Utilitarisme og kritik

I denne artikel vil jeg beskæftige mig med utilitarismen og kritikken af samme. Utilitarisme er en moralfilosofisk retning, der opstod i slutningen af 1700-tallet. Jeg vil komme ind på Jeremy Bentham (1748-1832), John Stuart Mill (1806-1873), Peter Singer (f. 1946) og John Rawls (1921-2002). Alle fire filosoffer tilhører den retning, vi kalder angelsaksisk filosofi. Jeg vil bl.a. komme ind på den grundlæggende utilitarisme og nogle af de forgreninger, der opstår i løbet af dens udvikling. Det er vigtigt at pointere, at utilitarismen er konsekventialistisk til forskel fra f.eks. kantianismens etik, der er en sindelagsetik. Utilitarisme regner derfor kun ud fra konsekvenserne af ens handling, hvor kantianismen regner ud fra sindelaget, som handlingen udgår fra. Så for at afgøre om en handling er god eller ej, er vi med utilitaristiske briller nødt til at bestemme, hvilke konsekvenser handlingen har.

Utilitaristernes morallov

Kernen i utilitarismen kan måske bedst beskrives ved deres kategoriske imperativ, for nu at bruge et udtryk af den store tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), nemlig The Greatest Happiness Principle (Det største lykke princip). The Greatest Happiness Principle indebærer, at lykke er den eneste iboende godhed. Til sammenligning har kantianerne den gode vilje som eneste iboende gode. The Greatest Happiness Principle siger:

– En handling er rigtig, for så vidt den fremmer den største mængde lykke for den største mængde levende væsener.

Bentham, som tilslutter sig ovenstående princip, laver en enhed for lykke, som han kalder “hedon”, der kommer af ordet “hedonism” på engelsk. På denne måde matematiserer Bentham lykke. Det er nu nemmere at regne på hvilke handlinger, der frembringer mest lykke og mindst smerte. I det hele taget er den moderne filosofi med franskmanden René Descartes (1596-1650), som grundlægger, kendetegnet ved en matematisering. Måden man beregner hvilken handling, der giver mest lykke, er:

1. For at bestemme om en handling er moralsk, tilføjer vil alle “hedoner”.

2. Handlingen, der producerer flest “hedoner”, er moralsk.

Det er Benthams arbejde, der i høj grad er med til at grundlægge The Greatest Happiness Principle. Især hans idé om at hver persons lykke tæller 1 hedon. Ved denne matematisering af moralfilosofien kan vi nu kalkulere objektivt hvilken handling, der er moralsk og bringer mest lykke og mindst smerte, og alle levende væsener, der føler lykke og smerte, betragtes på lige fod, dvs. også dyr.

Benthams fremgangsmåde

Ifølge Bentham skal vi overveje syv forhold, når vi skal overveje, om en handling er moralsk:

1) Overvej intensiteten af lykken, af smerten. Hvor intens den er?

2) Overvej, hvor længe den vil vare?

3) Overvej, hvor sikker du er på, at den vil forekomme? Hvis der kun er 50% sandsynlighed for, at du får denne lykke i modsætning til at få lidt smerte, er det ikke så godt, som hvis der er 95% chance for, at du får denne lykke i modsætning til den smerte.

4) Hvor hurtigt det vil ske? Alt andet lige vil det at få lykken før bedre end at have nydelse senere.

5) Overvej, om handlingen fører til yderligere lykke. Så at få en lykke kan give dig flere, så du er nødt til at overveje, hvad denne handling vil føre til? Nogle handlinger med lykke fører til yderligere smerter.

6) Og selvfølgelig om handlingen med lykke er blandet med smerter? Så selvfølgelig ønsker man ren lykke, men nogle gange kommer de blandet med smerter. Så vi må overveje det.

Jeg nævner lige her, at de første seks forhold er nogle den “etiske egoist” kunne være enig i, men det, som adskiller utilitarisme fra egoisme, er:

7) Overvej hvor mange mennesker, handlingen påvirker? Og selvfølgelig bruges mennesker her løst, ikke i kantisk forstand som et rationelt væsen, men som en organisme, der er i stand til at opleve lykke og smerte.

Et eksempel

For at give et eksempel: Antag, at du sidder i en redningsbåd med en glad og sund hund, der får alle i redningsbåden til at føle sig glade og afslappede. Desuden er der en ældre person i båden, der forstyrrer og gør folk nervøse. Antag nu, at der ikke er plads nok i båden, og nogen skal gå. Spørgsmålet er: Hvem ofrer vi? Nogen skal ofres. Hvem? De to naturlige kandidater er hunden, fordi den er en hund, og den ældre person, fordi hun er gammel. Så det er sandsynligvis mindst kritisk, hvis de dør. Hvem vælger vi? Ifølge en ligefrem Bentham-stil utilitarisme skal den ældre person ofres, da den ikke skelner mellem mennesker og dyr. Og når vi regner på det, hvilken handling medfører størst mulig lykke og mindst mulig smerte? Det gør handlingen at smide den ældre person overbord.

Bentham mente, at al lykke er den samme. Deraf hans berømte ord “Pushpin er så god som poesi”. Pushpin var en af dens tid børnespil. Så det Bentham forsøger at nå frem til her er, at lykke er lykke, hvad end den er produceret af et barnespil eller et smukt digt.

Mange mennesker finder det at smide hunden overbord i stedet for personen for kontraintuitivt. Det er hunden, der skal smides overbord. Den ældre person er trods alt et menneske. Der ser umiddelbart ud til at være noget ved mennesker, der gør dem mere værdifulde end andre slags dyr. Kantiansk moralteori siger dette tydeligt. Det er vores rationalitet som mennesker, der er unik og speciel ved os. Rationaliteten giver os a priori viden, og giver os adgang til at genkende Det kategoriske imperativ. Vi adskiller os dermed fra andre ikke-rationelle ting, som kan bruges som instrumenter.

Men utilitaristen spørger: Hvilke grunde kan du give for at foretrække din lykke frem for lykken hos en anden person bort set fra, at den er din? Så fornuft spiller en rolle i utilitarismen, men i bund og grund er det lidelse og ikke fornuft, som utilitaristen er optaget af.

John Stuart Mill

John Stuart Mill var Benthams gudsøn, og han lærte om utilitarisme fra Bentham. Mill mente, at der var noget ved mennesker, der gør deres lykke mere værdifuld end dyrs, og som har at gøre med vores rationelle kapaciteter. Så Mill skelner mellem sensuel og intellektuel lykke. Intellektuel aktivitet kan f.eks. være at spille skak, tænke over filosofi eller videospil. Det er lykke af en anden art end den, der produceres af sanserne. Så Mill benægter, at Pushpin er så god som poesi. Mill siger, at det er bedre at være et utilfreds menneske end en tilfreds gris. Vi joker ofte om, at en kat har livet. Jeg ville elske at være en kat. Den ligger og sover det meste af dagen, bliver madet, nogen klør den osv. Det er jo livet. Men, hvis du havde mulighed for det og virkelig skulle opgive dit intellekt og fungere på niveau med et ikke-rationelt dyr, ville du så bytte? Jeg ville ikke gøre det, fordi fornuft er i en forstand, hvad der giver merværdi til mit liv.

Så ifølge Mill er mennesker i stand til højere værdifulde lykke og er derfor mere værdifulde. Mill mener, at folk, der siger andet, i virkeligheden bare ikke har haft den rigtige intellektuelle lykke. Mill siger: “det er bedre at være en utilfreds Sokrates end et tilfreds fjols”. Det er bedre at være Sokrates, der er engageret i intellektuel undersøgelse og ikke have sine sensuelle behov tilfredsstillet, end det er at være en person, der aldrig deltager i rationel intellektuel aktivitet og har fået alle deres sensuelle behov opfyldt. Så ifølge Mill er en verden, hvor kun sensuel nydelse blive maksimeret, ikke så god som en verden, hvor kun intellektuel nydelse maksimeres.

Dette giver Mill mulighed for at svare på Aristoteles (385 f.Kr. – 323 f. Kr.) kritik af hedonisme. Aristoteles mente, at lykke ikke skulle identificeres med nydelse, fordi den var nedværdigende for mennesker. Den reducerer os faktisk til niveauet for et dyr, troede Aristoteles. Aristoteles tænkte, at nydelse kunne være et passende mål for en ko. Han tænkte, at mennesker ved hedonisme ignorerer det, som er karakteristisk for mennesket nemlig rationalitet. Mill siger, at Aristoteles overså det faktum, at rationalitet producerer en særlig form for nydelse, som dyr ikke er i stand til. Denne særlige nydelse er ikke den samme, som når man smager virkelig lækker mad. Det er anderledes, når man forstår noget, som en af de store tænkere har sagt: “aha, jeg har det”! Så hvor Bentham var meget kvantitativ i sit syn på lykke: hvor mange, hvor meget, hvor længe m.v., er Mill mere kvalitativ. Intellektuelle nydelser er af højere kvalitet end sensuelle nydelser.

Så Mill er på en måde også enig med Aristoteles: Hvis mennesker sætter sensuelle nydelser som målet for deres liv og i centrum i deres etiske system. Det nedbryder faktisk mennesker og reducerer vores status til dyreniveauet. Men der er disse intellektuelle nydelser, siger Mill.

Hvem beslutter?

Hvordan ved vi, at intellektuelle nydelser er bedre end sensuelle? Antag, at vi ville vide, hvilken af to vine, der var bedst? Hvordan ville vi gøre det? Det første, vi skulle gøre, var at smage begge vine. Vi er nødt til at have prøvet begge for at kunne tage en beslutning. Det samme er tilfældet ved afgørelsen af sensuelle og intellektuelle nydelser. Desuden burde vi generelt have brugt meget tid på at tænke på smagen af vinen. Så den person, der i dette tilfælde er bedst egnet til at afgøre hvilken vin, der er bedst, er noget lignende en vinkritiker. En der har smagt en masse vin, og som virkelig har brugt en masse tid på at tænke på vin, og som er i stand til at foretage subtile sondringer mellem forskellige slags vine.

Hvis vi skal overføre analogien til sensuelle og intellektuelle nydelser, er de, som er bedst til at vurdere, hvilke er bedst: filosoffer! Filosoffer har ikke kun haft begge nydelser. De nyder de sensuelle fornøjelser: god mad, god øl, godt selskab, god samtale osv., rejser, kunst, skønhed. Og de nyder selvfølgelig også de intellektuelle nydelser: tænkning, strategi, planlægning. Filosoffer synes unikt kvalificerede til at træffe denne slags domme, da de har oplevet begge slags nydelser og har brugt tid på at reflektere over forskellene mellem dem.

Handlings- og regel-utilitarisme

Den amerikanske filosof John Rawls skelner mellem “handlings” og “regel” utilitarisme. Handlings utilitarisme tager udgangspunkt i den enkelte situation. Man vurderer simpelthen hvilken handling, der i den givne situation producerer mest lykke og mindst smerte:

1. Maksimerer denne specifikke handling lykke?

– I nogle tilfælde kan handlingen maksimere lykke, men i andre kan den muligvis ikke.

Så f.eks. synes det slå en ældre senil person ihjel, der lider enormt, og som har en masse penge, som kunne gå til velgørenhed og holde en gigantisk fest for vennerne, at være en moralsk handling ifølge handlings utilitarisme. Men personen er uskyldig, så derfor synes det for de fleste mennesker forkert at slå hende ihjel. Bemærk, at i kantiansk opfattelse udelukkes denne form for adfærd automatisk. Du har ikke tilladelse til at behandle en anden person blot som et middel til et mål, og du vil tydeligvis behandle den ældre senile person som et middel. I dette tilfælde er målet al den lykke og nydelse, du producerer og midlet, at du dræber hende. Kants kategoriske imperativ siger: Det er altid forkert at tage livet af en uskyldig person eller en person, som ikke fortjener at dø. Så alle disse ting er umoralske. Så det er umoralsk i vores tilfælde.

Dette fører os til regel utilitarisme. Regel utilitaristen betragter generelle regler IKKE specifikke handlinger. Så regel utilitaristen spørger i vores tilfælde: Maksimerer “tag ikke et uskyldigt liv” lykke?

Så regel utilitaristen er interesseret i: hvis reglen, når den generelt følges, maksimerer lykke, skal den altid følges, selv når du følger den i en specifik situation, ikke maksimerer lykke. Så regel utilitaristen vil argumentere som følgende:

1. Tag reglen: Det er forkert at tage et uskyldigt liv.

2. Stil spørgsmålet: Hvordan ville verden være, hvis alle gjorde det: tog livet af en uskyldig person for at fremme deres mål?

Der ville være mange mord, kaos, forfærdelige konsekvenser. Generelt ville lykken mindskes, masser af lidelse, frygt, samfundet styrter osv.

Derfor er denne regel en, som generelt skal følges, selvom der er tilfælde, hvor brud på reglen maksimerer lykke på kort sigt. Således kan en regel utilitarist sige, at det ville være forkert at myrde en uskyldig person, selvom det i specifikke tilfælde ville give mere lykke.

Kants indflydelse på regel utilitarisme og spændingen mellem regel og handlings utilitarisme

Måske kan du nu se ligheden mellem regel utilitarisme og kantiansk etik. Regel utilitarisme forsøger at tage det bedste ud af Kants teori uden fokus på samme motivation. Utilitarister mener, at du kun kan motiveres på én måde nemlig ved at søge lykke og undgå smerte. Så ifølge dem er det umuligt at gøre, som Kant ville. Kant ville have dig til at være motiveret af din pligt. Og faktisk mente Kant, at mennesker, der er motiverede, som utilitaristerne tror, de er, regnede egoistisk og umoralsk. Så utilitarister fokuserer ikke på: hvorfor du udfører handlingen? Men utilitaristerne ønsker at bevare så meget af det intuitive, som de kan. Så hvad regel utilitaristerne tænker på, er at maksimere en maksime eller grundsætning. For at afgøre om en handling er rigtig, er vi nødt til at tænke over, hvad konsekvenserne af handlingen ville være, hvis den regel universaliseredes. I stedet for, som kantianerne, at lede efter en modsigelse, altså deducere en fejl i sig selv, hvad vi gør, er at vi ser på konsekvenserne af maksimen eller grundsætningen, som universaliseres. Så i vores tilfælde: Hvis alle myrder, ville folk dø ud, og derfor bør vi følge reglen: ‘myrd ikke’. Hvis konsekvenserne af reglen er dårlige, skal reglen generelt ikke følges. Så igen det sindelag, der ligger bag handlingen, er i utilitarisme uden betydning. Det er konsekvenserne, der betyder alt. Så regel utilitarisme er som Det kategoriske imperativ for psykologiske hedonister. Regel utilitarisme synes i mord eksemplet at gøre tingene rigtigt, hvor handlings utilitarisme gør dem forkert.

Overvej “den tikkende bombe” scenariet. Antag, at du ved, at der er en bombe skjult i den bygning, du befinder dig i. Du ved, at en af de andre personer i bygningen ved, hvor bomben er. Du ved også, at den eneste måde at få dem til at tale er at true deres familie. Det kan endda være nødvendigt at dræbe et af hans familiemedlemmer foran ham for at få ham til at tale. Familiemedlemmet er uskyldigt og ved ikke, at personen har gemt en bombe eller er en morderisk galning. Antag, at du er klar over, at du kun kan få denne person til at tale ved at dræbe den uskyldige person. Og derefter true med at dræbe en mere fra hans familie. Intet andet vil knække personen. Vil du dræbe denne person eller ej? Hvis du ikke gør det, dør alle i bygningen. Antag, at det er en stor bygning med ca. 1000 mennesker. Så 1000 mennesker vil dø, hvis du ikke dræber den uskyldige person. Mange mennesker ville i dette tilfælde mene, at du ville være moralsk berettiget til at dræbe personen. I dette tilfælde synes handlings utilitarisme at gøre det rigtigt. Så der er interessant spænding mellem de to former for utilitarisme. De kan ikke begge have ret. Regel utilitarisme synes at fange noget af det, vi mener er rigtigt. Handlings utilitarisme synes at fange andre dele, som vi synes er rigtigt.

Regel utilitaristen ville ikke mene, at det var retfærdiggjort, da reglen “aldrig dræb en uskyldig person” generelt er den ting, der producerer mest lykke, selvom det i særlige tilfælde ikke gælder. De er enige med kantianeren. Af forskellige årsager, og det er det, der er interessant. Ifølge Kants synspunkt: Du må aldrig dræbe en uskyldig person, da du så ikke ville behandle personen som et mål i sig selv. Vi ville snarere behandle personen som et middel, som en måde at redde en flok menneskers liv på. Dette bekymrer utilitaristen sig ikke om. Du kan behandle et menneske som middel, hvis det kræves. Men den virkelige utilitarist mener, at der er rig empirisk begrundelse i løbet af menneskehedens historie, hvor det at dræbe et uskyldigt menneske samlet set aldrig maksimerer lykken. Og derfor skulle du heller ikke gøre det i dette tilfælde.

Peter Singer

Peter Singer (f. 1946) er en nulevende utilitarist, der underviser ved Princeton universitet. Han taler om, at dyr fortjener “lige hensyn” (equal consideration) med mennesker. Med lige hensyn menes ikke “lige behandling”. Det Singer siger, når det kommer til dyrs lykke over for menneskers, er, at de fortjener lige hensyn. Ligesom Mill er Singer enig i, at mennesker er i stand til højere former for lykke og smerte end dyr, men der kan være tilfælde, hvor et dyrs lykke kan vinde over et menneskes. Betragter vi et ungt sundt menneskes lykke og en ung sund abes lykke, vinder mennesket. Men tager vi et senilt ældre mennesker ift. en ung sund abe, vinder aben måske. Abens liv betragtes her som mere værdifuldt pga. dets samlede lykke.

Benægter man dette, er man ifølge Singer, en speciesist (artschauvinist). At være speciesist betyder, at man vægter lykken for sin egen art højere end lykken for andre arter udelukkende pga., at den pågældende ikke er medlem af ens egen art. Dette er ligesom racisme og sexisme. Singer siger dette eksplicit. En racist tager særligt hensyn til lykken for sin egen race højere end andre racer udelukkende af den grund, at den pågældende ikke er medlem af egen race. Racisten reducerer andre racers lidelse frem for den ved sin egen race. Sexisten tager særligt hensyn til eget køn. Så en mandlig sexist tager særligt hensyn til smerten hos mænd over kvinders. Og en kvindelig sexist vice versa.

Det er vigtigt at pointere, at i nogle situation bør du behandle racer og køn forskelligt. F.eks. skal læger behandle afroamerikanere forskelligt fra andre racer i nogle tilfælde, da de har tilbøjelighed til visse former for sygdomme f.eks. seglcelleanæmi. Der er her igen tale om lige hensyn men ikke lige behandling. Hvad angår køn, skal læger behandler kvinder og mænd forskelligt, da mænd og kvinder har forskellig anatomi, f.eks. hvad angår kønsorganer.

Lige hensyn vil ifølge Singer ikke føre til, at vi giver grise valgret. At vi tager lige hensyn til dyr, er ikke ensbetydende med, at vi udsteder dem kørekort eller, at vi handler umoralsk, fordi vi ikke udsteder dem kørekort. Så at tage lige hensyn betyder, at vi skal behandle dyr i overensstemmelse med deres art f. eks. at lade grise leve i et befordrende og naturligt miljø for dem. Et miljø, der er befordrende for, at grise kan blomstre.

Kritik

Utilitarisme er blevet kritiseret for ikke at tillade, at man prioritere sin familie højere end fjerne fremmede. F.eks. hvis der var brand, og du skulle vælge mellem at redde din søn eller 10 fremmede, ser utilitarismen ud til at ville vælge de 10 fremmede. Men dette virker forkert for mange mennesker. De fleste mennesker ville ud fra det faktum, at det er din søn, give dig særlig grund til at redde din søn, men utilitaristen siger nej. Den handling, som producerer mest lykke og mindst smerte, er moralsk, punktum.

En anden kritik af utilitarismen er den, som siger, at utilitarisme ikke er i stand til at indfange vores følelse af fairness og retfærdighed. Prøv at overveje følgende 2 scenarier:

– Situation 1:

Der er 10 mennesker, og 8 af dem slavebinder de resterende 2. Dette resulterer i, at de 8 mennesker er meget lykkelige, og de andre er meget ulykkelige.

Hvis vi på en måde formaliserer dette: Antag, at der er 100 hedoner i situation 1, og at de lykkelige har 90 hedoner (11,25 hver), og de sidste 2 deler de resterende 10 (5 hver). Det virker til, at utilitaristen er forpligtet til at sige, at dette virker som en moralsk handling, da lykken samlet set er maksimeret. Lad os nu overveje den situation, hvor alle har en lige stor antal hedoner.

– Situation 2:

Alle har en lige stor andel af de 100 hedoner (10 hver).

Så i den første situation har vi nogle mennesker, der har over 10 hedoner hver, og nogle mennesker, der har markant færre. Og så den anden situation hvor alle har 10 hver.

Så hvilken af disse to situationer er at foretrække? Utilitaristen ville sige situation 1, da der er flere mennesker med flere hedoner, så den samlede lykke maksimeres. Men dette virker forkert. Situation 2 ser ud til at være bedst. Men utilitaristen kan ikke redegøre for, at situation 2 er bedst.

Argumentet om fairness

Den amerikanske politiske filosof og professor ved Harvard universitet John Rawls hævder, at sådanne slags scenarier viser, at utilitarisme af en hver art ikke indfanger vores almindelig moralske domme om fairness. Af den grund mener Rawls, at der er noget galt med utilitarisme. Som en måde at afsløre mere dramatiske detaljer om, hvor den er gal med utilitarisme, foreslår han uvidenhedens slør. Han foreslår, at vi ser hvilke regler, vi ville godkende bagved uvidenhedens slør. Det skal lige bemærkes, at uvidenhedens slør er et tankeeksperiment. Det er noget, vi forestiller os. Det kan ikke ske i virkeligheden. Uvidenhedens slør går helt konkret ned over dine øjne og slører visse fakta for dig. Der er især tale om race, køn, evne, position i samfundet, klasse i samfundet osv.

Hvilke slags regler ville du acceptere bagved sådan et uvidenhedens slør? Rawls argumenterer for, at du kun ville godkende regler, der var fair. Så du ville ikke acceptere utilitarisme.

John Rawls

Bag et sådan slør af uvidenhed ville du ikke acceptere The Greatest Happiness Principle. Fordi, der er ikke nogen garanti for, at du ikke ville være en af slaverne i situation 1. The Greatest Happiness Principle licenserer denne situation. Rawls siger, at du vil resonere, som følger: Vil jeg give folk mulighed for at blive slavebundet for at producere den største mængde lykke? Hvordan ved jeg, at jeg ikke vil blive slavebundet? For en sikkerheds skyld må jeg afvise slaveri regler. Antag, at nogen sagde: Men vi slavebinder kun de sorte. Ja, men jeg ved ikke om, jeg er sort. Så jeg vil ikke godkende denne regel. Antag, at nogen sagde: vi skal have lov at dræbe en uskyldig person for at undgå oprør. Hvad hvis jeg er den uskyldige person? Jeg vil ikke godkende den regel.

Så hvilke regler ville man godkende? Vi kan jo selv prøve at lave tankeeksperimentet for at se, hvilke regler vi ville godkende. Rawls argumenterer for, at vi ville acceptere, hvad han kalder for de to retfærdighedsprincipper. Den første regler er rimelig ligetil.

1:Hver person skal have den maksimale mængde varer/rettigheder, der stemmer overens med, at alle får den samme mængde.

Så dybest set er alle lige. Det er, hvad den første regel siger. Ingen får særlige rettigheder. Du vil støtte den regel, fordi du ikke ved, hvilken gruppe du er i, så du ønsker, at alle grupper skal behandles ens.

Så er der den anden regel. Den virker lidt mere kontraintuitiv, men ræsonnementet bag den, når du først ser det, er ret ligetil.

2:I tilfælde, hvor der er uligheder, skal de være til gavn for det mindst favoriserede medlem af samfundet.

Så Rawls taler om lige muligheder. Det man også kalder positiv frihed (frihed til) frem for negativ (frihed fra). Retfærdighedsprincip 1 dikterer, at alle medlemmer af samfundet får tilstrækkelig med penge til at være komfortable uanset arbejde, og uanset om man har arbejde eller ej. Det ser bag uvidenhedens slør ikke ud til, at det er retfærdigt, at nogle mennesker er dømt til et liv i lidelse blot fordi, de er født i fattigdom og andre i stor nydelse bare fordi, de er født i rigdom. Det er ikke fair, at nogle mennesker er født med visse færdigheder. Det er tilfældigt, om du er god til noget eller ej. Bag uvidenhedens slør virker det ikke til, at færdigheder skal afgøre om, man bliver behandlet på en bestemt måde.

Antag f.eks., at du står bag uvidenhedens slør, og en anden siger: uintelligente mennesker gør den samlede samfundsbelastning værre. Hvis de ikke kan finde en måde at tjene penge på så meget desto værre for dem. De skal ikke have del i samfundets rigdom! Men hvad hvis du er en af de mennesker? Rawls mener, at et virkeligt retfærdigt samfund er et, hvor der er omfordeling af rigdom. Se f.eks. de universelle velfærdsstater i Skandinavien. Omfordeling af rigdom betyder dog ikke, at man får samme beløb uanset, hvor hårdt man arbejder. Mange mennesker fandt den tidlige kommunisme og socialisme forkastelig pga. tanken om, at det ikke betyder noget, om du er læge eller vagtmester. De tjente samme løn pr. år, fordi alle er lige, og vagtmestre ikke er dårligere personer end læger.

Retfærdighedsprincip 2 dikterer, at der kan være uligheder i vores samfund så længe, de er til gavn for de mindst favoriserede medlemmer af samfundet. Rawls mener, at det er fordelagtigt at have efterspurgte job med en højere løn. Antag, at du skulle argumentere for, at læger skal have højere løn end vagtmestre. For lægen er skolegangen i det meste af verden langt dyrere, og det kræver en masse hårdt arbejde at være en god læge. Hvordan tiltrækker vi de allerbedste og lyseste medlemmer af et samfund til at vælge en uddannelse/job som medicin? Der er to ting, vi kan gøre: Høj løn og social prestige. Så når du siger, at du er neurokirurg, bliver folk imponeret. Det er uligheder i samfundet. Folk behandler dig forskelligt, og du får højere løn. Det rawlske argument om, at ulighed skal komme det mindst favoriserede medlem af samfundet til gode, er mødt her. Når en person med lav indkomst går på hospitalet, får de pleje af en kvalificeret person, hvilket er til deres fordel.

Så Rawls blander elementer fra forskellige teorier i sin teori. Der er tale om elementer fra teori om egoisme, fordi det, som er tilbage, når du er bag uvidenhedens slør, er rationalitet og selvinteresse for evigt. Du spørger: Hvad ville være det bedste for mig? Hvordan fungerer det for mig, hvis dette er tilfældet, og jeg kender ikke disse kendsgerninger om mig selv? Så du forsøger at sikre dig, at du forhandler den bedste deal for dig selv, som du kan. Endvidere er der tale om elementer fra kantiansk teori, da du spørger: Hvordan ville verden være, hvis forskellige ting er tilfældet, og de universaliseredes. Desuden er der elementer fra utilitaristisk teori, da du spørger om mest mulig lykke til de mindst favoriserede medlemmer af samfundet. Endelig er der også elementer fra social kontraktteori, da resultatet af uvidenhedens slør skaber en form for samfundspagt i stedet for naturtilstand.1

1Youtube kanal: Richard Brown. Video: Utilitarianism and its Discontents

Immanuel Kant

Erkendelsesteori

Syntetisk a priori – Kants svar til Hume

Man siger, at den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) blev vækket af sin dogmatiske slumren, da han hørte den britiske empiristiske filosof David Humes (1711-1776) argument, som stillede spørgsmålstegn ved naturvidenskabens sikkerhed. Hume mener, at det snarere er psykologiske sandheder, som naturvidenskaben kan finde – ikke sikker viden om verden derude. Kant beslutter sig for, at hans filosofiske projekt skal være at tilbagevise Humes argument. Kant vil bevise med filosofiske argumenter, at naturvidenskaben er sikker.

Kants svar til Hume kaldes ‘Syntetisk a priori viden’. Hvad betyder dette noget kringlede svar så? A priori betyder før erfaringen og syntetisk betyder noget, der har med erfaring at gøre. Så Kants svar er altså en blanding af noget, som vi kan vide før erfaringen og noget, som kræver erfaring. Et eksempel på a priori kan være, at du får at vide, at der et sted på kloden er bygning, hvor der på 2. sal er et rum med 25 mennesker. Hvad kan vi vide om dette uden at have en sanseerfaring om det? Jo, vi ved i hvert fald, at bygningen ikke er lavet af barberskum. Desuden ved vi, at der skal være plads til 25 mennesker i rummet. Om de 25 så sad på skødet af hinanden, kan du alligevel danne dig en forestilling om, at rummet minimum må være så og så stort. Syntetisk er noget, der ikke bare er sandt pr. definition. Noget der bare er sandt pr. definition er: ‘alle ungkarle er ugifte’. Vi behøver ikke at gå ud i verden og tjekke om alle ungkarle er ugifte, da det ligger i definitionen. Tager vi i stedet sætningen ‘alle ungkarle er rodede’, går vi fra deduktion til induktion. Vi er nødt til at gå ud i verden og tjekke, om det er sandt. Og så finder vi nok en ungkarl, der ikke roder.

Kants svar ‘syntetisk a priori’ er ligesom matematik. Et matematisk regnestykke som 5+7=12 har jeg efterhånden gjort så mange gange, at jeg kan det på ryggraden. Men tager jeg 2 meget store tal som f.eks. 24596858+38347575, er jeg nødt til at regne på det for at få svar. Dette er et eksempel på ‘syntetisk a priori’ fordi, jeg a priori ved, at jeg vil få et resultat af regnestykket, og det resultat vil være det samme fremover og overalt. Men jeg er nødt til at gøre en erfaring for at finde resultatet. Jeg er nødt til at regne på det. Dette er det syntetiske element i det, heraf sammenkoblingen mellem a priori og syntetisk. Et andet eksempel kan være: hvad sker der, når jeg stikker hånden ind i ild? Jeg ved a priori, at der vil være en virkning af ilden, men jeg kender den ikke, før jeg har stukket hånden derind, og opnår den syntetiske del. Men ligeså snart jeg har stukket hånden ind i ilden og mærker smerte, ved jeg, at det vil ske fremover og overalt.

‘Syntetisk a priori’ beskriver altså denne pålidelige forudsigelige strukturerede verden, som vi oplever, når vi er i vågen tilstand. Og den eneste måde, at dette kan være tilfældet, argumenterer Kant, er, hvis der eksisterer en nødvendig forbindelse mellem de begivenheder, som vi erfarer, som f.eks. når du stikker din hånd ind i ild og mærker smerte eller du går ned under vand, og erfarer, at du ikke kan få luft osv. Denne nødvendige forbindelse mellem begivenheder kalder Kant: Årsag & virkning.

Så, hvad vi har gjort i ovenstående, er at tale om strukturen af vores erfaring. Dette fører os videre diskussionen om distinktionen mellem fænomener og noumenener og Kants generelle syn på såkaldt Transcendental idealisme.

Transcendental idealisme

Den fænomenale verden (Das Ding für mich):

Det er den verden, som vi ser, smager, hører, lugter, rører osv. Det er den almindelige hverdags verden, som vi kalder den virkelige verden, når vi er vågne og bevæger os rundt. Denne verden kalder Kant for repræsentativ. Når du ser på et træ, når du har en træ-lignende erfaring: Det er et fænomen. Det er bare verden, som den viser sig for mig.

Den noumenale verden (Das Ding an sich):

Her findes det transcendentale selv. Det består at to dele: forståelsen og følsomheden. Det transcendentale selv er ikke noget, som vi kan erfare. Det er kun noget, som vi kan deducere os frem til. Kant deducerer sig frem til må være der. Der må være noget som ordner vores erfaringer i kategorien tid & rum. Der må være noget som ordner vores erfaringer i tid som f.eks. imorges stod jeg op, så spiste jeg morgenmad, nu sidder jeg foran computeren og skriver en artikel osv. Desuden foregår vores erfaringer altid i rum. Jeg kan f.eks. ikke forestille mig et bord, der ikke er lokaliseret i rum. Hvis jeg prøver at forestille mig bordet uden, der fandtes rum: det kan jeg ikke. Det er følsomhedsdelen af det transcendentale selv, der anvender kategorien tid & rum. Forståelsesdelen anvender 12 kategorier. Her vil vi nøjes med at fokusere på kategorien årsag & virkning. Vi kan deducere os frem til, at for at vores erfaring er, som den er, må der være noget, hvor den samme årsag giver den nogenlunde samme virkning. Ellers ville vores erfaring ikke være, som den er. Den ville minde mere om en drøm, hvor intet sker af nødvendighed eller universelt. I en drøm kan ild f.eks. føles kildrende, og man kan skifte sted på et sekund. I vores vågne erfaringsverden er dette ikke tilfældet.

Kant taler i øvrigt om, at han med egne ord har lavet en kopernikansk vending inden for filosofien. Nicolaus Kopernikus (1473-1543) spejlvendte solen drejer rundt om solen. Så solen nu i stedet for var centrum, og jorden cirkulerede rundt om solen. Med Kants teori om tingen i sig selv (Das Ding an sich), ses bevidstheden i stedet for en trofast passiv optager af verden derude til at bevidstheden konstruerer virkeligheden. F.eks. troede vores bevidsthed, at jorden var flad, og at solen drejede rundt om jorden. Den konstruerede altså en virkelighed.

Kant mener selv, at han har lavet sammenkobling af empirisme og rationalisme. Kant er empirist forstået på den måde, at han tænker, at videnskab indebærer noget syntetisk altså noget erfaring. Han mener desuden, at videnskab generere ny viden. Kant er rationalist i den forstand, at han tilslutter sig a priori viden, fordi han mener, at der er visse generelle fakta, som vi kan vide uafhængigt af erfaringen. Disse fakta kan ikke spores tilbage til en bestemt sanseerfaring.

Noget der er interessant, er, at vi med Kants transcendentale idealisme kan have libertær frihed. Vi kan være totalt frie. Frie i den forstand at være uårsaget, dvs ikke determineret. Dette er, fordi det transcendentale selv ikke er en del af den fænomenale verden, hvor vi erfarer. Det er transcendentale selv er en del af en verden, der ikke er determineret af årsag & virkning og tid & rum. Hvordan frihed i den noumenale verden kan give anledning til noget i den fænomenale verden, er selvfølgelig et andet dybt spørgsmål.

Kants etik

Hvad angår Kants etik er det helt centrale moralloven, eller det han kalder Det kategoriske imperativ. Kant kommer egentlig med 4 udgaver af Det kategoriske imperativ, men her vil kun beskæftige os med 2 af dem.

Hypotetiske imperativer

For at hjælpe forståelsen vil vi se på, hvad et hypotetisk imperativ er. Et imperativ er egentlig bare en fancy måde at tale om en kommando på. Når disse kommandoer/imperativer er hypotetiske, er vi interesseret i målet for imperativet, og det vi bruger for at opnå målet er middel. Et eksempel kan være, at en lærer siger til dig: “Du skal aflevere mindst 8 opgaver for at bestå faget!” Dette er hypotetisk! Hvis du gerne vil bestå faget, har du en grund til at opfylde kommandoen, ellers har du ikke.

Et andet eksempel kunne være, hvis du siger, at ifølge min samvittighed skal du bekymre dig om at sige sandheden. Men hvad siger du til en person, der siger: “Jeg giver ikke noget for at være en god person”. Antag, at personen siger: “Jeg er ikke interesseret i at være en god person. At være en person er noget, som idioterne fortælle dig. De prøver at gøre dig til en idiot. Ser du, jeg ønsker ikke at være en god person.” Personer, der siger dette, har pludselig ingen grund til at adlyde moralens regler, hvis disse regler kun er baseret på hypotetiske imperativer. Personer, der siger sådan, kan fravælge moralens regler, når de vil. Et hypotetisk imperativ kunne lyde: Hvis du vil maksimere din egeninteresse, så vær ærlig! Det kan være godt nok, da det i de fleste tilfælde er tilfældet, at du vil maksimere din egeninteresse, og derfor giver det dig gode grunde til at handle ærligt. Men problemet er i dette tilfælde, at du ligeså godt kan genkende, at du vil maksimere din egeninteresse i de tilfælde, hvor du kan slippe afsted med det. Så den eneste grund til, at du følger kommandoen “Vær ærligt!”, er, hvis det maksimerer din egeninteresse. Da imperativet er hypotetisk, kan du fravælge det til hver en tid.

Spørger vi vores samvittighed, ved vi godt, at moralens regler ikke har hypotetisk natur. Moralske regler er ikke sådan nogle, som vi følger, alt efter om de behager eller ikke behager os. Med samvittigheden tænker vi, at moralske regler har en helt anden slags natur. De er nemlig kategoriske.

Kategoriske imperativer

Kategoriske imperativer er bindende. De bindet ubetinget. Moralske kommandoer/imperativer er ikke interesseret i at være hypotetiske. De er nødt til at være kategoriske. Et kategorisk imperativ har formen:

1. Gør dette.

Når vi taler om kategoriske imperativer, er det ligegyldigt, om det er praktisk for dig eller ej. Det er ligegyldigt om, det er belejligt for dig eller ej. Du skal følge kommandoen altid og overalt. Kant sammenligner moralloven med matematik. Matematiske regler indrømmer ikke undtagelse f.eks. 2+2=4. Det er sandt til alle tider og overalt. På samme måde med moralske regler, mener Kant. Hvis det er forkert at stjæle, så er det forkert at stjæle overalt og altid. Hvis du f.eks. står i en butik og har taget 2 ting, der hver koster 2 kr., og du kun har 3 kr. Hvis du siger til kassereren: “Kan vi ikke idag sige, at 2+2=3?”. Kassereren ville selvfølgelig sige: “Nej, det er vanvittig snak.” 2+2=4! Dette er sandt altid og overalt, lige meget om det er praktisk eller upraktisk for dig.

Ifm. eksemplet med en person, der siger, at det kun er idioter, der følger moralloven. Da vil Kant sige, at det er det samme som at sige, at det kun er idioter, der følger, at 2+2=4! Og det svarer til at sige, at det kun er idioter der følger tyngdeloven! Kant siger, at ligesom med 2+2=4 ikke give indrømmelser, på samme måde kan vi ikke gøre indsigelser mod moralloven. Du tror måske, at moralloven ikke gælder for dig, men det er irrationelt. På samme måde er det irrationelt, hvis en person mener, at tyngdekraften og matematikken ikke finder anvendelse på dem. Kant mener, at den moralske lov er der. Den er universel i naturen. Ethvert rationelt væsen kan selv verificere, at den er der. Og at den er sand, bare ved at ræsonnere på den rette måde. Ligesom enhver person på en måde kan tjekke for sig selv, at 2+2=4 ved at ræsonnere omkring 2 og 2 og 4.

Processen ville i korthed være følgende: Hvordan kunne 2+2=4 være noget derudover? Hvad ville det så betyde? Prøv at forestille dig et scenarie hvor 2+2 ikke er lig med 4. Du kan virkelig ikke forestille dig, hvordan dette scenarie ville se ud. Hvordan det ville spille sig ud. Så Kant mener, at hvis du er forsigtig, og du ræsonnerer på den rette måde, kan du se, at der kræves visse ting af moral, der er nødvendige og universelle.

Det kategoriske imperativ. 1. formulering

Hypotetiske imperativer afhænger af personens tilbøjeligheder. Indtil nu har vi kun talt om kategoriske imperativer generelt, men vi har stadig ikke sagt, hvad moralloven er. Vi har kun sagt, at det skal være af typen et kategorisk imperativ. Men hvad er indholdet? Hvad befaler den os at gøre? Kant tænker, at der skal være noget i den, som ethvert rationelt væsen kan reflektere sig frem til. Og som enhver rationel person kan se, er noget, der kræver respekt, som vi skal basere vores handlinger på. Mange mennesker taler om den gyldne regel: “Gør mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig.” Denne regel kan vi reflektere over: Du ønsker at andre skal behandle dig på bestemte måder, så du bør behandle dem på bestemte måder. Kant mener, at der er en vigtig sandhed der. Den gyldne regel er jo gylden af en grund. Men Kant mener ikke, at den indfanger alle regler for moral f.eks. moralske pligter over for en selv. Ifølge Kant indfanger den gyldne regel ikke alt, som virker intuitivt rigtigt, og hvad vi bør sige til og gøre mod en person, der ikke deler vores grundlæggende synspunkter.

Her kan vi igen forestille os den ufølsomme person. Sådanne personer er bare ligeglade med andre mennesker. Du siger til en sådan person: “Gør mod andre…” Denne person tænker: jeg vil have andre til at gøre mod mig på denne måde: Lad mig være i fred. Hold dig ude af mit foretagende. Hjælp ikke mig, og jeg vil ikke hjælpe dig. Bare skrid, mange tak. Denne person vil så have en tilsyneladende begrundelse for ikke at hjælpe andre mennesker eller drage omhu for andres velfærd. Personen tænker: Jeg er ligeglad med om andre fortæller mig sandheden. Jeg vil ikke have nogen til at såre mine følelser ved at fortælle mig, at de har været utro mod mig. Så jeg fortæller ikke dig, at jeg var utro mod dig osv. Disse eksempler syne klart latterlige. Så gør mod andre, som du gerne vil have, de gør mod dig, er ikke den slags lov, som vi kan reflektere over og derefter komme til respekt. Vi ser, at det er en god tommelfingerregel for mennesker, der allerede har den rigtige slags tilbøjeligheder men hvad med resten? Denne tommelfingerregel fortæller os ikke, hvad der er årsagen til, at disse moralsk værdifulde handlinger opnår denne status. Hvad skal vi så gøre?

Kant siger, at der er noget rigtigt, ved “Gør mod andre…”. Nemlig at du reflekterer over, at handlinger kan være konsekvente eller inkonsekvente. Kant tænker, at vi ønsker os en form for generel lov, som hvis en rationel reflekterede over den, og virkelig for forstod, hvad den betød, ville sige: “Aha, det er rigtigt.” Det skal være en form for ting, som under alle disse omstændigheder kunne producere en følelse af ærefrygt og respekt, som fuldt ud kom til at forstå dens natur og “Gør mod andre…”, gør ikke det. Den moralske lov skal også være en, der ikke henviser til nogle særlige karaktertræk. Den skal være noget fuldstændig generelt, som vi kan bruge til at generere vores specifikke moralske pligter. Det eneste, der kan kommandere respekten fra en irrationel person, er respekten for en universelt bindende morallov, mener Kant.

Hvordan skulle en sådan bindende morallov formuleres? Kant siger, at det er noget, som har at gøre med handlinger, men ingen særlige handlinger, kun handlingsbegrebet. Så vi inkluderer ikke en særlig handling i moralloven, men kommandoen om, at du skal handle på en sådan måde, at dine handlinger kan udføres af alle personer uden logisk modsigelse. En smule mere formelt:

Handl kun på den maksimale måde, hvor du samtidig kan gøre, at der skal blive en universel morallov.

Muligvis forstår du ikke, hvad det betyder. Men Kant tænker, at hvis du reflekterer over det, vil du se, at det er den slags regel, som enhver person burde adlyde. Nemlig at enhver persons handlinger skal være ikke-modsigende, ikke-selvmodsigende. Hvad du gør, er at tænke: Med den foreslåede fremgangsmåde er vi pludselig ved ligesom fysikkens love og logikkens love. Så alle må gøre dette uden valg. Du spørger: Hvad ville være tilfældet? Hvordan ville verden se ud? Ville der være en modsigelse i sådan et tilfælde? Hvis der er en modsigelse, er handlinger umoralsk.

Fremgangsmåden er følgende:

1 – formuler maksimet/grundsætningen

2 – Universaliser maksimet/grundsætningen

3 – Ville der være en modsigelse?

Perfekte og uperfekte pligter

Kant taler om perfekte og uperfekte pligter. Perfekte pligter er dem: Hvis vi anvender fremgangsmåden med at forestille os, hvordan verden ville se ud, hvis alle fulgte den regel, så ville vi få en teknisk modsigelse.

Men der er også dem, som Kant kalder uperfekte pligter. Disse giver ikke en teknisk modsigelse, når vi forestiller os, at alle gjorde dem i den forestillede verden. Et eksempel på en uperfekt pligt kunne være at forestille sig, at alle kørte rundt i benzinslugende SUV’er, der kører 5 miles per gallon. En sådan verden kan vi sagtens forestille os uden at få en teknisk modsigelse. Men kunne du ville, at verden var sådan, at alle kørte rundt i benzinslugende SUV’er. Nej, mener Kant, da det ville være en verden i smoggy kaos. Der er altså ikke en teknisk modsigelse her. Til gengæld er der en modsigelse i en eller anden form for grundlæggende menneskelig tilbøjelighed. Dette giver anledning til, hvad Kant kalder uperfekte pligter. Et andet eksempel kunne være, hvordan ville verden se ud, hvis ingen hjalp hinanden? Nuvel vi kan sagtens forestille os en verden, hvor ingen hjalp hinanden uden at få en teknisk modsigelse. Men kan du ville en sådan verden? Nej, mener Kant. Det ville være en verden fyldt af Scrooge McDucks typer.

1 – formuler maksimet/grundsætningen

– Det generelle maksime/grundsætning her er:

Når jeg er i en position til at hjælpe andre mennesker, vil jeg ikke uanset grund.

2 – Universaliser maksimet/grundsætningen

Nu, hvordan ville verden se ud, hvis dette var en universel morallov?

3 – Ville der være en modsigelse?

Ekstra:

4 – Men kunne jeg ønske, at denne verden blev faktisk?

Der er altså i tilfældet her tale om en anden form for modsigelse. Kant mener, at vi gennem vores rationalitet kan genkende, at i en verden hvor du ikke hjalp andre, ville andre heller ikke hjælpe dig. Og Kant mener, at gennem vores rationalitet genkender du, at du har brug for hjælp fra andre. Du genkender gennem din rationalitet, at du har brug for andre menneskers hjælp til at nå dine mål. Hvad gør du så, hvis en person siger: “Jeg har ikke brug for hjælp fra andre.” Nuvel Kant mener egentlig bare, at det er irrationelt. Det er demonstrativt falsk, at en person er i stand til at nå sine mål selv.

Så hvis det er tilfældet, at du genkender gennem din rationaliet, at du har brug for andres hjælp i mindst et tilfælde for at nå et af dine mål. Da kan du ikke ville, at verden konsekvent var en verden, hvor ingen hjalp hinanden. Fordi da bestemmer du dybest set, at du ikke vil nå dine synspunkter og mål. Sådan en verden vil du ikke have. Så der er en modsigelse i vilje her! Du kan ikke rigtig ville, at verden ville være sådan, mener Kant.

Heraf har du en uperfekt pligt til at hjælpe andre, fordi selvom du konsekvent kan forestille dig, at verden ville se sådan ud, kan du ikke ville, at verden er et sted, hvor ingen hjælper andre.

Det kategoriske imperativ. 2. formulering

Nu vil vi vende os mod den 2. formulering af Det kategoriske imperativ. Den første formulering kalder Kant for formuleringen af naturlovene. Fordi den får os til at tænke på regler med hensyn til, at de er universelle moralske love. Den 2. formulering er en anden måde at tænke på Det kategoriske imperativ, men det er faktisk den samme lov bare set fra et andet perspektiv. Det har mange folk altid undret sig over, men det er, hvad han siger.

Vi ser i denne artikel kun på 2 af formuleringerne:

1. Formlen for naturlovene

2. Formlen for målene i sig selv

Vi vender os i dette afsnit mod ‘formlen for målene i sig selv’. Den 2. formulering lyder på følgende måde:

Så handl som at behandle menneskeheden, hvad enten det er dig selv eller andre, som mål i sig selv og aldrig kun som et middel.

Hvad betyder denne formulering så? Den betyder, at du ikke kan behandle mennesker bare udelukkende efter, hvad de er gode til. Mennesker har en værdi i sig selv bare i og med, at de er et menneske. Du kan ikke reducere mennesker bare til, hvad de er gode til.

Det er forkert at tænke på og bruge et menneske bare som et middel til at opnå et af dine mål. Mennesker er ikke ligesom dyr eller biler. Biler og dyr kan ikke sætte mål for sig selv og følge dem. Mennesker er rationelle agenter, og det er deres rationalitet, der forskelliggør dem fra dyr og ting. Rationelle agenter kan sætte mål for sig selv, som de anser som gode. F.eks. ønsker du dig måske en universitetsgrad. Dette er noget, du ser som et godt mål. Ellers ville du ikke forfølge dette mål, ingen tvivl. Med dette mål opstår der hypotetiske imperativer som: Hvis du vil have en universitetsgrad, skal du have disse fag, består disse fag, læse disse bøger osv. Disse hypotetiske imperativer begynder at betyde noget for dig, fordi du forfølger målet en universitetsgrad.

Men du er omgiver af andre rationelle agenter, som du genkender som rationelle. Så ser vi dette fra universets synspunkt, hvis vi skulle ræsonnere om dette. Da skal du erkende, at andre rationelle agenters mål er ligeså vigtige for dem, som dine mål er for dig. Så du kan ikke bare anvende dem til dit eget brug i tjeneste for at forfølge dine egne mål, fordi de forfølger deres egne mål. Kant mener, at det altid er forkert at slave binde et rationelt væsen. Så det er umoralsk at behandle et menneske som middel til dit mål.

Så det grundlæggende argument for, at du ikke må behandle andre mennesker som middel, er, at du ikke selv vil behandles som middel. Du kræver, at andre mennesker respekterer dig som mål, som noget, der er værdifuldt i sig selv. Da du kræver den respekt, og genkender, at grunden til, at du skylder den respekt, er pga. din rationelle natur og din evne til at sætte mål for dig selv, så skal du respektere det og genkende det i andre væsener, du ser omkring dig, som udviser disse egenskaber. Så rationalitet er på én gang grundlaget for moral, og det, som giver os værdi. Det er rationalitet, der gør os til moralske agenter i første omgang.

Problemer og fordele

Ifm. kantiansk etik er normalt det spørgsmål, der dukker op først: Hvad med dyr, babyer, ældre, senile, psykiske inkompetente, skizofrene osv? At vi ifølge kantiansk etik ikke har moralske pligter til at behandle dyr, babyer m.v. ordentligt, virker bare forkert. Her synes det bare forkert, at rationalitet er alt, hvad der betyder noget. Man kan sagtens argumenterer for, at der er et hul i den generelle struktur af kantiansk etik her. På den anden side kan kantiansk etik måske mindske, at f.eks. mennesker med tilbøjelighed til sadisme, masochisme, seksuelle afvigelser mv. laver skadelige handlinger, da de skal handler moralsk mod andre rationelle agenter. Problemet er måske her forældreløse babyer, dyr m.v. Desuden kan kantiansk etik skabe ligestilling mellem køn, etnicitet, religiøse, seksuelt tilhørsforhold ja uanset tilbøjelighed. Altså ligestilling uanset tilbøjelighed for alle mennesker med rationalitet, da der foreskrives, at du skal behandle alle rationelle agenter som mål i sig selv. 1

1Kilde: Youtube kanal: Richard Brown. Videoerne: Kant 1: Synthetic A Priori Knowledge, Kant 2: Transcendal Idealism, Kantian Deontology 1, Kantian Deontology 2

Den naturalistiske fejlslutning

Den naturalistiske fejlslutning

Når vi taler om fejlslutninger, er det en indikation om, at der ikke er nok nødvendighed fra præmis til konklusion. I logikken har et postulat enten tvingende nødvendighed eller ikke. Er dette ikke tilfældet, er der tale om en fejlslutning forstået som en ugyldig slutning. I praksis er tingene ikke så skarpt optrukket, da slutninger i praksis sjældent er hundrede procent gyldige. Hvad praksis angår, må vi nøjes med tæt på eller mindre tæt på gyldige slutninger. Den form for fejlslutning jeg vil beskrive i det følgende, er et eksempel på en fælde i argumentation, der kan føre til at slutningen kommer mindre tæt på gyldighed. 1 Den skotske filosof David Hume (1711-1776) opdagede en måde at slutte på i argumentation, som idag kaldes: den naturalistiske fejlslutning. Denne fejlslutning går ud på, at man slutter fra deskriptive udsagn til normative udsagn. Altså man slutter fra, hvordan noget er til, hvordan noget bør være. Problemet med er til bør går også under navnet “Humes lov” og “Humes guillotine”.

Kant versus Aristoteles og Hume om den naturalistiske fejlslutning

Immanuel Kant (1724-1804) mener ligesom Hume, at vi ikke kan slutte fra er til bør. Bare fordi mennesket idag er, som det er, kan man ikke slutte til, at sådan bør det være. F.eks. alle drenge slås. Derfor bør drenge lærer at slå fra sig. Kant kritiserer især Aristoteles på dette punkt. Spørgsmålet er så, om, der findes et bør uden et er. Hvordan skal vi kunne finde ud af, hvordan noget bør være uden at have nogen form for sanseerfaring?2 Kan vi forestille os det hele, før vi har sanset det, og allerede i forestillingen dømme godt fra ondt (syntetiske a priori domme)? Aristoteles mener ikke, at vi kan. Hume mener heller ikke, at vi kan. Hume mente, at der var to former for domme nemlig analytiske domme og syntetiske domme. Dette kaldes også for Humes Gaffel, fordi analytiske domme via fornuften kan fælde en logisk nødvendig falsk/sand dom men ikke om verden. Desuden kan syntetiske domme sige noget om verden, men ikke med logisk nødvendig sandhed/falskhed.3 Hume mente på denne måde at have afvist rationalismen. Her mener Kant det anderledes. Kant mente, at det måtte være muligt at koble rationalisme og empirisme.4 Kant mener, at man a priori kan sige, at erfaringsverdenen eksisterer i anskuelsesformerne tid og rum og i årsag-virknings kæder. De anskuelser, der ikke kommer fra erfaringen, er a priori. De anskuelser, der kommer fra erfaringen, er syntetiske. Heraf får vi koblingen syntetiske a priori domme og hermed ifølge Kant en kombination af rationalisme og empirisme. Syntetiske a priori domme er dog idag stadig stærkt omdiskuteret. Senere filosoffer heriblandt de såkaldt logiske positivister afviser, at der findes syntetiske a priori domme.5

Positivismen og den naturalistiske fejlslutning

De logiske positivister, der formulerede deres tanker om videnskabelighed, der havde stor indflydelse, mente, at sikker viden kun kan opnås gennem konkrete observationer altså gennem ‘verifikation’. Det er dog ikke muligt, at “gå ud i verden for at observere”, om et normativt udsagn som f.eks. “undertrykkelse af seksuelle minoriteter” er en kendsgerning eller ikke, da dette udelukkende er en normativ vurdering. Positivisterne sluttede derfor, at videnskab ikke skal forholde sig til normative spørgsmål. Hvilket medfører, at videnskaben er værdifri. En sådan videnskab forudsætter, at man tydeligt kan skelne mellem fakta og og vurderinger. 6

En naturalistisk fejlslutning er en almen, men usand måde at slutte på i etiske spørgsmål. F.eks. kan jeg se, at naturen følger “den stærkeste overlever”. Derfor bør menneskets samfund også indrettes på en måde, så den stærkeste vinder, da mennesket stammer fra naturen. Her gås fra et er til et bør, fra beskrivelse til vurdering. Men der er ikke nogen logisk sammenhæng mellem beskrivelsen og normen. Man kan sagtens finde eksempler ude i verden på, at den stærkeste blandt mennesker overlever. Men der er også beviser på det modsatte f.eks. menneskerettighedserklæringer, hvor anerkendelse vægtere tungere end magt. 7

1:Kilde: http://www.filosoffen.dk/artikler/artikler-noter-taler-foredrag/filosofi-og-filosofihistorie/logik-og-argumentation/fejlslutninger/

2:Kilde: http://www.filosoffen.dk/artikler/artikler-noter-taler-foredrag/filosofi-og-filosofihistorie/logik-og-argumentation/fejlslutninger/

3:Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Induktionsproblemet

4:Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Syntetisk_a_priori

5:Kilde: http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofiske_begreber_og_fagudtryk/syntetisk_a_priori

6:Kilde: https://vm.systime.dk/index.php?id=218

7:Kilde: https://vm.systime.dk/index.php?id=218

reflekter.dk