsker umiddelbart efter hinanden, bryder forhindringer og af denne grund kan han ingen kærlighed føle. Han må hele tiden søge nye forhindringer for at ophidse sig til at elske. I Kjerlighedens Gjerninger (1847) fremstilles kærligheden ikke som en følelse eller en indstilling men som en handling. Det Nye Testamentes kærlighedsbefaling er Kierkegaards omdrejningspunkt. Man kan nemlig ikke befale følelser, men det kan man med handlinger. I Kjerlighedens Gjerninger lyder det, at kærligheden skal kendes på sine gerninger ligesom træet på dets frugter. Læser man videre, finder man ud af, at handlingerne desuden kræver, at man har den rette indstilling. Ellers tæller de ikke. Kierkegaard bruger Jesu-ord: “Du skal elske Næsten som dig selv”. Dog er det især de fire første ord, han bruger. Når man elsker sin næste, skal man betvinge sin egen mangel på kærlighed, og samtidig forudsætte, at kærligheden ligger i grunden på det andet menneske fra Guds hånd af. Kierkegaards hensigt er, at ‘opbygge’ kærligheden i hiin enkelte, dvs. den kærlighed, som ikke søger sit eget. Kierkegaard skildrer en anden forfører-type i Forførerens Dagbog. Denne viser, hvad der sker i sindets afkroge, når mennesket ikke følger befalingen om at vise den barmhjertige kærlighed via handlinger. “Når Kierkegaard taler om den svigefulde elsker, er han den gudbenådede iagttager. Når han taler om kærlighedens nådegave, er han den nådesløse lutheraner”. 11

De nok tre vigtigste etiske typer herunder dydsetik

Nytteetikken ser den rigtige handling ud fra hvilke konsekvenser, den har i forhold til mest mulig lykke for flest muligt mennesker f.eks. i form af behagelige bevidsthedstilstande eller opfyldelse af ens præferencer og ønsker. Som eksempel på en nytteetikker kan nævnes Jeremy Bentham (1748-1832). Pligtetikken ser den rigtige handling ud fra en moralregel, så der opnås mest mulig rationalitet. F.eks. er moralreglen indstiftet af fornuften eller af enighed mellem fornuftige mennesker. Et eksempel på en pligtetikker er Immanuel Kant (1724-1804). Dydsetikken ser den rigtige handling ud fra, hvad en dydig person vil gøre, og samtidig opnås der mest mulig lykke, eudaimonia. En dydig person er én, der handler dydigt, hvilket indebærer, at han har erhvervet og praktiserer dyderne. Et eksempel på en dydsetikker er Rosalind Hursthouse (1943-?)12

1Kilde:http:// https://filosofi.systime.dk/index.php?id=32&L=0&tx_systimeglossary_pi1%5Bcharacter%5D=d&cHash=3eda705f86c1438acd08d36c3fd6ba48

2Kilde: http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Oldtidens_filosofi/Sokrates

3Kilde: http:// https://books.google.dk/books?id=98klDwAAQBAJ&pg=PT114&lpg=PT114&dq=sokrates+arete&source=bl&ots=Eso2GLX1ve&sig=GIj9vWkY5u8GwmNfRl9_ZfhKViE&hl=da&sa=X&ved=2ahUKEwjhpai_rJrdAhWThKYKHY86Cn04ChDoATADegQIBxAB#v=onepage&q=sokrates%20arete&f=false

4Kilde: https://books.google.dk/books?id=4bSNDAAAQBAJ&pg=PT77&lpg=PT77&dq=arete&source=bl&ots=x-QB0iK2F-&sig=UaK3dFyxOSl7lfSk1aAvD2wSRWE&hl=da&sa=X&ved=2ahUKEwiJ2tO29ojdAhWCEywKHTEZBrY4ChDoATABegQICRAB#v=onepage&q=arete&f=false

5Kilde:http:// https://books.google.dk/books?id=efplEVx5ECUC&pg=PA100&lpg=PA100&dq=aristoteles+aret%C3%A9&source=bl&ots=u9MpxM3XXg&sig=oNrYtj1xQWSXpyxyv4Emhn8DK6g&hl=da&sa=X&ved=2ahUKEwjt0tDEpYrdAhUEWiwKHfbsARIQ6AEwB3oECAMQAQ#v=onepage&q=aristoteles%20aret%C3%A9&f=false

6 Kilde: https://books.google.dk/books?id=ooO7uKi0pCAC&pg=PA229&lpg=PA229&dq=aristoteles+dyder&source=bl&ots=x3ADAdtlmP&sig=DkGR1kQt-OpeKnn-2NVpe1pX49k&hl=da&sa=X&ved=2ahUKEwj6zpeFnYvdAhUHkCwKHf_0BcE4ChDoATAAegQIARAB#v=onepage&q=fattigt&f=false

7 Kilde: https://books.google.dk/books?id=ooO7uKi0pCAC&pg=PA229&lpg=PA229&dq=aristoteles+dyder&source=bl&ots=x3ADAdtlmP&sig=DkGR1kQt-OpeKnn-2NVpe1pX49k&hl=da&sa=X&ved=2ahUKEwj6zpeFnYvdAhUHkCwKHf_0BcE4ChDoATAAegQIARAB#v=onepage&q=fattigt&f=false

8 Kilde: https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvordan-far-vi-det-gode-liv

9Kilde: https://www.information.dk/moti/2012/04/tro-haab-kaerlighed

10Kilde: http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Menneskets_grundvilk%C3%A5r/h%C3%A5b

11Kilde: http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Menneskets_grundvilk%C3%A5r/k%C3%A6rlighed

12Kilde: https://www.slideshare.net/culmedialab/dydsetik-i

Den naturalistiske fejlslutning

Den naturalistiske fejlslutning

Når vi taler om fejlslutninger, er det en indikation om, at der ikke er nok nødvendighed fra præmis til konklusion. I logikken har et postulat enten tvingende nødvendighed eller ikke. Er dette ikke tilfældet, er der tale om en fejlslutning forstået som en ugyldig slutning. I praksis er tingene ikke så skarpt optrukket, da slutninger i praksis sjældent er hundrede procent gyldige. Hvad praksis angår, må vi nøjes med tæt på eller mindre tæt på gyldige slutninger. Den form for fejlslutning jeg vil beskrive i det følgende, er et eksempel på en fælde i argumentation, der kan føre til at slutningen kommer mindre tæt på gyldighed. 1 Den skotske filosof David Hume (1711-1776) opdagede en måde at slutte på i argumentation, som idag kaldes: den naturalistiske fejlslutning. Denne fejlslutning går ud på, at man slutter fra deskriptive udsagn til normative udsagn. Altså man slutter fra, hvordan noget er til, hvordan noget bør være. Problemet med er til bør går også under navnet “Humes lov” og “Humes guillotine”.

Kant versus Aristoteles og Hume om den naturalistiske fejlslutning

Immanuel Kant (1724-1804) mener ligesom Hume, at vi ikke kan slutte fra er til bør. Bare fordi mennesket idag er, som det er, kan man ikke slutte til, at sådan bør det være. F.eks. alle drenge slås. Derfor bør drenge lærer at slå fra sig. Kant kritiserer især Aristoteles på dette punkt. Spørgsmålet er så, om, der findes et bør uden et er. Hvordan skal vi kunne finde ud af, hvordan noget bør være uden at have nogen form for sanseerfaring?2 Kan vi forestille os det hele, før vi har sanset det, og allerede i forestillingen dømme godt fra ondt (syntetiske a priori domme)? Aristoteles mener ikke, at vi kan. Hume mener heller ikke, at vi kan. Hume mente, at der var to former for domme nemlig analytiske domme og syntetiske domme. Dette kaldes også for Humes Gaffel, fordi analytiske domme via fornuften kan fælde en logisk nødvendig falsk/sand dom men ikke om verden. Desuden kan syntetiske domme sige noget om verden, men ikke med logisk nødvendig sandhed/falskhed.3 Hume mente på denne måde at have afvist rationalismen. Her mener Kant det anderledes. Kant mente, at det måtte være muligt at koble rationalisme og empirisme.4 Kant mener, at man a priori kan sige, at erfaringsverdenen eksisterer i anskuelsesformerne tid og rum og i årsag-virknings kæder. De anskuelser, der ikke kommer fra erfaringen, er a priori. De anskuelser, der kommer fra erfaringen, er syntetiske. Heraf får vi koblingen syntetiske a priori domme og hermed ifølge Kant en kombination af rationalisme og empirisme. Syntetiske a priori domme er dog idag stadig stærkt omdiskuteret. Senere filosoffer heriblandt de såkaldt logiske positivister afviser, at der findes syntetiske a priori domme.5

Positivismen og den naturalistiske fejlslutning

De logiske positivister, der formulerede deres tanker om videnskabelighed, der havde stor indflydelse, mente, at sikker viden kun kan opnås gennem konkrete observationer altså gennem ‘verifikation’. Det er dog ikke muligt, at “gå ud i verden for at observere”, om et normativt udsagn som f.eks. “undertrykkelse af seksuelle minoriteter” er en kendsgerning eller ikke, da dette udelukkende er en normativ vurdering. Positivisterne sluttede derfor, at videnskab ikke skal forholde sig til normative spørgsmål. Hvilket medfører, at videnskaben er værdifri. En sådan videnskab forudsætter, at man tydeligt kan skelne mellem fakta og og vurderinger. 6

En naturalistisk fejlslutning er en almen, men usand måde at slutte på i etiske spørgsmål. F.eks. kan jeg se, at naturen følger “den stærkeste overlever”. Derfor bør menneskets samfund også indrettes på en måde, så den stærkeste vinder, da mennesket stammer fra naturen. Her gås fra et er til et bør, fra beskrivelse til vurdering. Men der er ikke nogen logisk sammenhæng mellem beskrivelsen og normen. Man kan sagtens finde eksempler ude i verden på, at den stærkeste blandt mennesker overlever. Men der er også beviser på det modsatte f.eks. menneskerettighedserklæringer, hvor anerkendelse vægtere tungere end magt. 7

1:Kilde: http://www.filosoffen.dk/artikler/artikler-noter-taler-foredrag/filosofi-og-filosofihistorie/logik-og-argumentation/fejlslutninger/

2:Kilde: http://www.filosoffen.dk/artikler/artikler-noter-taler-foredrag/filosofi-og-filosofihistorie/logik-og-argumentation/fejlslutninger/

3:Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Induktionsproblemet

4:Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Syntetisk_a_priori

5:Kilde: http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofiske_begreber_og_fagudtryk/syntetisk_a_priori

6:Kilde: https://vm.systime.dk/index.php?id=218

7:Kilde: https://vm.systime.dk/index.php?id=218

reflekter.dk