Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) fra Königsberg skrev udover sin erkendelsesteori også en etik. Her snakkede han om kategoriske imperativer eller moralloven. Kant deler i sin erkendelsesteori verden op i 2: 1) fænomenernes verden, der er den erfaringsbaserede verden og 2) noumenernes verden, der er blotte tanker eller “tingen i sig selv”. “Tingen i sig selv” kan nemt misforstås, da vi, når vi forestiller os noget, griber til erfaringsverdenen. Vi kan ikke forestille os noget, der ligger uden for erfaringen. Erfaringen er betinget af tid & rum. Den kan ikke gå hinsides disse. Men i fænomenernes verden findes naturlovene. Hvis der gives en årsag i naturen, er der også en virkning. Men i noumenernes verden findes frihedens kausalitet, der har nok i sig selv. Friheden er altså ifølge Kant ikke en del af erfaringsverdenen. Den er en ren a priori (før erfaringen) ting. Vi kan ikke lave en teori om noget, der ikke er en del af erfaringsverdenen, men vi kan bruge den i praksis. Ifølge Kant kan friheden fungere som lovgiver for fornuften.1 Vi kan spørge vores fornuft om en mulig handling kan blive en almen gyldig lov? F. eks. er det fornuftigt at bryde et løfte? Hvis alle brød deres løfter ville vi få en meget utilregnelig verden. F. eks. hvis alle brød deres “løfte” i trafikken. Hvis alle kørte over for rødt f. eks. Det kunne hurtigt blive farligt. Vi kan altså via vores fornuft ræsonnere os frem til, hvad der ville være fornuftigt. Her efter kan vi så bruge vores a priori frihed eller frie vilje til at gennemtvinge den fornuftige handling.
Det kategoriske imperativ
Det vores fornuft “rammer”, når vi spørger, om en mulig handling kan blive en almen gyldig lov, dvs., kunne blive gyldig for alle, er, hvad Kant kalder det kategoriske imperativ eller moralloven. Når noget er kategorisk betyder det, at det skal udføres. Det er det samme som en kommando eller et bud. For at forstå kategoriske imperativer bedre kan vi først kigge på hypotetiske imperativer. Hvis jeg f.eks. skal bestå en klasse, da skal jeg kunne et pensum. Det hypotetiske imperativ lyder: Du skal kunne dette pensum for at bestå denne klasse. Vil jeg bestå klassen, da må jeg læse pensum. Vil jeg ikke bestå klassen, da behøver jeg ikke at bestå pensum. Der er her også tale om et mål og et middel. Målet er at bestå klassen, midlet er at kunne pensum. Så imperativer har med mål at gøre.2
Kants 2. formulering af Det kategoriske imperativ
Men med moralske spørgsmål ved vi godt, hvis vi spørger vores samvittighed, at de ikke er hypotetiske. De er nærmere kategoriske! Jeg skal ikke køre over rødt. Jeg skal holde mit løfte. Jeg skal ikke begå overgreb. Kant mener, at andre mennesker er rationelle agenter ligesom mig selv. De har deres egne rationelle mål. Jeg må derfor ikke bruge andre mennesker som instrument til at nå et af mine mål. Eller som den anden af hans 4 formuleringer af Det kategoriske imperativ lyder2:
Du skal altid behandle andre mennesker som mål i sig selv og aldrig kun som middel.2
“Menneskets udgang af dets selvforskylde umyndighed” er det, der gør os autonome. Det, at vi er autonome, gennemsyrer os ifølge Kant med en absolut moralsk værdi. Vi er nemlig de eneste ting, der er selv-lovgivere. Derfor er det aldrig okay at bedrage eller lyve, fordi så berøver du mig min mulighed for autonomt at træffe en moralsk beslutning, da den vil være baseret på falsk information. F. eks. vil jeg gerne låne dig min jakke, fordi du skal ud i kulden, og af en eller anden årsag har mistet din jakke. Men, hvis du i virkeligheden låner min jakke for at sælge den videre, da har du krænket Kants 2. formulering af Det kategoriske imperativ. Du har brugt mig som middel og kun middel til at nå dit mål om flere penge, og forhindret mig i at nå mine egne mål og interesser med jakken. Ifølge Kant leder korrekt og rationel brug af Det kategoriske imperativ os til moralske sandheder, der er faste og anvendelige ved alle rationelle agenter.3
Kants 1. formulering af Det kategoriske imperativ
For Kant er de morallove, vi når frem til via vores fornuft, og som er afledt af moralloven, og som vi kan gennemtvinge med vores frie vilje, gældende overalt og til alle tider. Moralloven eller Det kategoriske imperativ er universel. Det gælder overalt og med nødvendighed og for alle ligesom tyngdeloven eller ligesom matematik, f. eks. 2+2=4. Så hvis en person siger, at du er for dum, hvis du følger moralloven, da er det det samme som at sige, at det er for dumt, at du følger tyngdeloven eller følger 2+2=4 som nødvendighed. Det er med andre ord irrationelt ikke at følge moralloven ifølge Kant.2
Vi er nødt til at have en morallov, der er resistent mod indvendinger. Det er netop det kategoriske imperativ. Det minder lidt om den såkaldt gyldne regel: “Gør mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig.” Problemet med den gyldne regel er, at den indebærer, at du har visse følelser. Du kan f. eks. godt have en ufølsom person, der tyer til den gyldne regel, men f. eks. siger: “fortæl mig ingenting om din utroskab. Lad mig være i fred.” Det kan virkelig blive en handlingsmæssig deroute. Eller en person som er sadomasochist, der påfører en anden person smerte, som ikke ønsker det. Det kategoriske imperativ siger i stedet for den gyldne regel2:
1. Gør dette.2
Den første af Kants 4 formuleringer af Det kategoriske imperativ lyder2:
Handl altid så maksimen (levereglen) af din handling samtidig kan blive en universel morallov.2
Vi har altså her en ordre, som der ikke er nogen indvending imod. Du kan ikke indvende, at du ikke gider at følge den af bekvemmelighed. Det er jo som sagt det samme som at sige, at du ikke gider at følge tyngdelovens nødvendighed eller matematikkens nødvendighed. Der må heller ikke være nogen selvmodsigelse. Hvis moralloven beordre dig til at holde et løfte, da gælder det med nødvendighed og overalt. Fremgangsmåden, når du reflekterer over moralloven, er følgende2:
1. Formuler maksimen (F.eks: “Jeg skal skrue ned for varmen under en klimakrise.”)
2. Universaliser maksimen (F.eks: “Kan det blive en universel morallov, hvis alle skruer ned for varmen under en klimakrise?”)
3. Er der en modsigelse? (Nej, logisk giver det mening, at alle skruer ned for varmen under en klimakrise.)2
En sekulær moralfilosofi
Kants etik er en sekulær moralfilosofi. Den adskiller fornuft og religion. Vi går altså ikke til Gud for at få svar. Vi bruger vores fornuft. Grunden til, at vi ikke skal se til religionen for at få svar, er ifølge Kant, at vi ville få forskellige svar alt efter tilbøjelighed, personlighed m.v. Han ville finde en morallov, der giver os samme svar uanset, hvem vi er.3
Kant mente ikke ligesom f. eks. Descartes, at man kan bevise Guds eksistens ud fra årsag & virkning. Descartes ræsonnerede, at når han puttede et stykke voks ind i ild, da selvom stoffet nu var flydende, havde han en ide om, at det var samme stykke stof. Det faste stykke voks var årsagen til det flydende stykke voks. På samme måde havde han en idé om et fuldstændigt moralsk væsen, som så måtte være en virkning af en årsag nemlig Gud. Kant mente, at bare fordi jeg forestillede mig en “hot babe” hjemme i min stue, da var den idé ikke nødvendigvis en virkning af en årsag. På samme måde med forestillingen om Gud.4
Kritik
Det kan være lidt svært at forstå, at det kun er rationelle væsener, der er mål i sig selv. Hvad med babyer, dyr, psykisk syge m.v. Det virker kontraintuitivt, at jeg gerne må bruge en baby som instrument til at nå mit mål men ikke en rationel voksen.2 Et andet kritikpunkt kan være løgn. Jeg må ikke lyve ifølge moralloven. Det gælder overalt og med nødvendighed. Men hvad hvis Gestapo banker på min dør, og jeg har gemt en jøde på loftet. Ifølge moralloven må jeg ikke lyve. Den gælder med nødvendighed og overalt. Men det virker meget forkert. Enhver person med bare lidt medmenneskelighed ville lyve i denne situation.
Konklusion og eksempel på videre anvendelse i filosofihistorien
Alt i alt er Kants morallov en måde at handle moralsk i verden uden for megen tøven. Den har også vundet stor udbredelse, f. eks. bruger den amerikanske politiske filosof John Rawls (1921-2002) vores “udgang af vores selvforskyldte umyndighed” altså vores autonomi og frie vilje som en forudsætning for at kunne deltage i hvad, der er kendt som procedural retfærdighed.
1 Forelæsning ved ph.d. i filosofi Kasper Lysemose på Aarhus folkeuniversitet
2 YouTube kanal: Richard Brown. Videoerne: Kant 1: Synthetic A Priori Knowledge, Kant 2: Transcendal Idealism, Kantian Deontology 1, Kantian Deontology 2
3 YouTube kanal: CrashCourse. Videoen: Kant & Categorical Imperatives: Crash Course Philosophy #35
4 Artikel Immanuel Kant (1724-1804) af Asbjørn Petersen fra Kristendom.dk. Link: Overblik: Immanuel Kant (1724-1804) – Kristendom.dk