Artiklen er en eksamensopgave, jeg (Christian Toft Hansen) har skrevet i Etik på 1. semester i filosofi på Aarhus universitet. Den blev vurderet til karakteren 12.
Introduktion
Er mennesket en ø, eller er det mere forbundet med andre mennesker og verden, spørger jeg nogle gange mig selv. Den tyske sociolog Hartmut Rosa (f. 1965) kritiserer moderniteten for at skabe lukkede subjekter. For ham er den moderne verden præget af konstant vækst, acceleration og innovation. Det er vigtigt at pointere, at han ikke afviser moderniteten som sådan, men argumenterer for, at den skal transformeres, så der er mere grobund for såkaldt resonans (Rosa, 2019), hvor mennesker er åbne og forbundne med andre og verden som helhed (Rosa, 2019, p. 17).
Rosa påstår, at hans begreb om resonans er forudsætningen for et vellykket liv, men vi kan ikke fremstille eller konstruere den (Rosa, 2020, p. 36). Hvordan kommer vi så i kontakt med den, kan man spørge? Rosa svarer, at vi på samme tid skal være påvirkelig på den ene side, mens vi på den anden side skal være lukket tilstrækkeligt af til at udvikle vores egen stemme (Rosa, 2020, p. 35). Dette vil jeg uddybe i opgaven. Jeg vil i sammenhæng med vigtigheden af resonans perspektivere til den danske teolog og filosof K. E. Løgstrups (1905-1981) begreb om tillid for at vise, hvordan det kan være grundlæggende for et åbent forhold til andre og verden.
Jeg vil i opgaven forsvare Rosas tese om, at et subjekts åbenhed og forbundethed ift. resonans er mere grundlæggende for, at det får et etisk og vellykket liv end dets ressourcer og muligheder (Rosa, 2019, p.11). Desuden vil jeg forsvare hans kritik af moderniteten, som præget af dynamisk stabilisering i form af konstant vækst, acceleration og innovation, og at verden deraf bliver et ”aggressionspunkt” (Rosa, 2020, p. 37).
Som sagt er det vigtigt at pointere, at Rosas modernitetskritik ikke er en afvisning af moderniteten som sådan (Rosa, 2019, p. 25). Den kritiserer, når moderniteten bliver en ensidig dominans i form af acceleration og konkurrence. Det undergraver resonansen i forholdet til andre og verden, som er modernitetens egen forudsætning for, at den kan fungere som et samfund præget af demokrati, frihed og meningsfuld social integration.
Jeg vil i den fremstillende sektion redegøre for, hvordan Rosa når frem til sin kritik af mainstreamsociologien for at være for fokuseret på ressourcer og muligheder, og i stedet vender sig mod Kritisk teori, der mistænker moderniteten for at indeholde en socialpatologi. I diskussionssektionen vil jeg inddrage Løgstrups begreb om tillid som et etisk fundament for, at åbenhed er muligt og supplere med min egen holdning. Til sidst vil jeg i konklusionen opsummere de centrale argumenter for Rosas tese.
Det moderne fællesskabs vilkår: Acceleration og resonans
Rosas tese er, at resonans er det, som subjekter behøver, men at den er ukontrollerbar. Ifølge Rosa er resonans ikke bare en metafor for en bestemt erfaring eller en personlig følelse men en relationstilstand (Rosa, 2020, p. 31). Han påstår, at subjekter først og fremmest føler sig forbundet med andre og verden kropsligt (Rosa, 2019, p.19). Subjekter befinder sig allerede i en verden kropsligt. Den er ikke konstrueret. (Rosa, 2019, p. 16-17). Rosa hævder (inspireret af den canadisk filosof Charles Taylor (f. 1931)), at øget potentialitet for resonans f.eks. kan ske ved, at der skabes rammer for et mere porøst, åbent og berørbart selv (Rosa, 2019, p. 17). Resonans kan ikke kontrolleres via f.eks. videnskabelig viden eller politisk styring:
Yet resonance cannot be made controllable through scientific knowledge, technical mastery, political management, economic efficiency, and so on. That is the great aggravation inherent in this social formation, its essential contradiction, which produces ever new waves of enraged citizens.(Rosa, 2020, pp. 38-39)
Så i vores moderne vestlige samfund øger vi kontrollen for at skabe mere resonans. Dette er den store modsigelse ifølge Rosa. Rosa påstår, at så længe moderniteten opererer i en tilstand af dynamisk stabilisering, der skaber eskaleringen, vil den forstærke et forhold til verden præget af fremmedgørelse, der fremmer modernitetskriser med nye bølger af vrede borgere (Rosa, 2019, p. 27). Fremmedgørelse definerer Rosa som en relation af relationsløshed, hvor subjekt og verden er indvendigt uforbundne. De er ligeglad med hinanden måske endda fjendtlige overfor hinanden (Rosa, 2020, p. 30). Derfor kritiserer han sociologien for at fokusere for ensidigt på ressourcer og empirisk forskning og for lidt på forestillinger om det gode liv:
Because mainstream sociology does not wish to get involved in any debate over conceptions of the good life, it is limited to observing and measuring inequalities in resources (along with the reproduction of said inequalities) and attempting to ascertain the level of subjects’ subjective well-being and reported satisfaction with life of empirical research.(Rosa, 2019, p. 7)
Rosa argumenterer og analyserer, hvorfor moderniteten er endt i dynamisk stabilisering og konkurrence, der skaber aggressionspunkter. Rosa påstår, at der er sket en privatisering af det gode, der stammer tilbage fra oplysningstiden i 1700-tallet, som vi praktiserer hver dag i form af: at en hver selv må vide, hvad hun vil gøre med sig selv og sit liv. Rosa hævder, at menneskerettighederne med Den amerikanske revolutions ”forfølgelse af lykke” som en umistelig individuel rettighed, har skabt en etisk åbenhed. (Rosa, 2019, p. 2).
Oplysningstiden havde en idé om, at vores fornuft, natur og det fælles bedste, ville sætte en naturlig grænse for selvbestemmelsen. Men i løbet af 1800-tallet mistede dette sin troværdighed. Samtidig blev det et funktionelt krav, at subjekter i moderne institutioner handlede ud fra individuelle præferencer (Rosa, 2019, p.2).
I stedet for oplysningstidens idé om, at fornuft, natur og det fælles bedste begrænser autonomien, er ideen om autencitet opstået, der stammer fra romantikkens tidsalder, hvor subjektet har en form for indre kerne, som det må forblive tro imod. Men sociokulturelt støder denne idé sammen med, at vi igen og igen skal genopfinde os selv (Rosa, 2019, p. 5).
De moderne sociale institutioner, der var præget af anonyme aktører, gjorde, at den position fra hvilken subjekter var i stand til at definere og forfølge deres forestilling om det vellykkede liv, overgik til en tilstand af dynamisk stabilisering i stedet for fra en position domineret af principper om ejendomsbaseret, traditionalistisk eller autoritær allokering. Det blev princippet om konkurrence i form af et kriterie om præstation, der var gældende (Rosa, 2019, p. 5).
Rosa karakteriserer fire strukturelle elementer i moderniteten: 1. modernitetens kulturelle etiske åbenhed, 2. etisk privatisering med autonomi som følge heraf, 3. tilstanden af dynamisk stabilisering, som et strukturelt imperativ og 4. konkurrence, som den dominerende måde at allokere på. Rosa hævder, at spørgsmålet om, hvad subjekter skal orientere deres liv efter, praktisk set besvarede sig selv herefter. Da subjekter ikke kan sige, hvad det gode liv er, hvilket begreb om lykke de vil forfølge, eller hvad deres indre kerne er, er de tvunget til at fokusere på deres ressourceniveau (Rosa, 2019, pp. 5-6) Rosa kritiserer mainstreamsociologien for en tendens til tingsliggørelse. I uddannelsesmæssig forskning som i industriel og familie sociologi fokuserer analyser igen og igen på distribution af positioner og ressourcer (Rosa, 2019, p. 9)
Derfor vender Rosa sig mod en modstrøm i socialfilosofien, der finder sit klassiske udtryk i den første generation af Kritisk teori. Denne teori udtrykte bekymring over, at det moderne forhold til verden kan være ret problematisk. Derfor fremhæver den en anden form for eksistens, en idé om modlykke. Rosa hævder, at centralt i denne tradition ligger mistanken om en socialpatologi, der i stedet for blot at fokusere på distribution af ressourcer og positioner, berører verden som et hele i termer af fremmedgørelse fremfor retfærdighed (Rosa, 2019, p. 10). Rosa hævder, at ifølge denne tradition er det subjektets åbenhed overfor resonans, der er afgørende for et vellykket liv (Rosa, 2019, p. 11).
Ifølge Rosa er der fire karakteristika ved relationstilstanden resonans: 1. At blive påvirket. Når vi resonere med en anden person eller f.eks. et landskab betyder det, at man indvendigt bliver nået, rørt eller bevæget af dem. Det er en form for ”kald” (Rosa, 2020, p. 32). 2. Mestring. Resonans er på samme tid, når dette kald efterfølges af vores egen aktive respons, hvilket altid tilkendegiver sig i en fysisk reaktion som f.eks. at få gåsehud (Rosa, 2020, p. 32). 3. Adaptiv transformation. Når vi resonerer med et andet subjekt eller et landskab, transformeres vi i mødet med det. Det er denne transformation, der gør, at vi føler os i live (Rosa, 2020, p. 34). 4. Ukontrollerbarhed. Uden de tre ovennævnte karakteristika for resonans (affekt, emotion, adaptiv transformation) bliver tilegnelse af verden fremmedgørende. Som tidligere nævnt skal vi på den ene side være åben nok til at blive påvirket, på den anden side skal vi være lukket tilstrækkelig af til at kunne respondere. Har et subjekt f.eks. oplevet et voldeligt traume vil det måske modstå kontakt, mens et subjekt, der bliver påvirket af alt og alle vil miste sin egen stemme (Rosa, 2020, pp. 35-36). En patologi som at være upåvirkelig eller for påvirkelig kan ikke ændres blot ved en viljeshandling. Resonans kan ikke konstrueres. Rosa kalder dette ukontrollerbarheden ved resonans (Rosa, 2020, p. 36).
For at vi kan være åbne nok til at være påvirkelige samtidig med, at vi er lukket tilstrækkelig af til, at vi kan høre og udvikle vores egen stemme, spørger Rosa, om det er muligt at bevare en subjekt-verden opdeling, der ikke gentager de værste problemer ved den cartesianske. Han nævner også den opponerende position til den cartesianske (Nietzsche og poststrukturalisterne), der erklærer subjektet for død. Denne position har rod i dommen, at det er irrationelt at antage eksistensen af en bevidsthed, der går forud for al verdslighed og relationalitet. Ifølge Rosa er der altså her opstået en konflikt mellem to positioner, hvor den ene postulerer subjektet og verden som konstrueret, imens den anden postulerer verden som virkelighed og subjektet som dens mulige illusoriske resultat (Rosa, 2019, p. 16).
Den sociologi som Rosa foreslår, der er en sociologi om menneskelige forhold til verden, antager netop ikke, at subjekter møder en præformet verden, men postulerer i stedet, at både subjekt og verden først formes og grundlægges i og gennem deres gensidige relation (Rosa, 2019, pp. 16-17). Her kan en teori om et mere åben og porøst selv komme ind. Rosa skriver, at Charles Taylor taler om, at det moderne selv er svundet ind til et ”punctual self”, der distancerer sig selv fra verden. Rosa skriver, at Taylor i et senere værk på en lignende måde taler om et ”buffered self”, hvor det moderne subjekt nærmest er tvunget til at holde verden på afstand. Der findes ikke noget iboende semi-magisk forhold mellem subjektets indre kerne og dets eksterne verden. Der findes kun kausale og instrumentelle forbindelser. Taylor sætter dette 21. århundrede ”buffered self” op imod et åbent porøst selv fra det 15. århundrede, der anerkendte en semi-magisk indre forbundethed mellem den interne og eksterne verden, og hvor grænserne kunne transcenderes (Rosa, 2019, p.17).
Rosa skriver, at hensigten med at sætte det moderne og forseglede selv op imod det porøse senmiddelalderlige selv, der er iboende forbundet med verden, er at give et eksempel på to totalt forskellige forhold til verden. Men da det forbliver uundgåeligt i et fænomenologisk perspektiv, opretholder Rosa opdelingen mellem subjekt og objekt (Rosa, 2019, p. 18).
For at løse den tilsyneladende uløselige konflikt som tidligere nævnt mellem cartesianismen og Nietzsche og poststrukturalisterne hævder Rosa, at den verden subjektet på forhånd føler sig relateret til først og fremmest er kropslig. I den forbindelse inddrager Rosa den franske filosof Maurice Merleau-Ponty (1908-1961):
As Maurice Merleau-Ponty in particular never tires of noting, it is through the effect of gravity on our body, the working of our senses, and the tactility of our skin that a palpable world first emerges, and with it every form of consciousness as consciousness and perception of the presence of something not only to which the experiencing subject finds itself related, but which is constitutive of experience and thus of the subject itself. If we accept this notion of a fundamental relatedness that precedes the division of subject and object and serves as the very basis both of the presence of world and of subjective experience, then resonance appears not as something that first develops between a self-conscious subject and a “premade” world, but as the event through which both commence. (Rosa, 2019, p. 19)
Resonans er altså den begivenhed fra hvilken både subjekt og verden begynder.
I lyset af Rosas argumentation for resonans som helt grundlæggende, konkluderer han, at den mest basale og omfattende sociale kritik må være en kritik af resonansrelationer (Rosa, 2019, p. 21)
Metodisk deler Rosa resonans op i 3 akser. Den horisontale resonansakse, som vi møder i vores romantiske og venskabelige forhold men også i politik. Den diagonale resonansakse, der indebærer vores resonansforhold til den materielle verden. Denne møder vi i vores poetiske holdninger til verden, samt i arbejde og uddannelse. Den vertikale resonansakse, som er subjektets modpart, der erfares som en helhed, som går udover individet. I denne akse opnår verden på en måde sin egen stemme (Rosa, 2019, p. 24).
Som led i Rosas kritik af resonansrelationer er forholdet til tid i moderniteten vigtig. Han peger igen på social acceleration som en social kraft, der har magten til at undergrave resonansakserne. Dette sker dog ikke med nødvendighed, hævder han. Han påstår, at der ikke er noget simpelt kausalt forhold mellem acceleration og resonans. Faktisk er det modernitetens dynamiseringsprocesser, der har muliggjort resonante forhold til verden i første omgang kontrasteret til mere frosne og hærdede betingelser, der kan lede til dybe fremmedgørende erfaringer. En ihærdig og blind trang til acceleration skaber dog resonanspatologier (Rosa, 2019, p. 25). Rosa påstår, at konkurrence og acceleration kræver, at menneskeliv bliver ressourceorienteret og kører mod eskalering, så verden kun forekommer som en ressource eller et instrument, der skal formes, og præcis derfor mister det sine resonante egenskaber (Rosa, 2019, p. 26).
Rosa postulerer, at forskellige modernitetskriser heriblandt miljøkrisen, demokratikrisen og den psykologiske krise kan analyseres i termer af en resonansteori. Rosa påstår, at det perspektiv han har udviklet på de forskellige modernitetskriser og deres årsager, alle kræver overvindelse af den strukturelle orientering mod eskalering, som er så grundlæggende for moderniteten. Ifølge Rosa vil moderniteten, så længe den er præget af dynamisk stabilisering, fortsætte med at producere de ovennævnte kriser (Rosa, 2019, p. 26-27).
Derfor slutter han, at en faktor for at overvinde det moderne kapitalistiske regime vil være at gentegne det erkendelsesmæssige og evaluerende billede af moderniteten for på denne måde, at tilbyde en modifikation af vores individuelle og kollektive forhold til verden, for på denne måde at skabe en anden standard til at vurdere livskvalitet (Rosa, 2019, p. 27).
Resonans og etisk fordring: Rosa og Løgstrup i dialog
Jeg vil argumentere for, at Løgstrups begreb om den etiske fordring, hvor vi varetager hinandens tillid (Løgstrup, 2012, p. 25), er en vigtig forudsætning for at vores selv kan være mere åbent og porøst og dermed modtagelig for resonans. Jeg mener, at Løgstrups etik er et vigtigt supplement til Rosas sociologi om et vellykket liv. Der er mere normativitet i Løgstrups teori. Der ligger jo et krav om at tage vare på den anden (Løgstrup, 2012, p. 27). Det kan skabe en stærkere etisk sikkerhed, så den angst, der kan være ved at vove sig ud i kommunikation for at blive imødekommet, aftager (Løgstrup, 2012, p. 27).
Det kan skabe grobund for det porøse og åbne selv, som Rosa inspireret af Charles Taylor taler om. Tilliden kan netop gøre, at kroppen løsner mere op, hvilket er centralt i Rosas teori, da han hævder, at forbundetheden med andre og verden først og fremmest er kropslig. Den fremmedgørelse, som Rosa taler om, hvor subjektet oplever sig afkoblet fra, ligeglad med og endda er fjendtlig overfor andre subjekter og verden, kan i høj grad behandles ved varetagelse af tillid, mener jeg. Afstanden og fremmedgørelsen kommer ind, når vi gør os et billede af den anden:
Når vi derimod ikke hviler i sympati med den anden, men der råder en vis spænding, fordi der er noget hos den anden vi enten er usikre overfor eller reagerer på med irritation, utilfredshed eller antipati, begynder vi at gøre os et billed af den andens karakter. (Løgstrup, 2012, p. 22)
Men i det personlige nærvær, hvor tilliden råder, bryder billedet sammen. Nærværet og billedet udelukker hinanden. Billedet viger. Kun når indgroet mistro, eller stærk instinktiv modvilje fryser en inde forbliver billedet (Løgstrup, 2012, p. 22). Som Rosa hævder kan et voldeligt traume være årsag til, at et subjekt vægrer sig mod kontakt, og derfor forbliver upåvirkelig for resonans fra omverdenen, og dermed bliver der afstand i nærværet eller nærmere sagt, der bliver ikke noget nærvær. Derved bibeholdes billedet af den anden i samvær. Omvendt hævder Rosa som nævnt, at en der er åben overfor alt og alle mister sin egen stemme. Så subjektet skal som sagt være tilstrækkelig åbent til at være påvirkelig samtidig med, at det skal være tilstrækkeligt lukket af for at udvikle sin egen stemme. Løgstrup taler om, at man i fordringen ikke skal være eftergivende overfor den anden (Løgstrup, 2012, p. 31) samtidig med, at man skal respektere den andens selvstændighed (Løgstrup, 2012, p. 39), så den ikke bliver et overgreb.
Man kan indvende, at Løgstrups normative etik og Rosas spænding mellem påvirkelighed og lukkethed skal være stærk, når der i en kultur finde stigmatisering sted f.eks. overfor psykisk sårbare grupper med psykose. Eller både stigmatisering og had når vi f.eks. taler om dydige pædofile. Det er den tidligere danske toppolitiker Henrik Sass Larsen, der er dømt og fængslet for at have downloadet overgrebsmateriale med børn et eksempel på, men som så vidt offentligheden kender til ikke fysisk har forgrebet sig på et barn. I forbindelse med dette eksempel har han brudt nogle regler eller konventioner og ikke levet op til den etiske fordring ifm. de ofre, der er på videoerne. Så spørgsmålet er om folk vil følge den etiske fordring i tilfældet Sass Larsen og generelt over for subjekter, som har begået kriminalitet? Her ville Løgstrup svare, at fordringen er radikal. Den fordrer ikke, at jeg skal stryge den anden med hårene (Løgstrup, 2012, p. 56). To mulige eksempler på varetagelse af Sass Larsens tillid kunne være, at jeg f.eks. siger til Sass Larsen, at han skal søge behandling, eller at fortrydelse og milde øjne kan gå hånd i hånd.
I eksemplet med Sass Larsen og generelt kan man spørge som Løgstrup, om et menneske er grænseløst udleveret til det andet menneskes nåde eller unåde til f.eks. udnyttelse eller til at hævne sig og udnytte den anden i en alles krig mod alle. Til det svarer Løgstrup, at det ikke er tilfældet grundet moral og konvention (Løgstrup, 2012, p. 67). Den etiske fordring skal stå sammen med de moralske normer, for at spændingen, der udelukker eftergivenhed og respekterer den andens selvstændighed, skal bibeholdes.
Hvad angår social acceleration, kan vi tit være så fokuseret på at konkurrere med den anden, at det bliver selvhævdelse og mødet bliver et aggressionspunkt. Der er en gensidighed, en interdependens på spil i menneskelige relationer (Løgstrup, 2012, p. 17), som er afgørende for om relationen bliver præget af resonans eller fremmedgørelse.
Er den åbenhed og porøsitet så ikke for sårbar og urealistisk, kan man indvende? Må vi ikke bare acceptere dynamisk stabilisering og konkurrence som vilkår? Her tror jeg Rosa pointe med at skabe et andet fokus i sociologien kan være et element mod mere resonans. Hvis vi som samfund fokuserer mere på at bekæmpe fremmedgørelse i stedet for at skabe en overflod af ressourcer og muligheder, kan vi måske forandre den position, vi handler og beslutter fra i retning af mere resonans. Men de subjekter, der stigmatiseres og lægges for had, vil være i større risiko for fremmedgørelse.
En anden hindring for resonans kan være det, man kalder en bedste-borgerlig opdragelse af børn, hvor forældre opdrager deres børn efter andres dom:
Den konstatering, at barnet er “vel”opdraget, er det nemlig de andre der gør. Den anerkendende dom, der ligger i “vel opdragenhed, er de andres dom. Barnet opdrages ikke for dets egen skyld, men opdrages med henblik på det billede, som forældrene ønsker at andre mennesker må gøre sig af barnet i deres meninger om dets optræden og måde at føre sig på. (Løgstrup, 2012, p. 73)
I dette tilfælde udvikler barnet ikke sin egen stemme, fordi det ikke er lukket tilstrækkelig af. Det vil være udleveret for meget til andres dom. Her kan den sociale acceleration og konkurrence, som Rosa taler om, eskalere voldsomt, fordi barnet prøver at ændre en evt. nedvurderende dom fra andre ved præstation. Fremmedgørelsen kan blive dyb og selvet stumt.
Derfor er den etiske fordring vigtig, når vi følger moralske normer. Følger vi kun moralske normer pga. af bedste-borgerlige årsager, vil de miste alvor:
I menneskets virkelighed kan motivet ikke isoleres fra dets skikkelse i handlingen, ordet, adfærden etc., så lidt som de på deres side er motivløse. Kun i abstraktionen, der foretages for at klare visse sammenhænge, kan de adskilles. (Løgstrup, 2020, p. 74)
Så motiv og handling kan ikke adskilles ifølge Løgstrup. I denne sammenhæng er individets ressourcer og muligheder irrelevante. Hvis vi kommer for meget over i abstraktionen, hvor motiv og handling adskilles, vil vi blive fremmedgjorte. Subjekt-objekt opdelingen vil være for stor. Hvad skal vi så bruge en sociologi, der fokuserer på ressourcer og muligheder, til. Den bliver sekundær.
Konklusion
Resonans forudsætter, at vi er åbne og påvirkelige på den ene side, samtidig med, at vi er lukket tilstrækkelig af til at udvikle vores egen stemme på den anden side. Løgstrups etisk normative teori om tillid kan være et fundament for, at vi som subjekter kan være åbne og porøse og dermed mere modtagelige for resonans og resistente mod fremmedgørelse. Samtidig er respekten for den andens stemme og selvstændighed afgørende for, at vi ikke ender i en alles krig mod alle eller verden som et aggressionspunkt, hvor social acceleration og konkurrence tager overhånd.
Hartmut Rosa foreslår en revidering af den måde, vi evaluerer moderniteten på. En revidering, der kan modificere den måde, som vi måler livskvalitet på. Det er ikke mindst relevant for opdragelse af vores børn. Hvis vi kun opdrager dem ud fra ressourceniveau og muligheder, og ikke har tilstrækkelig fokus på deres indre forbundethed med andre og verden, bliver de fremmedgjorte.
Litteraturliste
Rosa, H. (2019). Resonance: A Sociology of Our Relationship to The World. Polity Press
Rosa, H. (2020). The Uncontrollability of The World. Polity Press
Løgstrup, K.E. (2012). Den etisk fordring. Klim 2012