Filosoffer som Sokrates (469-399 f. Kr.), Platon (427-347 f. Kr.) og Aristoteles (384-322 f. Kr.) fra Antikken eller Det gamle Grækenland talte om dyder eller på græsk areté. Etisk benævner dyd evnen (Antikken) og viljen ( Augustins (354-430 e.kr.) kristendom til at gøre, hvad der er moralsk rigtigt eller godt. Sokrates arbejdede med 5 hoveddyder: moralsk indsigt, retfærdighed, tapperhed, besindighed og gudfrygtighed. Platon regner de 4 første for såkaldte ‘kardinaldyder’. Disse forekommer også hos Aristoteles. Platon anvender kardinaldyder på sjælen. Aristoteles benævner dyd som den gyldne middelvej mellem to laster. F.eks. er mod en dyd, fordi den ligger mellem lasterne fejhed og dumdristighed. Mennesker kan erhverve sig nye dyder (modsat andet liv som dyr og planter, hvis dyd er mere forudbestemt). Disse indlæres ifølge Aristoteles ved at øve sig, så der er en naturlig overgang fra potentiale til aktualisering.
Sokrates’ forståelse af dyd
Sokrates mener, at viden som udgangspunkt er subjektiv, dvs., at viden ikke er neutral. I sokratisk dialog anvender man den såkaldte “elenchos”-procedure, hvor man forsøger at modbevise dialogpartnerens subjektive viden kaldet “doksa”. “Doksa” betegner mere en viden præget af tro/meninger/holdninger. “Elenchos”-dialogen er ment til, at ende ud i en dybere viden kaldet episteme, der er en mere sikker form for viden. For Sokrates er dyd mere sikker viden altså episteme og sokratisk dialog er en måde at samtale på, der indbefatter hele personligheden. Sokrates tror på, at den person, der ved det gode, vil ikke handle ondt.1
I Sokrates’ elev Platons dialoger fremstilles Sokrates ofte som i opposition til de såkaldte sofister, der er ofte betalte undervisere i fx retorik og filosofi. Sokrates mener ikke, at den sande dyd kan læres via undervisning. Derfor fastholder han den orale tradition, der er samtale. Sokrates skrev aldrig noget selv ned. I stedet for samtalede han med forbipasserende på byens torv. Sokrates mente, at den sande dyd kommer indefra. Den er altså noget, vi på en måde godt ved i forvejen, men ifølge Sokrates har vi brug for hjælp til at “føde” dyden/viden. Han taler derfor om sig selv som “fødselshjælper”.
Platon og dyd
At have dyd vil sige, at tingen, planten, dyret, mennesket aktualiserer sit potentiale med dygtighed. Det er en kops dyd, at den er god at drikke af, og at den er god at holde i hånden. Om den er formet flot, eller om den er af guld, er måske anerkendelsesværdigt, men det er ikke dens dyd. Som beskrevet tidligere har Plation 4 kardinaldyder. Ifølge Platon kan vi dele sjælen op i 3 dele: fornuften, den initiativtagende del og begærdelen.
Visdom er fornuftens dyd. Den initiativtagende del har mod som dyd. Ifm. med dyden mod er det vigtigt at bruge fornuften samtidig, da fornuften kan hjælpe med at skelne mellem, hvad der bør frygtes og ikke frygtes. Ligesom Sokrates mener Platon, at dyd er dybere viden. Mod er altså dybere viden om, hvornår jeg skal frygte og ikke frygte. Den tredje del af sjælen begæret har besindighed eller selvbeherskelse som dyd. Ligesom for den initiativtagende del skal bruge fornuften, skal begærdelen ligeledes bruge den. Det er nemlig vigtigt, at fornuften hjælper begærets tilfredsstillelse med at være selvbehersket. Den fjerde kardinaldyd er retfærdighed, som omfatter hele sjælen. Retfærdighed viser sig ifølge Platon, når hele sjælen, dvs. alle 3 dele er ordnet i system og alle 3 deles kardinaldyd aktualiseres med dyd.2
Aristoteles og dyd
Aristoteles sætter eudaimonia, som det vigtigste mål for mennesket. Eudaimonia betyder lykke, og lykke er i dette henseende det vellykkede liv. Men det vellykkede liv kan være forskellig for planter, dyr og mennesker. Aristoteles mener, at for at finde ud af, hvad lykke er for mennesket skal man først bestemme, hvad der er menneskets særlige dyd. Menneskets særlige dyd er altså den, som det kan aktualisere bedre end nogen anden ting. En kops dyd er, at man skal kunne drikke af den. Et øjes dyd er at kunne se. Hvad er da menneskets? Fornuften er unik for mennesket, og det er den, som mennesket skal bruge til at rette alle sine handlinger mod et bestemt mål, et højeste gode, hvilket er individuelt. Hvis man aktualiserer sit potentiale (højeste gode) med dyd, har du opnået eudaimonia, lykke.2
Aristoteles taler om mange dyder. Men generelt kan siges, at dyd er “højderyggen” mellem to laster fx er “højderyggen” mod omgivet af dumdristighed og fejhed. For Aristoteles er mennesket et væsen, der øver sig, så dyden kan ikke gøres formelt, men må udkomme i praksis, hvilket indebære lidenskaber og følelser. Aktualiseringen af ens potentialer sker med natur (og ikke med vilje som hos kirkefaderen Augustin. Aktualiseringen er stadig vejledt af fornuften, men det er en speciel form for fornuft.2
Aristoteles deler også sjælen op i 3 dele: Den tænkende-fornuftige del som er menneskets særlige del, den sanseligt-begærende del der indeholder bevidsthed og sanser, og som mennesket har fælles med dyrene og den tredje del den organisk-vegetative del som mennesket har til fælles med planter og dyr. Menneskets særlige del er altså den tænkende-fornuftige. Det er her de intellektuelle dyder hører hjemme. Den fornuft, som hører til den tænkende-fornuftige del, er den teoretiske fornuft kaldet sophia. Sophia bruges f.eks. ved beregninger i matematik.
De etiske dyder hører hjemme i den sanseligt-begærende del. Den fornuft, der bruges til at erhverve sig de etiske dyder, kalder Aristoteles for phronesis, der er den praktiske fornuft. Grundsynspunktet hos Aristoteles er, at mennesker kan erhverve sig dyder. Det gør mennesket ved at øve sig. Øvelsens paradoks er så, at vi erhverver dyder ved at aktualisere et potentiale. Du bliver en god murer ved faktisk at mure. På lignende måde med etiske dyder. Du bliver en god etiker ved faktisk at være retfærdig.2
De 3 kristne kardinaldyder tro, håb og kærlighed ifølge Kierkegaard
For den danske filosof, teolog og forfatter Søren Kierkegaard (1813-1855) er “tro” en af de 3 kristne kardinaldyder. Troen kan hjælpe os til at vove os ud af en fastlåst situation. Kierkegaard skriver et sted, at “den der vover, mister fodfæstet et øjeblik, den der intet vover mister livet.” Vi skal følge vores lidenskab, vil Kierkegaard sige. Lidenskab eller tro er at række ud efter Gud. Gud er ikke det samme som mening. Der er derfor heller ikke en mening i at tro. Kierkegaard kalder troen paradoksal. Den sprænger det, som vi selv kan give mening til. Den er noget større end os selv.3
Den anden kristne kardinaldyd for Kierkegaard er “håb”. Kierkegaard taler om, at mennesket er spændt ud over to poler: “det evige”, der betegner Gud som evig kærlighed og “det timelige”, der betegner det forgængelige og den mere stræbsomme naturlige kærlighed. Håbet er for Kierkegaard en syntese mellem de to poler. I og med at alt er muligt for Gud, kan mennesket håbe. Dvs., at det kan fastholde det godes mulighed på trods af brudte forventninger og uopfyldte ønsker. Håber du intet, da fortvivler du. Fortvivlelse og frygt forholder sig til det ondes mulighed. Ifølge Kierkegaard finder troen og håbets afgørelse dog først sted, når vi fortvivler igennem, og vi står på fortvivlelsens yderste tinde, “så der menneskeligt talt ingen mulighed er”.4
Den tredje kristne kardinaldyd “kærlighed” beskriver Kierkegaard som en næstekærlighed, der kommer af pligt. Mennesket behøver ikke at føre regnskab med sin kærlighed. Det kan give i streng forstand altså uden at få noget igen. Den kristne kærligheds modsætning er den mere stræbsomme naturlige kærlighed, som Kierkegaard kalder selvkærlighed og kommer til udtryk i nogle af Kierkegaards æstetikerer bl.a. Mozarts Don Juan, der var den borgerlige periode skræmmende og dragende skrækscenarie. Don Juan går fra den ene kvinde til den næste ( 1003 bare i Spanien). Han må hele tiden finde en ny kvinde for at ophidse sig til at elske. I Kierkegaards værk Kjerlighedens Gjerninger (1847) beskrives kærligheden ikke som en følelse, men som en handling, der kommer af en befaling. Man kan nemlig ikke befale følelser, men handlinger kan man. Bogen er egentlig bygget op over 4 ord fra Det nye testamente: “Du skal elske næsten.” Næstekærligheden bygger på lighed i og med, at den er universel (undtagelsesløs) og egalitær (forskelsløs). Buddet “Du skal elske næsten” er egentlig en provokation, da det er et angreb på vores umiddelbarhed over, hvad kærlighed er for noget. Det er altså en kærlighed, der ikke beror på tilbøjelighed men på pligt. Det er pligten, der gør, at kærligheden bliver evig, da pligten gør den resistent overfor menneskelige tilbøjeligheder. Længere henne i værket beskrives det, at handlingen ikke er nok i sig selv. Man skal også have den rigtige indstilling: “Du skal elske næsten som dig selv.” Når du elsker næsten, skal du på den ene side befale din egen mangel på kærlighed samtidig med, at du forudsætter, at Gud har nedlagt kærligheden i grunden af den anden. Det er altså ikke dig, der putter kærligheden ned i den anden. I stedet for forudsætter du kærligheden hos den anden i grunden. Dette er opbyggelighed ifølge Kierkegaard. Kierkegaard beskriver en anden æstetiker i Forførerens Dagbog. Bogen illustrerer en forfører ved navn Johannes, der forfører en pige, der er 17 somre gammel. Her oplever vi, hvad der sker i sindets afkroge, når mennesket ikke følger befalingen om at elske næsten gennem handlinger. I Forførerens Dagbog elsker Johannes bedragerisk iagttagende. Han er den forførertype, der får pigens blomst til at folde sig ud, hvorefter han forlader hende.5
De nok tre vigtigste etiske typer herunder dydsetik
Nytteetikken er en konsekvensetik. Den ser på handlingens nytte, dvs. det handler om maksimering af lykke. Den beskæftiger sig ikke med sindelaget. Som eksempel på en nytteetikker kan nævnes Jeremy Bentham (1748-1832). Pligtetikken forudsætter, at man kan bruge sin fornuft frit, at man har en fri vilje, og at man er autonom. Man bruger sin fornuft til at lave love for sig selv. Hvis jeg handler på denne måde, ville det så kunne blive en almen gyldig regel, spørger pligtetikeren. Et eksempel på en pligtetikker er Immanuel Kant (1724-1804). Dydsetikken handler ud fra, hvad en dydig person ville gøre, samtidig med, at handlingen er mest mulig vellykket (eudaimonia). For at være en dydig person, skal du handle dydigt, hvilket medfører, at du har erhvervet dig dyderne ved at virkeliggøre dine potentialer. Et eksempel på en dydsetiker er Rosalind Hursthouse (1943-?).6
1 Johansen, Karsten Friis: Sokrates – græsk filosof i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra http://denstoredanske.lex.dk/Sokrates_-_gr%C3%A6sk_filosof
2 Forelæsning om Aristoteles: Etikken ved underviser Kasper Lysemose på Folkeuniversitet Aarhus
3 Artikel fra Information Tro, håb og kærlighed af Morten Albæk vs. Søren Kierkegaard. Link: Tro, håb og kærlighed | Information
4 Gregersen, Niels Henrik: håb i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/h%C3%A5b
5 Bredsdorff, Thomas: kærlighed i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/k%C3%A6rlighed
6 Slides: Etik 8/11-06: Dydsetik I af culmedialab fra slideshare. Link: Dydsetik i (slideshare.net)