Assertion

Selvsikkerhed (eng: assertiveness) handler i forbindelse med assertiv kommunikation om at rette opmærksomheden mod at opretholde egne synspunkter i uændret form samtidigt med, at man anerkender egne og andres synspunkter. Den engelske psykolog Anne Dickson (f. 1946) udviklede den assertive kommunikation, og underviste i den på verdensplan i 1980’erne. Selvsikkerhed handler i denne sammenhæng om at se sig selv og andre som ligeværdige samtidig med, at man tager personligt ansvar for kommunikationen. Dette ansvar indebærer, at vi blotlægger vores egne følelser, holdninger og hensigter med samtalen.

Med hensyn til selvsikkerhed og assertiv kommunikation taler man om tre typer af adfærd: den aggressive, den submissive eller den assertive. Det skal forståes således, at vi rummer en blanding af alle tre adfærdstyper. Som regel vil en af typerne præge vores personlighed mest. Øget selvindsigt i forhold til hvilken adfærdstype vi foretrækker, er i denne forbindelse nøglen til at blive bedre til at beherske os i mere kritiske situationer og i stedet handle mere assertivt. 1

Selvsikkerhed og assertiv kommunikation

Den sydafrikanske psykiater Joseph Wolpe (1915-1997) undersøgte oprindeligt selvsikkerhed (eng: assertiveness) som “gensidig hindring” (eng: “reciprocal inhibition”) af angst i hans bog fra 1958 om behandling af neuroser. Selvsikkerhed i denne betydning har siden været almindeligt anvendt som intervention i adfærdsterapi. Selvsikkerhedstræning (eng: Assertiveness Training (“AT”)) blev introduceret af psykologen Andrew Salter (1961) og populariseret af Joseph Wolpe. Wolpe mente ikke, at man kan være både angst og assertiv på samme tid. Dermed vil det at være assertiv hindre angst.

Som kommunikationsform og strategi er selvsikkerhed forskellig fra både aggression og passivitet. Den måde hvorpå vi behandler personlige grænser, det være sig både egne og andres, hjælper os med at adskille de tre begreber (aggression, passivitet og selvsikkerhed). Kommunikerer vi passivt, beskytter vi ikke egne personlige grænser, og tillader dermed aggressive mennesker at manipulere og misbruge os gennem frygt. Som passiv kommunikatør tager vi som regel ikke risikoen til at påvirke andre. Som aggressiv anerkender vi ikke andres personlige grænser, og er på denne måde ansvarlig for at skade andre i vores forsøg på at påvirke dem. Vi agerer selvsikkert, når vi overvinder frygt ved at tale vores sag, eller når vi prøver at påvirke andre samtidig med, at vi anerkender deres personlige grænser. Som selvsikker er vi også villig til at forsvare os selv mod aggressive kommunikatører. 2

Kritik af nogle anvendelsesformer af assertiv tilgang

Der har selvfølgelig også været kritik af selvsikkerhed, nemlig når det udføres på en ubalanceret måde. Især har de, der afprøver processen som nybegyndere, haft problemer med, at begrebet selvsikkerhed både er komplekst og situationsspecifikt på samme tid. Adfærd der er assertiv i en situation er det måske ikke i en anden. Skal vi være mere specifikke, så kan mangel på selvsikkerhed skabe et sæt problemer, imens overdreven selvsikkerhed kan skabe andre. Selvsikkerheds brugsanvisninger erkender, at mange, der prøver assertiv adfærd for første gang, oplever, at de går for langt og bliver aggressive.

I slut 1970’erne og start 1980’erne, da selvsikkerhedstræningen havde sine velmagtsdage, blev nogle selvsikkerhedstræningsteknikker forvrænget, og nogle mennesker blev sat til at gøre nogle temmelig klamme ting i selvsikkerhedens navn. Som f.eks. tomt at gentage en anmodning igen og igen, indtil man fik sin vilje. Adskilt fra anerkendelsen af andres rettigheder kan selvsikkerhedsteknikker blive psykologiske redskaber, der måske let kan misbruges: Der kan gå en hårfin grænse mellem gentagne gange at kræve sanktioner (teknikken: “broken record”) overfor nagende tvang, følelsesmæssig afpresning eller mobning. 3

1Anette Hegelund Dalsgaard – Den professionelle pædagog, s. 83-84

2https://en.wikipedia.org/wiki/Assertiveness

3Se fodnote 2

Empowerment

Empowerment er et begreb, man ofte bruger nu om dage. Det betyder direkte oversat at sætte i stand til eller bemyndige. Empowerment er en proces, hvor individet går fra afmagt og afhængighed til mere magt over egne levevilkår. Empowerment består at processer, hvor individet sættes i stand til og får mulighed for at ophæve afmagt og afhængighed over deres livsvilkår. Og på denne måde opnå præstationsevne til at forandre såvel samfundet som sig selv. 1 2 En central person ifm. udviklingen af empowerment var den brasilianske pædagog Paulo Freire (1921-1997), der var professor i historie og filosofi i Recife 1959-64. Freires ideer om frigørende pædagogik har været en vigtig inspirationskilde til udviklingen af empowerment. Freire hævdede, at alle mennesker rummer ressourcer og potentialer til at tage magt og ansvar for deres liv og at indtage en plads i verden. Via en øget bevidsthed kan mennesker indgå som ansvarlige subjekter i forhold, der berører dem selv, og det er netop denne øgede bevidsthed, som empowerment drejer sig om. Bevidsthed omfatter en søgen efter selvbekræftelse.3

Forskellige betydninger af empowerment

Imidlertid rummer begrebet empowerment, som mange andre begreber i den velfærdspolitiske debat, flere forskellige betydninger. Groft sagt kan der skelnes mellem to varianter:

1: Den nyliberalistiske variant. Her handler det om individers evne til at forfølge egne mål og tage kontrol over eget liv. I denne udgave sættes der ikke spørgsmålstegn ved samfundets ulighedsskabende strukturer og marginaliserende mekanismer. Empowerment handler her om “life coaching”, der ikke bare handler om arbejdslivet, men som stikker et spadestik dybere og omfatter hele livet. 4 5

2: Den mere samfundskritiske og solidariske variant, som fokuserer på kollektiv bevidstgørelse og aktiv handling i forbindelse med forandring af livevilkår for underprivilegerede grupper. Det kritiske samfundsændrende empowerment synspunkt sætter direkte fokus på dialektikken mellem livsvilkår og rettigheder og forandringer i individers subjektive bevidsthed og på at udvikle en kollektiv handlingskapacitet. 6 7

Empowerment i solidarisk og samfundskritisk udgave

Empowerment i den samfundskritiske og solidariske variant kan ses som et alternativ til den nyliberale kritik af velfærdsstaten. Den nyliberale kritik ser social sikring som noget, der undergraver individets evne til at klare sig selv, og som noget der låser ressourcesvage fast i en afhængighedskultur. Empowerment i den samfundskritiske udgave ser derimod grundlæggende sociale rettigheder som en betingelse for myndiggørelse. Empowerment i begge udgaver er samtidigt også en betydningsfuldt tilgang ift. en traditionel og juridisk/bureakratisk velfærdsstatlig tilgang, hvor medborgeren er udgangspunktet, der på grundlag af objektive kriterier “passivt og oppefra” skænkes sociale rettigheder.

Empowermentbetragtningsmåden ser den individuelle og kollektive myndiggørelse som et særskilt velfærdsmål og fremhæver, at dette samtidig kræver forandringer i samfundets strukturer og mekanismer samt i individers og gruppers bevidsthed. Med andre ord ses fælles velfærd i denne sammenhæng som en meget væsentlig betingelse for individuelt selvværd. 8 9

Empowerment i Danmark

Ser vi på empowermenttilgangen i Danmark har den fået en ikke uvæsentlig slagkraft i dele af socialpolitikken og bypolitikken. Den har fået en vis ekspansion inden for omsorgsarbejde, socialt arbejde samt på det frivillige område som f.eks. krisecentre, sundhedsfremme, ift. etniske minoriteter og i forbindelse med socialt arbejde udsatte boligområder. I henhold til sidstnævnte ser vi de såkaldte kvarterløft. Kvarterløftpolitikken i udsatte byområder baserer sig på, at borgerne i det pågældende område, bakket op af professionelle støttende facilitatorer, selv definerer behov og løsningsstrategier inden for en overordnet ramme. Empowerment i praksis viser sig desuden, når udsatte borgeres interesseorganisationer mobiliserer og kæmper for deres medlemmers interesser. Eksempler på sådanne interesseorganisationer er de hjemløses landsorganisation (SAND), Landsforeningen af Psykiatribrugere (LAP) og handicaporganisationerne. Empowermenttilgangsvinklen er også relevant for socialarbejdere og andre andre offentlig ansatte, der skal hjælpe socialt udsatte. 10 11

Horisontal og vertikal empowerment

Man kan tale om horisontal empowerment, der er mobiliseringsprocesser i en social gruppe eller et lokalsamfund. Der kan være forhindringer, der skal overvindes, for at den horisontale empowermentproces kan udvikle sig. Eksempler på ting, der skal overvindes, er gamle fjendebilleder, mangel på “social kapital” i form af tillid og sammenhængskraft internt i ressourcesvage grupper samt apati.

Man kan også tale om vertikal empowerment, som drejer sig om at få styrket slagkraften opad og udadtil angående de væsentlige magtcentre uden for lokalsamfundet. Et eksempel kan være, at et “glemt” byområde kommer i betragtning og på prioriteringslisten på Rådhuset og i den nationale bypolitik. På denne måde får man en styrket stemme i det politiske liv og i forhold til overordnede diskurser”. 12

Empowerment som planlægningsparadigme

Et betragteligt antal planlægningsteoretikere og politiske sociologer taler om politikudvikling via social mobilisering eller social mobiliseringsplanlægning. Empowermentplanlægning er forskellig fra den, af den tyske sociolog Jürgen Habermas (f. 1929) inspirerede, kommunikative planlægning, der lægger vægt på den frie dialog, hvor man går efter opnåelse af konsensus, at afklare interesser og afdække interessesammenfald og interessemodsætninger. Det er interesseafklaringen, som i høj grad er bestemmende for den kommunikative planlægning.13 Empowermentplanlægning går i stedet ud fra, at magten er ulige fordelt. Og skal man i den sammenhæng forandre magtrelationerne til fordel for underprivilegerede grupper, er fokus på kommunikation, som i den kommunikative planlægning, langt fra nok.

Taler vi om empowerment som planlægningsparadigme, kan det derfor være modsætningsfuldt forstået på den måde, at det ofte bliver en udfordring af traditionelle magtbastioner. Dette kan desuden fremkalde modstand oppefra.

Et tydeligt historisk eksempel på dette er “The War on Poverty” politikken, der blev gennemført under J.F. Kennedys og senere Lyndon B. Johnsons præsidentskab i 1960’ernes USA. I denne forbindelse anvendte borgerrettighedsforkæmpere og andre aktivister i ghettoerne føderale midler til at foretage socialt arbejde i tæt sammenspil med etnisk og politisk mobilisering i ghettoerne. Dette fremkaldte voldsom modstand og var ifølge nogle iagttagere en af årsagerne til, at republikanerne kom tilbage til magten.14

1https://www.leksikon.org/art.php?n=5018

2https://seminarer.dk/nyheder/empowerment-i-teori-og-praksis/

3https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2003-26/styrke-til-at-handle-selv

4se fodnote 1

5se fodnote 2

6se fodnote 1

7se fodnote 2

8se fodnote 1

9se fodnote 2

10Se fodnote 1

11Se fondnote 2

12Se fodnote 1

13https://www.djoef-forlag.dk/openaccess/samf/samfdocs/1999/1999_7/samf_1999_7_4.pdf

14Se fodnote 1

reflekter.dk