Kommentarer til Sartres ‘Ensom blandt mennesker’ (Lang udgave)

Jeg vil i denne artikel kommentere og eksemplificere den franske forfatter og filosof Jean-Paul Sartres (1905-1980) roman Ensom blandt mennesker. Citaterne i artiklen er fra Sartres Ensom blandt mennesker, ellers fremgår det.

Karaktertræk

Mathieu:

Lola, der er karakteren Boris kæreste, beskriver Mathieu som “man er altid utilpas i hans nærværelse, fordi han hverken er fugl eller fisk, han duperer (imponerer) folk. (…) Jeg kan ikke rigtig forklare det, men han virker asketisk, og når man ser ham i øjnene, er det alt for tydeligt, at han er kundskabsrig, blasert (sejrsstolt), han er sådan en, som ikke ganske troskyldigt kan bryde sig om noget, hverken at spise eller drikke eller gå i seng med en pige; man forstår, at han reflekterer over alt, og så den stemme, denne skærende tone, som siger, at han ved besked.”

Boris beskriver i sine tanker Mathieu, som “der var mandfolk, som er skabte til at være femogtredive år – Mathieu for eksempel – fordi de aldrig har ejet en ungdom.”

Boris’ søster Ivich går sammen med Mathieu. Hun fortæller, hvordan han er “sat”, og at han ikke forandrer sit liv. Ivich er overbærende – ment lidt negativt – overfor Mathieu: “Over for dem føler man sig tryg, man behøver aldrig at frygte overraskelser.”

Ivich siger til Mathieu, at “der er metode i alt, hvad de foretager Dem…”

Mathieu tror, at Lola er død. Han vil derfor stjæle nogle penge af hende til den abort, som hans kæreste Marcelle skal have. Da han kommer ind i Lolas lejlighed, hvor Lola ligger bleg i sengen, tager han pengene i sin hånd, men lægger dem tilbage. Han har ikke modet til det. Han bebrejder sig selv, at han ikke stjæler dem: “Jeg er et skvat!”, tænker han. Det viser sig så lidt senere, at Lola er i live.

Daniel:

Daniel nyder en uærlig situation. Han lyver overfor Mathieu, da han vil låne penge af Daniel til Marcelles abort. Daniel siger, at han ikke har pengene, selvom han har dem: “Daniel nød altid en uvederhæftig situation.”

Daniel elsker, når andre hader ham: “Han ved, at jeg har pengene, og han hader mig ikke: hvordan skal man dog få dem til det?”

Eksistentiel fortvivlelse, meningsløshed, ligegyldighed og ensomhed

Mathieu og Marcelle:

Vi oplever lidt af Marcelles eksistentielle fortvivlelse i starten. Mathieu spørger, om hun savner gamle dage, hvortil hun svarer: nej, men hun savner den tilværelse, hun kunne have fået. Marcelle har været nødt til at stoppe sine kemiske studier pga. sygdom.

I Mathieus og Marcelles samtale mærker vi også denne ulyst, eksistentielle meningsløshed og ligegyldighed. F.eks. spørger Marcelle indtil, hvad Mathieu lavede i går. “Mathieu havde ingen lyst til at fortælle.” Vi får at vide, hvad han tænker og føler, som i høj grad er den måde, romanen er skrevet på. Mathieu fortæller videre til Marcelle, at han var hos Jacques og spise middag i går. Det var “dødkedeligt som sædvanligt”.

Mathieu og Marcelles samtale kommer ind på en ung kvinde ved navn Ivich, som Mathieu elsker. Mathieu kan ikke lide at fortælle Marcelle om Ivich. Tonen bliver “denne ligegyldige beskyttende tone, var den ikke løgnagtig?”

I samtalen mellem Mathieu og Marcelle beskriver Marcelle Mathieus flugt fra sig selv, hans tendens til ikke at vælge. Mathieu siger: “Jeg er nu ikke så vild med at blive klog på mig selv”. Hvortil Marcelle svarer: “Det ved jeg godt, det er ikke din hensigt, det er dit middel. Du gør det for at blive fri af dig selv, for at kunne se dig selv ude fra, bedømme dig selv objektivt; den indstilling foretækker du altid. Når du betragter dig selv, forestiller du dig, at du slet ikke er det, du ser, at du er intet. Og det er i realiteten dit ideal: at være intet.” Ligegyldigheden trumfer hans lidenskab, som kunne være det, der rent faktisk gjorde, at kan kunne begynde at træde ud af intetheden. Så den frihed, som Mathieu nævner mange gange i bogen, er mere en intethed. Marcelle kalder den en last.

Marcelle fortæller Mathieu, at han har gjort hende gravid. Mathieu reagerer med, at hun selvfølgelig skal have en abort. Han spørger slet ikke ind til, om hun vil have barnet. Mathieu får senere en drøm, som jeg tror har forbindelse til dette: “Om natten havde han drømt, at han var morder, og dybt i hans øjne stak endnu et levn af drømmen, mast under solens knugende pres.”

Mathieu holder til det sidste fast i, at Marcelle skal have en abort, selvom hun ønsker barnet. Marcelles reaktion: “Marcelles øjne blev glansløse: – Så meget des bedre, sagde hun. Så meget des bedre… Hun greb en sikkerhedsnål, der lå i forbindingkassen, hun åbnede og lukkede den nervøst. (…) – Nåja, det var det samme som så ofte før, du er revnende ligeglad med, hvad jeg tænker.”

Daniel fortalte Mathieu, at Marcelle var ked af det. Mathieu har tolket det som om, at det er fordi, hende og ham ikke er gift. Men det er nok pga. af barnet.

Marcelle vil ikke se Mathieu længere. Hvorfor? spørger Mathieu: – Fordi jeg ikke mere har den fornødne agtelse for dig. Og desuden fordi du ikke elsker mig mere.” Det går op for Mathieu, at han ikke elsker Marcelle mere: “Han havde rejst sig, han ville sige: Jeg elsker sig. Han vaklede lidt og sagde så med klar stemme: – Nåja, det er sandt… jeg elsker dig ikke mere.”

Marcelle smider Mathieu ud af hendes lejlighed: “- Tag dine penge med dig.” Måske er Marcelles latter skadefryd og forløsning: “Hun greb pengene, som lå på natbordet, og smed dem i synet på ham. De flagrede omkring i stuen og faldt på sengeforliggeren, ved siden af forbindskassen. Mathieu samlede dem ikke op, han så på Marcelle. Hun var begyndt at le, en hakkende latter, med lukkede øjne.”

Mathieu og Ivich:

Imens Ivich og Mathieu går rundt på museet med bl.a. malerier af den franske maler Paul Gauguin, bliver Mathieu opfyldt af ånden fra Den Tredje Republik, der er det politiske styre i Frankrig fra 1870-1940: “Da han ugen før så dette portræt for første gang fandt han det smukt. Nu sagde det ham intet. Desuden så han ikke billedet: Mathieu var gennemvædet af realitetssans, af sandhed, af den tredje republiks ånd, han så alt det, som kunne forklare det klassiske lys, væggene, lærrederne i deres rammer, de skorpeagtige farver på lærrederne. Men ikke selve billederne; billederne var udslukte, og i dette lille bad af skønsom dømmekraft virkede det uhyrligt, at der virkelig havde eksisteret mennesker, som malede, som på lærred udpønsede figurer, der ikke eksisterer.”

Mathieu viser Ivich et portræt af Gauguin. Gauguin har mistet holdningen på billedet ligesom Mathieu. Paradoksalt nok har Mathieu ikke mistet sin stolthed: “Ensomhed og stolthed havde opædt hans ansigt; hans krop var blevet en fed og slap tropefrugt med store vandsamlinger. Han havde mistet holdningen, denne menneskelige holdning, som Mathieu endnu bevarede uden at vide, hvad den gjorde godt for – men stoltheden havde han bevaret.”

Da de forlader museet, og Mathieu tænker, at Ivich stadig er vred på ham, sætter det noget i gang i ham. Hans distance, intethed eller frihed i verden gør måske, at han ofte får problemer i relationer, der betyder noget for ham: “Og pludselig blev han grebet af en uudholdelig vished: Hun tænker bare på at slippe bort. Hun tænker ikke på andet. Nu går hun nok og prøver på at forme en høflig bemærkning til afsked, og når hun har den, så render hun fra mig. Jeg vil ikke ha’, at hun går sin vej, tænkte han i sjælekval.”

Måske er det den eksistentielle fortvivlelse og meningsløshed, der følger med Mathieu, som vækker afsky i Ivich. Måske er hun selv fanget i modsatrettede følelser og eksistentiel fortvivlelse: “Hun vil ikke gå sin vej. Det betød ikke, at hun havde tilgivet ham. Ivich gøs tilbage fra at forlade steder og mennesker, selvom om hun afskyede dem, simpelt hen fordi hun var ræd for fremtiden. Med tvær ugidelighed blev hun hængende i de mest ubehagelige situationer, og hun syntes efterhånden, at det gav hende dog en smule frist. Mathieu var alligevel glad for det: så længe de var sammen, kunne han forhindre hende i at tænke, kunne han bremse de forbitrede og foragtfyldte tanker, som udviklede sig i hende. Han måtte snakke, snakke løs med det samme, ligemeget om hvad.”

Måske har Ivich brug for at føle, hun lever. Hun gør noget voldsomt, men det virker også uskyldigt: “Damen ved siden af Ivich udstødte et svagt skrig og baskede med øjenlågene. Mathieu så hurtigt til Ivich hænder. Hun holdt kniven i højre hånd og flunsede flittigt den venstre håndflade. Kødet var skåret op lige fra tommelfingerens svære rod til lillefingeren, blodet piblede blidt.”

Lang tid senere: efter at Mathieu har forladt sin lejlighed i raseri over, at Ivich ikke vil gå i hans favn, starter næste afsnit med et digt på to linjer, som måske antyder, at Mathieu kun kender kærlighed af navn: “Ak kærlighed kender du kun af navn, forgæves jeg åbner min favn.”Mathieu går forbi nogle mennesker, der stimler sammen foran en cafe og lytter til musikken, og som ser glade ud. Mathieu er ensom blandt mennesker: “Mathieu gik udenom denne lyrisk stemte mængde: nattens sødme var ikke for ham.”

Vi får igen digtet på to linjer: “Ak kærlighed kender du kun af navn, forgæves jeg åbner min favn.” Er Ivich også ensom blandt mennesker? Eller hentyder det til Mathieu? Der står om Ivich: “Bag ham, i et grønt værelse, stødte en lille hadefuld bevidsthed ham fra sig af al sin magt.”

Boris:

Boris mærker den eksistentielle fortvivlelse, som forgængelighed kan give her i form af at blive ældre: “Boris følte sig forladt, og en tanke, en sølle lille tanke, opfyldte ham pludselig: jeg vil ikke, jeg vil ikke blive gammel. I fjor var han så ubekymret og tænkte aldrig på alt det der, men nu var det over ham, hele tiden følte han, hvordan ungdommen sivede bort mellem fingrene på ham. Til jeg er femogtyve. Jeg har endnu fem gode år, tænkte Boris, og så jager jeg mig en kugle gennem kuplen.”

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) skriver i sit værk Enten-Eller (1843) “Gift Dig, Du vil fortryde det, gift Dig ikke, Du vil også fortryde det.” Jeg tænker, at Boris i følgende citat har det lidt på samme måde: “lige i øjeblikket havde han ikke mere lyst til at forlade Lola end til at beholde hende.”

Mathieu:

Mathieu reflekterer over sin egen meningsløshed: “Her sidder jeg slap i en stol, stikkende til halsen i min egen tilværelse, og uden tro på noget. (…) Eksistere, være til, det er at drikke sig selv uden tørst. (…) Det er i det lys, de ser mig, de andre, Daniel, Marcelle, Brunet, Jacques: manden som vil være fri.”

Vi følger Mathieus tankestrøm, her et flashback til da han var syv år gammel. Han har tidligt mærket ligegyldighed: “Han havde lige fanget en flue og revet vingerne af den. Han havde konstateret, at hovedet mindede om svovlet på en køkkentændstik, og han havde været ude i køkkenet for at hente strygefladen og gnide fluehovedet imod den for at se, om det blussede op. Men alt dette gjorde han ganske ligegyldigt, det var en tarvelig lille flov komedie, han interesserede sig slet ikke for det, han vidste meget godt, at fluehovedet ikke ville fænge.”

Mathieu er ligesom distanceret til verden. Måske ligger der en ansvarsløshed i det. “Han havde aldrig kunnet udlevere sig helt til et kærlighedsforhold, til nogen glæde, han havde aldrig været virkelig ulykkelig, han havde altid en følelse af at være andetsteds, af endnu ikke at være rigtig født til verden.” Vi får også et eksempel på forskellen på motiv og impuls. “Han havde drømt om at rejse til Rusland, opgive studierne, lære et eller andet kropsarbejde. Men hver gang han var lige ved at bryde hensynsløst ud, havde han dog ikke kunnet, for han savnede motiver til at gøre det. Og når ingen klar bevæggrund var, blev det jo intet andet end en impuls. Og så havde han fortsat med at vente… ” Desuden taler han om, at han rendyrker sig selv som en forventning: “Hun har ret: jeg har udtømt mig, jeg er blevet gold for at kunne rendyrke mig som én forventning.”

Endnu et eksempel på at Mathieu er distanceret overfor verden: “Han kunne tænke, hvad Ivich følte, selv var han ganske ude af stand til at føle det.”

Interessant hvordan Mathieus ven Daniel karakteriserer hans selv. Mathieus har det ad helvede til, men hans selv er uberørt af det. Daniel tænker, da han har løjet om, at han ikke har nogen penge, som Mathieu kan låne til aborten: “Ikke et sekund ophørte han med at være harmonisk, oplagt og helt i overensstemmelse med sig selv. Han har det helvedes, men det slår ikke ind, han selv er uberørt.

Brunet, Mathieus tidligere ven, er kommet på hurtigt visit hos Mathieu. Brunet aflæser Mathieus kropsudtryk som: “du virkede nu mere som en mand, der lige har opdaget, at han har levet sit liv på en idé, som der ikke er mere gods i.” Derfor forsøger Brunet at overtale Mathieu til at binde sig til kommunismens idé og kommunistpartiet. Den frihed, som Mathieu har opnået, er blevet til tomhed. Derfor mener Brunet, at Mathieu har brug for at binde sig til noget igen: “Du har fuldt din slagne vej, sagde Brunet. Du er søn af en bourgeois, du kunne ikke sådan komme til os, du måtte først gøre dig fri. Nu er det sket, du er fri. Men hvad glæde har man af sin frihed, hvis man ikke går ind for noget med den? Du har brugt femogtredive år til at vaske dig ren indvendig, og resultatet er tomhed. (…) Du har givet afkald på alt for at være fri, sagde han. Gør et skridt videre, giv afkald også på friheden, og du får alt tilbage. (…) Lad mig trække trække vejret lidt, sagde Mathieu. Træk det, træk det bare, men skynd dig. I morgen er du blevet for gammel, så har du anlagt små vaner, så er du blevet en slave af din frihed. Og så er verden måske også blevet for gammel.” Brunet mener af erfaring, at Mathieu ikke kan vente på, at et “indre lys” skal guide ham: “Hvis du venter, at et indre lys skal vise dig vejen, kan du komme til at vente længe. Du tror måske, at jeg var overbevist, da jeg trådte ind i kommunistpartiet? En overbevisning bli’r til efterhånden.”

Mathieu kan aldrig slippe sig selv, selv ikke når han drikker alkohol. Han føler sig hæmmet: “Jeg hader at være fuld, sagde han beskedent, jeg drikker, men hele min organisme vender sig mod drukkenskaben. – Ja, på det punkt er de stædig som et mulæsel, sagde Boris beundrende. – Jeg er ikke stædig, jeg er hæmmet, jeg kan ikke slippe mig selv løs. Jeg er i forsvarsstilling, jeg kan aldrig lade være med at tænke på det, som sker mig. Og han tilføjede, ironisk, som henvendt til sig selv: – Jeg er en tænkende fløjte. Som henvendt til sig selv. Men det var ikke sandt? han var uoprigtig, det var egentlig Ivich, han talte til.” Så det er ift. Ivich, han føler sig hæmmet? Måske fordi han elsker hende?

Mathieu er på et dansested og bar med Boris og Ivich for at se Boris’ kæreste Lola danse. Mens Lola danser lægger han mærke til folk omkring sig. Her kommer Mathieu ind på eksistens både på nogle som ikke eksisterer, men også nogle som eksisterer for meget så at sige. Sartre har i sine værker fokus på, at vi spiller roller som f.eks. bartender, men i og med at eksistensten eller intetheden kommer før essensen, er vores intethed eller “frihed” mere grundlæggende end rollen: “dér sad mennesker, som overhovedet ikke eksisterede, de var bare tågeformationer, og så var der andre, som eksisterede lidt for meget, bartenderen for eksempel. Før stod han og røg en cigaret, konturløs og poetisk som en slyngplante, nu var han vågnet op, han var lidt for meget bartender, han håndterede shakeren, åbnede den, lod en gul saft glide i glassene med unødigt sikre bevægelser: han spillede bartender. Mathieu tænkte på Brunet: ‘Måske er der ikke andet at gøre, måske har man kun valget imellem at være ingenting og så spille det, som man er. En grufuld tanke,’ tænkte han, ‘så var man jo snydt og bedraget af naturen.'”

Mathieu har en sjælden erkendelse af sit egentlige selv, imens hans ser Lola optræde. Han tør ikke, eller kan ikke holde ud af være sig selv. Han er virkeligheden fræk og forbryderisk: “‘Jeg lyver!’ Hans forfald og hans klageskrig, det var løgn alt sammen, tomhed, han havde puffet sig selv ud i tomme rum, ud på sin egen overflade, for at undslippe sin reelle verdens uudholdelige tryk. En mørk og tørkepint verden, som stank af æter. I den verden var Mathieu ikke forsumpet – aldeles ikke; det var endnu være fat: han var fræk – fræk og forbryderisk.”

Mathieu fortvivler. Han tænker, at hans frihed er en “myte”, fordi han ikke turde stjæle pengene fra Lola, som han troede var død. Han tænker, at han i virkeligheden frygter de borgerlige grundsætninger som f.eks. ægteskabet.

Mathieu er i en ustandselig diskussion med sig selv for og imod ægteskab med Marcelle: “Han var så træt af ustandseligt at argumentere for og imod med sig selv, at han næsten følte sig trøstet.”

Mathieu får en dommedagsfølelse, da det går op for ham i samtale med Daniel, at han aldrig spørger ind til Marcelle, og at hun modsat ham gerne vil have barnet: “‘Det får en snavs ende,’ tænkte Mathieu. Han var ikke helt klar over, hvad det var, som fik en snavs ende, denne urolige dag, denne svangerskabsafbrydelse, hans hele forhold til Marcelle? Nej, det var noget mere ubestemt og mere betydningsfuldt: hans liv, Europa, denne ferske og skumle fred i verden.”

Mathieu føler tomhed efter at være gået fra sin lejlighed i raseri over, at Ivich frastødte ham i raseri, da han åbnede sin favn for hende. Desuden skyldes tomheden nok også ensomheden, at “aftenens sødme” ikke er for ham, da han går forbi nogle glade mennesker. Måske er det den intethed, Sartre taler om: “Tomhed. Kroppen begiver sig igen på vandring, slæber på fødderne, tung og varm, smågysende, svidende vredefornemmelser, i brystet, i maven. Men der bor ingen i den krop. Gaderne er tømte som gennem et spunshul, den kilde, hvorfra de lige før blev fyldte, er stoppet til at et eller andet. (…) Der var for lidt siden en mands fremtid, som kastede sig imod dem og som de afspejlede i en svirren af forskellige fristelser. Fremtiden er død.”

Daniel fortæller Mathieu, at han og Marcelle skal giftes, og at de beholder barnet. Mathieu har denne uvirkelige fornemmelser, som når man ikke er i kontakt med sig selv: “‘Det er Marcelle, det gælder,’ tænkte Mathieu. ‘Det er Marcelle!‘ Det var ham umuligt at overbevise sig selv om, at de virkelig talte om hende.”

Daniel fortæller Mathieu, at han er homoseksuel, hvilket må være en stor ting i trediverne, hvor det blev betragtet som en sygdom. Men Mathieu bliver grebet af ligegyldighed: “Naturligvis burde han sige noget, tænkte han, men en dyb og lammende ligegyldighed havde grebet ham.”

Mathieu erkender, at han har forladt Marcelle for et “intet”. Den frihed fra et ægteskab, fra en kvinde er et intet. Konsekvenserne af hans handlinger bliver ligegyldige: “Men jeg, alt hvad jeg gør, det gør jeg for intet, det er som om konsekvenserne af mine handlinger bli’r stjålet fra mig, alt sker som om jeg stadig kunne gøre alting om igen. Jeg ved snart ikke, hvad jeg ville give for at kunne begå en ubodelig handling.”

Mathieu ender som et intet: “Han tænkte: ‘Stor ståhej for ingenting.’ For intet: dette liv var ham givet til intet. Han var intet, og dog kunne han ikke blive anderledes nu: han var formet.”

Daniel:

Daniel virker eksistentielt fortvivlet. Desuden tænker han på “Jekyll & Hyde”, da han ser sin skygge, der ser vanskabt ud. Som den den danske filosof, eksistentialismens fader, Søren Kierkegaard siger “Du skal elske dig selv”. Men Daniel frastødes fra sig selv: “Daniel så på sig selv med væmmelse, han var så blid og mild indeni, at det aldeles ikke kunne være ægte. ‘Ecce homo’ (billede af den tornekronede Kristus), tænkte han, ikke uden en vis nydelse. Han var ganske hård og tillukket, men inden i ham var et værgeløst offer, som bad om nåde. Han tænkte: ‘Det er sært, at man kan hade sig selv, som om det var et andet menneske.’ Men det var og blev løgn, for lige meget hvordan han stillede det op, der var kun én Daniel. Når han foragtede sig selv, var det, som om han gjorde sig fri af sig selv som en dommer, der svæver afklaret over noget myldrende skarn, men pludselig fik det ram på ham, det i ham nedefra, han stak fast i sig selv.”

Han kan ikke lide at blive sat i bås, da en tjener, aflæser ham som en, der skal have en godt skænket lille whisky: “De kunne rende ham et vist sted med deres trang til at katalogisere gæsterne, som om de var paraplyer eller symaskiner.”

Daniel er tæt på at kastrere sig selv, men gør det ikke. Daniel tænker meget på selvforagt, så måske er det en form for masochisme, der gør, at han planlægger at kastrere sig selv. Selvforagten kan også skyldes hans homoseksualitet. Det blev jo betragtet som en sygdom i trediverne. Han tænker dog, at han var sikker på, at han ikke ville gøre det alligevel.

Måske er det selvmord, Daniel tænker på: “Han ønskede, at han var død, han tænker: jeg ønsker, at jeg var død, at jeg var død, han ved, at han bare tænker det… men der er en udvej.” Alligevel tyder noget på, at Daniel tænker på at begå selvmord for at spille sig selv et puds. Han vil i virkeligheden ikke gøre det: “‘En herlig udvej.’ Han lo dæmpet, det morede ham altid, når han kunne spille sig selv et fint puds.”

Mathieu, Marcelle og Daniel:

Mathieu føler skam, da Daniel gifter sig med Marcelle, og har fortalt Mathieu, at han er homoseksuel: “Mathieu lod hovedet falde, og skammens tårer fyldte hans øjne. Han sagde: – Jeg væmmes endnu dybere ved mig selv nu, da jeg ved, at hun skal giftes med dig. (…) ‘Han er homoseksuel, og hun gifter sig med ham.'” Daniel har taget hævn over Mathieu. Han får udløst sit had: “Daniel så godt nok på ham og med et sådant had, at det gjorde ondt.”

Daniel skammer sig over at være homoseksuel. Det er nok derfor, han tager hævn over Mathieu ved at gifte sig med Marcelle. Han vil ramme en hetero måske.

Lola og Boris:

Boris elsker ikke Lola rigtigt. Det fremgår også af nogle breve, som Mathieu har taget fra Lolas lejlighed. Dette har Lola svært ved at se i øjnene. Hun bedrager sig selv: “Mathieu havde ikke svært ved at sætte sig ind i Lolas følelser, når hun læste disse breve, med altid forudset skuffelse, som dog ramte hende lige stærkt hver gang, og hvordan hun hver gang havde måttet tage sig sammen for at tænke, overbevist: ‘På bunden elsker han mig, han forstår bare ikke at udtrykke det.'”

Efter at Mathieu fortæller Boris, at Lola ikke er død, nægter Boris at tage en vogn hen til hende. Mathieu forsøger at overtale ham. Hun er “bundfortvivlet”, siger han. Desuden siger han, at det vil slå hende virkeligt ihjel, hvis Boris ikke tager en vogn. Mathieu vil altså have, at Boris skal forsøge at holde Lolas illusion i live. Men Ivich bryder ind og siger, at så vil det være af medlidenhed, og det vil være nederdrægtigt overfor hende. Boris udtrykker klart, hvordan han har det: “Jeg vil ikke se hende mere, sagde han stædigt. For mig er hun død.”

Ivich og forældre:

Ivich siger, at hendes forældre ikke straffer hende for at have dumpet eksamen. Det er værre. De mister interessen for hende!: “- De drømmer ikke om at straffe mig, sagde Ivich. Det er værre – de mister interessen for mig, jeg glider ganske simpelt ud af deres bevidsthed.”

Eksistensen er død

Daniel:

Daniel vil ikke tage sig selv alvorligt. Måske er det for smerteligt. Da han er på vej til Seinen for at drukne sine katte, tænker han: “Blive led ved sig selv via det onde, som man gør andre. Man kan aldrig direkte få ram på sig selv. (…) Han ville ikke ud i tragedien, der havde han været tit nok, og nok, før i tiden. Når man er tragisk, så tar man sig selv alvorligt, og Daniel ville aldrig, aldrig nogen sinde mere tage sig selv alvorligt.”

Daniel mister sin eksistens, da han drukner sine katte: “Han nærmede sig vandkanten og sagde ‘farvel til det, som jeg elsker højest i verden…’ (…) han tænkte på Mathieu med en vis stolthed: ‘Det er mig, som er frigjort,’ tænkte han. Men det var en ganske upersonlig stolthed, for Daniel eksisterede ikke mere…”

Det er som om, Daniel sigter efter at gøre mest mulig skade. Han vil for det første skabe splid mellem Marcelle og Mathieu ved at nå indtil Marcelle, der i virkeligheden ønsker barnet. Måske gør Daniel det fordi, han ønsker en form for sadistisk sejr over Mathieu. Det er måske godt nok for Marcelle at beholde barnet og godt nok for barnet at blive født, men det virker ikke som om, at det er hans motiv. Daniel stimulerer Marcelle, så hendes sande holdning komme frem i lyset: “Men… er det nu ikke blevet afgjort lidt pludseligt? Inden de selv rigtig vidste, hvad de helst ville?” Måske er det fordi, at Daniel af had vil sejre over Mathieu, og ikke fordi han af næstekærlighed vil hjælpe, at han betragter Marcelles taknemlige reaktion som masochisme: “‘Åh, hun ser gud hjælpe mig taknemlig ud!’ tænkte Daniel med ubehag. Ligesom Malvina, når han havde givet den smæk.”

Dom, skam og “Helvede – det er de andre”

Sartre har et udtryk fra hans mest berømte skuespil “Lukkede døre” fra 1944, der lyder “Helvede – det er de andre”. Det er, når vi frygter andres dom. Der kan være skam forbundet med dom

Ivich:

Ivich har svært ved at se folk i øjnene: “Hun tilføjede, med en let foragt i stemmen: det er sandt, på det punkt er de ligeglad. Men det med at se folk lige i øjnene, jeg kan simpelthen ikke, mine øjne svider lige med det samme.” Det virker til, at hun også har svært ved at være gennemsigtig for andre: “Jaja, men jeg bli’r helt bange, når man forstår mine skiftende miner.”

Mathieu og Ivich:

Mathieu finder ud af, at Ivich har hadet at gå på udstillinger og se koncerter med ham. Mathieu taler om, at han vil blive “anderledes”, men Ivich siger, at man ikke bliver anderledes, end man er. Dette vækker afsky i Mathieu, og jeg føler virkelig det had, de føler til hinanden. Nu trænger Ivich blik virkelig ind i Mathieu, og vi oplever Sartres “Helvede – det er de andre”: “Men samtidig så Mathieu sig selv med Ivich øjne og væmmedes ved sig selv.”

På et tidspunkt da Mathieu mødes med Ivich og Boris på et dansested. Her oplever vi, hvad mødet mellem Mathieu og Ivich kan gøre ift., da det bare var søskendeparret Boris og Ivich: “Han så blege og øde øjne. Den sande Ivich var forsvundet.”

Efter Ivich har skåret dybt i sin hånd, vælger Mathieu at stikke sig selv hårdt i hånden med kniven. Efter dette mærker Mathieu den offentlige mening, men måske er han kommet så meget i kontakt med sig selv pga. stikket, og at han er sammen med hende, han elsker, at han er ligeglad med andres dom: “Der var en lille truende opstandelse til venstre for dem; det var den offentlige mening. Mathieu var ligeglad med den, han så på Ivich.”

Daniel:

Daniel vil drukne sine katte i Seinen. Kattene putter Daniel i en kurv. Han er splittet mellem godt og ondt, mørkt og lyst. Han er i tvivl om, kattenes rædsel inde i kurven fylder ham med gru eller glæde. Men han virker alligevel lettet over, at kattene kan lugte ham, og at de trøstes derved. Vi ser ligesom med Mathieu et behov for at frigøre sig fra sig selv. Desuden ser vi Sartres sans for blikke. Daniel bliver helt opslugt i et blik for en stund. Men han bliver bragt tilbage til sig selv, da han bliver spejlet, denne gang ikke i et andet subjekts blik men i et spejl: “‘Og for dem (kattene) er jeg en lugt.’ Men vær tålmodig, snart ville Daniel ikke mere udsende denne kendte lugt, så skulle han vandre videre, lugtfri, ensom blandt mennesker, som ikke ejer så fine sanser, at de kan kende hinanden på lugten. Være lugtfri og skyggefri, fortidsfri, ikke være andet end en usynlig frigørelse fra sig selv, med retning mod fremtiden. Daniel bemærkede, at han bevægede sig nogle skridt foran sit legeme, derhenne ud for gadelygten, og derfra så han sig selv komme svagt humpende for han slæbte, ja, han så sig, for han var intet andet end et rendyrket blik. Men ved at se sit spejlbillede i et butiksvindue fik han sig selv leveret, og illusionen brast.”

Mathieu:

Vi oplever, hvordan Mathieu dømmer sig selv, da han i avisen læser om, at Valencia er blevet bombet af fascistlederen Franco i Den spanske borgerkrig (1936-39), og kommunisternes forsvar er svagt. Måske har Mathieu ikke proportionerne på plads ift., hvad han selv kunne have gjort, hvis han havde taget derned og kæmpet på kommunisternes side: “‘De slubberter!’ og han følte sig bare mere brødbetynget. Hvis han dog i det mindste havde kunnet pågribe en lille følelse inden i sig, levende, uselvisk, vel vidende om sin begrænsning.” Han er tom. Han kan se en harme foran sig, men det er andres harme. “Slubberter!” tænker han.

Mathieu er gået ind på et dansested for at mødes med Boris og Ivich, hvor de sammen skal se Lola optræde. Da han er på vej ned til bordet, hvor Ivich og Boris sidder, oplever han dem inden, de har har set ham. Ivich agerer meget tillidsfuldt ift. Boris. Mathieu tænker, at han aldrig har oplevet hende så tillidsfuld ift. ham. Her oplever vi spændingen mellem ensomhed og “helvede – det er de andre”: “Han havde lyst til at gøre omkring og gå igen. Men han gik alligevel nærmere, fordi han ikke længere kunne udholde ensomheden, han følte det, som om han kiggede gennem et nøglehul. De opdagede ham snart, de vendte ansigtet imod ham med dette fattede udtryk, som de havde til deres forældre, til de voksne, og selv i deres inderste væsen var noget blevet anderledes.” Lidt senere iagttager Mathieu, at Ivich går ind i storesøsterrollen overfor Boris. Hun glemmer altså ikke helt sig selv. Så tillidsfuld er hun alligevel ikke. Dette trøster Mathieu, så føler han sig mere på bølgelængde: “Mathieu følte sig en lille smule trøstet, ikke engang over for sin broder åbnede Ivich sig helt, hun spillede den store søster, hun glemte sig aldrig.”

Lidt efter en situation hvor Mathieu har oplevet et glimt af den salige følelse at føle sig som et menneske blandt andre, føler han sig undværlig, måske fordi han efter at have set på en bartender siger: “Jeg kunne lide at være bartender, det må være spændende, sagde Mathieu. Det var blevet Dem en dyr spas, for De havde slået alt i stykker, sagde Boris. De blev tavse. Boris så på Mathieu, og Ivich så på Boris. Jeg kan undværes, tænkte Mathieu trist.” Illusionen om at Mathieu kunne være bartender brast. Og Mathieu er tilbage i virkeligheden og sig selv.

På dansestedet og baren optræder en nøgen kvinde. Mathieu oplever andres dom: “Mathieu så sig omkring i lokalet og mødte kun retfærdige og dømmende miner, man nød sin egen forargethed, pigen virkede to gange nøgen, fordi hun var udygtig.”

Lige efter at Mathieu har haft en sjælden erkendelse af sit virkelige selv, som er fræk og forbryderisk, har han nogle tanker om Lola, som måske repræsenterer noget mere alment: “Lola er rationalist, ingen mystisk i hende. Og så alt for god. Hun hader mig, men det er et stort og sundt og godt had, som ordentlige mennesker hader.” Er dette had sundt?

Veje ud af ensomhed

Det virker som om, at Mathieus vej ud af ensomheden, i hvert fald intetheden, er gennem forholdet til Marcelle. Mathieu og Marcelle har aftalt, at de altid vil tale rent ud til hinanden. Marcelle taler om den “klare tankegang”, som de har øvet sig på, og gensidigt har ansvar for. Den beskrives som “ideen i deres kærlighedsforhold”. Da Mathieu gik ind i forholdet med Marcelle, “gav han én gang for alle afkald på ensomme tanker, på de friske, de tågede og tøvende tanker, som før pilede ind i hans bevidsthed med fiskens stjålne hast. Han kunne kun elske Marcelle fuldkommen klarhjernet: hun var hans klare tanke, hans kammerat, hans vidne, rådgiver, dommer.”

Mathieu er mødtes med Ivich og Boris på et dansested, hvor de skal se Lola optræde. Her oplever Mathieu et glimt af at komme ud af ensomheden: “Publikum summede omkring ham, Ivich havde ikke taget uvenligt imod ham: han var helt gennemtrukket af fugtig varme og oplevede denne saligt tætte fornemmelse, som det giver at føle sig som et menneske blandt andre.”

Lidt senere føler Mathieu en samhørighed med menneskene på dette dansested og bar: “Overalt så man smilende og velopdragne ansigter, med øjnene lidt ude af hovedet. Mathieu følte sig pludselig solidarisk med alle disse mennesker som meget hellere burde gå pænt hjem, men som ikke engang havde så mange kræfter levnet, men blev siddende for at ryge tynde cigaretter og nyde mixed drinks, som smagte af blik, smilte, mens deres øren led under musikken, betragte deres skæbnes ruiner med tomme øjne- det var som en stille kalden fra en ydmyg og fej lykke: ‘Være som de.'”

Mathieu henter Ivich, der er meget fuld og ude med nogle unge mennesker. Ivich føler måske en tryghed med Mathieu. Hun siger: ” – Jeg håbede hele tiden på, at De skulle komme. – Gå indenfor, sagde Mathieu og lod hende gå først. Hun strejfede ham i forbifarten, og han havde lyst til at tage hende i sine arme.”

Ivich er faldet i søvn hjemme hos Mathieu. Her formulerer Mathieu (eller Sartre) nogle tanker om kærlighed: “kærligt betragtede han dette lille svage og tilsølede legeme, som bevarede al sin fornemhed i søvnen; jeg elsker Ivich, tænkte han forbavset: kærligheden var ikke noget, man følte, den var ikke en speciel følelse, heller ikke en nuance af de andre følelser, den var snarere en klart formuleret forbandelse, som lurede i horisonten, et løfte om en kommende ulykke.”

Mathieu vil for alt i verden gerne have, at Ivich bliver eller kommer tilbage til Paris. Han åbenbarer sig for hende: “- Jeg kan ikke udholde den tanke ikke mere at få Dem at se. De tav lidt: så sagde Ivich usikkert: – Mener De, at det… at det er af egoistiske bevæggrunde, De vil hjælpe mig? – Det er den rene egoisme, sagde Mathieu tørt. Jeg vil være sammen med Dem, det er alt.” Den danske filosof Søren Kierkegaard ville også sige, at forelskelse eller romantisk kærlighed er egoistisk. Det skal den være. Ifølge Kierkegaard er kun Guds kærlighed uselvisk.

Måske ser vi en vej ud af ensomheden, og hvor en anden ikke er helvede, da Mathieu fortæller Ivich, at han har stjålet fra Lola for at kunne betale aborten til Marcelle: “Hun rettede sig pludselig, og hendes ansigt blev hårdt og ensomt, som når hun vendte sig om på gaden for at følge en smuk forbipasserende kvinde eller en ung mand med øjnene. Mathieu mærkede, at han rødmede. Han sagde for sin samvittigheds skyld: ‘ – Jeg ville ikke svigte hende. Bare skaffe pengene, så jeg ikke blev nødt til at gifte mig med hende.'”

Frihed

Mathieu:

Hvor Lola er frigjort uden at vide det, hun har opnået frihed mere umiddelbart, da har Mathieu noget det via tankens vej.

Mathieus bror Jacques siger til Mathieu, at hans “frihed” er et skalkeskjul: “Det, som du skjuler for dig selv, det er, at du i virkeligheden er skamfuldt borgerlig.” Jacques siger, at Mathieu i virkeligheden føler sig forpligtet på Marcelle. Så han i virkeligheden dyrker ægteskabet, men ikke vil legalisere det. Han savner ikke husholdningen. Mathieu spørger Jacques, hvorfor han ikke savner husholdningen: “Fordi du får hyggen ud af det, et skin af frihed.” Jacques mener, at Mathieus principper holder ham fra at committe sig: “du, som altid bli’r indigneret, når du hører om uretfærdige handlinger, at du i årevis lader denne kvinde leve i ydmygelse, bare for at kunne sige, at du lever efter dine principper.”

Jacques kritiserer Mathieus forståelse af frihed: “Jeg troede nu, at friheden bestod i, at man ærligt mødte enhver situation, som man selv havde bragt sig i, og tog det fulde ansvar for dens konsekvenser.”

Mathieu reflekterer over Lola, som han tror, er død. Han fokuserer på fremtiden. For ham er muligheden, fremtiden og friheden liv: “Et liv skabes af fremtid, ligesom legemernes forudsætning er det tomme rum.”

Mathieu erindre hans tidligste barndoms dage. Dengang havde han sagt, at han vil være fri og voksen. Disse to fremtidskrav er ham. Disse fremtidskrav har ligesom rettigheder over ham. Disse krav har stået deres krav gennem den tid, der er gået. Mathieu kan ikke leve op til disse krav. Derfor har han ofte voldsomme selvbebrejdelser, fordi hans nutid er disse forbigangne dages lemfældige og sløvet overfor indtryks fremtid: “Det var ham, som de havde ventet på i tyve år, det var ham, denne trætte mand, som mødte et hårdsindet barns fordringer om, at han opfyldte dets forventninger; det afhang af ham, om disse barnagtige løfter skulle vedblive at være barnagtige eller stå som de første bebudelser om en sand skæbne. Hans fortid var stadig underkastet nuets patinering, hver dag var et yderligere bedrag imod disse gamle storhedsdrømme, og hver dag havde sin nye fremtid, en forventning på forventningen, en fremtid på fremtiden, således gled Mathieus liv stille hen – og hvorhen?”

Relationer

Mathieu og Brunet:

Mathieu skal hente adressen på en, der yder illegal abort hos en, der hedder Sarah. Hos hende møder han en tidligere ven Brunet. Da Mathieu ser Brunet, inden Brunet har set ham, tænker han: “de havde alt for meget at sige hinanden, deres døende venskab var imellem dem.”

Mathieu bliver alligevel glad, da han hilser på Brunet: “Mathieu var trods alt alligevel glad for at høre denne stemme igen.”

Senere mærker vi noget af den tillid, der har været i Brunets og Mathieus venskab. Mathieu tænker: “Han dømmer mig ikke, og han var gennemvædet af ydmyg taknemlighed.”

Mathieu og Brunet vælger alligevel, at ses hos Mathieu igen.

Mathieu og Ivich:

Mathieu er forelsket i Ivich, men hendes følelser for ham er tit negative: “Da hun så Mathieu, sluktes hendes øjne, hun nikkede kort til sin ledsager og gik søvngængeragtigt over rue des Écoles.”

Ivich siger til Mathieu, hvad talens brug ikke er til. Mathieu siger: “Hvis jeg kunne få et ønske opfyldt, så ville jeg ønske, at de var nødt til altid at tænke højt. Ivich smilte modstræbende: – Så var jeg defekt, det er ikke det, man har talens brug til.”

Ivich går til udstillinger med Mathieu, selvom hun hader det: “Jeg holder virkelig meget af det… jeg hader! tilføjede hun med pludselig voldsomhed, at man gør de ting, som jeg holder af, til en pligt for mig.” Mathieu bliver “sønderknust”, da det går op for ham, at Ivich har hadet ham. Ivich had udtrykkes yderligere: “Uden at ænse ham sagde hun: ‘Hvad skal jeg med malerier, når jeg ikke kan eje dem. Hver gang er jeg ved at gå til af raseri og lyst til at tage dem med mig, men jeg må ikke engang røre ved dem. Og så den fornemmelse af Dem ved siden af mig, rolig og fuld af ærefrygt, som om de bivånede (overværede) messen.'”

Ivich reagerer nogle gange rasende på Mathieu. Ivich overnatning hos Mathieu ender ulykkeligt for Mathieu: “- Vi ses igen i oktober? Det slap ud af ham. Ivich fo’r sammen: – I oktober! sagde hun med funklende øjne. Åh! … Nej, absolut ikke. Og hun brast i latter: – Ja, undskyld, men de ser så pudsig ud. Jeg har aldrig drømt om at tage imod deres penge, De får nok at bruge dem til, når de skal stifte hjem. – Ivich! Mathieu greb hende ved armen. Hun skreg og rev sig rasende løs: – Slip mig! rør mig ikke! Mathieu stod dér og hang med armene. Han følte kun et ganske afmægtigt raseri. – Jeg anede det nok, sagde Ivich forpustet. I går formiddags… da De vovede at røre ved mig… jeg tænkte: sådan opfører en gift mand sig. – Det er godt, sagde Mathieu råt. Færdig. Jeg har fået nok. Der stod hun foran ham, rød af harme, med et uforskammet smil om læberne. Og han blev bange for at miste selvbeherskelsen. Han fór ud, han puffede hende til side, han knaldede døren i efter sig.”

Senere viser det sig, at Ivich måske alligevel er tiltrukket af Mathieu: “- De er smuk, sagde Ivich.”

Måske er det Mathieus afstand til sig selv, der gør ham i tvivl: “- Ivich… jeg… tog fejl. (…) – Jeg ved ikke, hvad jeg vil med dem. Ivich for sammen og gjorde sig hastigt fri. Hendes øjne funklede, men hun slørede dem til og indtog en trist og blid holdning. Men hendes hænder var skøre, de flagrede omkring hende, slog ned oven i hovedet på hende, trak i hendes hår. Mathieu var tør i halsen, men fulgte dette raseris udvikling med ligegyldighed. Han tænkte: ‘Også det har jeg spoleret,’ og han var næsten tilfreds: det var som en sonebod.” Så der er måske også en hævn over, at han følte sig afvist af Ivich tidligere.

Er det et spil, der kører imellem dem, hvor de afviser hinanden? Måske er de tro mod deres følelser. De er bare meget omskiftelige? Eller også er det fordi, de flygter fra dem selv? Mathieu siger lidt senere: “- Men jeg elsker dem, Ivich.” Lidt efter siger Ivich: “- Jeg… jeg er ikke forelsket i Dem.”

Boris og Mathieu:

Boris har det godt med Mathieu, men betragter Mathieu og hans venskab som et stadium, noget midlertidigt: “Boris følte ikke fjerneste længsel efter at komme bort fra Mathieu, han befandt sig strålende, som han havde det, men han var fornuftig nok til at vide, at det nødvendigvis måtte gå således: han undgik ikke at udvikle, forandre sig, han måtte lade en mængde ting og mennesker bag sig, han var endnu ikke endeligt formet. Mathieu var et stadium ligesom Lola, og når Boris beundrede ham mest, var der i selve beundringen noget midlertidigt, som tillod ham at give sig hen i det uden at blive servil (underdanig).”

Daniel og Mathieu:

Daniel har meget had til sin ven Mathieu. Desuden tænker Daniel om Mathieu, at han ikke fortvivler eksistentielt. Det er ellers mit indtryk, at Mathieu med hans frihed og frigørelse fra sin borgerlige familie er et eksempel på, hvad Sartre kalder “eksistensen går forud for essensen”. Sartre ser mennesket eksistentialistisk. Det er til at begynde med intet. Ifølge ham er vi de valg, vi tager. Daniel tænker det omvendte om Mathieu, at han er essens og ikke eksistens, ligesom de gamle grækere, der mente, at nogle dyder som f.eks. retfærdighed og tapperhed var essensen i mennesket: “Han hadede Mathieu. Ja, han fandt det nok ganske naturligt at eksistere, han stillede ikke sig selv spørgsmål, det græske, retfærdige lys, denne dydsirede himmel var som skabt for ham, han er hjemme i sig selv, han har aldrig været ene.”

Marcelle og Mathieu:

Mathieu og Marcelle vil ikke committe sig i et ægteskab. De ser det som en borgerlig slaveritilstand. De vil være “frie”. I en samtale mellem Marcelle og Daniel, siger Marcelle om hendes og Mathieus forhold: “Det var vi stiltiende enige om – at ægteskabet er en slaveritilstand, som hverken han eller jeg vil underkaste os.”

Marcelle virker til at blive indesluttet af, at Mathieu ikke spørg ind til, hvad hun tænker på: “Åh, hvis han bare ville prøve på at få mig til at tale lidt ud i morgen, hvis han bare en gang, en eneste gang, vil spørge: ‘Hvad er det, du spekulerer på?'”

Daniel, Marcelle og Mathieu:

Hvorfor er Daniel så hævngerrig overfor Mathieu? Da Daniel har fået Marcelle til at sige, at hun vil have barnet, tænker han: “Spillet var vundet.” Lidt senere tænker han: “det var, som om han allerede havde fået en smule hævn.”

Er det godhed, der åbner sig op i Daniel, da han taler med Marcelle om, at han vil fortælle Mathieu, at han og Marcelle er venner uden Mathieus vidende, og at Marcelle gerne vil have barnet?: “Daniel slugte hendes skuldre og hals med øjnene. Han ville knuse denne dumme stædighed, den irriterede ham. Han var besat af en vild og æreløs trang til at krænke denne samvittighed, søle sig i ydmygelsen sammen med hende. Men det var ikke sadisme, det var mere famlende, mere klamt, mere kødeligt. Det var godhed.” Kommer Daniel hinsides godt og ondt? Hans motiv er ondt, men konsekvenserne af handlingen bringer et barn til verden: “‘Gør som De vil, jeg er jo helt afhængig af Dem.’ Hun fængslede ham, han vidste ikke mere, om det var ondskab eller godhed, denne milde ild, som fortærede ham. Godt eller ondt, deres godhed, hans ondskab, det kom ud på et. Nu var der kun denne kvinde, og denne frastødende og svimlende samleven.”

Daniel og Marcelle har mødtes i hemmelighed uden, at Mathieu har vidst det. Da Daniel fortæller Mathieu det, er det overraskende for ham. Han troede, at han og Marcelle fortalte hinanden alt. Mathieu undervurderer måske, hvad Daniel og Marcelle har at sige hinanden: “Tag det roligt, sagde Mathieu forsonligt. Alt er så overraskende, jeg må vænne mig til tanken… det morer mig næsten. Men jeg har ingen onde hensigter. Det er altså virkelig sandt? I nyder at snakke sammen? Men… hids dig nu ikke op, hører du – det er bare for at forstå det… hvad taler i egentlig om?”

Daniel siger, at Marcelle har haft brug for en hemmelighed. Derfor har hun set Daniel i hemmelighed. Måske er Marcelle og Mathieus forhold ligesom den danske filosof Søren Kierkegaards stadier for etisk og for lidt æstetisk: “Glem ikke, at hun beundrer dig, hun beundrer, at du så at sige kan leve i et glashus og råbe det ud for alle vinde, som andre mennesker holder for sig selv: men det udmatter hende også.”

Det æstetiske stadie er præget af hemmeligheder og forførelse. Det er måske det, som Marcelle finder hos Daniel. Hun siger, at med Mathieu ved hun altid, hvor hun selv er. Desuden har Ivich sagt, at med Mathieu frygter man aldrig det uforudsete. Mathieu spørg overrasket Daniel, hvorfor Marcelle aldrig har forklaret ham det. Daniel svarer, at Marcelle har sagt, at det er fordi, han aldrig spørger hende om noget: “Det var sandt. Mathieu bøjede hovedet: han blev grebet af en uimodståelig dovenskab, hver gang det drejede sig om at trænge dybere ind i Marcelles følelser.”

Modsatrettethed

Mathieu er i byen med Boris og Ivich, hvor de skal se Lola optræde. Han oplever en modsatrettethed i den måde de to ser ham på og kræver, at han er på den måde: “I er et par skabekrukker, I to, sagde Mathieu, I drikker altid noget, som I ikke kan lide. Boris strålede, han elskede, at Mathieu talte til ham i den tone. Ivich bed sig i læben. ‘Man kan da heller aldrig sige noget til dem,’ tænkte Mathieu, en smule knotten, ‘der er altid en af dem, som ta’r det ilde op.’ Der sad de over for ham, opmærksomme og strenge, de havde hver især skabt sig sit private billede af ham, og de krævede hver især, at han lignede det. De to billeder kunne imidlertid ikke forenes.”

Affektionsværdi

Ting som vi f.eks. ejer, kan have en historie, der gør, at vi tillægger dem en anden værdi, end de har i sig selv. Boris har denne oplevelse med sin kniv, som Ivich og Mathieu skar og stak sig med: “Og da en lykke aldrig kommer alene, tænkte han også på kniven og trak den frem og åbnede den: ‘Den er indviet!’ Han købte den i går, og den havde allerede flunset i de to mennesker, som var ham kærest i denne verden. ‘Den skærer morderlig godt,’ tænkte han.”

Lidenskab

Ivich og Boris går forbi et fængsel, der vækker noget lidenskab i hende: “- Hvad er det? spurgte Ivich lidt efter og pegede mod en lang mur, som virkede helt sort bag kastanjetræerne. – Det er la Santé. Et fængsel, forklarede Boris. – Det virker pragtfuldt, sagde Ivich, jeg har aldrig set noget så skummelt. Er det muligt at undvige fra det?”

Konklusion

Alt i alt er Mathieu bogens hovedperson. Derfor vil jeg mene, at bogen især handler om den ensomhed, der opstår, når vi kun er et intet. Der er dog nogle glimt af, hvor han føler sig som et menneske blandt andre.