Den amerikanske filminstruktør Woody Allens film Midnight in Paris (2011) starter med en vidunderlig montage af Paris med bl.a. Moulin Rouge, Triumfbuen og Eiffeltårnet. Montagen udspiller sig i al slags vejr og i alle tidspunkter på døgnet. Desuden er der Woody Allen jazz i baggrunden. Vi møder hovedpersonen Gil Pender (Owen Wilson), der er i Paris med sin kæreste Inez og hendes forældre.
Gil vs. Inez
Det er fra starten tydeligt, at Gil og Inez oplever Paris vidt forskelligt. Gil elsker Paris. Han drømmer om at bo i en lille kvistlejlighed i byen og skrive bøger. Hvorimod Inez ikke kunne forestille sig at leve udenfor USA. Parret bor i Malibu, Los Angeles, Californien. Hvor Inez virker til at lægge meget vægt på materiel luksus som deres swimmingpool hjemme i USA, er Gil mere optaget af stemningerne i Paris og byens kunstneriske og litterære side. Især er Gil optaget af Paris i 1920’erne, som han ser som guldalderen. Inez gør på et tidspunkt grin med hovedpersonen i den roman, som Gil er ved at skrive, overfor hendes bekendte Poul og Carol, som de ser Versailles sammen med. Hovedpersonen i Gils roman arbejder i en kuriosabutik, der sælger gamle ting. Poul, der virker pedantisk og som en blærerøv, “forelæser” i denne sammenhæng om, at det kaldes nostalgi, når man drømmer sig tilbage til fortiden, og at det er når, man ikke kan klare nutiden. Inez er meget betaget af Poul, hvorimod Gil finder ham uinteressant og kalder ham en “pseudointellektuel”.
Gil tager med en gammel bil
Filmen går først rigtig i gang, da Gil efter at have været til vinsmagning med Inez, hendes forældre, Poul og Carol, vælger at gå hjem til hotellet om aftenen. Han farer vild. I hans vildfarelse oplever vi nogle stemninger i Paris. Han går bl.a. forbi en lille hyggelig bistro på et lille gadehjørne, imens der er spansk guitarspil i baggrunden. På et tidspunkt sætter han sig på en trappe. Klokken slår midnat, og en gammel Peugeot fra 1920’erne(!) holder ind til siden. Folkene i bilen åbner døren og råber til Gil, at han skal tage med dem. Gil tager med. Folkene i bilen er klædt i tøj, der ligner festtøj fra 1920’erne. De tager ham med til en bar, der også ligner noget fra 1920’erne. Der er klaverspil med en Cole Porter sang, der spilles af en der ligner – ja Cole Porter. Et par præsenterer sig for Gil som Zelda og Scott Fitzgerald. Scott slutter sin sætning med det berømte ordspil fra The Great Gatsby (1925) “old sport”. Gil tror de laver sjov, men det virker ikke sådan. Han tager med Fitzgerald parret til en anden bar. Efterhånden går det op for Gil, at han er rejst tilbage i tiden til 1920’ernes Paris!
Gils møde med 1920’ernes Paris
Gennem filmen møder Gil mange litterater og kunstnere tilbage i tiden bl.a. den amerikanske forfatter Hemingway, den spanske kunstmaler Picasso og den amerikanske forfatter Gertrude Stein. Gertrude Steins lejlighed er en slags salon, hvor 1920’ernes store kunstnere kommer. Gil får Stein til at læse sin roman igennem og give feedback. I Steins lejlighed møder Gil også den fiktive karakter Adriana, som han tiltrækkes af. Hun har levet med den italienske billedhugger og maler Modigliani, hvilket gør Gil starstruck. Det viser sig, at Adriana også er draget af fortiden. Sammen går de turer i Paris. På et tidspunkt taler de om Gil og Inez’ forhold. Samtalen viser, at Gil og Inez’ forhold er præget af uenigheder i grundlæggende ting. På en af Adriana og Gils gåture i Paris kommer en hestevogn forbi. De tager med den, og nu befinder de sig pludselig i La Belle Epoque (ca. 1871-1914). Det er den periode, som Adriana betegner som hendes guldalder.
Gils klarsyn i La Belle Epoque med Adriana
I La Belle Epoque er Adriana og Gil til kabaret og møder de den franske maler Lautrec og den franske maler Paul Gauguin. Gauguin i øvrigt ser renæssancen som sin guldalder. Adriana ønsker at blive i La Belle Epoque, da Gil siger til Lautrec og Gauguin, at de bare på er på gennemfart. Gil får en erkendelse, da han diskuterer med Adriana: “Folk her har slet ikke antibiotika. Hvis du bliver her, og det bliver din nutid, vil du snart begynde at forestille dig en anden tid, der var guldalderen. Sådan er det med nutiden. Den er utilfredsstillende, fordi livet er lidt utilfredsstillende.” Adriana har ikke opnået samme erkendelse. Hun siger: “Forfattere er så fulde af ord. For mig handler det om følelser. Jeg vil blive i Paris’ mest storslåede tid. Du valgte at forlade Paris, og du fortrød det.” Gil svarer meget i eksistentialismens ånd, som Woody Allen er inspireret af: “Ja, jeg fortrød det. Det var en skidt beslutning. Men jeg traf dog et bevidst valg. Det her virker bare vanvittigt. Det fungerer ikke. Hvis jeg skal gøre mig håb om at skrive noget fornuftigt, må jeg gøre op med mine illusioner. Og tanken om at være lykkeligere i fortiden er formentlig en af dem.”
Filmen slutter på romantisk Woody Allensk maner
Gil ender med at gøre det forbi med kæresten Inez og blive i Paris. Han indser, at de ikke passer sammen. På et tidspunkt i filmen går Gil forbi en kuriosabutik(!), hvorfra en Cole Porter sang lyder fra en gammel grammofon. I kuriosabutikken arbejder en ung kvinde ved navn Gabrielle. De to virker til at have et gensidigt møde. Filmen ender med at Gil møder Gabrielle på en af Paris’ gamle broer. Gil spørger om, han må følges med hende. Meget Woody Allensk begynder det at regne, og de to er enige om, at Paris er smukkest i regnvejr. Cirka samtidig starter Woody Allen jazz i baggrunden og hyggeligt romantisk går det væk i regnen.