Descartes’ filosofi

Man deler ofte filosofihistorien ind 3 perioder: 1: Metafysikken, 2: Den erkendelsesteoretiske/moderne vending og 3: Den lingvistiske vending. Den franske tænker René Descartes (1596-1650) betegnes som den moderne filosofis fader. Descartes levede i en tidsperiode, hvor det gamle verdensbillede, Det geocentriske verdensbillede, som havde Jorden som centrum i universet, var blevet tilbagebevist af den polske astronom Nicolaus Kopernikus (1473-1543). Kopernikus opdagede og beviste, at Jorden drejede rundt om Solen og ikke omvendt. Det nye verdensbillede, Det heliocentriske verdensbillede, havde Solen som Universets centrum. Når det fysiske verdensbillede falder sammen, falder det åndelige verdensbillede som regel også sammen. Descartes så det derfor som sin opgave at finde et nyt fikseringspunkt i den åndelige verden, der var sikkert.

Den metodiske tvivl

Han udviklede en metode: Den metodiske (cartesianske) tvivl. Metoden spørger om, hvordan man kan opnå sikker viden, og om hvordan man kan vide, at det man har lært er korrekt. Metoden består af 4 regler: 1) Ikke at antage noget for sandt, med mindre det fremtræder så klart og tydeligt, at det er umuligt at tvivle på det; 2) Man bør opdele et givent problem i så enkle delproblemer som muligt; 3) Man bør begynde med det mest simple og forståelige; 4) Man bør holde regnskab med, hvor i processen man befinder sig. 1 2 Ved at anvende den metodiske tvivl finder Descartes sit fikspunkt. Han når derfor frem til, at den eneste sikrer viden, han har, efter den metodiske tvivl, er hans egen tvivl. Han formulerer derfor sit fikspunkt eller ego som: “Jeg tvivler, altså er jeg”. Selv når han tvivler på alt andet, kan han ikke tvivle om sin egen eksistens. Fikspunktet/egoet er mest kendt som: “Jeg tænker, altså er jeg” eller den latinske udgave: “cogito ergo sum”.

Sjæl-legeme problematikken

Descartes er også kendt for sin metafysiske dualisme. Han siges at have lagt grunden til den moderne drøftelse af sjæl-legeme-problematikken. Han skelnede mellem “den tænkende ting” og “den udstrakte ting”. Descartes mente, at sjælen var helt forskellig fra legemet. Desuden, at man aldrig ville kunne forklare, hvorfor mennesket har bevidsthed ved at referere til fysiske processer i hjernen. For Descartes er sjælen en kerne. Den regnes for et konstant element, som skiftende bevidsthedstilstande er en spejling af. Selvom sjæl og legeme er grundlæggende forskellige, kan en sammenhæng ikke afvises. Tanker og følelser kan aktivere handlinger og indvirkning på legemet kan fremkalde oplevelser som smerte eller lyst. Vekselvirkningen mellem de to kerner, mente Descartes, skete gennem koglekirtlen i hjernen. 3 4

I vor tid er der meget få forskere, der godtager Descartes’ metafysiske dualisme. Til gengæld er der mange forskere, der som udgangspunkt godtager Descartes måde at stille problematikken op på. Men disse forskere benægter som regel den idealistiske del af Descartes dualisme. I stedet for taler de for en materialistisk opfattelse, nemlig at alt i bund og grund består af fysisk materiale. Når vi i dag taler om psyken, fremhæves denne materialisme af såvel behaviorister som fysikalister. Begge disse holdninger er præget af reduktionisme. Kort fortalt er behaviorisme en teori om, at psykiske egenskaber er egenskaber ved adfærd. Og fysikalisme er den teori, der hævder, at psyken enten er det samme som hjernen i streng forstand eller lig med hjernens funktioner. Det er nok vigtigt at understrege, at der uden tvivl er en relation mellem hjerne og psyke, men der er nok ikke tale om en lighedsrelation. 5

Descartes og mekanistisk filosofi

Det nye filosofiske verdensbillede, der var ved at udfolde sig på Descartes tid, var han en af grundlæggerne af. Dette nye verdensbillede kaldes det mekaniske verdensbillede. Descartes bibragte en ny forklaringsmodel om den fysiske verden. For Descartes var alt, der ikke er en del af den menneskelige bevidsthed, uden sjæl. Dette har den konsekvens, at den fysiske verden er målbar. Den kan måles og vejes vha. matematik. Den nye forklaringsmodel havde også som konsekvens, at man nu så et hvedefrø, der bliver til en kornblomst, som virkningen af en kæde af årsager. I dette tilfælde er årsagerne primært lys og vand. Den forhenværende forklaringsmodel så hvedefrøet som en besjælet ting, der stræber efter at blive en kornblomst. Sagt på en anden måde hævdede Descartes, at vi skulle se den fysiske verden som en verden af kausalitet i stedet for som kirken og teologien indtil nu havde påstået, en verden, hvor ting havde formål, de stræbte efter at udfylde. 6

Afslutning

Descartes filosofi var ikke bare blot, som f.eks. renæssanceplatonismen, et forsøg på at polemisere og kritisere den aristoteliske filosofi. Descartes’ filosofi var et nyt grundlæggende teoretisk alternativ til den aristoteliske filosofi, en ny vej for filosofien. Descartes’ ærinde er dog dobbeltsidet, forstået på den måde at det både er et opgør med aristotelismen og den klassiske skepticisme. Det er ud fra denne dobbeltsidethed, at hans metodiske tvivl skal forstås. Først nedbryder han aristotelismen vha. den metodiske tvivl, hvorefter han vender den metodiske tvivl mod sig selv. Dette er selve grundbegrebet i Descartes’ nye fundament for filosofien. 7

1 https://da.wikipedia.org/wiki/Metodisk_tvivl

2 http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/De_store_systematikeres_tidsalder,_1600-t./Filosoffer_1600-t._-_biografier/Ren%C3%A9_Descartes

3https://www.kristendom.dk/troens-hovedpersoner/ren%C3%A9-descartes-1596-1650

4http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/De_store_systematikeres_tidsalder,_1600-t./Filosoffer_1600-t._-_biografier/Ren%C3%A9_Descartes

5Svend Brinkmann – Psyken: Mellem synapser og samfund, s. 31

6https://www.religion.dk/filosofi/descartes-trak-sjaelen-ud-af-verden-omkring-os

7 Ole Høiris – Oplysningens verden: Ide, historie, videnskab og kunst, s. 87-89

reflekter.dk