Dyder

Filosoffer som Sokrates (469-399 f. Kr.), Platon (427-347 f. Kr.) og Aristoteles (384-322 f. Kr.) fra Antikken talte om dyder eller på græsk areté. Etisk benævner dyd viljen og evnen til at gøre, hvad der er moralsk rigtigt eller godt. Sokrates arbejdede med 5 hoveddyder: moralsk indsigt, retfærdighed, tapperhed, besindighed og gudfrygtighed. Platon regner de 4 første for såkaldte ‘kardinaldyder’. Disse forekommer også hos Aristoteles. Platon anvender kardinaldyder på sjælen. Aristoteles benævner dyd som den gyldne middelvej mellem to laster. F.eks. er mod en dyd, fordi den ligger mellem lasterne fejhed og dumdristighed. Dyd er også en karakteregenskab, der indlæres ved at øve sig i praksis. 1

Sokrates’ forståelse af dyd

Sokrates’ grundsynspunkt er, at viden ikke er neutral. Sokrates har en metode kaldes ‘elenchos’, hvor han gendriver samtalepartnerens viden (doksa). Dette er første trin til at opnå en viden, som behæfter hele personligheden. Sokrates udtalte flere gange: “Dyd er viden”. Den, der véd det gode, vil aldrig handle ondt. Uretfærdighed skader sjælen. Den retfærdige vil aldrig blive skadet. Sokrates forudsatter, at der findes en absolut moralsk standard nemlig dyd (areté), der er præskriptiv for den enkelte. 2 I Platons dialoger står Sokrates som regel i modsætning til de såkaldte sofister, der var en form for undervisere og retorikere, der mod betaling underviste i filosofi, retorik m.v. Sokrates mente, at den sande dyd ikke kan undervises i efter sofistisk forbillede. Ifølge Sokrates bliver den sande dyd til indefra og kræver den majeutiske paideia, hvilket vil sige, at mennesket har brug for en ‘fødselshjælper’ ifm. den kultur, man erhverver sig gennem sin opvækst, opdragelse og uddannelse.3 Paideia indeholdt en åndelig og fysisk dannelse i form af legemsøvelser, musik og litteratur.

Platon og dyd

At noget har dyd vil sige, at det kan eksekvere sin funktion med dygtighed. Det er en kops dyd, at den er god at drikke af, og at den er god at holde i hånden. Om den er formet flot, eller om den er af guld, er måske anerkendelsesværdigt, men det er ikke dens dyd. For at bruge et af Platons eksempler så er det et øjes dyd at kunne se skarpt og præcist. At det desuden er et smukt og varmt øje, er godt, men det er ikke øjets dyd. Vi kan nu fastslå de enkelte dyder. Platon vil nå frem til kardinaldyderne. Platon deler sjælen op i tre dele: fornuften, den initiativtagende del og begærdelen.

Fornuftens dyd er visdom. Den initiativtagende dels dyd er at besidde mod. Det er vigtigt at understrege, at mod afhænger af fornuften. Da fornuften har indsigten til at skelne mellem, hvad der bør frygtes og ikke frygtes. Det sande mod er ikke dumdristighed. Mod er viden om, hvornår det er vigtigt at frygte. Mod er altså ikke frygtløshed. Det er mod at frygte ondskab og løgnagtighed f.eks. Til sidst er det begærdelens dyd at indeholde besindighed. Begær er som udgangspunkt ikke ondt. Begær bliver først uacceptabelt, når dets tilfredsstillelse bliver utæmmet og voldsomt. Begærdelen skal også underlægge sig fornuften, så tilfredsstillelsen bliver mådeholdende og på den måde guides af fornuften. Tilbage har vi nu retfærdighed. Platon ser retfærdighed som hele sjælens dyd og ikke dens enkelte funktioner. Retfærdighed er på den måde den overordnede dyd, der kommer til udtryk, når de 3 funktioner i sjælen indfinder sig på sin plads i et ordnet system, og alle funktioner realiserer deres dyd. 4

Aristoteles og dyd

Aristoteles sætter lykken som det højeste mål for al menneskelig stræben. Han brugte begrebet eudaimonia. Hvad vil lykke så sige i dette henseende? Aristoteles mener, at for at bestemme lykken for mennesket skal man først bestemme menneskets gerning. En tings gerning betyder, hvad denne ting kan eksekvere eller eksekvere bedre end nogen anden ting. En kops gerning er, at man skal kunne drikke af den. Et øjes gerning er at kunne se. Hvad er da menneskets gerning? Hvad for et slags liv kan kun leves af mennesket? Svaret er, at det må være et liv, hvor man via sin fornuft handler efter en generel regel, og lader sine handlinger rette sig efter et bestemt mål, som er det højeste gode for en. Hver ting kan eksekvere sin gerning mere eller mindre godt. Her kommer begrebet dyd ind, da altså i denne sammenhæng betyder dygtighed. Hvis man eksekverer sin gerning med dyd, har man opnået eudaimonia, lykke. Dvs., at ifølge Aristoteles består et menneskes lykke i at leve sin særlige form for liv, med fornuften som vejleder for ens handlinger, med dygtighed, dyd. 5

Aristoteles opremser et katalog af dyder, men det vigtige er her at nævne som sagt i indledningen, at han betragter “højderyggen” mellem to laster som dyd. For Aristoteles er etik altså at kunne afgøre, hvornår noget er for meget og for lidt. Det er særdeles væsentligt at forstå her, at Aristoteles tænker etikken som allerede indeholdt i den konkrete situation. Den etiske afgørelse kan ikke gøres formelt, men må først udkomme i praksis. Det handler altså ikke bare om at vide, hvad man skal gøre, men primært om bare at gøre det. Når etikken er bundet til praksis, indebærer det, at den også er bundet til menneskers lidenskaber og følelser. Etisk vorden er nemlig kultivering af ens følelser og lidenskaber således, at man i situationen ‘naturligt’ drejes mod det rette. Etikken er stadig vejledt af fornuften, men det er en særlig form for fornuft.6

Aristoteles differentierer mellem flere forskellige former for fornuft bl.a. sophia og phronesis. Sophia er den teoretiske fornuft, der bruges ved en matematisk beregning f.eks. Phronesis er til gengæld den praktiske fornuft, der anvendes ved den etiske afgørelse. Hvor Sophia er rettet mod det metafysiske og universelle, er Phronesis rettet mod det konkrete og foranderlige. Den praktiske fornuft forholder sig til dyderne, da den i situationen sørger for, at dyderne gøres gældende på den rette måde og i det rette omfang. F.eks. ser man et menneske i nød, og ens dyd ansporer en til at hjælpe. Den praktiske fornuft sørger for, at hjælpen gives på den rette måde og i det rette omfang, således at “højderyggen” rammes i stedet for lidt eller for meget. Phronesis kan under ét resumeres til en slags etisk “intuition”, som manifesterer sig som i et område mellem det intellektuelle og det følelsesmæssige.7

Når vi taler om eudaimonia, lykke er dyden ‘mod’ f.eks. en måde at få sine projekter til at lykkes. Hvis man ikke har denne areté, giver man op, når man bliver bange eller kommer i tvivl. Dette gør det svært at gennemføre en uddannelse eller springe i faldskærm.

Hvis vi tager et andet eksempel som dyden ‘ærlighed’, er den nødvendig for at få venskaber og kærlighedsforhold til at lykkes. Er man uærlig, tør andre ikke knytte tætte bånd til en – og så bliver man ensom og ulykkelig.

Et tredje eksempel er dyden ‘retfærdighed’. For at kunne fungere sammen med andre mennesker skal man besidde denne dyd. Hvis man har lasten uretfærdig, bliver andre uenige med en, og man får fjender. 8

De 3 kristne kardinaldyder tro, håb og kærlighed ifølge Kierkegaard

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) beskriver dyden ‘tro’ som den, der overskrider alt, hvad vi kender. Kierkegaard mener også, at dyden tro overskrider den enkeltes forståelse af meningen med livet. At tro er at række ud efter Gud, men Gud er ikke det samme som mening. På den måde er der sådan set heller ikke mening i at tro. For Kierkegaard er troen paradoksal, og den overskrider det, som vi selv kan give mening til. Det er absurd at tro på Gud, men det er alligevel, det vi skal. Den eneste mening, vi selv kan skabe, er gennem ‘springet’ ud på de ‘70.000 Favnes Dyb’.9

Dyden ‘håb’ ligger ifølge Kierkegaard i, at for Gud er alt muligt. For Kierkegaard er håbet en syntese mellem ‘det Evige’ og ‘det Timelige’. Da alt er muligt for Gud, håber mennesket alt. Den håbende lever i tiden, og derfor er han hele tiden i bevægelse. Af denne grund må han hele tiden håbe. Ergo må mennesket hele tiden håbe alt. Håbet er dog ikke nogen banalitet. Forventningen om, hvad der er muligt, udspaltes enten i håbet, der forholder sig til det godes mulighed, eller i frygt og fortvivlelse, der forholder sig til det ondes mulighed. Så længe håbet har fat, ser man altså det godes mulighed. Hvorimod man ser det ondes mulighed, når frygten og fortvivlelsen har fat. Troen og håbets afgørelse finder dog først sted, når mennesket er bragt til fortvivlelsens yderste tinde, “så der menneskeligt talt ingen mulighed er”. Kierkegaard kontrasterer ligesom Paulus på denne måde troens håb og menneskets kalkulationer.10

Dyden kærlighed er for Kierkegaard noget andet end egenkærlighed. Han mener, at noget af enestående ved mennesket er, at det kan give i streng forstand. Dvs. uden at få noget igen. Kierkegaard skildrer flere forfører-typer f.eks. Mozarts Don Juan, der var den borgerlige æras skræmmende og dragende skrækscenarie. Don Juan elsker umiddelbart efter hinanden, bryder forhindringer og af denne grund kan han ingen kærlighed føle. Han må hele tiden søge nye forhindringer for at ophidse sig til at elske. I Kjerlighedens Gjerninger (1847) fremstilles kærligheden ikke som en følelse eller en indstilling men som en handling. Det Nye Testamentes kærlighedsbefaling er Kierkegaards omdrejningspunkt. Man kan nemlig ikke befale følelser, men det kan man med handlinger. I Kjerlighedens Gjerninger lyder det, at kærligheden skal kendes på sine gerninger ligesom træet på dets frugter. Læser man videre, finder man ud af, at handlingerne desuden kræver, at man har den rette indstilling. Ellers tæller de ikke. Kierkegaard bruger Jesu-ord: “Du skal elske Næsten som dig selv”. Dog er det især de fire første ord, han bruger. Når man elsker sin næste, skal man betvinge sin egen mangel på kærlighed, og samtidig forudsætte, at kærligheden ligger i grunden på det andet menneske fra Guds hånd af. Kierkegaards hensigt er, at ‘opbygge’ kærligheden i hiin enkelte, dvs. den kærlighed, som ikke søger sit eget. Kierkegaard skildrer en anden forfører-type i Forførerens Dagbog. Denne viser, hvad der sker i sindets afkroge, når mennesket ikke følger befalingen om at vise den barmhjertige kærlighed via handlinger. “Når Kierkegaard taler om den svigefulde elsker, er han den gudbenådede iagttager. Når han taler om kærlighedens nådegave, er han den nådesløse lutheraner”. 11

De nok tre vigtigste etiske typer herunder dydsetik

Nytteetikken ser den rigtige handling ud fra hvilke konsekvenser, den har i forhold til mest mulig lykke for flest muligt mennesker f.eks. i form af behagelige bevidsthedstilstande eller opfyldelse af ens præferencer og ønsker. Som eksempel på en nytteetikker kan nævnes Jeremy Bentham (1748-1832). Pligtetikken ser den rigtige handling ud fra en moralregel, så der opnås mest mulig rationalitet. F.eks. er moralreglen indstiftet af fornuften eller af enighed mellem fornuftige mennesker. Et eksempel på en pligtetikker er Immanuel Kant (1724-1804). Dydsetikken ser den rigtige handling ud fra, hvad en dydig person vil gøre, og samtidig opnås der mest mulig lykke, eudaimonia. En dydig person er én, der handler dydigt, hvilket indebærer, at han har erhvervet og praktiserer dyderne. Et eksempel på en dydsetikker er Rosalind Hursthouse (1943-?)12

1Kilde:http:// https://filosofi.systime.dk/index.php?id=32&L=0&tx_systimeglossary_pi1%5Bcharacter%5D=d&cHash=3eda705f86c1438acd08d36c3fd6ba48

2Kilde: http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Oldtidens_filosofi/Sokrates

3Kilde: http:// https://books.google.dk/books?id=98klDwAAQBAJ&pg=PT114&lpg=PT114&dq=sokrates+arete&source=bl&ots=Eso2GLX1ve&sig=GIj9vWkY5u8GwmNfRl9_ZfhKViE&hl=da&sa=X&ved=2ahUKEwjhpai_rJrdAhWThKYKHY86Cn04ChDoATADegQIBxAB#v=onepage&q=sokrates%20arete&f=false

4Kilde: https://books.google.dk/books?id=4bSNDAAAQBAJ&pg=PT77&lpg=PT77&dq=arete&source=bl&ots=x-QB0iK2F-&sig=UaK3dFyxOSl7lfSk1aAvD2wSRWE&hl=da&sa=X&ved=2ahUKEwiJ2tO29ojdAhWCEywKHTEZBrY4ChDoATABegQICRAB#v=onepage&q=arete&f=false

5Kilde:http:// https://books.google.dk/books?id=efplEVx5ECUC&pg=PA100&lpg=PA100&dq=aristoteles+aret%C3%A9&source=bl&ots=u9MpxM3XXg&sig=oNrYtj1xQWSXpyxyv4Emhn8DK6g&hl=da&sa=X&ved=2ahUKEwjt0tDEpYrdAhUEWiwKHfbsARIQ6AEwB3oECAMQAQ#v=onepage&q=aristoteles%20aret%C3%A9&f=false

6 Kilde: https://books.google.dk/books?id=ooO7uKi0pCAC&pg=PA229&lpg=PA229&dq=aristoteles+dyder&source=bl&ots=x3ADAdtlmP&sig=DkGR1kQt-OpeKnn-2NVpe1pX49k&hl=da&sa=X&ved=2ahUKEwj6zpeFnYvdAhUHkCwKHf_0BcE4ChDoATAAegQIARAB#v=onepage&q=fattigt&f=false

7 Kilde: https://books.google.dk/books?id=ooO7uKi0pCAC&pg=PA229&lpg=PA229&dq=aristoteles+dyder&source=bl&ots=x3ADAdtlmP&sig=DkGR1kQt-OpeKnn-2NVpe1pX49k&hl=da&sa=X&ved=2ahUKEwj6zpeFnYvdAhUHkCwKHf_0BcE4ChDoATAAegQIARAB#v=onepage&q=fattigt&f=false

8 Kilde: https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvordan-far-vi-det-gode-liv

9Kilde: https://www.information.dk/moti/2012/04/tro-haab-kaerlighed

10Kilde: http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Menneskets_grundvilk%C3%A5r/h%C3%A5b

11Kilde: http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Menneskets_grundvilk%C3%A5r/k%C3%A6rlighed

12Kilde: https://www.slideshare.net/culmedialab/dydsetik-i

reflekter.dk