Forfatter: Christian Toft Hansen

Udgivet den

Ligheder mellem John Rawls og Immanuel Kant

Den amerikanske filosof John Rawls (1921-2002) anvender den tyske filosofs Immanuel Kants (1724-1804) anden formulering om moralloven:

Du skal altid behandle en andet menneske som mål i sig selv og aldrig kun som middel

Rawls anvender moralloven i, hvad der er kendt som procedural retfærdighed. Rawls hovedværk En teori om retfærdighed (1971) kan på mange måde ses som et forsøg på at forbedre Kants teori. For Kant er moralloven et udtryk for vores natur som rationelle og frie væsner. Den første formulering af samme morallov lyder1:

Handl efter den maksime (grundsætning), som kan blive en universel lov

Jeg formulerer en grundsætning. F. eks. “hvis alle stoppede med at handle efter deres afhængighed, ville det så kunne blive en universel lov”? Det lyder fornuftigt. Der er ingen modsigelse. Så jeg afstemmer mit mål kollektivt: “stoppe med at handle efter min afhængighed”. Så hvis alle gjorde det, ville det være fornuftigt uden modsigelse. Så alle vores mål og værdier skal på denne måde afstemmes kollektivt. Dette er kendt som universaliseringstesten.. Det er meget vigtigt for Kant, at vi gør det frit og autonomt, at vi giver lovene til os selv1.

Kants historie om hvordan resultatet af vores frie, autonome og rationelle love falder ud, som vi gerne vil have det, har mødt en del kritik. Mange har kritiseret den få at være uklar. Derfor kan kritikere spørge: Jamen, hvad er betydningen af, at vi er frie, autonome og rationelle? Kan det ikke være ligegyldigt, hvis det ikke falder ud, som vi gerne vil have det til?1

Træder ind i John Rawls

Her træder vi ind i John Rawls. Han indfører begrebet om en original position, der har samme rolle som naturtilstanden hos filosoffer som Thomas Hobbes (1588-1679), John Locke (1632-1704) og Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). Vi skal ligesom forestille os, at Kants frie, autonome og rationelle agenter befinder sig i den originale position. Rawls indfører nu et såkaldt uvidenhedens slør, der skal fjerne al forudindtagethed fra agenterne i den originale position. Med uvidenhedens slør kender agenterne ingen fakta som f.eks. køn, etnicitet, religion, seksuelt tilhørsforhold m.v. Agenterne bagved uvidenhedens slør har nogle lighedspunkter med Kants agenter. De skal f. eks. selv ræsonnere sig frem til lovene altså de grundlæggende love i samfundet. Da Rawls agenter antages at være frie, rationelle og autonome ligesom Kants, kan de love, som de når frem til ikke være egoistiske. Det vil være selvmodsigende. For hvis der ræsonneres frem til en lov i den originale position, som favoriserer nogle frem for andre, vil det være irrationelt, da Rawls agenter ikke har nogen forudindtagethed. De vil på baggrund af deres frie rationalitet skabe nogle love, der giver lige rettigheder og lige muligheder for alle. Rawls agenter tvinges ligesom Kants agenter til at lave universelle love ud fra deres frie, rationelle autonomi.2

Rationel liberalisme

Rawls teori er en form for rationel liberalisme. Hans agenter har ingen forudindtagethed om det gode liv. Alle mulige opfattelser af det gode liv accepteres. Her er der også en lighed i forhold til Kants teori om rettigheder og retfærdighed.2 Et eksempel på Kants teori kunne være, om du skulle vise en film for en klasse i gymnasiet f.eks. Englishman in New York. Der kunne f.eks. være 3 grunde til at gøre det eller ikke gøre det. Den første kunne være, at du ikke ville vise filmen, fordi du mener den fører til frihed for homoseksuelle, og det er en negativ livsstil. Den anden grund kunne være, at du ville vise filmen for at fremme tolerance og diversitet. Den tredje grund kunne være, at du ville vise den for, at eleverne selv kan tage stilling. For Kant har kun den sidste grund, hvor eleverne selv skal tage stilling moralsk værdi. I første tilfælde anerkender du ikke, at individerne selv må træffe deres egne valg. Desuden respekterer du ikke, at du har med frie, autonome og rationelle agenter at gøre, som har deres egne mål. Du krænker formuleringen af Kants morallov, at du aldrig må bruge andre individer, som middel, men altid skal behandle dem som mål i sig selv. Lidt på samme måde med andet tilfælde. Du bruger eleverne som middel til at fremme tolerance og diversitet. Dit mål er måske beundringsværdigt, men du må ifølge Kants morallov ikke bruge andre mennesker som middel og kun middel. Punktum.1

Vi kan måske blive lidt skarpere på, hvad Kant mener med at handle i den rette ånd ud fra de to første eksempler. Gode intentioner er ikke nok. Du skal handle, så personen bliver et mål i sig selv. Hvad vil det så sige? Det er på en måde, hvordan du ser den anden person. Ser du ham som et middel til at nå dit mål beundringsværdigt eller ej? Eller ser du ham som en rationel agent, der har sine egne mål og interesser. Og husk at rationel er lig med “menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed” her. Vi har altså med frie individer at gøre i rationel forstand.1 Rawls agenter lever op til dette. De behandle andre agenter i den originale position som nogle, der selv kan tage stilling og har deres egne mål og interesser. Rawls agenter har ingen forudindtagede værdidomme. De respekterer alle opfattelser af det gode liv, så længe du ikke krænker Kants anden formulering af moralloven.2

Rawls’ kritik af utilitarismen

Der er lighedspunkter mellem Rawls og Kants kritik af nytteprincipper. I Kants skrifter må nytteprincipper ikke krænke retfærdigheden. Rawls mener, at rationelt frie og autonome agenter bagved uvidenhedens slør aldrig ville vælge et utilitaristisk samfund, da der er store uligheder i et sådant. Det vil simpelthen være irrationelt, når man ingen forudindtagethed har. Rawls agenter ville i stedet lave love, der fordelte lykken lige. Rawls kritik lyder også, at utilitarismen fjerner rettigheder, forskelle og grænser mellem mennesker. Den ser mere samfundet eller gruppen som én person, hvor lykken skal maksimeres mest muligt. Rawls prioriterer altså retten frem for nytten.2

Rawls’ 2 principper

Rawls udvikler 2 principper i den originale postion, der skal gælde for at et samfund er retfærdigt. Det 1. princip er: frihedsprincippet. Ifølge dette skal ethvert individ have så uindskrænket frihed som muligt samtidigt med at andre individer nyder samme grad af frihed. Det 2. princip er: differensprincippet. Ifølge dette er ulighed kun retfærdigt, hvis det kommer de svagest stillede til gode.3

Man kan se Rawls’ originale position med uvidenhedens slør som en procedural fortolkning af Kants morallov. Rawls insinuerer, at når vi handler efter hans 2 principper uden for den originale position, da er de de samme som i den originale position. På denne måde handler vi efter morallove som Kants, når vi handler efter Rawls 2 principper. Disse 2 principper er fremkommet på baggrund af frie, autonome og rationelle individer ligesom hos Kant i den originale position.4

Repræsentativt demokrati

Rawls agenter handler “monologisk” ligesom Kants agenter. Her er der måske også en effektivitet at spore. Det ville ikke være ønskværdigt, hvis alle medlemmer af vores samfund deltog i regeringsførelsen. Den originale position er en måde at abstrahere den rette situation frem for en retfærdig beslutningsprocedure. Rawls procedurale retfærdighed kan anvendes på store samfund og store institutioner.1

Kritik

Den tyske samfundstænker Jürgen Habermas (f. 1929) har kritiseret Rawls teori for at mangle demokratisk legitimitet forfatningsmæssigt. Grunden er, at Rawls teori bygger på monologisk ræsonnementer, hvilket ifølge Habermas reducerer hans teori om en diskursetik, hvor alle deltagere berørte af en lov skal tilslutte sig loven. Det er den konsensus, som gør loven demokratisk legitim ifølge Habermas. Rawls teori gør Habermas’ demokratiske viljesdannelsesproces undværlig og degraderer den til et politisk ritual. Der nu er uden relevans for forfatningens demokratiske og moralske autoritet og legitimitet. Alt i alt er Rawls teori social liberal, hvor Habermas’ teori er mere venstreorienteret og normativ.5

1 YouTube kanal: Laura R Lenhart. Videoer: Kant and Rawls video og Kant and Rawls Questions.

2 Artikel: John Rawls and Immanuel Kant – A Comparison af Thomas Domjahn på GRIN. Link: John Rawls and Immanuel Kant – A Comparison – GRIN

3 Artikel: John Rawls påLeksikon for det 21. århundrede. Link:Rawls, John (leksikon.org)

4 Artikel: Rawls and the Kantian Interpretation på Afterall.net. Link: Rawls and the Kantian Interpretation | Papers at Afterall.net

5 Artikel: The Habermas-Rawls Debate på Notre Dame Philosophical Reviews. Link: The Habermas-Rawls Debate | Reviews | Notre Dame Philosophical Reviews | University of Notre Dame (nd.edu)

Udgivet den

Immanuel Kants etik

Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) fra Königsberg skrev udover sin erkendelsesteori også en etik. Her snakkede han om kategoriske imperativer eller moralloven. Kant deler i sin erkendelsesteori verden op i 2: 1) fænomenernes verden, der er den erfaringsbaserede verden og 2) noumenernes verden, der er blotte tanker eller “tingen i sig selv”. “Tingen i sig selv” kan nemt misforstås, da vi, når vi forestiller os noget, griber til erfaringsverdenen. Vi kan ikke forestille os noget, der ligger uden for erfaringen. Erfaringen er betinget af tid & rum. Den kan ikke gå hinsides disse. Men i fænomenernes verden findes naturlovene. Hvis der gives en årsag i naturen, er der også en virkning. Men i noumenernes verden findes frihedens kausalitet, der har nok i sig selv. Friheden er altså ifølge Kant ikke en del af erfaringsverdenen. Den er en ren a priori (før erfaringen) ting. Vi kan ikke lave en teori om noget, der ikke er en del af erfaringsverdenen, men vi kan bruge den i praksis. Ifølge Kant kan friheden fungere som lovgiver for fornuften.1 Vi kan spørge vores fornuft om en mulig handling kan blive en almen gyldig lov? F. eks. er det fornuftigt at bryde et løfte? Hvis alle brød deres løfter ville vi få en meget utilregnelig verden. F. eks. hvis alle brød deres “løfte” i trafikken. Hvis alle kørte over for rødt f. eks. Det kunne hurtigt blive farligt. Vi kan altså via vores fornuft ræsonnere os frem til, hvad der ville være fornuftigt. Her efter kan vi så bruge vores a priori frihed eller frie vilje til at gennemtvinge den fornuftige handling.

Det kategoriske imperativ

Det vores fornuft “rammer”, når vi spørger, om en mulig handling kan blive en almen gyldig lov, dvs., kunne blive gyldig for alle, er, hvad Kant kalder det kategoriske imperativ eller moralloven. Når noget er kategorisk betyder det, at det skal udføres. Det er det samme som en kommando eller et bud. For at forstå kategoriske imperativer bedre kan vi først kigge på hypotetiske imperativer. Hvis jeg f.eks. skal bestå en klasse, da skal jeg kunne et pensum. Det hypotetiske imperativ lyder: Du skal kunne dette pensum for at bestå denne klasse. Vil jeg bestå klassen, da må jeg læse pensum. Vil jeg ikke bestå klassen, da behøver jeg ikke at bestå pensum. Der er her også tale om et mål og et middel. Målet er at bestå klassen, midlet er at kunne pensum. Så imperativer har med mål at gøre.2

Kants 2. formulering af Det kategoriske imperativ

Men med moralske spørgsmål ved vi godt, hvis vi spørger vores samvittighed, at de ikke er hypotetiske. De er nærmere kategoriske! Jeg skal ikke køre over rødt. Jeg skal holde mit løfte. Jeg skal ikke begå overgreb. Kant mener, at andre mennesker er rationelle agenter ligesom mig selv. De har deres egne rationelle mål. Jeg må derfor ikke bruge andre mennesker som instrument til at nå et af mine mål. Eller som den anden af hans 4 formuleringer af Det kategoriske imperativ lyder2:

Du skal altid behandle andre mennesker som mål i sig selv og aldrig kun som middel.2

“Menneskets udgang af dets selvforskylde umyndighed” er det, der gør os autonome. Det, at vi er autonome, gennemsyrer os ifølge Kant med en absolut moralsk værdi. Vi er nemlig de eneste ting, der er selv-lovgivere. Derfor er det aldrig okay at bedrage eller lyve, fordi så berøver du mig min mulighed for autonomt at træffe en moralsk beslutning, da den vil være baseret på falsk information. F. eks. vil jeg gerne låne dig min jakke, fordi du skal ud i kulden, og af en eller anden årsag har mistet din jakke. Men, hvis du i virkeligheden låner min jakke for at sælge den videre, da har du krænket Kants 2. formulering af Det kategoriske imperativ. Du har brugt mig som middel og kun middel til at nå dit mål om flere penge, og forhindret mig i at nå mine egne mål og interesser med jakken. Ifølge Kant leder korrekt og rationel brug af Det kategoriske imperativ os til moralske sandheder, der er faste og anvendelige ved alle rationelle agenter.3

Kants 1. formulering af Det kategoriske imperativ

For Kant er de morallove, vi når frem til via vores fornuft, og som er afledt af moralloven, og som vi kan gennemtvinge med vores frie vilje, gældende overalt og til alle tider. Moralloven eller Det kategoriske imperativ er universel. Det gælder overalt og med nødvendighed og for alle ligesom tyngdeloven eller ligesom matematik, f. eks. 2+2=4. Så hvis en person siger, at du er for dum, hvis du følger moralloven, da er det det samme som at sige, at det er for dumt, at du følger tyngdeloven eller følger 2+2=4 som nødvendighed. Det er med andre ord irrationelt ikke at følge moralloven ifølge Kant.2

Vi er nødt til at have en morallov, der er resistent mod indvendinger. Det er netop det kategoriske imperativ. Det minder lidt om den såkaldt gyldne regel: “Gør mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig.” Problemet med den gyldne regel er, at den indebærer, at du har visse følelser. Du kan f. eks. godt have en ufølsom person, der tyer til den gyldne regel, men f. eks. siger: “fortæl mig ingenting om din utroskab. Lad mig være i fred.” Det kan virkelig blive en handlingsmæssig deroute. Eller en person som er sadomasochist, der påfører en anden person smerte, som ikke ønsker det. Det kategoriske imperativ siger i stedet for den gyldne regel2:

1. Gør dette.2

Den første af Kants 4 formuleringer af Det kategoriske imperativ lyder2:

Handl altid så maksimen (levereglen) af din handling samtidig kan blive en universel morallov.2

Vi har altså her en ordre, som der ikke er nogen indvending imod. Du kan ikke indvende, at du ikke gider at følge den af bekvemmelighed. Det er jo som sagt det samme som at sige, at du ikke gider at følge tyngdelovens nødvendighed eller matematikkens nødvendighed. Der må heller ikke være nogen selvmodsigelse. Hvis moralloven beordre dig til at holde et løfte, da gælder det med nødvendighed og overalt. Fremgangsmåden, når du reflekterer over moralloven, er følgende2:

1. Formuler maksimen (F.eks: “Jeg skal skrue ned for varmen under en klimakrise.”)

2. Universaliser maksimen (F.eks: “Kan det blive en universel morallov, hvis alle skruer ned for varmen under en klimakrise?”)

3. Er der en modsigelse? (Nej, logisk giver det mening, at alle skruer ned for varmen under en klimakrise.)2

En sekulær moralfilosofi

Kants etik er en sekulær moralfilosofi. Den adskiller fornuft og religion. Vi går altså ikke til Gud for at få svar. Vi bruger vores fornuft. Grunden til, at vi ikke skal se til religionen for at få svar, er ifølge Kant, at vi ville få forskellige svar alt efter tilbøjelighed, personlighed m.v. Han ville finde en morallov, der giver os samme svar uanset, hvem vi er.3

Kant mente ikke ligesom f. eks. Descartes, at man kan bevise Guds eksistens ud fra årsag & virkning. Descartes ræsonnerede, at når han puttede et stykke voks ind i ild, da selvom stoffet nu var flydende, havde han en ide om, at det var samme stykke stof. Det faste stykke voks var årsagen til det flydende stykke voks. På samme måde havde han en idé om et fuldstændigt moralsk væsen, som så måtte være en virkning af en årsag nemlig Gud. Kant mente, at bare fordi jeg forestillede mig en “hot babe” hjemme i min stue, da var den idé ikke nødvendigvis en virkning af en årsag. På samme måde med forestillingen om Gud.4

Kritik

Det kan være lidt svært at forstå, at det kun er rationelle væsener, der er mål i sig selv. Hvad med babyer, dyr, psykisk syge m.v. Det virker kontraintuitivt, at jeg gerne må bruge en baby som instrument til at nå mit mål men ikke en rationel voksen.2 Et andet kritikpunkt kan være løgn. Jeg må ikke lyve ifølge moralloven. Det gælder overalt og med nødvendighed. Men hvad hvis Gestapo banker på min dør, og jeg har gemt en jøde på loftet. Ifølge moralloven må jeg ikke lyve. Den gælder med nødvendighed og overalt. Men det virker meget forkert. Enhver person med bare lidt medmenneskelighed ville lyve i denne situation.

Konklusion og eksempel på videre anvendelse i filosofihistorien

Alt i alt er Kants morallov en måde at handle moralsk i verden uden for megen tøven. Den har også vundet stor udbredelse, f. eks. bruger den amerikanske politiske filosof John Rawls (1921-2002) vores “udgang af vores selvforskyldte umyndighed” altså vores autonomi og frie vilje som en forudsætning for at kunne deltage i hvad, der er kendt som procedural retfærdighed.

1 Forelæsning ved ph.d. i filosofi Kasper Lysemose på Aarhus folkeuniversitet

2 YouTube kanal: Richard Brown. Videoerne: Kant 1: Synthetic A Priori Knowledge, Kant 2: Transcendal Idealism, Kantian Deontology 1, Kantian Deontology 2

3 YouTube kanal: CrashCourse. Videoen: Kant & Categorical Imperatives: Crash Course Philosophy #35

4 Artikel Immanuel Kant (1724-1804) af Asbjørn Petersen fra Kristendom.dk. Link: Overblik: Immanuel Kant (1724-1804) – Kristendom.dk

Udgivet den

Immanuel Kants erkendelsesteori

Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) fra Königsberg kan siges at være en blanding af rationalismen og empirismen. Rationalismen mener, at viden kommer fra fornuften. Empirismen siger, at al viden kommer fra erfaringen. Ifølge Kant er mennesket et dobbeltvæsen, der både finder viden via fornuften og sanserne.1 Man plejer at sige, at Kant “blev vækket af sin dogmatiske slumren”, da han hører, at den skotske empirist David Hume (1711-1776) skaber usikkerhed om naturvidenskaben. Hume mente, at vores forventning om, hvad der sker, er en vane. Vi projekterer så at sige vores bevidsthed ud på naturen. Ifølge Hume kan du ikke vide om en sten, du lader falde, falder til jorden, eller om den begynder at flyve. Det er bare en erfaring, at stenen falder til jorden. Hvis du havde været på en rumstation f.eks., ville stenen flyve.2

Kants svar til Hume

Kant udvikler noget han kalder syntetisk a priori domme. A priori domme betyder domme før erfaringen. Hvis jeg f.eks. får at vide, at der skal foregå en stor koncert på et stadion i Berlin med 50.000 tilskuere. Da kan jeg udelukke, at stadionet ihvertfald er mindre end et skur. Desuden kan jeg forestille mig en vis størrelse i m2. Selv, hvis tilskuerne sad på skødet af hinanden, kan jeg regne ud, at stadionet minimum skal være mere end 5 m2 f.eks. Syntetiske domme har med erfaringen at gøre, og svarer til det Hume kalder faktiske forhold3. Ved faktiske forhold kan vi benægte en dom og få en anden dom, der også er overensstemmende f.eks. “ungkarle er nogle rodehoveder”, hvis jeg benægter den, får jeg “ungkarle er ikke nogle rodehoveder”. Begge domme kan jeg gå ud i verden og finde. Så Kant lægger a priori domme+syntetiske domme sammen, og vi får “syntetiske a priori domme”.2 Et eksempel på syntetiske a priori domme er matematik. Her ved jeg, før jeg laver et regnestykke, at jeg vil få et resultat (a priori dom (fornuft)), men jeg er også nødt til at regne på regnestykket for at få resultatet (syntetisk dom(erfaring)). Nogle regnestykker kan jeg på ryggraden som f.eks. 7+5=12, så det er ikke så godt et eksempel. Men hvis jeg tager nogle større tal, er jeg nødt til at gøre regnearbejdet som f.eks. 7563+3574=11137. Et andet eksempel er, hvis jeg stikker foden ned i vand. Jeg ved, at der vil være en virkning af vandet (a priori dom), men jeg er nødt til at stikke foden ned i vandet for at få en erfaring af virkningen (syntetisk dom). Når først, jeg har gjort mig erfaringen, ved jeg, at det vil ske hver gang fremover og over alt. Kant argumenterer altså for en struktureret og forudsigelig verden, hvis love vi lære at kende vha. syntetisk a priori domme. Der er altså ting, der sker med nødvendighed.2

Kants kritik af den rene fornuft

Kant har skrevet et værk kaldet Kritik af den rene fornuft (1781), som han skriver på baggrund af oplysningsprojektet, der hovedsageligt var et engelsk og fransk foretagende. Frankrig førte krig med fornuften. Men Kant mente ikke, at franskmændene brugte fornuften særlig fornuftigt. Kant mente, at fornuften var i en naturtilstand, hvor den var i overhængende fare. Derfor måtte den kritisere sig selv. For at afhjælpe dette problem laver Kant en grænsedragning mellem den erfaringsbaserede verden, som han kalder fænomenernes verden, og en verden, der er blotte tanker eller ting i sig selv. Den kalder han noumenernes verden. Ting i sig selv kan nemt misforstås, da det i dette tilfælde skal forstås hinsides erfaringen. Men når vi skal forestille os noget, gør vi det i erfaringsverdenen, men erfaringen er betinget af tid og rum. Den kan ikke gå hinsides disse. I fænomenernes verden er det naturens kausalitet i form af årsag & virkning, der gælder. Har vi en årsag i naturen, da har vi også en virkning. Der findes ikke mirakler i Newtons verden, som man siger. I noumenernes verden har vi frihedens kausalitet, der er nok i sig selv. Vi kan kun have teorier i erfaringsverdenen, men i den praktiske verden kan vi bruge friheden som lovgiver for fornuften. Kants etik forudsætter altså, at du har denne frihed.1

Hvor Aristoteles’ (384-322 f. kr.) teori om den praktiske fornuft, handlede om det vellykkede liv, vælger Kant at fokusere på det teoretiske eller analytiske. Han deler det analytiske op i anskuelse, der har med erfaringen at gøre, og begreber, der har med forstanden at gøre. Han siger, at vores bevidsthed foregriber erfaringsverdenen i anskuelsesformerne tid & rum. Hvad angår vores forstandsverden, bruger han kategoribegrebet fra Aristoteles, men bruger kategorierne rent a priori. Han taler om forstandskategorierne eller -begreberne, hvor årsag & virkning er den vigtigste. Det er ikke her det revolutionerende ligger.1

Den kopernikanske vending

Nej, det revolutionerende er, hvad han kalder den kopernikanske vending. Det revolutionerende er, at Kant markant ændrer opfattelsen af bevidstheden fra at være en passiv optager af verden derude til at være noget, der selv konstruerer virkeligheden.2 Bevidstheden har f.eks. konstrueret, at Jorden var centrum i Universet, og at Solen bevægede sig rundt om. Endvidere at Jorden er flad. Dette kalder Kant for transcendental idealisme. Fornuften foregriber verden. Men Kant låner skæbnesvangert fra empiristisk filosofi nemlig, at erfaringen er bygget op af sanseligt materiale. Hvis vi ser bort fra alle former i verden, får vi en kaotisk mangfoldighed af fornemmelser. Når jeg ordner dette kaos, sker det vilkårligt. F.eks. subsumerer min dømmekraft en hund under pattedyr. Her kommer Kant med en anden kritik af den rene fornuft. Hvad hvis jeg foregriber erfaringsverdenen og deducerer transcendentalt: Dette er en hund. Jeg bruger altså rene forstandsbegreber. Heraf fremkommer det, som er kendt under skematismen. Jeg har altså et skema, der foregriber eller præfigurerer verden. Jeg kan altså bilde mig ting ind ligesom Jorden er flad via transcendental deduktion. Skematismen har altså med indbildningskraften at gøre. Ender jeg så ikke bare med at erkende mine egne billeder, kan man spørge? Det er derfor vigtigt at slå fast for Kant, at erkendelse er en syntese mellem forstand og erfaring.1

En anden side af Kant

Kant er kendt som altødelæggeren fra Königsberg, fordi han lagde den traditionelle metafysik (psykologi, kosmologi, teologi m.v.) i ruiner. Men måske har Kant også en anden side. Tag f.eks. ideen verden. Dette er en totalitet og ren fornuftsidé. En såkaldt positivist mener ikke, at der findes erkendelse, der går udover erfaringen5. Men Kant mener, at ideer som “verden er en film”, “verden er en matrix” eller “verden er et urværk”, har en mening. Kant kan godt se mening i en digters ord. Vi kan orientere os i verden ved disse rene fornuftsidéer. Han ser mennesket som et metafysisk dyr, der gudskelov kan tænke mere, end det erkender.1

1 Forelæsning af ph.d. i filosofi Kasper Lysemose på Aarhus folkeuniversitet

2 Youtube kanal: Richard Brown. Videoerne: Kant 1: Synthetic A Priori Knowledge, Kant 2: Transcendal Idealism, Kantian Deontology 1, Kantian Deontology 2

3 Hume af ph.d. i filosofi Anders Fogh Jensen på www.filosoffen.dk Link: Hume – Filosoffen Anders Fogh Jensen

4 Koch, Carl Henrik: Immanuel Kant i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/Immanuel_Kant

5 Bengt-Pedersen, Carsten: positivisme i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/positivisme

Udgivet den

Empirismen

Empirismen er en retning inden for filosofien, der opstod i Storbritannien i slutningen af 1600-tallet. Den beskæftiger sig med erkendelse og mener, at al erkendelse kommer af erfaring. Den er dermed en pendant til rationalismen, der mener, at al erkendelse kommer fra fornuften. Den engelske filosof John Locke (1632-1704) henvises ofte til som den første empirist. Lockes projekt kan ses som en naturliggørelse af den moderne filosofis fader René Descartes (1596-1650). Descartes var rationalist. Descartes hævder, at vi har medfødte ideer, og at når en idé i vores bevidsthed er distinkt og klar, så er det bevis på, at den er sand. Artiklen vil desuden omhandle de to andre empirister irske George Berkeley (1685-1753) og skotske David Hume (1711-1776).

John Locke

(1632-1704)

Empirismens angreb på rationalismen

1. argument:

Locke stiller spørgsmålstegn ved medfødte ideer. Locke går empirisk til værks. Hvis ideer var medfødte, ville der ikke være uenigheder i vores bevidsthed. Tag f.eks. ideen “der er mere mellem himmel og jord”. Den kan vi erfare, at der er uenighed omkring blandt folk. Desuden kan vi selv være splittede, hvad angår denne idé i vores bevidsthed. Locke bruger argumentet, hvem der ultimativt skal vurdere om den ene eller den anden idé er sand. Det, at en idé forekommer distinkt og klart i vores bevidsthed, er altså ikke nok bevis for, at den er sand ifølge Locke.1

2. argument:

Lockes andet argument mod medfødte ideer er også empirisk og derfor erfaringsbaseret. Han bruger eksemplet med spædbørn. Hvis, der var medfødte ideer ville spædbørn blive født med ideer om logik, matematik, fysik m.v. Dette er ifølge Locke ikke tilfældet. 1

Rationalismen har så et modargument mod Locke med den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz’ (1646-1716). Han argumenterer for, at ideerne er den del af spædbarnets udvikling. De medfødte ideer bliver derfor aktiveret i løbet af barnets opvækst.1

Det egentlige problem

Lockes pointe er, at det er et vildspor at tale om medfødte ideer. Al viden kommer i sidste ende fra erfaringen! Locke påstår, at vi bliver født som en “ren tavle”. Der står altså intet på den, når vi bliver født. I dag ved vi, at arter kan tilegne sig overlevelsesinstinkter over lang tid. Det er en del af evolutionen. F. eks. kan en markmus fornemme faren for at blive taget af en rovfugl allerede inden den sanser den. Men ultimativt hvis vi går langt nok tilbage i evolutionen, vil vi finde en “ren tavle”. Ultimativt er vores fornuft altså noget, vi har tilegnet os fra erfaringen langt tilbage i tiden. Og den er så blevet en del af vores art.1

Locke slår altså fast, at vores ideer ultimativt kommer fra erfaringen. Han skelner mellem to typer af ideer nemlig simple og komplekse. Simple ideer kan vi finde direkte i den sansbare verden, mens komplekse ideer er sat sammen af simple ideer. Eksempler på simple ideer er form, farve, lyd. Et eksempel på en kompleks ide er en enhjørning, der består af de simple ideer hest+horn.1

Der er 2 kilder til simple ideer: sansning og refleksion. Eksempler på simple ideer, der kommer fra sansningen er: bord, grøn, varm, hyl. Refleksion er indre sansning. Vi kan altså sanse vores indre liv via refleksion. Eksempler på simple ideer fra refleksion er: forståelse, vilje, tro. Når jeg hører noget, da forstår jeg det uden at skelne lyd og mening fra hinanden, som man måske ville gøre naturvidenskabeligt. Men hvordan opstår ideen forstå? Svaret er ifølge Locke, at jeg kan reflektere over min egen erfaring, når jeg hører noget. Derfra opstår ideen “forstå”. Denne selv-refleksion bliver en vigtig del af Lockes teori.1

Lockes teori om perception

Locke er meget på linje med Descartes, når det kommer til perception.1 Perception betyder opfattelse med sanserne. F. eks. kan en skov perciperes ret forskelligt i forhold til om, man ser den fra siden eller fra oven.2 Man kan sige, at Locke naturliggør Descartes’ teori. Locke skelner mellem 2 former for kvaliteter, når det kommer til perception (lidt på samme måde som Descartes skelnede mellem uudstrakt substans og udstrakte substanser):

Sekundære kvaliteter: De findes kun i vores bevidsthed. Eksempler på disser er: lyd, farve, smag, følelser af varmt m.v. Ifølge Locke er lyd altså noget, der sidder i bevidstheden. Vi kan jo også kun registrere lydbølger med avanceret videnskabeligt udstyr. Vi kan jo ikke se lydbølgerne.

Primære kvaliteter: Disse kvaliteter befinder sig i eller på objektet. Eksempler er masse, massefylde, hastighed m.v. Disse kvaliteter kan kvantificeres og matematiseres. Vha. matematik og fysik kan vi lære om, hvordan de opfører sig.1

Locke anerkender altså Descartes teori om uudstrakte kvaliteter (sekundære kvaliteter) og udstrakte kvaliteter (primære kvaliteter).1

Locke om selvet

For Locke er selvet et spørgsmål om psykologisk kontinuitet. Dvs., at når jeg kigger på et billede af mig selv som 5 årig, vil jeg hævde, at det er mig, selvom jeg er 37 år i dag. Hvad vil det sige at være den samme person over tid? Jeg har jo mange andre overbevisninger i dag. Desuden er jeg fysisk meget anderledes. Locke giver et berømt svar: Du er den samme person over tid, fordi du erindrer dig selv som den samme person, der har eksisteret over tid.1

Selvet er for Locke kontinuitet. Dvs., at erindringen om mig selv over tid er selvet. Jeg kan kigge på et billede af mig som 5 årig og sige, at det er mig, selvom jeg er 40 år i dag. Jeg har andre overbevisninger i dag end, da jeg var 5 år, og jeg ser fysisk anderledes ud. Men alligevel er der en slags psykologisk kontinuitet, der er mig. Nogle siger, at man ved en nærdødsoplevelse oplever, at hele ens liv passerer revy.1

For at tydeliggøre Lockes teori, kan vi lave et tankeeksperiment med en teleport. Vi forestiller os, at vi har en teleport, der tager en eksakt genetisk kopi af et menneske. Den ene del af teleporten står på Jorden, den anden på Mars. Når mennesket går ind i teleporten på Jorden, går der altså en eksakt kopi ud på Mars. Vi antager, at den originale krop bliver destrueret efterfølgende. Vil mennesket, der står på Mars, være det samme som gik ind i teleporten på Jorden? Ja, ifølge Locke. Det er nemlig den psykologiske kontinuitet, der er det vigtige for Locke. Altså at du har det samme begær, de samme minder, samme bevidsthedsstrøm m.v. som for et sekund siden.1

Berkeley

(1685-1753)

Idealisme

Den irske empirist George Berkeley (1685-1753) er idealist. Han mener, at det eneste, der eksisterer, er sanseperceptioner. Han mener altså ikke, at stof/materiale findes i virkeligheden. Alt er en erfaring for Berkeley. Der findes kun mentale ting for Berkeley. Empirisme er det synspunkt, at hvad vi kan se, lugte, høre, smage og føle er det vigtige. For Berkeley er Lockes primære kvaliteter altså en bevidsthedsting såvel som de sekundære. Det eneste, som kan se, lugte, høre, smage og føle, er erfaringen.1

Berkeleys hovedargument er til en hvis grad, at Lockes og Descartes idé om stof er uforståelig. Argumentet lyder, at når du forsøger at forestille dig noget uafhængigt af bevidstheden f.eks. et træ i skoven, da kan du ikke forestille dig træet, uden nogen står og ser/perciperer træet. Du kan altså ikke forestille dig træet i sig selv.1

Berkeleys empirisme er meget “anti-sund fornuft”. Den sunde fornuft siger os, at selvfølgelig eksisterer sofaen, jeg ligger på. Jeg kan jo mærke den. Men så let er det ikke at modbevise Berkeley. Alle er enige om, også Berkeley, at vi har erfaringen af f.eks. en sofa. Vi ser og føler den. Men prøv at tænk på filmen The Matrix. I den erfarer mennesker en falsk verden, matrixen. De ser, smager, hører, lugter og føler den. Alligevel er virkeligheden, at de ligger i et kar, der er forbundet til en maskine, og som simulerer denne verden. Her er der en tydelig forskel på virkelighed og så, hvad vi perciperer. Det vi ser, lugter, hører, smager og føler er altså en erfaring. Mere ved vi ifølge Berkeley ikke.1

David Hume

(1711-1776)

Den skotske filosof David Hume (1711-1776) er den sidste af de såkaldt britiske empirister. Hume er måske den mest kendte britiske filosof overhovedet. Dette er noget af en påstand, så det er vigtigt at kende lidt til hans filosofi. Hume deler bevidstheden op i to kategorier:

1: Indtryk:

Der er de oplevelser, du får, når du f.eks. bider i et æble, ser en solnedgang eller mærker jalousi. Det er altså almindelige erfaringer, som virker vejledende for dig ift. verden uden for dig.

2: Ideer:

Disse er kopier af dine indtryk. Når du f.eks. erindrer, at du spiser et æble, ser en solnedgang eller føler jalousi. Min idé om smagen af æblet er en kopi af den rigtige smag af æblet. På samme måde med jalousi, vrede m.v.1

Hume er uenig i Platons teori om ideernes verden. Han mener, at enhver ide i vores bevidsthed kommer af et indtryk. Desuden er en hver ide grebet af fornuften. Ifølge Hume kan du ikke få et indtryk af en idé. Det er altid den anden vej rundt altså indtryk -> ide. Hvis du ikke kan spore en idé tilbage til et indtryk, da er den meningsløs. Hume er enig i Lockes skelnen mellem simple og komplekse ideer.1

Humes læresætning lyder: Ideer kommer altid af sanselige indtryk. Al viden kommer på den ene eller den anden måde fra disse indtryk og ideer. Hume skelner mellem to forskellige mentale fænomener. Dvs., at menneskelig viden opdeles i to former for typer af viden:

1: A priori (kommer før erfaringen) viden, hvilket han kalder relationer mellem ideer (RmI)

2: Erfaringsbaseret viden, hvilket han kalder faktiske forhold (FF)

Hume kategoriserer hvilken type ide efter følgende kriterier:

  • Hvis det omvendte af den ide, du tænker på, er en modsigelse, da er der tale om RmI. F.eks. hvis jeg har ideen “Alle ungkarle er ugifte”, og jeg tænker på det omvendte “Alle ungkarle er gifte”, da har jeg fundet en modsigelse. Der er altså tale om RmI. Her behøver vi ikke, at gå ud i verden for at tjekke, om det er rigtigt.
  • Hvis jeg benægter idéen, og benægtelsen ikke er logisk overensstemmende, da er der tale om FF. F.eks. “Den kjole er rød”. Hvis jeg benægter, “Den kjole er ikke rød”. Den idé er ikke logisk uoverensstemmende, og der er altså tale om FF. Vi kan gå ud i verden og tjekke, om vi kan finde en kjole, der er rød og en, der ikke er.1

Årsag og virkning

Ideen om årsag og virkning er meningsløs for Hume. Vi kan ikke sanse årsag og virkning. F.eks. kan vi i billiard ikke se nogen årsag og virkning, når den hvide kugle rammer en af de røde kugler. Hume mener, at det er en vane, at vi forventer, at når jeg jeg rammer den hvide kugle med den kraft og på den vinkel, så ruller den hvide og røde kugle på den måde og den måde. Vi kan teste med kritieriet for FF: Den hvide kugle rammer den røde kugle, når jeg rammer med denne kraft og på den vinkel. Hvis jeg benægter den: Den hvide kugle rammer ikke den røde kugle, når jeg rammer den med denne kraft og på den vinkel. Hvis jeg tjekker dette ude i verden med mine sanser? Hvis jeg tjekker det på planeten Jorden, vil der måske ske det samme gang på gang, og benægtelsen ville være uoverensstemmende. Men hvis jeg f.eks. er på en rumstation, ville kugle kunne begynde at flyve. Hume vækker her stor usikkerhed om naturvidenskaben. Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) går i rette med dette.1

Vane af forventning

Hume mener, at vi projekterer en “vane af forventning” ud på verden. For hvordan kan vi vide, at det sker næste gang, vi sanser det. Hvordan kan vi vide, at solen står op i morgen? For Hume, at dette blot et spørgsmål om tid. Det med solen kan synes som langt tid, men i sidste ende har han ret. Eller tag eksemplet “alle svaner er hvide”. Lige så snart vi har fundet en sort svane, da er det enden på forventningen, at “alle svaner er hvide”. Så det med, at ting sker med nødvendighed. Hvordan kan du vide det, spørger Hume. Du kan have erfaret en fejltagelse, der varer et vist stykke tid.1

Lidt om Hume og selvet

Hume mener, at ideen om et selv er meningsløst. Locke mente jo, at selvet var et spørgsmål om psykologisk kontinuitet over tid, og Descartes mente, at selvet er noget, der fremstår distinkt og klart i bevidstheden “jeg tænker, altså er jeg”. Da du ikke kan spore ideen om selvet tilbage til et indtryk, da er det en meningsløs idé for Hume. 1

Alt i alt er empirismen ideen om, at al viden kommer af erfaringen i modsætning til rationalismen, der mener, at fornuften er kilden til viden.1

1 Youtube kanal: Richard Brown. Videoerne: ‘Locke & Berkeley, Hume 1 og Hume 2

2 Perception fra Wikipedia DK. Link: Perception – Wikipedia, den frie encyklopædi

Udgivet den

Descartes’ filosofi

Man deler ofte filosofihistorien ind 3 perioder: 1: Metafysikken, 2: Den erkendelsesteoretiske/moderne vending og 3: Den lingvistiske vending. Den franske tænker René Descartes (1596-1650) betegnes som den moderne filosofis fader. Descartes levede i en tid, hvor det gamle verdensbillede, Det geocentriske verdensbillede, som havde Jorden som centrum i universet, var blevet tilbagebevist af den polske astronom Nicolaus Kopernikus (1473-1543). Kopernikus opdagede og beviste, at Jorden drejede rundt om Solen og ikke omvendt. Det nye verdensbillede, Det heliocentriske verdensbillede, havde Solen som Universets centrum. Når det fysiske verdensbillede falder sammen, påvirker det som regel også det sjælelige verdensbillede. Descartes så det derfor som sin opgave at finde et nyt arkimedisk punkt, der var usvigeligt sikkert, og kunne modstå al tvivl. Det arkimediske punkt har sit navn efter den græske matematiker og filosof Arkimedes (287-212 f.Kr). Arkimedes sagde: “Giv mig et sted at stå, og jeg vil flytte verden.”1

Den metodiske tvivl

Descartes stolthed er hans udvikling den metodiske tvivl. Paradoksalt nok, når “den store rationalist” frem til sin metode via drømmetydning. Han rejser som 23 årig rundt i Europa, hvor han en dag (d. 10. november 1619) rejser gennem byen Ulm i Tyskland. Filosoffer kan godt lide at beskrive deres “omvending” på en måde så at lige præcis dér skete det. F. eks. som i Reformationen skete på præcis det tidspunkt, hvor sømmet går gennem Luthers teser på kirkedøren. Nå tilbage til Ulm. Descartes ligger tilbagetrukket i sit varme kammer i Ulm, og her drømmer han 3 drømme. Drømmene er meget mærkværdige. F. eks. møder han i 1. drøm en hvirvelvind, som han tolker som en ond dæmon. Endvidere drømmer han om torden i 2. drøm, hvilket han tolker som helligeånden, der tager bolig i ham. I drøm 3 finder han Gud i sin bevidsthed. Disse drømme minder om en film, som den amerikanske filminstruktør David Lynch har lavet. Via drømmetydning af disse drømme når Descartes frem til sin rationalistiske metode. Det er ihvertfald sikkert, at han ikke er nået frem til sin metode via han metode. Han vil nu med usvigelig sikkerhed kunne skelne mellem sandt og falsk. Metoden består af 4 regler: 1) Evidensreglen: Ikke at antage noget for sandt, med mindre det fremtræder så klart og tydeligt, at det er umuligt at tvivle på det; 2) Analysereglen: Man bør opdele et givent problem i så enkle delproblemer som muligt; 3) Syntesereglen: Man bør begynde med det mest simple og forståelige; 4) Fuldstændighedsreglen: Man bør holde regnskab med, hvor i processen man befinder sig 2 3 4 .

Descartes finder vha. sin metode frem til det, som man indenfor matematikken kalder analytisk geometri. Et spørgsmål, der presser sig på, er: Hvorfor var metoden egentlig så vigtig? Her er det vigtigt at se på den tid, som Descartes levede i. Han levede i en tidsperiode, der ligger mellem senmiddelalderen og moderniteten. Senmiddelalderen var præget af skolastikken (klosterskolerne og universiteterne). Descartes gik i sin opvækst på en jesuitter skole, hvorfra han modtog en meget solid læring. Den italienske teolog og filosof Thomas Aquinas (1225-1274 e.kr.) lære fyldte meget på skolerne. Aquinas havde udrettet det vanvittigt svære at forene tro og viden, dvs. han forenende kristendom og Aristoteles. I Descartes’ tidsperiode var Thomas Aquinas lære truet både udefra og indefra. Udefra var den nye mekaniske naturvidenskab, der erstattede den teleologiske (formålsorienterede) teori om naturen. Vi har en kilde nemlig et brev, hvor Descartes giver udtryk for sine anti-aristoteliske holdninger. Dette var altså truslen udefra mod Aquinas. Indefra var det de senmiddelalderlige skolastiske teologer, der var truslen. De sagde: Hvad hvis vi prøver at tænke tanken om Guds almagt helt til ende? Svaret var, at Guds vilkårlige magt, styrede alt. Begrebet “kontingent”, der betyder vilkårlighed, opstår her. Kontingent betyder, at skabelsen var et resultat af guds vilkårlige almagt. Verden og menneskers “nu” eller øjeblik er i denne tanke afhængig af, at Gud griber ind, ellers falder verden sammen. Men ikke bare det. Også menneskers og verdens foregående øjeblik er afhængig af guds indgriben. Gud kan i denne tradition få en sten til at flyve. Han kan altså sætte naturlovene og de matematiske love ud af kraft. Der findes altså ingen selvstændig væren i denne tradition. Vi har altså her at gøre med en teologisk absolutisme i form af guds kontingente almagt.4

Descartes er faret vild. Men Gud giver os ikke længere nogen løsning. Men Descartes er motiveret for at finde “certitudo” (sikkerhed). Men kan vi overhovedet finde sikkerhed om noget? Hvordan skal vi orientere os i verden? Descartes mener så, at det er via metoden, vi skal finde sikkerhed. Han sætter al sin lid til metoden. Man kan sammenligne det med, hvis du er faret vild i en skov. Da skal du bare vælge en retning og så følge den, så skal du nok komme ud til sidst. Ligesom gud skabte verden på 6 dage, vil Descartes genskabe verden via 6 meditationer. Descartes bryder alt ned med sin tvivl, og i dette mørke finder han sit fundament.4

Meditationerne

Jeg vil i denne artikel beskæftige mig med de første 2 meditationer. Descartes åbner sine meditationer med, at han finder ud af, at noget, han tidligere troede var sandt, er falsk. Han må altså frigøre sig fra sine tidligere meninger. Han vil bygge alt op heriblandt sine meninger på ny via et sikkert fundament. Han er det, vi kalder en grundlagsfilosof. Dette fundament må kunne modstå al tvivl. Det skal være urokkeligt. Der fandtes i antikken en retning kaldet “skeptikerne”, der søgte at frigøre sig fra vished og finde ro i det. Men Descartes ønsker at finde vished. Vi skal tvivle om alt, der kan tvivles om. Pga. vanens magt glider vi ofte tilbage i gamle meninger. Descartes vil ikke bare tvivle om alt. Han vil behandle alt, som var det falsk! Hans inderste motivation er “certitudo” (sikkerhed). Han vil finde et arkimedisk punkt. Det er et beskedent punkt, men det kan løfte alt. Det vigtige er ikke, at vi erkender, men hvordan vi erkender. Meditationer kræver de rette omgivelser og omstændigheder. Vi skal lægge alle dagligdags bekymringer til side. Desuden skal vi lægge urolige følelser til side.4

Sanseargumentet

Descartes sanser snyder ham ofte. F. eks. kan tårn se rundt ud fra afstand men være firkantet, når man kommer tættere på. Eller en lige pind kan se skæv ud i vand, når den stikkes ned i. Der er altså tale om, at sanserne bedrager os. Han vil derfor konsekvent behandle sanserne som bedragere i disse meditationer. Han behandler alt sanseligt med tvivl.4

Drømmeargumentet

Jeg kan drømme, at jeg sidder foran kaminen, og det kan virke fuldstændig virkeligt. Drømme kan indeholde virkelige elementer. En maler kan male et billede, som forestiller noget, der ikke findes i virkeligheden. Men elementerne er virkelige f. eks. en pegasus. Den består af hest+vinger. Descartes opdager en struktur her, som er på en bestemt måde. Det er en såkaldt værensstruktur. Han har opdaget geometrien og aritmetikken. 2+2=4 er jo sandt uanset, om jeg drømmer eller er vågen. Nu har jeg da fundet sikkerhed. MEN!4

Dæmonargumentet

Descartes vælger at udvide sin tvivl til også at omfatte naturlovene og matematikken. Derfor opfinder han hjælpehypotesen “Den onde dæmon”. Den onde dæmon er en del af Descartes metodiske tvivl. En dæmon er ligeså svigagtig, som den er magtfuld. Han bryder nu den rationelle struktur ned med tvivl. Det er faktisk den senmiddelalderlige absolutistiske gud, som han omdanner til en ond dæmon! Dette var farligt på dette tidspunkt i historien! Han er nu et sted ligesom de antikke skeptikere. Han har givet afkald på vished. Og får den form for sindsro, som de antikke skeptikere havde. Men Descartes er drevet af motivationen til vished. Meditationen er smertefuld på dette tidspunkt. Han kan hverken nå bunden eller overfladen. Han “drukner”. Her er der en fare for, at den metodiske tvivl går over i eksistentiel fortvivlelse. Dette er Descartes nihilisme. Vi hænger altså ud over “afgrunden” med Descartes her. Nu opnår hans “certitudo” eller vished! “Jeg tvivler, altså er jeg” eller på latin “cogito ergo sum”!4

Cogitoet

Cogitoet kan også formuleres “Jeg tænker, altså er jeg”. Tvivl er en form for tænkning. Jeg er til. Jeg eksisterer. Den er sand, når jeg formulerer den i tænkningen. Cogitoet foregår i 2 akter: I 1. akt tænker jeg. I andet akt opdager jeg, at jeg tænker. Jeg må altså tage erindringen til hjælp. Det er derfor ikke en logisk slutning. Det er snarere en opdagelse af mit tænkende jeg. Dette er meget smalt! Men det er nok! Det arkimediske punkt er nok. Det er vigtigt at huske på, at cogitoet kun gælder på det tidspunkt, når jeg tænker. Det er kun her, jeg eksisterer som en tænkende jeg. Der er vittigheden, hvor Descartes kommer en på en bar, og siger: “Jeg tænker, jeg skal have en øl.” Bartenderen spørger lidt senere: “Skal du have en ny øl?” Descartes siger: “Jeg tænker ikke…” Puf. Descartes forsvandt. Nå spøg til side. Skolastikken kaldte jeg’et for en substans. Det bliver derfor til, at jeg er en tænkende substans, der erkender mig selv.4

Gudsbeviset

Descartes vil med sit Gudsbevis, sikrer sig, at den onde dæmon ikke bedrager ham. Han bruger årsag & virkning princippet som argument. Han sidder foran kaminen, og brænder noget voks af. Voksen er fast, før den bliver udsat for varmen, og flydende efterfølgende. Alligevel har Descartes en ide om, at det er samme stof. Det er altså et eksempel på ideen om årsag og virkning (,der senere bliver den vigtigste forstandskategori hos Immanuel Kant (1724-1804). På samme måde slutter han, at hans hans ide om et fuldstændigt og uendeligt moralsk væsen er en virkning af en årsag, som han kalder Gud. Han er nu overbevist om, at Gud findes. Så længe Gud findes bliver han ikke bedraget af nogen dæmon. Han vil nu bygge alt det op, han har betvivlet. Hvilket i denne sammenhæng er den matematisk beskrivbare verden. Med disse meditationer havde han nu givet videnskaben et sikkert punkt.

Sjæl-legeme problematikken

En vigtig skelnen hos Descartes er mellem den tænkende substans og de udstrakte substanser. Den tænkende substans har ikke udstrækning. Den er kun tilgængelig i 1. person. Kroppen er en udstrakt substans, der er ikke givet ved sig selv ligesom den tænkende substans. Derfor synes en vekselvirkning umulig. Men viljen kan påvirke den udstrakte substans. Omvendt kan en skarp smerte, som f.eks. hvis jeg går hårdt ind i et bordben med min tå, påvirke den tænkende substans. Descartes foreslår, at vekselvirkningen foregår gennem koglekirtlen i hjernen. Den er af udstrakt natur. Det er vigtigt at forstå her, at løsningen ikke kan løses videnskabeligt! Det er det praktisk liv, der har løsningen! I dagliglivet i samtalen har jeg erfaringen af enhed mellem sjæl og legeme. Også når jeg læser oplever jeg enhed mellem bogstaverne på den ene side og meningen på den anden. I analogi her til sjæl og legeme. I det daglige liv erfarer jeg deres klare og distinkte enhed. Hvordan skal vi så forholde os, når vi oplever enheden eller forskellen. Det er fordi, vi laver forskellige aktiviteter. Der er spørgsmålet: Hvordan skal vi fordele vores aktiviteter? Desuden har den “praktiske Descartes” 3 gode råd, når vi ikke mediterer og dermed “bygger nyt”. Fordi måske bliver vi aldrig færdige med at “bygge nyt”. De 3 praktiske råd lyder:

  • Gør, som romerne i Rom.
  • Gør, som du plejer.
  • Det er ikke, som jeg har det. Det er som, jeg tager det.4

1 Arkimedisk punkt fra Wikipedia DK. Link: Arkimedisk punkt – Wikipedia, den frie encyklopædi

2 Metodisk tvivl fra Wikipedia DK. Link: Metodisk tvivl – Wikipedia, den frie encyklopædi

3 Koch, Carl Henrik; Pedersen, Gitte: René Descartes i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/Ren%C3%A9_Descartes

4 Forelæsning ved ph.d. i filosofi Kasper Lysemose ved Folkeuniversitetet Aarhus

Udgivet den

Dyder

Filosoffer som Sokrates (469-399 f. Kr.), Platon (427-347 f. Kr.) og Aristoteles (384-322 f. Kr.) fra Antikken eller Det gamle Grækenland talte om dyder eller på græsk areté. Etisk benævner dyd evnen (Antikken) og viljen ( Augustins (354-430 e.kr.) kristendom til at gøre, hvad der er moralsk rigtigt eller godt. Sokrates arbejdede med 5 hoveddyder: moralsk indsigt, retfærdighed, tapperhed, besindighed og gudfrygtighed. Platon regner de 4 første for såkaldte ‘kardinaldyder’. Disse forekommer også hos Aristoteles. Platon anvender kardinaldyder på sjælen. Aristoteles benævner dyd som den gyldne middelvej mellem to laster. F.eks. er mod en dyd, fordi den ligger mellem lasterne fejhed og dumdristighed. Mennesker kan erhverve sig nye dyder (modsat andet liv som dyr og planter, hvis dyd er mere forudbestemt). Disse indlæres ifølge Aristoteles ved at øve sig, så der er en naturlig overgang fra potentiale til aktualisering.

Sokrates’ forståelse af dyd

Sokrates mener, at viden som udgangspunkt er subjektiv, dvs., at viden ikke er neutral. I sokratisk dialog anvender man den såkaldte “elenchos”-procedure, hvor man forsøger at modbevise dialogpartnerens subjektive viden kaldet “doksa”. “Doksa” betegner mere en viden præget af tro/meninger/holdninger. “Elenchos”-dialogen er ment til, at ende ud i en dybere viden kaldet episteme, der er en mere sikker form for viden. For Sokrates er dyd mere sikker viden altså episteme og sokratisk dialog er en måde at samtale på, der indbefatter hele personligheden. Sokrates tror på, at den person, der ved det gode, vil ikke handle ondt.1

I Sokrates’ elev Platons dialoger fremstilles Sokrates ofte som i opposition til de såkaldte sofister, der er ofte betalte undervisere i fx retorik og filosofi. Sokrates mener ikke, at den sande dyd kan læres via undervisning. Derfor fastholder han den orale tradition, der er samtale. Sokrates skrev aldrig noget selv ned. I stedet for samtalede han med forbipasserende på byens torv. Sokrates mente, at den sande dyd kommer indefra. Den er altså noget, vi på en måde godt ved i forvejen, men ifølge Sokrates har vi brug for hjælp til at “føde” dyden/viden. Han taler derfor om sig selv som “fødselshjælper”.

Platon og dyd

At have dyd vil sige, at tingen, planten, dyret, mennesket aktualiserer sit potentiale med dygtighed. Det er en kops dyd, at den er god at drikke af, og at den er god at holde i hånden. Om den er formet flot, eller om den er af guld, er måske anerkendelsesværdigt, men det er ikke dens dyd. Som beskrevet tidligere har Plation 4 kardinaldyder. Ifølge Platon kan vi dele sjælen op i 3 dele: fornuften, den initiativtagende del og begærdelen.

Visdom er fornuftens dyd. Den initiativtagende del har mod som dyd. Ifm. med dyden mod er det vigtigt at bruge fornuften samtidig, da fornuften kan hjælpe med at skelne mellem, hvad der bør frygtes og ikke frygtes. Ligesom Sokrates mener Platon, at dyd er dybere viden. Mod er altså dybere viden om, hvornår jeg skal frygte og ikke frygte. Den tredje del af sjælen begæret har besindighed eller selvbeherskelse som dyd. Ligesom for den initiativtagende del skal bruge fornuften, skal begærdelen ligeledes bruge den. Det er nemlig vigtigt, at fornuften hjælper begærets tilfredsstillelse med at være selvbehersket. Den fjerde kardinaldyd er retfærdighed, som omfatter hele sjælen. Retfærdighed viser sig ifølge Platon, når hele sjælen, dvs. alle 3 dele er ordnet i system og alle 3 deles kardinaldyd aktualiseres med dyd.2

Aristoteles og dyd

Aristoteles sætter eudaimonia, som det vigtigste mål for mennesket. Eudaimonia betyder lykke, og lykke er i dette henseende det vellykkede liv. Men det vellykkede liv kan være forskellig for planter, dyr og mennesker. Aristoteles mener, at for at finde ud af, hvad lykke er for mennesket skal man først bestemme, hvad der er menneskets særlige dyd. Menneskets særlige dyd er altså den, som det kan aktualisere bedre end nogen anden ting. En kops dyd er, at man skal kunne drikke af den. Et øjes dyd er at kunne se. Hvad er da menneskets? Fornuften er unik for mennesket, og det er den, som mennesket skal bruge til at rette alle sine handlinger mod et bestemt mål, et højeste gode, hvilket er individuelt. Hvis man aktualiserer sit potentiale (højeste gode) med dyd, har du opnået eudaimonia, lykke.2

Aristoteles taler om mange dyder. Men generelt kan siges, at dyd er “højderyggen” mellem to laster fx er “højderyggen” mod omgivet af dumdristighed og fejhed. For Aristoteles er mennesket et væsen, der øver sig, så dyden kan ikke gøres formelt, men må udkomme i praksis, hvilket indebære lidenskaber og følelser. Aktualiseringen af ens potentialer sker med natur (og ikke med vilje som hos kirkefaderen Augustin. Aktualiseringen er stadig vejledt af fornuften, men det er en speciel form for fornuft.2

Aristoteles deler også sjælen op i 3 dele: Den tænkende-fornuftige del som er menneskets særlige del, den sanseligt-begærende del der indeholder bevidsthed og sanser, og som mennesket har fælles med dyrene og den tredje del den organisk-vegetative del som mennesket har til fælles med planter og dyr. Menneskets særlige del er altså den tænkende-fornuftige. Det er her de intellektuelle dyder hører hjemme. Den fornuft, som hører til den tænkende-fornuftige del, er den teoretiske fornuft kaldet sophia. Sophia bruges f.eks. ved beregninger i matematik.

De etiske dyder hører hjemme i den sanseligt-begærende del. Den fornuft, der bruges til at erhverve sig de etiske dyder, kalder Aristoteles for phronesis, der er den praktiske fornuft. Grundsynspunktet hos Aristoteles er, at mennesker kan erhverve sig dyder. Det gør mennesket ved at øve sig. Øvelsens paradoks er så, at vi erhverver dyder ved at aktualisere et potentiale. Du bliver en god murer ved faktisk at mure. På lignende måde med etiske dyder. Du bliver en god etiker ved faktisk at være retfærdig.2

De 3 kristne kardinaldyder tro, håb og kærlighed ifølge Kierkegaard

For den danske filosof, teolog og forfatter Søren Kierkegaard (1813-1855) er “tro” en af de 3 kristne kardinaldyder. Troen kan hjælpe os til at vove os ud af en fastlåst situation. Kierkegaard skriver et sted, at “den der vover, mister fodfæstet et øjeblik, den der intet vover mister livet.” Vi skal følge vores lidenskab, vil Kierkegaard sige. Lidenskab eller tro er at række ud efter Gud. Gud er ikke det samme som mening. Der er derfor heller ikke en mening i at tro. Kierkegaard kalder troen paradoksal. Den sprænger det, som vi selv kan give mening til. Den er noget større end os selv.3

Den anden kristne kardinaldyd for Kierkegaard er “håb”. Kierkegaard taler om, at mennesket er spændt ud over to poler: “det evige”, der betegner Gud som evig kærlighed og “det timelige”, der betegner det forgængelige og den mere stræbsomme naturlige kærlighed. Håbet er for Kierkegaard en syntese mellem de to poler. I og med at alt er muligt for Gud, kan mennesket håbe. Dvs., at det kan fastholde det godes mulighed på trods af brudte forventninger og uopfyldte ønsker. Håber du intet, da fortvivler du. Fortvivlelse og frygt forholder sig til det ondes mulighed. Ifølge Kierkegaard finder troen og håbets afgørelse dog først sted, når vi fortvivler igennem, og vi står på fortvivlelsens yderste tinde, “så der menneskeligt talt ingen mulighed er”.4

Den tredje kristne kardinaldyd “kærlighed” beskriver Kierkegaard som en næstekærlighed, der kommer af pligt. Mennesket behøver ikke at føre regnskab med sin kærlighed. Det kan give i streng forstand altså uden at få noget igen. Den kristne kærligheds modsætning er den mere stræbsomme naturlige kærlighed, som Kierkegaard kalder selvkærlighed og kommer til udtryk i nogle af Kierkegaards æstetikerer bl.a. Mozarts Don Juan, der var den borgerlige periode skræmmende og dragende skrækscenarie. Don Juan går fra den ene kvinde til den næste ( 1003 bare i Spanien). Han må hele tiden finde en ny kvinde for at ophidse sig til at elske. I Kierkegaards værk Kjerlighedens Gjerninger (1847) beskrives kærligheden ikke som en følelse, men som en handling, der kommer af en befaling. Man kan nemlig ikke befale følelser, men handlinger kan man. Bogen er egentlig bygget op over 4 ord fra Det nye testamente: “Du skal elske næsten.” Næstekærligheden bygger på lighed i og med, at den er universel (undtagelsesløs) og egalitær (forskelsløs). Buddet “Du skal elske næsten” er egentlig en provokation, da det er et angreb på vores umiddelbarhed over, hvad kærlighed er for noget. Det er altså en kærlighed, der ikke beror på tilbøjelighed men på pligt. Det er pligten, der gør, at kærligheden bliver evig, da pligten gør den resistent overfor menneskelige tilbøjeligheder. Længere henne i værket beskrives det, at handlingen ikke er nok i sig selv. Man skal også have den rigtige indstilling: “Du skal elske næsten som dig selv.” Når du elsker næsten, skal du på den ene side befale din egen mangel på kærlighed samtidig med, at du forudsætter, at Gud har nedlagt kærligheden i grunden af den anden. Det er altså ikke dig, der putter kærligheden ned i den anden. I stedet for forudsætter du kærligheden hos den anden i grunden. Dette er opbyggelighed ifølge Kierkegaard. Kierkegaard beskriver en anden æstetiker i Forførerens Dagbog. Bogen illustrerer en forfører ved navn Johannes, der forfører en pige, der er 17 somre gammel. Her oplever vi, hvad der sker i sindets afkroge, når mennesket ikke følger befalingen om at elske næsten gennem handlinger. I Forførerens Dagbog elsker Johannes bedragerisk iagttagende. Han er den forførertype, der får pigens blomst til at folde sig ud, hvorefter han forlader hende.5

De nok tre vigtigste etiske typer herunder dydsetik

Nytteetikken er en konsekvensetik. Den ser på handlingens nytte, dvs. det handler om maksimering af lykke. Den beskæftiger sig ikke med sindelaget. Som eksempel på en nytteetikker kan nævnes Jeremy Bentham (1748-1832). Pligtetikken forudsætter, at man kan bruge sin fornuft frit, at man har en fri vilje, og at man er autonom. Man bruger sin fornuft til at lave love for sig selv. Hvis jeg handler på denne måde, ville det så kunne blive en almen gyldig regel, spørger pligtetikeren. Et eksempel på en pligtetikker er Immanuel Kant (1724-1804). Dydsetikken handler ud fra, hvad en dydig person ville gøre, samtidig med, at handlingen er mest mulig vellykket (eudaimonia). For at være en dydig person, skal du handle dydigt, hvilket medfører, at du har erhvervet dig dyderne ved at virkeliggøre dine potentialer. Et eksempel på en dydsetiker er Rosalind Hursthouse (1943-?).6

1 Johansen, Karsten Friis: Sokrates – græsk filosof i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra http://denstoredanske.lex.dk/Sokrates_-_gr%C3%A6sk_filosof

2 Forelæsning om Aristoteles: Etikken ved underviser Kasper Lysemose på Folkeuniversitet Aarhus

3 Artikel fra Information Tro, håb og kærlighed af Morten Albæk vs. Søren Kierkegaard. Link: Tro, håb og kærlighed | Information

4 Gregersen, Niels Henrik: håb i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/h%C3%A5b

5 Bredsdorff, Thomas: kærlighed i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/k%C3%A6rlighed

6 Slides: Etik 8/11-06: Dydsetik I af culmedialab fra slideshare. Link: Dydsetik i (slideshare.net)

reflekter.dk