Empirismen

Empirismen er en retning inden for filosofien, der opstod i Storbritannien i slutningen af 1600-tallet. Den beskæftiger sig med erkendelse og mener, at al erkendelse kommer af erfaring. Den er dermed en pendant til rationalismen, der mener, at al erkendelse kommer fra fornuften. Den engelske filosof John Locke (1632-1704) henvises ofte til som den første empirist. Lockes projekt kan ses som en naturliggørelse af den moderne filosofis fader René Descartes (1596-1650). Descartes var rationalist. Descartes hævder, at vi har medfødte ideer, og at når en idé i vores bevidsthed er distinkt og klar, så er det bevis på, at den er sand. Artiklen vil desuden omhandler de to andre empirister irske George Berkeley (1685-1753) og skotske David Hume (1711-1776).

John Locke

(1632-1704)

Empirismens angreb på rationalismen

1. argument:

Locke argumenterer imod medfødte ideer. Hans første argument er, at der ikke er universel enighed om ideer. F.eks. er der ikke universel enighed om ideen, at ‘der er mere mellem himmel og jord’. Lockes første argument imod rationalismen og Descartes, hviler på Descartes’ påstand om, at vi er øjeblikkeligt og ufejlbarligt klar over indholdet af vores bevidsthed. Hvis distinkte og klare ideer i bevidstheden var sande med nødvendighed, da ville der ikke være uenige ideer i vores bevidsthed. Men der findes uenigheder i vores bevidsthed. Nogle vil måske sige, at disse uenige ideer er skøre. Men hvem skal ultimativt vurdere, hvilke der er sande, og hvilke der er falske? Vi står altså tilbage med det faktum, at der ikke er universel enighed om ideen ‘der er mere mellem himmel og jord’ hverken i den enkeltes bevidsthed eller i blandt folk.

Lockes andet argument går på, at hvis der var medfødte ideer, ville spædbørn blive født med ideer om fysik, matematik, logik m.v. Locke ser spædbørn som idioter. Idiot betyder en mentalt mangelfuld person. Locke argumenterer, at hverken spædbørn eller idioter har disse medfødte ideer. Dette er et såkaldt empirisk argument. Locke tilbageviser altså Descartes påstand om, at distinkte og klare ideer er medfødte.

Men inden for rationalismen findes der et andet synspunkt om medfødte ideer. Dette synspunkt stammer fra den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz’ (1646-1716). Han påstår, at vi fødes med en form for disposition, der går “online” i løbet af vores udvikling og giver os adgang til erhvervelse af ideerne. Dvs., at når du bliver født, ved du ikke, at f.eks. 2+2=4 er en nødvendig sandhed. Det kommer med din udvikling. Leibniz tilbageviser så Lockes argument om idioter og spædbørn i og med, at Leibniz kan sige, at det er en del af en normal udvikling.

Det egentlige problem

Spørgsmålet om medfødte ideer er i virkeligheden irrelevant, mener Locke. Problemet med medfødte ideer er, at det i virkeligheden er et falsk spor. Det, som Locke vil frem til, er, at al vores viden kommer fra erfaring! Man kan spørge, om vores fornuft er medfødt. Men, hvis vi antager et evolutionært synspunkt, vil det i virkeligheden underbygge empiristernes påstand, vil Locke påstå. Fordi fornuften så er en stimulus af vores forfædre, der så er blevet en del af menneskearten, og dermed er kilden ultimativt erfaring. Det er på en måde ærgerligt, at filosofferne på dette tidspunkt brugte så megen tid på spørgsmålet om medfødte ideer i stedet for at fokusere på den egentlig kilde til disse (medfødte) ideer. Man kan selvfølgelig påstå, at når ideerne er medfødte, så er kilden direkte indeni på en måde. Det fjerner noget af ærgerligheden at tænke på det.

2. argument:

Locke hævder, at vi kan se al menneskelig viden som noget, der udelukkende kommer fra erfaring. Locke laver en distinktion mellem simple ideer og komplekse ideer. Simple ideer kommer direkte fra erfaring, imens komplekse ideer er komponeret af simple ideer. Eksempler på simple ideer er form, farve, lyd. Et eksempel på en kompleks idé er en enhjørning, der er sat sammen af den simple ide om en hest og den simple ide om et horn. Ud fra denne distinktion kan han forklare alle vores ideer.

Simple ideer kommer fra to kilder nemlig sansning og refleksion. Sansning er kilden til erfaring af eksterne objekter som borde, stole, blå, grøn, varm, kold, sød, planeter. Vi er dog også i stand til at reflektere over vores mentale liv. Refleksion er derfor kilden til vores ideer omkring vores eget mentale liv. Eksempler på simple ideer fra refleksion er vilje, tvivle, forstå, tro, overveje. For at eksplicitere dette: Når jeg hører noget, hvordan har jeg så begrebet om at forstå? Jeg kan reflektere over min egen erfaring. Refleksion over egen erfaring rejser altså ideen: forstå. Hjernens evne til at selv-reflektere over dens egen mentale aktivitet bliver en vigtig del af Lockes teori.

Lockes teori om perception

Locke er grundlæggende på linje med Descartes, når det kommer til perception. Lockes teori kan ses som en naturliggørelse af Descartes. Locke skelner mellem to former for kvaliteter, når det kommer til perception:

Sekundære kvaliteter: lyd, farve, smag, følelser af varmt osv. Disse ting eksisterer ikke udenfor vores bevidsthed. Der er altså f.eks. ikke farve på de objekter, vi perciperer. Farven sidder i bevidstheden.

Primære kvaliteter: egenskaber som et objekt har. Disse egenskaber kan matematiseres og kvantificeres. Så vi kan sige hvor meget masse, vægt, massefylde, hvor hurtigt noget bevæger sig m.v. Primære kvaliteter befinder sig altså i objektet, og vi har kendskab til disse kvaliteter, fordi vi har matematik og fysik, som fortæller os hvordan, de opfører sig og måden hvorpå, de virker.

Locke anerkender altså Descartes påstand nemlig, at der er egenskaberne i bevidstheden: sekundære kvaliteter. Og egenskaberne uden for bevidstheden: primære kvaliteter.

Locke om selvet

For Locke er selvet er spørgsmål om psykologisk kontinuitet. Dvs., at når jeg kigger på et billede af mig selv som 5 årig, vil jeg hævde, at det er mig, selvom jeg er 37 år i dag. Hvad vil det sige at være den samme person over tid? Jeg har jo mange andre overbevisninger i dag. Desuden er jeg fysisk meget anderledes. Locke giver et berømt svar: Du er den samme person over tid, fordi du erindrer dig selv som den samme person, der har eksisteret over tid.

Man kan lave et tankeeksperiment om, at hvis man antager, at der blev opfundet en teleport, der kunne tage en eksakt kopi af min genetiske information og teleporterer min krop til Mars f.eks., og antager vi desuden, at den originale krop bliver destrueret lige efter kopien er taget, vil den person, der går ud af teleporteren på Mars være den samme person som den på Jorden? Ja, ifølge Locke. Med dette eksempel kan vi understrege, at for Locke er det at have den samme krop ikke vigtigt. Det vigtige er at have den samme psykologiske kontinuitet, den samme bevidsthedsstrøm, de samme minder, overbevisninger, begær osv. som for et sekund siden.

Berkeley

(1685-1753)

Idealisme

Den irske filosof George Berkeley (1685-1753) er idealist. Så Berkeley tænker, at der kun findes mentale ting. Alt er en erfaring, og Berkeley er empirist. Berkeley benægter, at der findes stof/materiale. Ved stof tænker han bevidstheds uafhængige ting og sager. I denne sammenhæng skal vi huske distinktionen mellem primære og sekundære kvaliteter. De primære kvaliteter er i først instans mentale såvel som de sekundære. De ligner eller reflektere bare de virkelige egenskaber, som objekter har. Berkeley forsøger at angribe ideen om, at der er ting og sager uden for vores bevidsthed, som vores erfaring forsøger at fange. Og vi har aldrig set noget stof/materiale, så hvorfor skulle det være der? Empirisme er det synspunkt, at hvad der er virkeligt er, hvad du kan se, smage, røre ved, lugte og høre. I hvert fald den moderne udgave som vi her taler om. Og de eneste ting som du ser, smager, rører ved, lugter og hører, er erfaringen. Så empirister skal bare acceptere ideen, at alt hvad de iagttager i deres dagligdags liv, er en mental ting og ikke i virkeligheden en materiel ting i den forstand, som Locke tænker.

Berkeley siger i nogen grad, at selve ideen om dette materiale, som Locke og andre filosoffer taler om, er uforståelig. Dette er hvad, som oftest bliver refereret til som Berkeleys hovedargument. Ideen går ud på, at hver gang du prøver at udtænke eller forestille dig et eller andet objekt, der eksisterer bevidstheds uafhængigt f.eks. et træ i midten af en skov med ingen omkring til at se det, så har du ikke tænkt på objektet. Du forestiller dig det i din bevidsthed, men du kan ikke engang forestille dig, at træet eksisterer i sig selv.

Berkeleys synspunkt er meget “anti sund fornuft”. Den fysiske verden eksisterer ikke, og det er kun mentale erfaringer, der eksisterer. Men for at nægte Berkeley er det simpelthen ikke nok at sige: “Se bordet er derovre. Jeg kan røre ved det.” Alle er enige om, at de erfaringer du har i en drøm eller i et Matrix lignende scenarie ikke er nok til at verificere, at der er et bord i rummet. Så du kan ikke bare sige til Berkeley, “se, der er et bord derovre. Ser du det ikke?” Berkeley ville sige: “jo, selvfølgelig ser jeg det. Men hvad jeg ser, er en erfaring.” Du kan overtræde empirister som Berkeleys bekymringer med sund fornuft, hvis du bruger din sunde fornuft for hårdt.

David Hume

(1711-1776)

Den skotske filosof David Hume (1711-1776) er den sidste af de såkaldt britiske empirister. Hume er måske den mest kendte britiske filosof overhovedet. Dette er noget af en påstand, så det er vigtigt at kende lidt til hans filosofi. Hume deler bevidstheden op i to kategorier:

Indtryk – der er de faktiske ting, som vi har. F.eks. når du bider i et æble, og du smager æblet, når du ser en solnedgang, når du føler smerte, vrede, jalousi, sult, tristhed osv. Dvs. alle dine almindelige former for erfaringer, der synes at virke vejledende for verden udenfor.

Ideer – kopier af indtryk. F.eks. min hukommelse af min smag af æble. Min opfattelse af den smag er noget, som er kopieret af den faktiske smag. Min ide om vrede, jalousi, sult osv.

Hume påstår, at alt der er i vores bevidsthed kan spores tilbage til et indtryk. Han ser derfor Platons teori om ideernes verden som meningsløs, da disse ideer ikke stammer fra et indtryk. Du kan ikke have et indtryk af en ide. Ideer er nødt til at være pågrebet af fornuft. Der er ikke noget direkte sanseindtryk af en ide. Nøglepunktet er altså: Hvis en ide ikke kan spores tilbage til et indtryk, da er den meningsløs og skal ikke bruges. Hume tilslutter sig desuden Lockes distinktion mellem simple og komplekse ideer.

Humes doktrin lyder: enhver meningsfuld ide er kopieret fra et sanseligt indtryk. Og al menneskelig viden er på den ene eller anden måde baseret på disse indtryk og ideer. Hume fortsætter med at skelne mellem to kategorier for mentale fænomener. Menneskelig viden falder ned i to typer:

Relationer mellem ideer (RoI) – al a priori (før erfaringen) viden

Faktiske forhold (MoF) – al empirisk viden.

For at afgøre hvilken kategori det stykke viden, du tænker på, skal placeres i, giver Hume følgende kriterie:

– Hvis det omvendte, af den ide du tænker på, er en modsigelse. Da er der tale om RoI.

– Hvis du kan benægte ideen og benægtelsen ikke er uoverensstemmende. Da ved du, at der er tale om MoF

Eksempler på RoI: ‘Alle ungkarle er ugifte’, ‘alle trekanter har 3 sider’, A2+B2=C2

Eksempler på MoF: ‘Alle ungkarle er rodede’, ‘Leje i New York er dyrt’, ‘Solen vil stå op i morgen’

Kan vi forestille os en ungkarl, der er gift? Nej, det ville være en modsigelse. Vi behøver ikke, at gå uden i verden for at tjekke om, det er rigtigt. Vi har altså fundet en RoI.

Nu, kan vi forestille os en ungkarl, der er ordentlig og ikke er rodet. Ja, det er ikke uoverensstemmende. Vi kan gå ud i verden og finde en. Vi har altså en MoF.

Årsag og virkning

Et vigtigt emne ifm. med Hume er spørgsmålet om årsag og virkning. Hvordan kan vi egentlig vide, at noget nødvendigvis må følge af noget af andet? Årsagssammenhæng er ideen om en nødvendig forbindelse mellem begivenheder. Hvis jeg slipper en bold, og den falder til jorden. Hvordan kan jeg vide, at det sker med nødvendighed? Hvordan kan jeg vide, at begivenhed 1: jeg slipper bolden, begivenhed 2: tyngdekraften tager bolden og begivenheden 3: bolden ligger på jorden, nødvendigvis vil ske. Hume vil sige, at vi taler om et faktisk forhold (MoF) her. Der er ikke noget modsigende i at tænke, at bolden vil flyve rundt om hovedet på mig i stedet for at falde til jorden. Dette kunne være tilfældet på en rumstation. Hume hævder altså, at der er ikke noget i vores erfaring, der fanger årsag og virkning. Vi kender tyngdekraftens virken fra naturvidenskaben, men der er ikke noget i vores erfaring, der fanger den. Vi kender ikke årsag og virkning fra fornuft eller erfaring. Hume kalder altså ideen om årsag og virkning for meningsløs, da den ikke kan spores tilbage til et indtryk. Årsag og effekt er altså bare en vane, mener Hume.

Vane af forventning

Hume taler om en ‘vane af forventning’, som vi fejlagtigt projekterer ud på de begivenheder, som vi iagttager. Så Hume mener, at dette er et eksempel på, at vi udbreder bevidstheden på den verden, der omgiver os. Et eksempel er forventningen om, at svaner er hvide. Lige så snart vi faktisk ser en sort svane, da er det enden på historien. Ligesom med psykologen Ivan Pavlovs (1849-1936) ‘klassiske betingning’, hvor han vænner hunde til at forvente mad, hver gang en klokke ringer. Det er ikke nogen nødvendighed ift., at maden kommer, når klokken ringer. Det er bare en vane, som han har givet hundene. På samme måde kan vi mennesker have forventninger om, at noget sker, når vi hører, ser, smager, lugter eller rører ved noget, men der er nogen nødvendighed i den forventning, mener Hume. Det er bare en vane. Det kan godt være, at det, vi forventer, har været sådan i lang tid. Men Humes pointe er, at hvordan kan vi vide, at det bliver ved? Måske er det bare på den måde ved en fejltagelse i er periode af tid, hvilket synes som en lang periode af tid, men der er ikke nogen garanti ved, at det altid vil være på den måde.

Lidt om Hume og selvet

Locke talte om selvet som den permanente ting, der eksisterer over tid. For Descartes er selvet den ting, du kender mest direkte og øjeblikkeligt. At du eksisterer som en tænkende ting. Hume kan ikke føre ideen om et selv tilbage til et indtryk. Så Hume ser ingen rationel grund til at tro på at et selv findes. Centrale filosofiske begreber som ‘selvet’ og ‘årsag og virkning mener Hume altså er meningsløse.

Skal vi opsummere generelt om empirismen, går den altså ud på, at al viden kommer fra erfaringen og ikke fra fornuften, som rationalismen mener. 1

1Kilde: Youtube kanal: Richard Brown. Videoerne: ‘Locke & Berkeley, Hume 1 og Hume 2

reflekter.dk