Immanuel Kant

Erkendelsesteori

Syntetisk a priori – Kants svar til Hume

Man siger, at den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) blev vækket af sin dogmatiske slumren, da han hørte den britiske empiristiske filosof David Humes (1711-1776) argument, som stillede spørgsmålstegn ved naturvidenskabens sikkerhed. Hume mener, at det snarere er psykologiske sandheder, som naturvidenskaben kan finde – ikke sikker viden om verden derude. Kant beslutter sig for, at hans filosofiske projekt skal være at tilbagevise Humes argument. Kant vil bevise med filosofiske argumenter, at naturvidenskaben er sikker.

Kants svar til Hume kaldes ‘Syntetisk a priori viden’. Hvad betyder dette noget kringlede svar så? A priori betyder før erfaringen og syntetisk betyder noget, der har med erfaring at gøre. Så Kants svar er altså en blanding af noget, som vi kan vide før erfaringen og noget, som kræver erfaring. Et eksempel på a priori kan være, at du får at vide, at der et sted på kloden er bygning, hvor der på 2. sal er et rum med 25 mennesker. Hvad kan vi vide om dette uden at have en sanseerfaring om det? Jo, vi ved i hvert fald, at bygningen ikke er lavet af barberskum. Desuden ved vi, at der skal være plads til 25 mennesker i rummet. Om de 25 så sad på skødet af hinanden, kan du alligevel danne dig en forestilling om, at rummet minimum må være så og så stort. Syntetisk er noget, der ikke bare er sandt pr. definition. Noget der bare er sandt pr. definition er: ‘alle ungkarle er ugifte’. Vi behøver ikke at gå ud i verden og tjekke om alle ungkarle er ugifte, da det ligger i definitionen. Tager vi i stedet sætningen ‘alle ungkarle er rodede’, går vi fra deduktion til induktion. Vi er nødt til at gå ud i verden og tjekke, om det er sandt. Og så finder vi nok en ungkarl, der ikke roder.

Kants svar ‘syntetisk a priori’ er ligesom matematik. Et matematisk regnestykke som 5+7=12 har jeg efterhånden gjort så mange gange, at jeg kan det på ryggraden. Men tager jeg 2 meget store tal som f.eks. 24596858+38347575, er jeg nødt til at regne på det for at få svar. Dette er et eksempel på ‘syntetisk a priori’ fordi, jeg a priori ved, at jeg vil få et resultat af regnestykket, og det resultat vil være det samme fremover og overalt. Men jeg er nødt til at gøre en erfaring for at finde resultatet. Jeg er nødt til at regne på det. Dette er det syntetiske element i det, heraf sammenkoblingen mellem a priori og syntetisk. Et andet eksempel kan være: hvad sker der, når jeg stikker hånden ind i ild? Jeg ved a priori, at der vil være en virkning af ilden, men jeg kender den ikke, før jeg har stukket hånden derind, og opnår den syntetiske del. Men ligeså snart jeg har stukket hånden ind i ilden og mærker smerte, ved jeg, at det vil ske fremover og overalt.

‘Syntetisk a priori’ beskriver altså denne pålidelige forudsigelige strukturerede verden, som vi oplever, når vi er i vågen tilstand. Og den eneste måde, at dette kan være tilfældet, argumenterer Kant, er, hvis der eksisterer en nødvendig forbindelse mellem de begivenheder, som vi erfarer, som f.eks. når du stikker din hånd ind i ild og mærker smerte eller du går ned under vand, og erfarer, at du ikke kan få luft osv. Denne nødvendige forbindelse mellem begivenheder kalder Kant: Årsag & virkning.

Så, hvad vi har gjort i ovenstående, er at tale om strukturen af vores erfaring. Dette fører os videre diskussionen om distinktionen mellem fænomener og noumenener og Kants generelle syn på såkaldt Transcendental idealisme.

Transcendental idealisme

Den fænomenale verden (Das Ding für mich):

Det er den verden, som vi ser, smager, hører, lugter, rører osv. Det er den almindelige hverdags verden, som vi kalder den virkelige verden, når vi er vågne og bevæger os rundt. Denne verden kalder Kant for repræsentativ. Når du ser på et træ, når du har en træ-lignende erfaring: Det er et fænomen. Det er bare verden, som den viser sig for mig.

Den noumenale verden (Das Ding an sich):

Her findes det transcendentale selv. Det består at to dele: forståelsen og følsomheden. Det transcendentale selv er ikke noget, som vi kan erfare. Det er kun noget, som vi kan deducere os frem til. Kant deducerer sig frem til må være der. Der må være noget som ordner vores erfaringer i kategorien tid & rum. Der må være noget som ordner vores erfaringer i tid som f.eks. imorges stod jeg op, så spiste jeg morgenmad, nu sidder jeg foran computeren og skriver en artikel osv. Desuden foregår vores erfaringer altid i rum. Jeg kan f.eks. ikke forestille mig et bord, der ikke er lokaliseret i rum. Hvis jeg prøver at forestille mig bordet uden, der fandtes rum: det kan jeg ikke. Det er følsomhedsdelen af det transcendentale selv, der anvender kategorien tid & rum. Forståelsesdelen anvender 12 kategorier. Her vil vi nøjes med at fokusere på kategorien årsag & virkning. Vi kan deducere os frem til, at for at vores erfaring er, som den er, må der være noget, hvor den samme årsag giver den nogenlunde samme virkning. Ellers ville vores erfaring ikke være, som den er. Den ville minde mere om en drøm, hvor intet sker af nødvendighed eller universelt. I en drøm kan ild f.eks. føles kildrende, og man kan skifte sted på et sekund. I vores vågne erfaringsverden er dette ikke tilfældet.

Kant taler i øvrigt om, at han med egne ord har lavet en kopernikansk vending inden for filosofien. Nicolaus Kopernikus (1473-1543) spejlvendte solen drejer rundt om solen. Så solen nu i stedet for var centrum, og jorden cirkulerede rundt om solen. Med Kants teori om tingen i sig selv (Das Ding an sich), ses bevidstheden i stedet for en trofast passiv optager af verden derude til at bevidstheden konstruerer virkeligheden. F.eks. troede vores bevidsthed, at jorden var flad, og at solen drejede rundt om jorden. Den konstruerede altså en virkelighed.

Kant mener selv, at han har lavet sammenkobling af empirisme og rationalisme. Kant er empirist forstået på den måde, at han tænker, at videnskab indebærer noget syntetisk altså noget erfaring. Han mener desuden, at videnskab generere ny viden. Kant er rationalist i den forstand, at han tilslutter sig a priori viden, fordi han mener, at der er visse generelle fakta, som vi kan vide uafhængigt af erfaringen. Disse fakta kan ikke spores tilbage til en bestemt sanseerfaring.

Noget der er interessant, er, at vi med Kants transcendentale idealisme kan have libertær frihed. Vi kan være totalt frie. Frie i den forstand at være uårsaget, dvs ikke determineret. Dette er, fordi det transcendentale selv ikke er en del af den fænomenale verden, hvor vi erfarer. Det er transcendentale selv er en del af en verden, der ikke er determineret af årsag & virkning og tid & rum. Hvordan frihed i den noumenale verden kan give anledning til noget i den fænomenale verden, er selvfølgelig et andet dybt spørgsmål.

Kants etik

Hvad angår Kants etik er det helt centrale moralloven, eller det han kalder Det kategoriske imperativ. Kant kommer egentlig med 4 udgaver af Det kategoriske imperativ, men her vil kun beskæftige os med 2 af dem.

Hypotetiske imperativer

For at hjælpe forståelsen vil vi se på, hvad et hypotetisk imperativ er. Et imperativ er egentlig bare en fancy måde at tale om en kommando på. Når disse kommandoer/imperativer er hypotetiske, er vi interesseret i målet for imperativet, og det vi bruger for at opnå målet er middel. Et eksempel kan være, at en lærer siger til dig: “Du skal aflevere mindst 8 opgaver for at bestå faget!” Dette er hypotetisk! Hvis du gerne vil bestå faget, har du en grund til at opfylde kommandoen, ellers har du ikke.

Et andet eksempel kunne være, hvis du siger, at ifølge min samvittighed skal du bekymre dig om at sige sandheden. Men hvad siger du til en person, der siger: “Jeg giver ikke noget for at være en god person”. Antag, at personen siger: “Jeg er ikke interesseret i at være en god person. At være en person er noget, som idioterne fortælle dig. De prøver at gøre dig til en idiot. Ser du, jeg ønsker ikke at være en god person.” Personer, der siger dette, har pludselig ingen grund til at adlyde moralens regler, hvis disse regler kun er baseret på hypotetiske imperativer. Personer, der siger sådan, kan fravælge moralens regler, når de vil. Et hypotetisk imperativ kunne lyde: Hvis du vil maksimere din egeninteresse, så vær ærlig! Det kan være godt nok, da det i de fleste tilfælde er tilfældet, at du vil maksimere din egeninteresse, og derfor giver det dig gode grunde til at handle ærligt. Men problemet er i dette tilfælde, at du ligeså godt kan genkende, at du vil maksimere din egeninteresse i de tilfælde, hvor du kan slippe afsted med det. Så den eneste grund til, at du følger kommandoen “Vær ærligt!”, er, hvis det maksimerer din egeninteresse. Da imperativet er hypotetisk, kan du fravælge det til hver en tid.

Spørger vi vores samvittighed, ved vi godt, at moralens regler ikke har hypotetisk natur. Moralske regler er ikke sådan nogle, som vi følger, alt efter om de behager eller ikke behager os. Med samvittigheden tænker vi, at moralske regler har en helt anden slags natur. De er nemlig kategoriske.

Kategoriske imperativer

Kategoriske imperativer er bindende. De bindet ubetinget. Moralske kommandoer/imperativer er ikke interesseret i at være hypotetiske. De er nødt til at være kategoriske. Et kategorisk imperativ har formen:

1. Gør dette.

Når vi taler om kategoriske imperativer, er det ligegyldigt, om det er praktisk for dig eller ej. Det er ligegyldigt om, det er belejligt for dig eller ej. Du skal følge kommandoen altid og overalt. Kant sammenligner moralloven med matematik. Matematiske regler indrømmer ikke undtagelse f.eks. 2+2=4. Det er sandt til alle tider og overalt. På samme måde med moralske regler, mener Kant. Hvis det er forkert at stjæle, så er det forkert at stjæle overalt og altid. Hvis du f.eks. står i en butik og har taget 2 ting, der hver koster 2 kr., og du kun har 3 kr. Hvis du siger til kassereren: “Kan vi ikke idag sige, at 2+2=3?”. Kassereren ville selvfølgelig sige: “Nej, det er vanvittig snak.” 2+2=4! Dette er sandt altid og overalt, lige meget om det er praktisk eller upraktisk for dig.

Ifm. eksemplet med en person, der siger, at det kun er idioter, der følger moralloven. Da vil Kant sige, at det er det samme som at sige, at det kun er idioter, der følger, at 2+2=4! Og det svarer til at sige, at det kun er idioter der følger tyngdeloven! Kant siger, at ligesom med 2+2=4 ikke give indrømmelser, på samme måde kan vi ikke gøre indsigelser mod moralloven. Du tror måske, at moralloven ikke gælder for dig, men det er irrationelt. På samme måde er det irrationelt, hvis en person mener, at tyngdekraften og matematikken ikke finder anvendelse på dem. Kant mener, at den moralske lov er der. Den er universel i naturen. Ethvert rationelt væsen kan selv verificere, at den er der. Og at den er sand, bare ved at ræsonnere på den rette måde. Ligesom enhver person på en måde kan tjekke for sig selv, at 2+2=4 ved at ræsonnere omkring 2 og 2 og 4.

Processen ville i korthed være følgende: Hvordan kunne 2+2=4 være noget derudover? Hvad ville det så betyde? Prøv at forestille dig et scenarie hvor 2+2 ikke er lig med 4. Du kan virkelig ikke forestille dig, hvordan dette scenarie ville se ud. Hvordan det ville spille sig ud. Så Kant mener, at hvis du er forsigtig, og du ræsonnerer på den rette måde, kan du se, at der kræves visse ting af moral, der er nødvendige og universelle.

Det kategoriske imperativ. 1. formulering

Hypotetiske imperativer afhænger af personens tilbøjeligheder. Indtil nu har vi kun talt om kategoriske imperativer generelt, men vi har stadig ikke sagt, hvad moralloven er. Vi har kun sagt, at det skal være af typen et kategorisk imperativ. Men hvad er indholdet? Hvad befaler den os at gøre? Kant tænker, at der skal være noget i den, som ethvert rationelt væsen kan reflektere sig frem til. Og som enhver rationel person kan se, er noget, der kræver respekt, som vi skal basere vores handlinger på. Mange mennesker taler om den gyldne regel: “Gør mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig.” Denne regel kan vi reflektere over: Du ønsker at andre skal behandle dig på bestemte måder, så du bør behandle dem på bestemte måder. Kant mener, at der er en vigtig sandhed der. Den gyldne regel er jo gylden af en grund. Men Kant mener ikke, at den indfanger alle regler for moral f.eks. moralske pligter over for en selv. Ifølge Kant indfanger den gyldne regel ikke alt, som virker intuitivt rigtigt, og hvad vi bør sige til og gøre mod en person, der ikke deler vores grundlæggende synspunkter.

Her kan vi igen forestille os den ufølsomme person. Sådanne personer er bare ligeglade med andre mennesker. Du siger til en sådan person: “Gør mod andre…” Denne person tænker: jeg vil have andre til at gøre mod mig på denne måde: Lad mig være i fred. Hold dig ude af mit foretagende. Hjælp ikke mig, og jeg vil ikke hjælpe dig. Bare skrid, mange tak. Denne person vil så have en tilsyneladende begrundelse for ikke at hjælpe andre mennesker eller drage omhu for andres velfærd. Personen tænker: Jeg er ligeglad med om andre fortæller mig sandheden. Jeg vil ikke have nogen til at såre mine følelser ved at fortælle mig, at de har været utro mod mig. Så jeg fortæller ikke dig, at jeg var utro mod dig osv. Disse eksempler syne klart latterlige. Så gør mod andre, som du gerne vil have, de gør mod dig, er ikke den slags lov, som vi kan reflektere over og derefter komme til respekt. Vi ser, at det er en god tommelfingerregel for mennesker, der allerede har den rigtige slags tilbøjeligheder men hvad med resten? Denne tommelfingerregel fortæller os ikke, hvad der er årsagen til, at disse moralsk værdifulde handlinger opnår denne status. Hvad skal vi så gøre?

Kant siger, at der er noget rigtigt, ved “Gør mod andre…”. Nemlig at du reflekterer over, at handlinger kan være konsekvente eller inkonsekvente. Kant tænker, at vi ønsker os en form for generel lov, som hvis en rationel reflekterede over den, og virkelig for forstod, hvad den betød, ville sige: “Aha, det er rigtigt.” Det skal være en form for ting, som under alle disse omstændigheder kunne producere en følelse af ærefrygt og respekt, som fuldt ud kom til at forstå dens natur og “Gør mod andre…”, gør ikke det. Den moralske lov skal også være en, der ikke henviser til nogle særlige karaktertræk. Den skal være noget fuldstændig generelt, som vi kan bruge til at generere vores specifikke moralske pligter. Det eneste, der kan kommandere respekten fra en irrationel person, er respekten for en universelt bindende morallov, mener Kant.

Hvordan skulle en sådan bindende morallov formuleres? Kant siger, at det er noget, som har at gøre med handlinger, men ingen særlige handlinger, kun handlingsbegrebet. Så vi inkluderer ikke en særlig handling i moralloven, men kommandoen om, at du skal handle på en sådan måde, at dine handlinger kan udføres af alle personer uden logisk modsigelse. En smule mere formelt:

Handl kun på den maksimale måde, hvor du samtidig kan gøre, at der skal blive en universel morallov.

Muligvis forstår du ikke, hvad det betyder. Men Kant tænker, at hvis du reflekterer over det, vil du se, at det er den slags regel, som enhver person burde adlyde. Nemlig at enhver persons handlinger skal være ikke-modsigende, ikke-selvmodsigende. Hvad du gør, er at tænke: Med den foreslåede fremgangsmåde er vi pludselig ved ligesom fysikkens love og logikkens love. Så alle må gøre dette uden valg. Du spørger: Hvad ville være tilfældet? Hvordan ville verden se ud? Ville der være en modsigelse i sådan et tilfælde? Hvis der er en modsigelse, er handlinger umoralsk.

Fremgangsmåden er følgende:

1 – formuler maksimet/grundsætningen

2 – Universaliser maksimet/grundsætningen

3 – Ville der være en modsigelse?

Perfekte og uperfekte pligter

Kant taler om perfekte og uperfekte pligter. Perfekte pligter er dem: Hvis vi anvender fremgangsmåden med at forestille os, hvordan verden ville se ud, hvis alle fulgte den regel, så ville vi få en teknisk modsigelse.

Men der er også dem, som Kant kalder uperfekte pligter. Disse giver ikke en teknisk modsigelse, når vi forestiller os, at alle gjorde dem i den forestillede verden. Et eksempel på en uperfekt pligt kunne være at forestille sig, at alle kørte rundt i benzinslugende SUV’er, der kører 5 miles per gallon. En sådan verden kan vi sagtens forestille os uden at få en teknisk modsigelse. Men kunne du ville, at verden var sådan, at alle kørte rundt i benzinslugende SUV’er. Nej, mener Kant, da det ville være en verden i smoggy kaos. Der er altså ikke en teknisk modsigelse her. Til gengæld er der en modsigelse i en eller anden form for grundlæggende menneskelig tilbøjelighed. Dette giver anledning til, hvad Kant kalder uperfekte pligter. Et andet eksempel kunne være, hvordan ville verden se ud, hvis ingen hjalp hinanden? Nuvel vi kan sagtens forestille os en verden, hvor ingen hjalp hinanden uden at få en teknisk modsigelse. Men kan du ville en sådan verden? Nej, mener Kant. Det ville være en verden fyldt af Scrooge McDucks typer.

1 – formuler maksimet/grundsætningen

– Det generelle maksime/grundsætning her er:

Når jeg er i en position til at hjælpe andre mennesker, vil jeg ikke uanset grund.

2 – Universaliser maksimet/grundsætningen

Nu, hvordan ville verden se ud, hvis dette var en universel morallov?

3 – Ville der være en modsigelse?

Ekstra:

4 – Men kunne jeg ønske, at denne verden blev faktisk?

Der er altså i tilfældet her tale om en anden form for modsigelse. Kant mener, at vi gennem vores rationalitet kan genkende, at i en verden hvor du ikke hjalp andre, ville andre heller ikke hjælpe dig. Og Kant mener, at gennem vores rationalitet genkender du, at du har brug for hjælp fra andre. Du genkender gennem din rationalitet, at du har brug for andre menneskers hjælp til at nå dine mål. Hvad gør du så, hvis en person siger: “Jeg har ikke brug for hjælp fra andre.” Nuvel Kant mener egentlig bare, at det er irrationelt. Det er demonstrativt falsk, at en person er i stand til at nå sine mål selv.

Så hvis det er tilfældet, at du genkender gennem din rationaliet, at du har brug for andres hjælp i mindst et tilfælde for at nå et af dine mål. Da kan du ikke ville, at verden konsekvent var en verden, hvor ingen hjalp hinanden. Fordi da bestemmer du dybest set, at du ikke vil nå dine synspunkter og mål. Sådan en verden vil du ikke have. Så der er en modsigelse i vilje her! Du kan ikke rigtig ville, at verden ville være sådan, mener Kant.

Heraf har du en uperfekt pligt til at hjælpe andre, fordi selvom du konsekvent kan forestille dig, at verden ville se sådan ud, kan du ikke ville, at verden er et sted, hvor ingen hjælper andre.

Det kategoriske imperativ. 2. formulering

Nu vil vi vende os mod den 2. formulering af Det kategoriske imperativ. Den første formulering kalder Kant for formuleringen af naturlovene. Fordi den får os til at tænke på regler med hensyn til, at de er universelle moralske love. Den 2. formulering er en anden måde at tænke på Det kategoriske imperativ, men det er faktisk den samme lov bare set fra et andet perspektiv. Det har mange folk altid undret sig over, men det er, hvad han siger.

Vi ser i denne artikel kun på 2 af formuleringerne:

1. Formlen for naturlovene

2. Formlen for målene i sig selv

Vi vender os i dette afsnit mod ‘formlen for målene i sig selv’. Den 2. formulering lyder på følgende måde:

Så handl som at behandle menneskeheden, hvad enten det er dig selv eller andre, som mål i sig selv og aldrig kun som et middel.

Hvad betyder denne formulering så? Den betyder, at du ikke kan behandle mennesker bare udelukkende efter, hvad de er gode til. Mennesker har en værdi i sig selv bare i og med, at de er et menneske. Du kan ikke reducere mennesker bare til, hvad de er gode til.

Det er forkert at tænke på og bruge et menneske bare som et middel til at opnå et af dine mål. Mennesker er ikke ligesom dyr eller biler. Biler og dyr kan ikke sætte mål for sig selv og følge dem. Mennesker er rationelle agenter, og det er deres rationalitet, der forskelliggør dem fra dyr og ting. Rationelle agenter kan sætte mål for sig selv, som de anser som gode. F.eks. ønsker du dig måske en universitetsgrad. Dette er noget, du ser som et godt mål. Ellers ville du ikke forfølge dette mål, ingen tvivl. Med dette mål opstår der hypotetiske imperativer som: Hvis du vil have en universitetsgrad, skal du have disse fag, består disse fag, læse disse bøger osv. Disse hypotetiske imperativer begynder at betyde noget for dig, fordi du forfølger målet en universitetsgrad.

Men du er omgiver af andre rationelle agenter, som du genkender som rationelle. Så ser vi dette fra universets synspunkt, hvis vi skulle ræsonnere om dette. Da skal du erkende, at andre rationelle agenters mål er ligeså vigtige for dem, som dine mål er for dig. Så du kan ikke bare anvende dem til dit eget brug i tjeneste for at forfølge dine egne mål, fordi de forfølger deres egne mål. Kant mener, at det altid er forkert at slave binde et rationelt væsen. Så det er umoralsk at behandle et menneske som middel til dit mål.

Så det grundlæggende argument for, at du ikke må behandle andre mennesker som middel, er, at du ikke selv vil behandles som middel. Du kræver, at andre mennesker respekterer dig som mål, som noget, der er værdifuldt i sig selv. Da du kræver den respekt, og genkender, at grunden til, at du skylder den respekt, er pga. din rationelle natur og din evne til at sætte mål for dig selv, så skal du respektere det og genkende det i andre væsener, du ser omkring dig, som udviser disse egenskaber. Så rationalitet er på én gang grundlaget for moral, og det, som giver os værdi. Det er rationalitet, der gør os til moralske agenter i første omgang.

Problemer og fordele

Ifm. kantiansk etik er normalt det spørgsmål, der dukker op først: Hvad med dyr, babyer, ældre, senile, psykiske inkompetente, skizofrene osv? At vi ifølge kantiansk etik ikke har moralske pligter til at behandle dyr, babyer m.v. ordentligt, virker bare forkert. Her synes det bare forkert, at rationalitet er alt, hvad der betyder noget. Man kan sagtens argumenterer for, at der er et hul i den generelle struktur af kantiansk etik her. På den anden side kan kantiansk etik måske mindske, at f.eks. mennesker med tilbøjelighed til sadisme, masochisme, seksuelle afvigelser mv. laver skadelige handlinger, da de skal handler moralsk mod andre rationelle agenter. Problemet er måske her forældreløse babyer, dyr m.v. Desuden kan kantiansk etik skabe ligestilling mellem køn, etnicitet, religiøse, seksuelt tilhørsforhold ja uanset tilbøjelighed. Altså ligestilling uanset tilbøjelighed for alle mennesker med rationalitet, da der foreskrives, at du skal behandle alle rationelle agenter som mål i sig selv. 1

1Kilde: Youtube kanal: Richard Brown. Videoerne: Kant 1: Synthetic A Priori Knowledge, Kant 2: Transcendal Idealism, Kantian Deontology 1, Kantian Deontology 2

reflekter.dk