Descartes’ filosofi

Man deler ofte filosofihistorien ind 3 perioder: 1: Metafysikken, 2: Den erkendelsesteoretiske/moderne vending og 3: Den lingvistiske vending. Den franske tænker René Descartes (1596-1650) betegnes som den moderne filosofis fader. Descartes levede i en tid, hvor det gamle verdensbillede, Det geocentriske verdensbillede, som havde Jorden som centrum i universet, var blevet tilbagebevist af den polske astronom Nicolaus Kopernikus (1473-1543). Kopernikus opdagede og beviste, at Jorden drejede rundt om Solen og ikke omvendt. Det nye verdensbillede, Det heliocentriske verdensbillede, havde Solen som Universets centrum. Når det fysiske verdensbillede falder sammen, påvirker det som regel også det sjælelige verdensbillede. Descartes så det derfor som sin opgave at finde et nyt arkimedisk punkt, der var usvigeligt sikkert, og kunne modstå al tvivl. Det arkimediske punkt har sit navn efter den græske matematiker og filosof Arkimedes (287-212 f.Kr). Arkimedes sagde: “Giv mig et sted at stå, og jeg vil flytte verden.”1

Den metodiske tvivl

Descartes stolthed er hans udvikling den metodiske tvivl. Paradoksalt nok, når “den store rationalist” frem til sin metode via drømmetydning. Han rejser som 23 årig rundt i Europa, hvor han en dag (d. 10. november 1619) rejser gennem byen Ulm i Tyskland. Filosoffer kan godt lide at beskrive deres “omvending” på en måde så at lige præcis dér skete det. F. eks. som i Reformationen skete på præcis det tidspunkt, hvor sømmet går gennem Luthers teser på kirkedøren. Nå tilbage til Ulm. Descartes ligger tilbagetrukket i sit varme kammer i Ulm, og her drømmer han 3 drømme. Drømmene er meget mærkværdige. F. eks. møder han i 1. drøm en hvirvelvind, som han tolker som en ond dæmon. Endvidere drømmer han om torden i 2. drøm, hvilket han tolker som helligeånden, der tager bolig i ham. I drøm 3 finder han Gud i sin bevidsthed. Disse drømme minder om en film, som den amerikanske filminstruktør David Lynch har lavet. Via drømmetydning af disse drømme når Descartes frem til sin rationalistiske metode. Det er ihvertfald sikkert, at han ikke er nået frem til sin metode via han metode. Han vil nu med usvigelig sikkerhed kunne skelne mellem sandt og falsk. Metoden består af 4 regler: 1) Evidensreglen: Ikke at antage noget for sandt, med mindre det fremtræder så klart og tydeligt, at det er umuligt at tvivle på det; 2) Analysereglen: Man bør opdele et givent problem i så enkle delproblemer som muligt; 3) Syntesereglen: Man bør begynde med det mest simple og forståelige; 4) Fuldstændighedsreglen: Man bør holde regnskab med, hvor i processen man befinder sig 2 3 4 .

Descartes finder vha. sin metode frem til det, som man indenfor matematikken kalder analytisk geometri. Et spørgsmål, der presser sig på, er: Hvorfor var metoden egentlig så vigtig? Her er det vigtigt at se på den tid, som Descartes levede i. Han levede i en tidsperiode, der ligger mellem senmiddelalderen og moderniteten. Senmiddelalderen var præget af skolastikken (klosterskolerne og universiteterne). Descartes gik i sin opvækst på en jesuitter skole, hvorfra han modtog en meget solid læring. Den italienske teolog og filosof Thomas Aquinas (1225-1274 e.kr.) lære fyldte meget på skolerne. Aquinas havde udrettet det vanvittigt svære at forene tro og viden, dvs. han forenende kristendom og Aristoteles. I Descartes’ tidsperiode var Thomas Aquinas lære truet både udefra og indefra. Udefra var den nye mekaniske naturvidenskab, der erstattede den teleologiske (formålsorienterede) teori om naturen. Vi har en kilde nemlig et brev, hvor Descartes giver udtryk for sine anti-aristoteliske holdninger. Dette var altså truslen udefra mod Aquinas. Indefra var det de senmiddelalderlige skolastiske teologer, der var truslen. De sagde: Hvad hvis vi prøver at tænke tanken om Guds almagt helt til ende? Svaret var, at Guds vilkårlige magt, styrede alt. Begrebet “kontingent”, der betyder vilkårlighed, opstår her. Kontingent betyder, at skabelsen var et resultat af guds vilkårlige almagt. Verden og menneskers “nu” eller øjeblik er i denne tanke afhængig af, at Gud griber ind, ellers falder verden sammen. Men ikke bare det. Også menneskers og verdens foregående øjeblik er afhængig af guds indgriben. Gud kan i denne tradition få en sten til at flyve. Han kan altså sætte naturlovene og de matematiske love ud af kraft. Der findes altså ingen selvstændig væren i denne tradition. Vi har altså her at gøre med en teologisk absolutisme i form af guds kontingente almagt.4

Descartes er faret vild. Men Gud giver os ikke længere nogen løsning. Men Descartes er motiveret for at finde “certitudo” (sikkerhed). Men kan vi overhovedet finde sikkerhed om noget? Hvordan skal vi orientere os i verden? Descartes mener så, at det er via metoden, vi skal finde sikkerhed. Han sætter al sin lid til metoden. Man kan sammenligne det med, hvis du er faret vild i en skov. Da skal du bare vælge en retning og så følge den, så skal du nok komme ud til sidst. Ligesom gud skabte verden på 6 dage, vil Descartes genskabe verden via 6 meditationer. Descartes bryder alt ned med sin tvivl, og i dette mørke finder han sit fundament.4

Meditationerne

Jeg vil i denne artikel beskæftige mig med de første 2 meditationer. Descartes åbner sine meditationer med, at han finder ud af, at noget, han tidligere troede var sandt, er falsk. Han må altså frigøre sig fra sine tidligere meninger. Han vil bygge alt op heriblandt sine meninger på ny via et sikkert fundament. Han er det, vi kalder en grundlagsfilosof. Dette fundament må kunne modstå al tvivl. Det skal være urokkeligt. Der fandtes i antikken en retning kaldet “skeptikerne”, der søgte at frigøre sig fra vished og finde ro i det. Men Descartes ønsker at finde vished. Vi skal tvivle om alt, der kan tvivles om. Pga. vanens magt glider vi ofte tilbage i gamle meninger. Descartes vil ikke bare tvivle om alt. Han vil behandle alt, som var det falsk! Hans inderste motivation er “certitudo” (sikkerhed). Han vil finde et arkimedisk punkt. Det er et beskedent punkt, men det kan løfte alt. Det vigtige er ikke, at vi erkender, men hvordan vi erkender. Meditationer kræver de rette omgivelser og omstændigheder. Vi skal lægge alle dagligdags bekymringer til side. Desuden skal vi lægge urolige følelser til side.4

Sanseargumentet

Descartes sanser snyder ham ofte. F. eks. kan tårn se rundt ud fra afstand men være firkantet, når man kommer tættere på. Eller en lige pind kan se skæv ud i vand, når den stikkes ned i. Der er altså tale om, at sanserne bedrager os. Han vil derfor konsekvent behandle sanserne som bedragere i disse meditationer. Han behandler alt sanseligt med tvivl.4

Drømmeargumentet

Jeg kan drømme, at jeg sidder foran kaminen, og det kan virke fuldstændig virkeligt. Drømme kan indeholde virkelige elementer. En maler kan male et billede, som forestiller noget, der ikke findes i virkeligheden. Men elementerne er virkelige f. eks. en pegasus. Den består af hest+vinger. Descartes opdager en struktur her, som er på en bestemt måde. Det er en såkaldt værensstruktur. Han har opdaget geometrien og aritmetikken. 2+2=4 er jo sandt uanset, om jeg drømmer eller er vågen. Nu har jeg da fundet sikkerhed. MEN!4

Dæmonargumentet

Descartes vælger at udvide sin tvivl til også at omfatte naturlovene og matematikken. Derfor opfinder han hjælpehypotesen “Den onde dæmon”. Den onde dæmon er en del af Descartes metodiske tvivl. En dæmon er ligeså svigagtig, som den er magtfuld. Han bryder nu den rationelle struktur ned med tvivl. Det er faktisk den senmiddelalderlige absolutistiske gud, som han omdanner til en ond dæmon! Dette var farligt på dette tidspunkt i historien! Han er nu et sted ligesom de antikke skeptikere. Han har givet afkald på vished. Og får den form for sindsro, som de antikke skeptikere havde. Men Descartes er drevet af motivationen til vished. Meditationen er smertefuld på dette tidspunkt. Han kan hverken nå bunden eller overfladen. Han “drukner”. Her er der en fare for, at den metodiske tvivl går over i eksistentiel fortvivlelse. Dette er Descartes nihilisme. Vi hænger altså ud over “afgrunden” med Descartes her. Nu opnår hans “certitudo” eller vished! “Jeg tvivler, altså er jeg” eller på latin “cogito ergo sum”!4

Cogitoet

Cogitoet kan også formuleres “Jeg tænker, altså er jeg”. Tvivl er en form for tænkning. Jeg er til. Jeg eksisterer. Den er sand, når jeg formulerer den i tænkningen. Cogitoet foregår i 2 akter: I 1. akt tænker jeg. I andet akt opdager jeg, at jeg tænker. Jeg må altså tage erindringen til hjælp. Det er derfor ikke en logisk slutning. Det er snarere en opdagelse af mit tænkende jeg. Dette er meget smalt! Men det er nok! Det arkimediske punkt er nok. Det er vigtigt at huske på, at cogitoet kun gælder på det tidspunkt, når jeg tænker. Det er kun her, jeg eksisterer som en tænkende jeg. Der er vittigheden, hvor Descartes kommer en på en bar, og siger: “Jeg tænker, jeg skal have en øl.” Bartenderen spørger lidt senere: “Skal du have en ny øl?” Descartes siger: “Jeg tænker ikke…” Puf. Descartes forsvandt. Nå spøg til side. Skolastikken kaldte jeg’et for en substans. Det bliver derfor til, at jeg er en tænkende substans, der erkender mig selv.4

Gudsbeviset

Descartes vil med sit Gudsbevis, sikrer sig, at den onde dæmon ikke bedrager ham. Han bruger årsag & virkning princippet som argument. Han sidder foran kaminen, og brænder noget voks af. Voksen er fast, før den bliver udsat for varmen, og flydende efterfølgende. Alligevel har Descartes en ide om, at det er samme stof. Det er altså et eksempel på ideen om årsag og virkning (,der senere bliver den vigtigste forstandskategori hos Immanuel Kant (1724-1804). På samme måde slutter han, at hans hans ide om et fuldstændigt og uendeligt moralsk væsen er en virkning af en årsag, som han kalder Gud. Han er nu overbevist om, at Gud findes. Så længe Gud findes bliver han ikke bedraget af nogen dæmon. Han vil nu bygge alt det op, han har betvivlet. Hvilket i denne sammenhæng er den matematisk beskrivbare verden. Med disse meditationer havde han nu givet videnskaben et sikkert punkt.

Sjæl-legeme problematikken

En vigtig skelnen hos Descartes er mellem den tænkende substans og de udstrakte substanser. Den tænkende substans har ikke udstrækning. Den er kun tilgængelig i 1. person. Kroppen er en udstrakt substans, der er ikke givet ved sig selv ligesom den tænkende substans. Derfor synes en vekselvirkning umulig. Men viljen kan påvirke den udstrakte substans. Omvendt kan en skarp smerte, som f.eks. hvis jeg går hårdt ind i et bordben med min tå, påvirke den tænkende substans. Descartes foreslår, at vekselvirkningen foregår gennem koglekirtlen i hjernen. Den er af udstrakt natur. Det er vigtigt at forstå her, at løsningen ikke kan løses videnskabeligt! Det er det praktisk liv, der har løsningen! I dagliglivet i samtalen har jeg erfaringen af enhed mellem sjæl og legeme. Også når jeg læser oplever jeg enhed mellem bogstaverne på den ene side og meningen på den anden. I analogi her til sjæl og legeme. I det daglige liv erfarer jeg deres klare og distinkte enhed. Hvordan skal vi så forholde os, når vi oplever enheden eller forskellen. Det er fordi, vi laver forskellige aktiviteter. Der er spørgsmålet: Hvordan skal vi fordele vores aktiviteter? Desuden har den “praktiske Descartes” 3 gode råd, når vi ikke mediterer og dermed “bygger nyt”. Fordi måske bliver vi aldrig færdige med at “bygge nyt”. De 3 praktiske råd lyder:

  • Gør, som romerne i Rom.
  • Gør, som du plejer.
  • Det er ikke, som jeg har det. Det er som, jeg tager det.4

1 Arkimedisk punkt fra Wikipedia DK. Link: Arkimedisk punkt – Wikipedia, den frie encyklopædi

2 Metodisk tvivl fra Wikipedia DK. Link: Metodisk tvivl – Wikipedia, den frie encyklopædi

3 Koch, Carl Henrik; Pedersen, Gitte: René Descartes i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/Ren%C3%A9_Descartes

4 Forelæsning ved ph.d. i filosofi Kasper Lysemose ved Folkeuniversitetet Aarhus

reflekter.dk