I Jean-Paul Sartres (1905-1980) roman Ensom blandt mennesker (1945), der foregår i Paris og samtidig med Den spanske borgerkrig (1936-39), følger vi bl.a. hovedpersonen Mathieu Delarue, der hele tiden bliver i friheden eller intetheden. Noget gør, at han ikke kan tage et bindende valg, som f.eks. at blive en del af kommunistpartiet, som hans tidligere ven Brunet foreslår. Sartre mener jo netop også, at friheden kommer før essensen eller mere berømt formuleret: “eksistensen går forud for essensen”. (Alle citater i artiklen er fra Ensom blandt mennesker (1945), ellers fremgår det af teksten).
Hovedpersonen Mathieus reelle verden
I løbet af bogen mærker vi Mathieus ensomhed, forsumpethed og afstand til sig selv. På et tidspunkt får vi en klarsynethed, der kan forklarer hans manglende evne til at committe sig til noget: “‘Jeg lyver!’ Hans forfald og hans klageskrig, det var løgn alt sammen, tomhed, han havde puffet sig selv ud i det tomme rum, ud på sin egen overflade, for at undslippe sin reelle verdens uudholdelige tryk. En mørk og tørkepint verden, som stank af æter. I den verden var Mathieu ikke forsumpet – aldeles ikke; det var endnu være fat: han var fræk – fræk og forbryderisk.” Der er altså noget, der tyder på, at Mathieu i virkeligheden flygter fra sin reelle verden, hvor han langt fra er forsumpet. I hans reelle virkelighed er han fræk og forbryderisk, hvilket han måske ikke kan forlige sig med. Men Sartre mener jo, at friheden går forud for essensen, så friheden er ligesom mere grundlæggende end Mathieus reelle verden. Men kan vi frigøre os fra vores reelle virkelighed og bygge en ny virkelighed op vha. valg fra friheden?
En vej ud af ensomhed
En af Mathieus veje ud af ensomhed er hans forhold til hans kæreste eller elskerinde Marcelle. Hun er hans “klare tanke”, står der et sted. Marcelle og Mathieu har aftalt, at de fortæller hinanden alt uden omsvøb. På den måde er forholdet til Marcelle et bolværk mod ensomheden for Mathieu. Da han gik ind i forholdet med hende “gav han én gang for alle afkald på ensomme tanker, på de friske, de tågede og tøvende tanker, som før pilede ind i hans bevidsthed med fiskens stjålne hast. Han kunne kun elske Marcelle fuldkommen klarhjernet: hun var hans klare tanke, hans kammerat, hans vidne, rådgiver, dommer.”
Aborten og vennen Daniels hævn
Men Mathieu har gjort Marcelle gravid. Han tager det som en selvfølge, at hun skal have en abort, der jo måtte gøres illegalt på dette tidspunkt. Mathieu spørger ikke ind til Marcelle. Han regner med, at hun selv vil fortælle det, hvis der er noget. I løbet af romanen finder vi dog ud af, at Marcelle gerne vil have barnet. Mathieus ven Daniel, der til sidst fortæller Mathieu, at han er homoseksuel, opdager, at Marcelle gerne vil have barnet. Som en hævn over Mathieu, som han hader, vælger han at gifte sig med Marcelle og beholde barnet. En del af hadet til Mathieu skyldes nok også, at Daniel er bitter over, at homoseksualitet betragtes som en sygdom på dette tidspunkt. Mathieu repræsenterer de heteroseksuelle og ved at tage Marcelle fra Mathieu og lade barnet komme til verden, tager han også hævn på den måde.
En anden vej ud af ensomhed
En anden vej ud af ensomhed for Mathieu er hans relation til Ivich, der er søster til Mathieus ven og studerende Boris. Mathieu elsker Ivich, og han føler flere gange stor ømhed omkring hende. Et lidt vildt eksempel er på en bar, hvor Ivich skærer sig med vilje i hånden med Boris’ kniv måske for at føle sig levende: “Damen ved siden af Ivich udstødte et svagt skrig og baskede med øjenlågene. Mathieu så hurtigt til Ivich hænder. Hun holdt kniven i højre hånd og flunsede flittigt den venstre håndflade. Kødet var skåret op lige fra tommelfingerens svære rod til lillefingeren, blodet piblede blidt.” Lidt efter stikker Mathieu sig også i hånden. Det virker som om, at de får en fælles oplevelse af dette, et møde. Den offentlige mening, som ofte i Sartres univers, dømmer, mister sin virkning på Mathieu pga. dette: “Der var en lille truende opstandelse til venstre for dem; det var den offentlige mening. Mathieu var ligeglad med den, han så på Ivich.” Sartre har har et udtryk fra hans berømte skuepil Lukkede døre (1944), der lyder “Helvede – det er de andre”. Det er når, vi møder andres blik og dom. Det er denne dom, som Mathieu kan holde ude i sit møde med Ivich og kniven.
At miste sin eksistens
Mathieus ven Daniel mister sin eksistens på et tidspunkt. Han er i en skæv sindsstemning, hvor han beslutter sig for at drukne sine katte i Seinen, om hvilke der står, at han elsker højest. Efterfølgende mister Daniel sin eksistens: “Han nærmede sig vandkanten og sagde ‘farvel til det, som jeg elsker højest i verden…’ (…) han tænkte på Mathieu med en vis stolthed: ‘Det er mig, som er frigjort,’ tænkte han. Men det var en ganske upersonlig stolthed, for Daniel eksisterede ikke mere…” Daniel mister her sin personlighed. Mathieu binder sig ikke til noget, men han har alligevel en relation til den hans elsker (Ivich). Det at slå dem ihjel, som man elsker, er det modsatte af eksistens.
Bogens pointe
Bogens pointe er måske, at Mathieu trækker friheden eller intetheden for langt og derfor bliver ensom blandt andre. Han vælger ægteskab, barn og familie fra, hvilket gør at han mister sin vej ud af ensomheden. Eksistensen går forud for essensen – ja, men det er gennem dem, som vi elsker, at vi i kærligheden oplever mødet i stedet for dommen. Romanen slutter med, at Mathieu ender i intetheden eller friheden: “Han tænkte: ‘Stor ståhej for ingenting.’ For intet: dette liv var ham givet til intet. Han var intet, og dog kunne han ikke blive anderledes nu: han var formet.”