Immanuel Kants erkendelsesteori

Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) fra Königsberg kan siges at være en blanding af rationalismen og empirismen. Rationalismen mener, at viden kommer fra fornuften. Empirismen siger, at al viden kommer fra erfaringen. Ifølge Kant er mennesket et dobbeltvæsen, der både finder viden via fornuften og sanserne.1 Man plejer at sige, at Kant “blev vækket af sin dogmatiske slumren”, da han hører, at den skotske empirist David Hume (1711-1776) skaber usikkerhed om naturvidenskaben. Hume mente, at vores forventning om, hvad der sker, er en vane. Vi projekterer så at sige vores bevidsthed ud på naturen. Ifølge Hume kan du ikke vide om en sten, du lader falde, falder til jorden, eller om den begynder at flyve. Det er bare en erfaring, at stenen falder til jorden. Hvis du havde været på en rumstation f.eks., ville stenen flyve.2

Kants svar til Hume

Kant udvikler noget han kalder syntetisk a priori domme. A priori domme betyder domme før erfaringen. Hvis jeg f.eks. får at vide, at der skal foregå en stor koncert på et stadion i Berlin med 50.000 tilskuere. Da kan jeg udelukke, at stadionet ihvertfald er mindre end et skur. Desuden kan jeg forestille mig en vis størrelse i m2. Selv, hvis tilskuerne sad på skødet af hinanden, kan jeg regne ud, at stadionet minimum skal være mere end 5 m2 f.eks. Syntetiske domme har med erfaringen at gøre, og svarer til det Hume kalder faktiske forhold3. Ved faktiske forhold kan vi benægte en dom og få en anden dom, der også er overensstemmende f.eks. “ungkarle er nogle rodehoveder”, hvis jeg benægter den, får jeg “ungkarle er ikke nogle rodehoveder”. Begge domme kan jeg gå ud i verden og finde. Så Kant lægger a priori domme+syntetiske domme sammen, og vi får “syntetiske a priori domme”.2 Et eksempel på syntetiske a priori domme er matematik. Her ved jeg, før jeg laver et regnestykke, at jeg vil få et resultat (a priori dom (fornuft)), men jeg er også nødt til at regne på regnestykket for at få resultatet (syntetisk dom(erfaring)). Nogle regnestykker kan jeg på ryggraden som f.eks. 7+5=12, så det er ikke så godt et eksempel. Men hvis jeg tager nogle større tal, er jeg nødt til at gøre regnearbejdet som f.eks. 7563+3574=11137. Et andet eksempel er, hvis jeg stikker foden ned i vand. Jeg ved, at der vil være en virkning af vandet (a priori dom), men jeg er nødt til at stikke foden ned i vandet for at få en erfaring af virkningen (syntetisk dom). Når først, jeg har gjort mig erfaringen, ved jeg, at det vil ske hver gang fremover og over alt. Kant argumenterer altså for en struktureret og forudsigelig verden, hvis love vi lære at kende vha. syntetisk a priori domme. Der er altså ting, der sker med nødvendighed.2

Kants kritik af den rene fornuft

Kant har skrevet et værk kaldet Kritik af den rene fornuft (1781), som han skriver på baggrund af oplysningsprojektet, der hovedsageligt var et engelsk og fransk foretagende. Frankrig førte krig med fornuften. Men Kant mente ikke, at franskmændene brugte fornuften særlig fornuftigt. Kant mente, at fornuften var i en naturtilstand, hvor den var i overhængende fare. Derfor måtte den kritisere sig selv. For at afhjælpe dette problem laver Kant en grænsedragning mellem den erfaringsbaserede verden, som han kalder fænomenernes verden, og en verden, der er blotte tanker eller ting i sig selv. Den kalder han noumenernes verden. Ting i sig selv kan nemt misforstås, da det i dette tilfælde skal forstås hinsides erfaringen. Men når vi skal forestille os noget, gør vi det i erfaringsverdenen, men erfaringen er betinget af tid og rum. Den kan ikke gå hinsides disse. I fænomenernes verden er det naturens kausalitet i form af årsag & virkning, der gælder. Har vi en årsag i naturen, da har vi også en virkning. Der findes ikke mirakler i Newtons verden, som man siger. I noumenernes verden har vi frihedens kausalitet, der er nok i sig selv. Vi kan kun have teorier i erfaringsverdenen, men i den praktiske verden kan vi bruge friheden som lovgiver for fornuften. Kants etik forudsætter altså, at du har denne frihed.1

Hvor Aristoteles’ (384-322 f. kr.) teori om den praktiske fornuft, handlede om det vellykkede liv, vælger Kant at fokusere på det teoretiske eller analytiske. Han deler det analytiske op i anskuelse, der har med erfaringen at gøre, og begreber, der har med forstanden at gøre. Han siger, at vores bevidsthed foregriber erfaringsverdenen i anskuelsesformerne tid & rum. Hvad angår vores forstandsverden, bruger han kategoribegrebet fra Aristoteles, men bruger kategorierne rent a priori. Han taler om forstandskategorierne eller -begreberne, hvor årsag & virkning er den vigtigste. Det er ikke her det revolutionerende ligger.1

Den kopernikanske vending

Nej, det revolutionerende er, hvad han kalder den kopernikanske vending. Det revolutionerende er, at Kant markant ændrer opfattelsen af bevidstheden fra at være en passiv optager af verden derude til at være noget, der selv konstruerer virkeligheden.2 Bevidstheden har f.eks. konstrueret, at Jorden var centrum i Universet, og at Solen bevægede sig rundt om. Endvidere at Jorden er flad. Dette kalder Kant for transcendental idealisme. Fornuften foregriber verden. Men Kant låner skæbnesvangert fra empiristisk filosofi nemlig, at erfaringen er bygget op af sanseligt materiale. Hvis vi ser bort fra alle former i verden, får vi en kaotisk mangfoldighed af fornemmelser. Når jeg ordner dette kaos, sker det vilkårligt. F.eks. subsumerer min dømmekraft en hund under pattedyr. Her kommer Kant med en anden kritik af den rene fornuft. Hvad hvis jeg foregriber erfaringsverdenen og deducerer transcendentalt: Dette er en hund. Jeg bruger altså rene forstandsbegreber. Heraf fremkommer det, som er kendt under skematismen. Jeg har altså et skema, der foregriber eller præfigurerer verden. Jeg kan altså bilde mig ting ind ligesom Jorden er flad via transcendental deduktion. Skematismen har altså med indbildningskraften at gøre. Ender jeg så ikke bare med at erkende mine egne billeder, kan man spørge? Det er derfor vigtigt at slå fast for Kant, at erkendelse er en syntese mellem forstand og erfaring.1

En anden side af Kant

Kant er kendt som altødelæggeren fra Königsberg, fordi han lagde den traditionelle metafysik (psykologi, kosmologi, teologi m.v.) i ruiner. Men måske har Kant også en anden side. Tag f.eks. ideen verden. Dette er en totalitet og ren fornuftsidé. En såkaldt positivist mener ikke, at der findes erkendelse, der går udover erfaringen5. Men Kant mener, at ideer som “verden er en film”, “verden er en matrix” eller “verden er et urværk”, har en mening. Kant kan godt se mening i en digters ord. Vi kan orientere os i verden ved disse rene fornuftsidéer. Han ser mennesket som et metafysisk dyr, der gudskelov kan tænke mere, end det erkender.1

1 Forelæsning af ph.d. i filosofi Kasper Lysemose på Aarhus folkeuniversitet

2 Youtube kanal: Richard Brown. Videoerne: Kant 1: Synthetic A Priori Knowledge, Kant 2: Transcendal Idealism, Kantian Deontology 1, Kantian Deontology 2

3 Hume af ph.d. i filosofi Anders Fogh Jensen på www.filosoffen.dk Link: Hume – Filosoffen Anders Fogh Jensen

4 Koch, Carl Henrik: Immanuel Kant i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/Immanuel_Kant

5 Bengt-Pedersen, Carsten: positivisme i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/positivisme

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

reflekter.dk