Tag: kant

Udgivet den

Ligheder mellem John Rawls og Immanuel Kant

Den amerikanske filosof John Rawls (1921-2002) anvender den tyske filosofs Immanuel Kants (1724-1804) anden formulering om moralloven:

Du skal altid behandle en andet menneske som mål i sig selv og aldrig kun som middel

Rawls anvender moralloven i, hvad der er kendt som procedural retfærdighed. Rawls hovedværk En teori om retfærdighed (1971) kan på mange måde ses som et forsøg på at forbedre Kants teori. For Kant er moralloven et udtryk for vores natur som rationelle og frie væsner. Den første formulering af samme morallov lyder1:

Handl efter den maksime (grundsætning), som kan blive en universel lov

Jeg formulerer en grundsætning. F. eks. “hvis alle stoppede med at handle efter deres afhængighed, ville det så kunne blive en universel lov”? Det lyder fornuftigt. Der er ingen modsigelse. Så jeg afstemmer mit mål kollektivt: “stoppe med at handle efter min afhængighed”. Så hvis alle gjorde det, ville det være fornuftigt uden modsigelse. Så alle vores mål og værdier skal på denne måde afstemmes kollektivt. Dette er kendt som universaliseringstesten.. Det er meget vigtigt for Kant, at vi gør det frit og autonomt, at vi giver lovene til os selv1.

Kants historie om hvordan resultatet af vores frie, autonome og rationelle love falder ud, som vi gerne vil have det, har mødt en del kritik. Mange har kritiseret den få at være uklar. Derfor kan kritikere spørge: Jamen, hvad er betydningen af, at vi er frie, autonome og rationelle? Kan det ikke være ligegyldigt, hvis det ikke falder ud, som vi gerne vil have det til?1

Træder ind i John Rawls

Her træder vi ind i John Rawls. Han indfører begrebet om en original position, der har samme rolle som naturtilstanden hos filosoffer som Thomas Hobbes (1588-1679), John Locke (1632-1704) og Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). Vi skal ligesom forestille os, at Kants frie, autonome og rationelle agenter befinder sig i den originale position. Rawls indfører nu et såkaldt uvidenhedens slør, der skal fjerne al forudindtagethed fra agenterne i den originale position. Med uvidenhedens slør kender agenterne ingen fakta som f.eks. køn, etnicitet, religion, seksuelt tilhørsforhold m.v. Agenterne bagved uvidenhedens slør har nogle lighedspunkter med Kants agenter. De skal f. eks. selv ræsonnere sig frem til lovene altså de grundlæggende love i samfundet. Da Rawls agenter antages at være frie, rationelle og autonome ligesom Kants, kan de love, som de når frem til ikke være egoistiske. Det vil være selvmodsigende. For hvis der ræsonneres frem til en lov i den originale position, som favoriserer nogle frem for andre, vil det være irrationelt, da Rawls agenter ikke har nogen forudindtagethed. De vil på baggrund af deres frie rationalitet skabe nogle love, der giver lige rettigheder og lige muligheder for alle. Rawls agenter tvinges ligesom Kants agenter til at lave universelle love ud fra deres frie, rationelle autonomi.2

Rationel liberalisme

Rawls teori er en form for rationel liberalisme. Hans agenter har ingen forudindtagethed om det gode liv. Alle mulige opfattelser af det gode liv accepteres. Her er der også en lighed i forhold til Kants teori om rettigheder og retfærdighed.2 Et eksempel på Kants teori kunne være, om du skulle vise en film for en klasse i gymnasiet f.eks. Englishman in New York. Der kunne f.eks. være 3 grunde til at gøre det eller ikke gøre det. Den første kunne være, at du ikke ville vise filmen, fordi du mener den fører til frihed for homoseksuelle, og det er en negativ livsstil. Den anden grund kunne være, at du ville vise filmen for at fremme tolerance og diversitet. Den tredje grund kunne være, at du ville vise den for, at eleverne selv kan tage stilling. For Kant har kun den sidste grund, hvor eleverne selv skal tage stilling moralsk værdi. I første tilfælde anerkender du ikke, at individerne selv må træffe deres egne valg. Desuden respekterer du ikke, at du har med frie, autonome og rationelle agenter at gøre, som har deres egne mål. Du krænker formuleringen af Kants morallov, at du aldrig må bruge andre individer, som middel, men altid skal behandle dem som mål i sig selv. Lidt på samme måde med andet tilfælde. Du bruger eleverne som middel til at fremme tolerance og diversitet. Dit mål er måske beundringsværdigt, men du må ifølge Kants morallov ikke bruge andre mennesker som middel og kun middel. Punktum.1

Vi kan måske blive lidt skarpere på, hvad Kant mener med at handle i den rette ånd ud fra de to første eksempler. Gode intentioner er ikke nok. Du skal handle, så personen bliver et mål i sig selv. Hvad vil det så sige? Det er på en måde, hvordan du ser den anden person. Ser du ham som et middel til at nå dit mål beundringsværdigt eller ej? Eller ser du ham som en rationel agent, der har sine egne mål og interesser. Og husk at rationel er lig med “menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed” her. Vi har altså med frie individer at gøre i rationel forstand.1 Rawls agenter lever op til dette. De behandle andre agenter i den originale position som nogle, der selv kan tage stilling og har deres egne mål og interesser. Rawls agenter har ingen forudindtagede værdidomme. De respekterer alle opfattelser af det gode liv, så længe du ikke krænker Kants anden formulering af moralloven.2

Rawls’ kritik af utilitarismen

Der er lighedspunkter mellem Rawls og Kants kritik af nytteprincipper. I Kants skrifter må nytteprincipper ikke krænke retfærdigheden. Rawls mener, at rationelt frie og autonome agenter bagved uvidenhedens slør aldrig ville vælge et utilitaristisk samfund, da der er store uligheder i et sådant. Det vil simpelthen være irrationelt, når man ingen forudindtagethed har. Rawls agenter ville i stedet lave love, der fordelte lykken lige. Rawls kritik lyder også, at utilitarismen fjerner rettigheder, forskelle og grænser mellem mennesker. Den ser mere samfundet eller gruppen som én person, hvor lykken skal maksimeres mest muligt. Rawls prioriterer altså retten frem for nytten.2

Rawls’ 2 principper

Rawls udvikler 2 principper i den originale postion, der skal gælde for at et samfund er retfærdigt. Det 1. princip er: frihedsprincippet. Ifølge dette skal ethvert individ have så uindskrænket frihed som muligt samtidigt med at andre individer nyder samme grad af frihed. Det 2. princip er: differensprincippet. Ifølge dette er ulighed kun retfærdigt, hvis det kommer de svagest stillede til gode.3

Man kan se Rawls’ originale position med uvidenhedens slør som en procedural fortolkning af Kants morallov. Rawls insinuerer, at når vi handler efter hans 2 principper uden for den originale position, da er de de samme som i den originale position. På denne måde handler vi efter morallove som Kants, når vi handler efter Rawls 2 principper. Disse 2 principper er fremkommet på baggrund af frie, autonome og rationelle individer ligesom hos Kant i den originale position.4

Repræsentativt demokrati

Rawls agenter handler “monologisk” ligesom Kants agenter. Her er der måske også en effektivitet at spore. Det ville ikke være ønskværdigt, hvis alle medlemmer af vores samfund deltog i regeringsførelsen. Den originale position er en måde at abstrahere den rette situation frem for en retfærdig beslutningsprocedure. Rawls procedurale retfærdighed kan anvendes på store samfund og store institutioner.1

Kritik

Den tyske samfundstænker Jürgen Habermas (f. 1929) har kritiseret Rawls teori for at mangle demokratisk legitimitet forfatningsmæssigt. Grunden er, at Rawls teori bygger på monologisk ræsonnementer, hvilket ifølge Habermas reducerer hans teori om en diskursetik, hvor alle deltagere berørte af en lov skal tilslutte sig loven. Det er den konsensus, som gør loven demokratisk legitim ifølge Habermas. Rawls teori gør Habermas’ demokratiske viljesdannelsesproces undværlig og degraderer den til et politisk ritual. Der nu er uden relevans for forfatningens demokratiske og moralske autoritet og legitimitet. Alt i alt er Rawls teori social liberal, hvor Habermas’ teori er mere venstreorienteret og normativ.5

1 YouTube kanal: Laura R Lenhart. Videoer: Kant and Rawls video og Kant and Rawls Questions.

2 Artikel: John Rawls and Immanuel Kant – A Comparison af Thomas Domjahn på GRIN. Link: John Rawls and Immanuel Kant – A Comparison – GRIN

3 Artikel: John Rawls påLeksikon for det 21. århundrede. Link:Rawls, John (leksikon.org)

4 Artikel: Rawls and the Kantian Interpretation på Afterall.net. Link: Rawls and the Kantian Interpretation | Papers at Afterall.net

5 Artikel: The Habermas-Rawls Debate på Notre Dame Philosophical Reviews. Link: The Habermas-Rawls Debate | Reviews | Notre Dame Philosophical Reviews | University of Notre Dame (nd.edu)

Udgivet den

Immanuel Kants etik

Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) fra Königsberg skrev udover sin erkendelsesteori også en etik. Her snakkede han om kategoriske imperativer eller moralloven. Kant deler i sin erkendelsesteori verden op i 2: 1) fænomenernes verden, der er den erfaringsbaserede verden og 2) noumenernes verden, der er blotte tanker eller “tingen i sig selv”. “Tingen i sig selv” kan nemt misforstås, da vi, når vi forestiller os noget, griber til erfaringsverdenen. Vi kan ikke forestille os noget, der ligger uden for erfaringen. Erfaringen er betinget af tid & rum. Den kan ikke gå hinsides disse. Men i fænomenernes verden findes naturlovene. Hvis der gives en årsag i naturen, er der også en virkning. Men i noumenernes verden findes frihedens kausalitet, der har nok i sig selv. Friheden er altså ifølge Kant ikke en del af erfaringsverdenen. Den er en ren a priori (før erfaringen) ting. Vi kan ikke lave en teori om noget, der ikke er en del af erfaringsverdenen, men vi kan bruge den i praksis. Ifølge Kant kan friheden fungere som lovgiver for fornuften.1 Vi kan spørge vores fornuft om en mulig handling kan blive en almen gyldig lov? F. eks. er det fornuftigt at bryde et løfte? Hvis alle brød deres løfter ville vi få en meget utilregnelig verden. F. eks. hvis alle brød deres “løfte” i trafikken. Hvis alle kørte over for rødt f. eks. Det kunne hurtigt blive farligt. Vi kan altså via vores fornuft ræsonnere os frem til, hvad der ville være fornuftigt. Her efter kan vi så bruge vores a priori frihed eller frie vilje til at gennemtvinge den fornuftige handling.

Det kategoriske imperativ

Det vores fornuft “rammer”, når vi spørger, om en mulig handling kan blive en almen gyldig lov, dvs., kunne blive gyldig for alle, er, hvad Kant kalder det kategoriske imperativ eller moralloven. Når noget er kategorisk betyder det, at det skal udføres. Det er det samme som en kommando eller et bud. For at forstå kategoriske imperativer bedre kan vi først kigge på hypotetiske imperativer. Hvis jeg f.eks. skal bestå en klasse, da skal jeg kunne et pensum. Det hypotetiske imperativ lyder: Du skal kunne dette pensum for at bestå denne klasse. Vil jeg bestå klassen, da må jeg læse pensum. Vil jeg ikke bestå klassen, da behøver jeg ikke at bestå pensum. Der er her også tale om et mål og et middel. Målet er at bestå klassen, midlet er at kunne pensum. Så imperativer har med mål at gøre.2

Kants 2. formulering af Det kategoriske imperativ

Men med moralske spørgsmål ved vi godt, hvis vi spørger vores samvittighed, at de ikke er hypotetiske. De er nærmere kategoriske! Jeg skal ikke køre over rødt. Jeg skal holde mit løfte. Jeg skal ikke begå overgreb. Kant mener, at andre mennesker er rationelle agenter ligesom mig selv. De har deres egne rationelle mål. Jeg må derfor ikke bruge andre mennesker som instrument til at nå et af mine mål. Eller som den anden af hans 4 formuleringer af Det kategoriske imperativ lyder2:

Du skal altid behandle andre mennesker som mål i sig selv og aldrig kun som middel.2

“Menneskets udgang af dets selvforskylde umyndighed” er det, der gør os autonome. Det, at vi er autonome, gennemsyrer os ifølge Kant med en absolut moralsk værdi. Vi er nemlig de eneste ting, der er selv-lovgivere. Derfor er det aldrig okay at bedrage eller lyve, fordi så berøver du mig min mulighed for autonomt at træffe en moralsk beslutning, da den vil være baseret på falsk information. F. eks. vil jeg gerne låne dig min jakke, fordi du skal ud i kulden, og af en eller anden årsag har mistet din jakke. Men, hvis du i virkeligheden låner min jakke for at sælge den videre, da har du krænket Kants 2. formulering af Det kategoriske imperativ. Du har brugt mig som middel og kun middel til at nå dit mål om flere penge, og forhindret mig i at nå mine egne mål og interesser med jakken. Ifølge Kant leder korrekt og rationel brug af Det kategoriske imperativ os til moralske sandheder, der er faste og anvendelige ved alle rationelle agenter.3

Kants 1. formulering af Det kategoriske imperativ

For Kant er de morallove, vi når frem til via vores fornuft, og som er afledt af moralloven, og som vi kan gennemtvinge med vores frie vilje, gældende overalt og til alle tider. Moralloven eller Det kategoriske imperativ er universel. Det gælder overalt og med nødvendighed og for alle ligesom tyngdeloven eller ligesom matematik, f. eks. 2+2=4. Så hvis en person siger, at du er for dum, hvis du følger moralloven, da er det det samme som at sige, at det er for dumt, at du følger tyngdeloven eller følger 2+2=4 som nødvendighed. Det er med andre ord irrationelt ikke at følge moralloven ifølge Kant.2

Vi er nødt til at have en morallov, der er resistent mod indvendinger. Det er netop det kategoriske imperativ. Det minder lidt om den såkaldt gyldne regel: “Gør mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig.” Problemet med den gyldne regel er, at den indebærer, at du har visse følelser. Du kan f. eks. godt have en ufølsom person, der tyer til den gyldne regel, men f. eks. siger: “fortæl mig ingenting om din utroskab. Lad mig være i fred.” Det kan virkelig blive en handlingsmæssig deroute. Eller en person som er sadomasochist, der påfører en anden person smerte, som ikke ønsker det. Det kategoriske imperativ siger i stedet for den gyldne regel2:

1. Gør dette.2

Den første af Kants 4 formuleringer af Det kategoriske imperativ lyder2:

Handl altid så maksimen (levereglen) af din handling samtidig kan blive en universel morallov.2

Vi har altså her en ordre, som der ikke er nogen indvending imod. Du kan ikke indvende, at du ikke gider at følge den af bekvemmelighed. Det er jo som sagt det samme som at sige, at du ikke gider at følge tyngdelovens nødvendighed eller matematikkens nødvendighed. Der må heller ikke være nogen selvmodsigelse. Hvis moralloven beordre dig til at holde et løfte, da gælder det med nødvendighed og overalt. Fremgangsmåden, når du reflekterer over moralloven, er følgende2:

1. Formuler maksimen (F.eks: “Jeg skal skrue ned for varmen under en klimakrise.”)

2. Universaliser maksimen (F.eks: “Kan det blive en universel morallov, hvis alle skruer ned for varmen under en klimakrise?”)

3. Er der en modsigelse? (Nej, logisk giver det mening, at alle skruer ned for varmen under en klimakrise.)2

En sekulær moralfilosofi

Kants etik er en sekulær moralfilosofi. Den adskiller fornuft og religion. Vi går altså ikke til Gud for at få svar. Vi bruger vores fornuft. Grunden til, at vi ikke skal se til religionen for at få svar, er ifølge Kant, at vi ville få forskellige svar alt efter tilbøjelighed, personlighed m.v. Han ville finde en morallov, der giver os samme svar uanset, hvem vi er.3

Kant mente ikke ligesom f. eks. Descartes, at man kan bevise Guds eksistens ud fra årsag & virkning. Descartes ræsonnerede, at når han puttede et stykke voks ind i ild, da selvom stoffet nu var flydende, havde han en ide om, at det var samme stykke stof. Det faste stykke voks var årsagen til det flydende stykke voks. På samme måde havde han en idé om et fuldstændigt moralsk væsen, som så måtte være en virkning af en årsag nemlig Gud. Kant mente, at bare fordi jeg forestillede mig en “hot babe” hjemme i min stue, da var den idé ikke nødvendigvis en virkning af en årsag. På samme måde med forestillingen om Gud.4

Kritik

Det kan være lidt svært at forstå, at det kun er rationelle væsener, der er mål i sig selv. Hvad med babyer, dyr, psykisk syge m.v. Det virker kontraintuitivt, at jeg gerne må bruge en baby som instrument til at nå mit mål men ikke en rationel voksen.2 Et andet kritikpunkt kan være løgn. Jeg må ikke lyve ifølge moralloven. Det gælder overalt og med nødvendighed. Men hvad hvis Gestapo banker på min dør, og jeg har gemt en jøde på loftet. Ifølge moralloven må jeg ikke lyve. Den gælder med nødvendighed og overalt. Men det virker meget forkert. Enhver person med bare lidt medmenneskelighed ville lyve i denne situation.

Konklusion og eksempel på videre anvendelse i filosofihistorien

Alt i alt er Kants morallov en måde at handle moralsk i verden uden for megen tøven. Den har også vundet stor udbredelse, f. eks. bruger den amerikanske politiske filosof John Rawls (1921-2002) vores “udgang af vores selvforskyldte umyndighed” altså vores autonomi og frie vilje som en forudsætning for at kunne deltage i hvad, der er kendt som procedural retfærdighed.

1 Forelæsning ved ph.d. i filosofi Kasper Lysemose på Aarhus folkeuniversitet

2 YouTube kanal: Richard Brown. Videoerne: Kant 1: Synthetic A Priori Knowledge, Kant 2: Transcendal Idealism, Kantian Deontology 1, Kantian Deontology 2

3 YouTube kanal: CrashCourse. Videoen: Kant & Categorical Imperatives: Crash Course Philosophy #35

4 Artikel Immanuel Kant (1724-1804) af Asbjørn Petersen fra Kristendom.dk. Link: Overblik: Immanuel Kant (1724-1804) – Kristendom.dk

Udgivet den

Immanuel Kants erkendelsesteori

Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) fra Königsberg kan siges at være en blanding af rationalismen og empirismen. Rationalismen mener, at viden kommer fra fornuften. Empirismen siger, at al viden kommer fra erfaringen. Ifølge Kant er mennesket et dobbeltvæsen, der både finder viden via fornuften og sanserne.1 Man plejer at sige, at Kant “blev vækket af sin dogmatiske slumren”, da han hører, at den skotske empirist David Hume (1711-1776) skaber usikkerhed om naturvidenskaben. Hume mente, at vores forventning om, hvad der sker, er en vane. Vi projekterer så at sige vores bevidsthed ud på naturen. Ifølge Hume kan du ikke vide om en sten, du lader falde, falder til jorden, eller om den begynder at flyve. Det er bare en erfaring, at stenen falder til jorden. Hvis du havde været på en rumstation f.eks., ville stenen flyve.2

Kants svar til Hume

Kant udvikler noget han kalder syntetisk a priori domme. A priori domme betyder domme før erfaringen. Hvis jeg f.eks. får at vide, at der skal foregå en stor koncert på et stadion i Berlin med 50.000 tilskuere. Da kan jeg udelukke, at stadionet ihvertfald er mindre end et skur. Desuden kan jeg forestille mig en vis størrelse i m2. Selv, hvis tilskuerne sad på skødet af hinanden, kan jeg regne ud, at stadionet minimum skal være mere end 5 m2 f.eks. Syntetiske domme har med erfaringen at gøre, og svarer til det Hume kalder faktiske forhold3. Ved faktiske forhold kan vi benægte en dom og få en anden dom, der også er overensstemmende f.eks. “ungkarle er nogle rodehoveder”, hvis jeg benægter den, får jeg “ungkarle er ikke nogle rodehoveder”. Begge domme kan jeg gå ud i verden og finde. Så Kant lægger a priori domme+syntetiske domme sammen, og vi får “syntetiske a priori domme”.2 Et eksempel på syntetiske a priori domme er matematik. Her ved jeg, før jeg laver et regnestykke, at jeg vil få et resultat (a priori dom (fornuft)), men jeg er også nødt til at regne på regnestykket for at få resultatet (syntetisk dom(erfaring)). Nogle regnestykker kan jeg på ryggraden som f.eks. 7+5=12, så det er ikke så godt et eksempel. Men hvis jeg tager nogle større tal, er jeg nødt til at gøre regnearbejdet som f.eks. 7563+3574=11137. Et andet eksempel er, hvis jeg stikker foden ned i vand. Jeg ved, at der vil være en virkning af vandet (a priori dom), men jeg er nødt til at stikke foden ned i vandet for at få en erfaring af virkningen (syntetisk dom). Når først, jeg har gjort mig erfaringen, ved jeg, at det vil ske hver gang fremover og over alt. Kant argumenterer altså for en struktureret og forudsigelig verden, hvis love vi lære at kende vha. syntetisk a priori domme. Der er altså ting, der sker med nødvendighed.2

Kants kritik af den rene fornuft

Kant har skrevet et værk kaldet Kritik af den rene fornuft (1781), som han skriver på baggrund af oplysningsprojektet, der hovedsageligt var et engelsk og fransk foretagende. Frankrig førte krig med fornuften. Men Kant mente ikke, at franskmændene brugte fornuften særlig fornuftigt. Kant mente, at fornuften var i en naturtilstand, hvor den var i overhængende fare. Derfor måtte den kritisere sig selv. For at afhjælpe dette problem laver Kant en grænsedragning mellem den erfaringsbaserede verden, som han kalder fænomenernes verden, og en verden, der er blotte tanker eller ting i sig selv. Den kalder han noumenernes verden. Ting i sig selv kan nemt misforstås, da det i dette tilfælde skal forstås hinsides erfaringen. Men når vi skal forestille os noget, gør vi det i erfaringsverdenen, men erfaringen er betinget af tid og rum. Den kan ikke gå hinsides disse. I fænomenernes verden er det naturens kausalitet i form af årsag & virkning, der gælder. Har vi en årsag i naturen, da har vi også en virkning. Der findes ikke mirakler i Newtons verden, som man siger. I noumenernes verden har vi frihedens kausalitet, der er nok i sig selv. Vi kan kun have teorier i erfaringsverdenen, men i den praktiske verden kan vi bruge friheden som lovgiver for fornuften. Kants etik forudsætter altså, at du har denne frihed.1

Hvor Aristoteles’ (384-322 f. kr.) teori om den praktiske fornuft, handlede om det vellykkede liv, vælger Kant at fokusere på det teoretiske eller analytiske. Han deler det analytiske op i anskuelse, der har med erfaringen at gøre, og begreber, der har med forstanden at gøre. Han siger, at vores bevidsthed foregriber erfaringsverdenen i anskuelsesformerne tid & rum. Hvad angår vores forstandsverden, bruger han kategoribegrebet fra Aristoteles, men bruger kategorierne rent a priori. Han taler om forstandskategorierne eller -begreberne, hvor årsag & virkning er den vigtigste. Det er ikke her det revolutionerende ligger.1

Den kopernikanske vending

Nej, det revolutionerende er, hvad han kalder den kopernikanske vending. Det revolutionerende er, at Kant markant ændrer opfattelsen af bevidstheden fra at være en passiv optager af verden derude til at være noget, der selv konstruerer virkeligheden.2 Bevidstheden har f.eks. konstrueret, at Jorden var centrum i Universet, og at Solen bevægede sig rundt om. Endvidere at Jorden er flad. Dette kalder Kant for transcendental idealisme. Fornuften foregriber verden. Men Kant låner skæbnesvangert fra empiristisk filosofi nemlig, at erfaringen er bygget op af sanseligt materiale. Hvis vi ser bort fra alle former i verden, får vi en kaotisk mangfoldighed af fornemmelser. Når jeg ordner dette kaos, sker det vilkårligt. F.eks. subsumerer min dømmekraft en hund under pattedyr. Her kommer Kant med en anden kritik af den rene fornuft. Hvad hvis jeg foregriber erfaringsverdenen og deducerer transcendentalt: Dette er en hund. Jeg bruger altså rene forstandsbegreber. Heraf fremkommer det, som er kendt under skematismen. Jeg har altså et skema, der foregriber eller præfigurerer verden. Jeg kan altså bilde mig ting ind ligesom Jorden er flad via transcendental deduktion. Skematismen har altså med indbildningskraften at gøre. Ender jeg så ikke bare med at erkende mine egne billeder, kan man spørge? Det er derfor vigtigt at slå fast for Kant, at erkendelse er en syntese mellem forstand og erfaring.1

En anden side af Kant

Kant er kendt som altødelæggeren fra Königsberg, fordi han lagde den traditionelle metafysik (psykologi, kosmologi, teologi m.v.) i ruiner. Men måske har Kant også en anden side. Tag f.eks. ideen verden. Dette er en totalitet og ren fornuftsidé. En såkaldt positivist mener ikke, at der findes erkendelse, der går udover erfaringen5. Men Kant mener, at ideer som “verden er en film”, “verden er en matrix” eller “verden er et urværk”, har en mening. Kant kan godt se mening i en digters ord. Vi kan orientere os i verden ved disse rene fornuftsidéer. Han ser mennesket som et metafysisk dyr, der gudskelov kan tænke mere, end det erkender.1

1 Forelæsning af ph.d. i filosofi Kasper Lysemose på Aarhus folkeuniversitet

2 Youtube kanal: Richard Brown. Videoerne: Kant 1: Synthetic A Priori Knowledge, Kant 2: Transcendal Idealism, Kantian Deontology 1, Kantian Deontology 2

3 Hume af ph.d. i filosofi Anders Fogh Jensen på www.filosoffen.dk Link: Hume – Filosoffen Anders Fogh Jensen

4 Koch, Carl Henrik: Immanuel Kant i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/Immanuel_Kant

5 Bengt-Pedersen, Carsten: positivisme i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/positivisme

reflekter.dk