Empirismen

Empirismen er en retning inden for filosofien, der opstod i Storbritannien i slutningen af 1600-tallet. Den beskæftiger sig med erkendelse og mener, at al erkendelse kommer af erfaring. Den er dermed en pendant til rationalismen, der mener, at al erkendelse kommer fra fornuften. Den engelske filosof John Locke (1632-1704) henvises ofte til som den første empirist. Lockes projekt kan ses som en naturliggørelse af den moderne filosofis fader René Descartes (1596-1650). Descartes var rationalist. Descartes hævder, at vi har medfødte ideer, og at når en idé i vores bevidsthed er distinkt og klar, så er det bevis på, at den er sand. Artiklen vil desuden omhandle de to andre empirister irske George Berkeley (1685-1753) og skotske David Hume (1711-1776).

John Locke

(1632-1704)

Empirismens angreb på rationalismen

1. argument:

Locke stiller spørgsmålstegn ved medfødte ideer. Locke går empirisk til værks. Hvis ideer var medfødte, ville der ikke være uenigheder i vores bevidsthed. Tag f.eks. ideen “der er mere mellem himmel og jord”. Den kan vi erfare, at der er uenighed omkring blandt folk. Desuden kan vi selv være splittede, hvad angår denne idé i vores bevidsthed. Locke bruger argumentet, hvem der ultimativt skal vurdere om den ene eller den anden idé er sand. Det, at en idé forekommer distinkt og klart i vores bevidsthed, er altså ikke nok bevis for, at den er sand ifølge Locke.1

2. argument:

Lockes andet argument mod medfødte ideer er også empirisk og derfor erfaringsbaseret. Han bruger eksemplet med spædbørn. Hvis, der var medfødte ideer ville spædbørn blive født med ideer om logik, matematik, fysik m.v. Dette er ifølge Locke ikke tilfældet. 1

Rationalismen har så et modargument mod Locke med den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz’ (1646-1716). Han argumenterer for, at ideerne er den del af spædbarnets udvikling. De medfødte ideer bliver derfor aktiveret i løbet af barnets opvækst.1

Det egentlige problem

Lockes pointe er, at det er et vildspor at tale om medfødte ideer. Al viden kommer i sidste ende fra erfaringen! Locke påstår, at vi bliver født som en “ren tavle”. Der står altså intet på den, når vi bliver født. I dag ved vi, at arter kan tilegne sig overlevelsesinstinkter over lang tid. Det er en del af evolutionen. F. eks. kan en markmus fornemme faren for at blive taget af en rovfugl allerede inden den sanser den. Men ultimativt hvis vi går langt nok tilbage i evolutionen, vil vi finde en “ren tavle”. Ultimativt er vores fornuft altså noget, vi har tilegnet os fra erfaringen langt tilbage i tiden. Og den er så blevet en del af vores art.1

Locke slår altså fast, at vores ideer ultimativt kommer fra erfaringen. Han skelner mellem to typer af ideer nemlig simple og komplekse. Simple ideer kan vi finde direkte i den sansbare verden, mens komplekse ideer er sat sammen af simple ideer. Eksempler på simple ideer er form, farve, lyd. Et eksempel på en kompleks ide er en enhjørning, der består af de simple ideer hest+horn.1

Der er 2 kilder til simple ideer: sansning og refleksion. Eksempler på simple ideer, der kommer fra sansningen er: bord, grøn, varm, hyl. Refleksion er indre sansning. Vi kan altså sanse vores indre liv via refleksion. Eksempler på simple ideer fra refleksion er: forståelse, vilje, tro. Når jeg hører noget, da forstår jeg det uden at skelne lyd og mening fra hinanden, som man måske ville gøre naturvidenskabeligt. Men hvordan opstår ideen forstå? Svaret er ifølge Locke, at jeg kan reflektere over min egen erfaring, når jeg hører noget. Derfra opstår ideen “forstå”. Denne selv-refleksion bliver en vigtig del af Lockes teori.1

Lockes teori om perception

Locke er meget på linje med Descartes, når det kommer til perception.1 Perception betyder opfattelse med sanserne. F. eks. kan en skov perciperes ret forskelligt i forhold til om, man ser den fra siden eller fra oven.2 Man kan sige, at Locke naturliggør Descartes’ teori. Locke skelner mellem 2 former for kvaliteter, når det kommer til perception (lidt på samme måde som Descartes skelnede mellem uudstrakt substans og udstrakte substanser):

Sekundære kvaliteter: De findes kun i vores bevidsthed. Eksempler på disser er: lyd, farve, smag, følelser af varmt m.v. Ifølge Locke er lyd altså noget, der sidder i bevidstheden. Vi kan jo også kun registrere lydbølger med avanceret videnskabeligt udstyr. Vi kan jo ikke se lydbølgerne.

Primære kvaliteter: Disse kvaliteter befinder sig i eller på objektet. Eksempler er masse, massefylde, hastighed m.v. Disse kvaliteter kan kvantificeres og matematiseres. Vha. matematik og fysik kan vi lære om, hvordan de opfører sig.1

Locke anerkender altså Descartes teori om uudstrakte kvaliteter (sekundære kvaliteter) og udstrakte kvaliteter (primære kvaliteter).1

Locke om selvet

For Locke er selvet et spørgsmål om psykologisk kontinuitet. Dvs., at når jeg kigger på et billede af mig selv som 5 årig, vil jeg hævde, at det er mig, selvom jeg er 37 år i dag. Hvad vil det sige at være den samme person over tid? Jeg har jo mange andre overbevisninger i dag. Desuden er jeg fysisk meget anderledes. Locke giver et berømt svar: Du er den samme person over tid, fordi du erindrer dig selv som den samme person, der har eksisteret over tid.1

Selvet er for Locke kontinuitet. Dvs., at erindringen om mig selv over tid er selvet. Jeg kan kigge på et billede af mig som 5 årig og sige, at det er mig, selvom jeg er 40 år i dag. Jeg har andre overbevisninger i dag end, da jeg var 5 år, og jeg ser fysisk anderledes ud. Men alligevel er der en slags psykologisk kontinuitet, der er mig. Nogle siger, at man ved en nærdødsoplevelse oplever, at hele ens liv passerer revy.1

For at tydeliggøre Lockes teori, kan vi lave et tankeeksperiment med en teleport. Vi forestiller os, at vi har en teleport, der tager en eksakt genetisk kopi af et menneske. Den ene del af teleporten står på Jorden, den anden på Mars. Når mennesket går ind i teleporten på Jorden, går der altså en eksakt kopi ud på Mars. Vi antager, at den originale krop bliver destrueret efterfølgende. Vil mennesket, der står på Mars, være det samme som gik ind i teleporten på Jorden? Ja, ifølge Locke. Det er nemlig den psykologiske kontinuitet, der er det vigtige for Locke. Altså at du har det samme begær, de samme minder, samme bevidsthedsstrøm m.v. som for et sekund siden.1

Berkeley

(1685-1753)

Idealisme

Den irske empirist George Berkeley (1685-1753) er idealist. Han mener, at det eneste, der eksisterer, er sanseperceptioner. Han mener altså ikke, at stof/materiale findes i virkeligheden. Alt er en erfaring for Berkeley. Der findes kun mentale ting for Berkeley. Empirisme er det synspunkt, at hvad vi kan se, lugte, høre, smage og føle er det vigtige. For Berkeley er Lockes primære kvaliteter altså en bevidsthedsting såvel som de sekundære. Det eneste, som kan se, lugte, høre, smage og føle, er erfaringen.1

Berkeleys hovedargument er til en hvis grad, at Lockes og Descartes idé om stof er uforståelig. Argumentet lyder, at når du forsøger at forestille dig noget uafhængigt af bevidstheden f.eks. et træ i skoven, da kan du ikke forestille dig træet, uden nogen står og ser/perciperer træet. Du kan altså ikke forestille dig træet i sig selv.1

Berkeleys empirisme er meget “anti-sund fornuft”. Den sunde fornuft siger os, at selvfølgelig eksisterer sofaen, jeg ligger på. Jeg kan jo mærke den. Men så let er det ikke at modbevise Berkeley. Alle er enige om, også Berkeley, at vi har erfaringen af f.eks. en sofa. Vi ser og føler den. Men prøv at tænk på filmen The Matrix. I den erfarer mennesker en falsk verden, matrixen. De ser, smager, hører, lugter og føler den. Alligevel er virkeligheden, at de ligger i et kar, der er forbundet til en maskine, og som simulerer denne verden. Her er der en tydelig forskel på virkelighed og så, hvad vi perciperer. Det vi ser, lugter, hører, smager og føler er altså en erfaring. Mere ved vi ifølge Berkeley ikke.1

David Hume

(1711-1776)

Den skotske filosof David Hume (1711-1776) er den sidste af de såkaldt britiske empirister. Hume er måske den mest kendte britiske filosof overhovedet. Dette er noget af en påstand, så det er vigtigt at kende lidt til hans filosofi. Hume deler bevidstheden op i to kategorier:

1: Indtryk:

Der er de oplevelser, du får, når du f.eks. bider i et æble, ser en solnedgang eller mærker jalousi. Det er altså almindelige erfaringer, som virker vejledende for dig ift. verden uden for dig.

2: Ideer:

Disse er kopier af dine indtryk. Når du f.eks. erindrer, at du spiser et æble, ser en solnedgang eller føler jalousi. Min idé om smagen af æblet er en kopi af den rigtige smag af æblet. På samme måde med jalousi, vrede m.v.1

Hume er uenig i Platons teori om ideernes verden. Han mener, at enhver ide i vores bevidsthed kommer af et indtryk. Desuden er en hver ide grebet af fornuften. Ifølge Hume kan du ikke få et indtryk af en idé. Det er altid den anden vej rundt altså indtryk -> ide. Hvis du ikke kan spore en idé tilbage til et indtryk, da er den meningsløs. Hume er enig i Lockes skelnen mellem simple og komplekse ideer.1

Humes læresætning lyder: Ideer kommer altid af sanselige indtryk. Al viden kommer på den ene eller den anden måde fra disse indtryk og ideer. Hume skelner mellem to forskellige mentale fænomener. Dvs., at menneskelig viden opdeles i to former for typer af viden:

1: A priori (kommer før erfaringen) viden, hvilket han kalder relationer mellem ideer (RmI)

2: Erfaringsbaseret viden, hvilket han kalder faktiske forhold (FF)

Hume kategoriserer hvilken type ide efter følgende kriterier:

  • Hvis det omvendte af den ide, du tænker på, er en modsigelse, da er der tale om RmI. F.eks. hvis jeg har ideen “Alle ungkarle er ugifte”, og jeg tænker på det omvendte “Alle ungkarle er gifte”, da har jeg fundet en modsigelse. Der er altså tale om RmI. Her behøver vi ikke, at gå ud i verden for at tjekke, om det er rigtigt.
  • Hvis jeg benægter idéen, og benægtelsen ikke er logisk overensstemmende, da er der tale om FF. F.eks. “Den kjole er rød”. Hvis jeg benægter, “Den kjole er ikke rød”. Den idé er ikke logisk uoverensstemmende, og der er altså tale om FF. Vi kan gå ud i verden og tjekke, om vi kan finde en kjole, der er rød og en, der ikke er.1

Årsag og virkning

Ideen om årsag og virkning er meningsløs for Hume. Vi kan ikke sanse årsag og virkning. F.eks. kan vi i billiard ikke se nogen årsag og virkning, når den hvide kugle rammer en af de røde kugler. Hume mener, at det er en vane, at vi forventer, at når jeg jeg rammer den hvide kugle med den kraft og på den vinkel, så ruller den hvide og røde kugle på den måde og den måde. Vi kan teste med kritieriet for FF: Den hvide kugle rammer den røde kugle, når jeg rammer med denne kraft og på den vinkel. Hvis jeg benægter den: Den hvide kugle rammer ikke den røde kugle, når jeg rammer den med denne kraft og på den vinkel. Hvis jeg tjekker dette ude i verden med mine sanser? Hvis jeg tjekker det på planeten Jorden, vil der måske ske det samme gang på gang, og benægtelsen ville være uoverensstemmende. Men hvis jeg f.eks. er på en rumstation, ville kugle kunne begynde at flyve. Hume vækker her stor usikkerhed om naturvidenskaben. Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) går i rette med dette.1

Vane af forventning

Hume mener, at vi projekterer en “vane af forventning” ud på verden. For hvordan kan vi vide, at det sker næste gang, vi sanser det. Hvordan kan vi vide, at solen står op i morgen? For Hume, at dette blot et spørgsmål om tid. Det med solen kan synes som langt tid, men i sidste ende har han ret. Eller tag eksemplet “alle svaner er hvide”. Lige så snart vi har fundet en sort svane, da er det enden på forventningen, at “alle svaner er hvide”. Så det med, at ting sker med nødvendighed. Hvordan kan du vide det, spørger Hume. Du kan have erfaret en fejltagelse, der varer et vist stykke tid.1

Lidt om Hume og selvet

Hume mener, at ideen om et selv er meningsløst. Locke mente jo, at selvet var et spørgsmål om psykologisk kontinuitet over tid, og Descartes mente, at selvet er noget, der fremstår distinkt og klart i bevidstheden “jeg tænker, altså er jeg”. Da du ikke kan spore ideen om selvet tilbage til et indtryk, da er det en meningsløs idé for Hume. 1

Alt i alt er empirismen ideen om, at al viden kommer af erfaringen i modsætning til rationalismen, der mener, at fornuften er kilden til viden.1

1 Youtube kanal: Richard Brown. Videoerne: ‘Locke & Berkeley, Hume 1 og Hume 2

2 Perception fra Wikipedia DK. Link: Perception – Wikipedia, den frie encyklopædi

reflekter.dk